Danmark

16. juni 2006

Guld som basis-value, et relikvie med historiske bindinger


Magten flyttet til London – guldet

som basis

 

Storbritanniens dominans i verdenshandelen under industrialismens fremkomst og Napoleons krigenes afslutning omskabte City, i London til verdens finansielle centrum. Med første verdenskrig førtes hovedrollen til USA.

Det vi har brug for i dag er reelle valutakurser – d.v.s en egentlig globalisering af internationale monetære system – ikke af menneskene for det ideologi. Optakten her til er åbentbart en slags ny-merkantilisme, hvor verdens førende nationer og magtcentre forsøger at beskatte omverdenen i stedet i stedet for ordnede forholdene derhjemme.

Spanien fandt og hjemførte/stjal enorme mænder af guld og sølv under Merkantilismen i 1500-årene, og gik statsbankerot på det.

Fra den internationale guldmønt/guldstandard næsten var aftalt – mest på grundlag af afhængighed i 1880-erne og indtil Den første Verdenskrig har verden ikke set en større statsgældsætning.

I kølvandet på den fine Wienerkongres (sept. 1814 – juni 1815) blev der holdt en nu nærmest glemt supplerende kongres i Aix-la-Chapelle (fra nov. 1818) (nu den tyske Achen, hvor i øvrigt Neanderthalmanden blev fundet). Alt såkaldt nødvendigt (når du lige glemmer ”tak” og ”undskyldninger”) har en finansiel side. Kongressen er blevet kaldt ”den glemte”, så det var måske ikke meningen, vi skulle mindes om den. Den var afgjort den vigtigste, når vi ser på den finansielle side.

Så lad os se videre på guld og sølv (Spanien fandt/røvede for meget):

I slutningen af det 18. århundrede var Storbritannien det eneste land, der var gået over til en faktisk klassisk guldstandard, efter en lang periode, hvor sølv stadig forsvandt mere og mere fra den hjemlige cirkulation. Guldets overvægt var begyndt så tidligt som 1717, da guld guinea fik tildelt værdien 21 shilling. Sølvs betydning som monetær enhed blev reduceret yderligere i 1774, hvor sølv som lovligt betalingsmiddel blev begrænset til betalinger op til £25. Imidlertid var sølv så undervurderet målt i guldværdi derefter, at det snart skulle indtage en sådan rolle som underordnet møntenhed, med de slidte sølvmønter i cirkulation, at det var ufordelagtigt at trække dem ud af cirkulation og smelte dem om til eksport. I 1797 blev Bank of England fritaget for at forpligte sig til at veksle dets sedler med guld på grund af Napoleonskrigene (d.v.s. krigsinflation). Guldets overordnede rolle som regne-enhed i Storbritannien blev sikret det år. Man kan sige at basis-værdi-måle-redskabet faktisk var i cirkulation, så at det rigtige udtryk blev guld-mønt-basis eller klassisk guld-standard og ikke bare guld-indløseligheds-standard, som vi skal definere separat senere.

http://www.lilliput-information.com/gul1/gul1.html

Var Hume ikke særlig kritisk over for guld og sølv trukket ind i definitionen af penge, var han til gengæld meget opmærksom på sondringen mellem redskabet, velegnet for handel, og de virkelige varer, som rent faktisk blev efterspurgt – men fortrinsvis teoretisk, må vi nok sige.

Spørgsmålet er afgjort om England nogensinde vendte tilbage til nogen egentlig guldstandard efter krigsinflationen og fredsdeflationen til erstatning for statslån, for at sikre ”en eller anden balance”.

Historiske kendsgerninger:

Bevægelsen mod skabelsen af den såkaldte guld-indløseligheds-standard i Storbritannien var blevet standset i krigsårene, da kontantbetalinger blev suspenderet som et typisk krigsfænomen (som nævnt i sidste afsnit). Umiddelbart efter krigen blev de facto guld-standarden fra det senere 18. århundrede faktisk endeligt indført ved lov i parlamentet i 1820. Det første var møntprægningsloven af 1816, der tillod prægning af Guld Sovereign, et 20 shillings guldstykke; det første eksemplar blev udstedt i det følgende år. Guldindholdet af Sovereignen blev fastsat i overensstemmelse med prægningsprisen i guld.

Den industrielle revolution begyndte i England omkring 1750. Behovet for kapital var meget begrænset i begyndelsen, og det samme var behovet for penge generelt i det 18. århundrede. 80% af befolkningen var smålandbrugere og husmænd, og bytteøkonomien var dominerende. Jordejerne finansierede primært de tidligere trin i produktionsomdannelses-processen på landet, primært bomuld. Importen af bomuld, mæng-demæssigt blev ganget med 10 fra 1770 til 1800. 56 mill. engelske pund, og i 1830 var denne mængde blevet ganget med 5-6. Mål for produktionsmængden eller salget findes ikke, men eksport-værdien af den forarbejdede bomuld eksisterer: 1764: £200,000, 1780: £1 mill., 1815: £22mill., 1830: $41 mill.

Statslån 1790-1816 blev ikke kun optaget i form af regeringsobligationer, men også som valutalån og forskud (i Bank of England), som skaffede sig midler ved at udstede pengesedler. I 1792 var det nået til 11 mill. med dækningsfond på £5½ mill. Uden en stigning i skatteopkrævningen steg statens udgifter til det dobbelte hvert år i perioden 1792 til 1794, 1797 var udgifterne mere end tredoblet, og i 1813 og 1814 var statens udgifter blevet ganget med 6 sammenlignet med 1790, og skatteprovenuet var ikke engang blevet hævet til det firdobbelte i samme periode. Budgetunderskuddet på de offentlige finanser i perioden 1790-1816 var i alt £440 mill. Parlamentet tillod fra 1793 regeringen at optage rentefrie lån fra centralbanken, efter den netop havde overstået krisen 1792, da 300 banker gik bankerot. Men nu, tilsyneladende svækket af regeringens træk, steg budgetunder-skuddet fra £1/4 mill. i 1789, nåede de £10 mill. i 1793 og 12 £mill. i 1797, hvilket var tæt på den samlede seddelmængde i omløb. England udlånte £11 mill. delvis i guld til dets allierede i 1790-erne. Det blev mere og vanskeligt for Bank of England at hjælpe forretninger og landbankerne, så regeringen gjorde sedlerne uindløselige i 1797.

Bankhusene i det Absolutte Monarki (som var regeringsformen i de fleste stater) var forretningsejede af én mand eller af partnere. Dette skulle ikke fortsætte på denne måde, når papirpengene blev til og lidt senere, hvor det såkaldte demokrati introduceredes. Banker som i dag eksisterede ikke, kun bankier-huse, gået i arv igennem generationer. Obligationer og aktier i nogle privilegerede kompagnier, og markeder for disse, havde deres oprindelse i det 17. århundrede – for eksempel huset Marselis Danmark og huset De Guerre i Sverige, med henholdsvis hollandsk og fransk oprindelse. De finansierede hver sin side i Den Store Nordiske Krig, der vist sluttede 1721. I midten af dette århundrede, ved begyndelsen af den industrielle revolution var der knap et dusin bankhuse i England og Wales uden for London-området.

1700-tallet : Veksleteknikker og spekulation i papirer på privilegerede kompagnier var centralt fra begyndelsen, for ek-sempel den engelske John Law’s Southsea-Bubble og den franske Missisippi-Swindle af kolossale dimensioner er de mest kendte, og af mindre dimensioner spekulation i engelske, hollandske og danske kompagni-aktier. Denne spekulation havde ofte betydning for den pågældende stat, som var betydelig aktionær (grundet de tildelte privilegier ved lov). Med store aktieandele i statsligt regi, var det ikke sjældent staten, der måtte bære tabene i sidste eller rettere næstsidste ende (og så lade skatteyderne betale, præcis som i dag). Når spekulation kunne opstå var grunden primært den stærkt varierende kredit udbudt af de pågældende stater. Rygter om krig eller f.eks. om en prinsedød kunne få obligationerne til at falde voldsomt.

Monetære enheder kan tjene formålet at gøre det lettere at udføre transaktioner, spare og flytte værdier ordensmæssigt. Men monetære enheder kan også have til følge, at en forfalsker eller selv lovlige penge-udstedere kommer til at styre nogle forretninger, som det slet ikke var deres opgave at have noget at gøre med.

To anerkendte store økonomi-tænkere i 1700- og 1800-tallene:

Det private aktieselskab var ikke særligt udbredt før 1800-årene. Al industri var i sin vorden, og for eksempel for at bygge en stor formforandrende produktion med installationer og udstyr, så skulle man bruge fabrikeret stål. Til jernbanerne havde man brug for både toget, drevet frem ved damp, og ikke mindst opfindelsen af hårdt-stålfremstil-lingsprocessen, der stammede fra puddling-processen i de sene 1700-år og endelig Bessemer-processen i 1850-erne (efter Henry Bessemer; den blev udbredt 1850-60). Den sidstnævnte metode gjorde det muligt at forbedre stålfremstillingen så meget at enorme laster af korn kunne transporteres med fortjeneste fra det amerikanske Midtvesten og bringes i konkurrence med europæisk korn. De store laster forudsatte utroligt solide hårdt-stålsskinner. Den enorme betydning af disse få opfindelser kan faktisk ikke overdrives.

Europa blev straks ramt af de faldende kornpriser og Danmark var et de få lande, der p.g.a. de fremsynede jordreformer, mest under Enevælden 1700, og den positive proces forstærket yderligere af andelsbevægelsen og kom så igennem krisen med skindet på næsen, fordi vi så hurtigt i sidste fjerdedel af 1800-tallet kunne omstille landbruget til animalsk produktion.

”Men lad os ikke foregribe eller afspore hændelserne, selvom det kunne være fristende.”

Adam Smith, David Ricardo og det værdifulde metal:

Grundlæggeren af den økonomisk liberale tankegang og filosoffen Adam Smith (1723-1790) var en populær foredragsholder i Retorik, Æstetik og Litteraturhistorie i Edinburgh fra 1748. I vinteren 1750-1751 berørte han temaet Social Economics og blev professor i Logik i 1751, senere i Etik i Glasgow. 1776 (det samme år som David Hume døde, og året hvor Adam Weishaupt etablerede Illuminati og året for Den Amerikanske Uafhængigheds-erklæring blev Adam Smith’s store arbejde “Spørgsmål om naturen og årsagssammenhængene i nationernes velstand” udgivet. Det var den første systematiske gennemgang nogensinde inden for emnet Økonomi. Adam Smith beskæftigede sig faktisk ikke penge-spørgsmålet.

Det var også året hvor Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) afsluttede Lodron Night-music (indeholdt i Serenade Notturn, K239), nogle anledningsstykker komponeret til fejringen af navngivningsdagen for Komtesse Anthonia Lodron (født Arco) 13. juni.

http://www.lilliput-information.com/gul1/gul1.html

David Ricardo (1772-1823):

David Ricard var en glimrende forretningsmand og spekulant. Han var den første efter Adam Smith, der havde gennemgribende indflydelse på måden regeringen faktisk opførte sig, og var blandt de vidunderbørn, som tidsalderen valgte at specialisere sig i. Hans fader kom fra Amsterdam og var børsspekulant, han kom til London og blev udvalgt som en af et dusin spekulanter til at tjene jøderne i City. David lavede børsforretninger i en alder af 14 år. Han spekulerede dristigt i Øst Indisk Company og, som Nathan Rothschild, gjorde han bestillingsforretninger for mange af regeringslånene i perioden 1811-1815. Ved dette og ved geninvestering med umådelig succes i landejendomme erhvervede han sig en betydelig formue, og den gjorde ham i stand til at koncentrere sig om at skrive senere i sit liv. Blandt hans bøger var ”Den Høje Pris på Guldbarrer” (1810) i hvilken han forklarer grundene til værdifaldene på britiske banksedler, ”Svar til Hr. Bosanquet og Forslag til en økonomisk og sikker valuta” (1816) og ”Principper for Politisk Økonomi og Beskatning” (1817). Han blev medlem af Underhuset (1819).

”Det bekymrede Ricardo, at en udækket papirvaluta næsten med sikkerhed førte til inflation, kan man læse i de traditionelle tekstbøgerne”, men jeg finder desværre ikke ordet ”inflation” eller noget synonym herfor i de nævnte af hans bøger, der er citeret ovenfor og nedenfor og udgivet 1810 og 1817.

England og den sags skyld resten af verden oplevede et kæmpekrak i 1825 efter en kort opgangsperiode 1820-1825. Det var den første moderne konjunktur og den skyldtes både pengemidlernes rigelighed, guldmængdens vækst, men især de mange nye markeder (bl.a. mange nye selvstændige stater i Sydamerika, nu løsrevet fra Spanien), nye markeder underkastet den engelske frihandel. Handelen med guldbarer som betalingsmiddel var enorm succes, og det fik verdensmarkedsprisen på guld til at stige. Eftersøgningen efter og guldfundene øgede efterhånden den udbudte mængden så meget, at det kunne modsvare efterspørgslen efter guld. Guld var og blev en vare.

Ricardo fik snart indført papirpenge, (og fortiede at penge selvfølgelig var en vare) og hans forslag lød i øvrigt: ”Banken skal føre sit guldlager i standard guldblokke/barrer, der kan bruges af de handlende, som behøver barrer til at lave guldbetalinger i udlandet.” Han kom igennem med sit forslag i Underhuset, og de første guldbarrer blev udstedt den 1. februar 1820 med navnet ”Ricardos”. Fra 1. maj 1820 var England tilbage med guld-indlø-selighed.

Adam Smith’s arbejder beskæftiger sig som nævnt ikke med monetære emner (1776). David Ricardo (grundlæggeren af Guld-indløselighed-Standard, 1816) var student hos Adam Smith. Dette giver anledning til konklusionerne, der følger umiddelbart efter citaterne af David Ricardo.

Man må forestille sig, at tidsånden var optimistisk og alt udpræget fremgangsrigt og uden meget at bekymre sig for blandt initiativets mænd, især efter Napoleons-krigene 1800-1815, og ny realkapital skulle bygges op næsten hurtigere end nogen mulig cirkulation af penge kunne ødelægge.

På fastlandet, der fortrinsvis havde tabt krigen, var der udbredt fattigdom og nærmest stilstand endnu. Danmark måtte devaluere med 90%. D.v.s. de få møntenheder som nogen havde var pludselig næsten intet værd.

Citater fra David Ricardo’s “Den Høje Pris på Guldbarrer” (1810):

”Banksystemets fornemste opgave i et land er ved hjælp af papirpenge (ved altid at bevare deres standardværdi) at få dem til at fortsætte deres cirkulation med den mindst mulige mængde guldpenge og guldbarrer. Dette er, hvad denne plan vil resultere i. Og selv i en sølvpenge-tidsalder, bare i princippet, vil vi have den mest økonomiske, mest konstante valuta i verden. Prisudsvingene på barrer, uanset hvilken efterspørgsel, der måtte være efter dem på kontinentet, og uanset hvilket udbud, der måtte bliver trukket ind fra minerne i Amerika, vil blive begrænset af priserne, som Banken køber barrer til, og udmøntningsprisen til hvilken de sælger dem. Mængden i cirkulation vil blive tilpasset behovene for handel med den største præcision; og hvis Banken et øjeblik var så indiskret at overvur-dere cirkulationsbehovet, ville den offentlige indsigt hurtigt rette dem i deres fejl. Som for landbankerne må de betale for deres sedler (med guld), når de efterspørger Bank of Eng-lands sedler. Det vil give tilstrækkelig sikkerhed mod muligheden for stor papircirku-lation. Der vil ikke være nogen fristelse til at omsmelte til mønter, og helt konsekvent arbejderne, der har været nyttesløst anbragt ved ét parti, der udmøntede de pengemidler, som et andet parti fandt interesse i at om-smelte til barrer, ville være effektivt frelst. Valutaen kunne hverken klippes eller blive forringet og ville have en værdi så uvarieret som guldet selv, det objekt som hollænderne havde i tankerne, og som de mest succesfuldt fuldendte med system meget lig det, som her foreslås” (citat slut)

Mit centrale og meget korte argument: En papirseddel kan måske gøres lige så sjælden som en guldmønt, men det er ulig meget nemmere at reproducere den. Og talen om at offentlighedens indsigt i og evne til at rette fejl i cirkulationsbehovet er ikke en overestimering; det er en fed løgn, såvel dengang som nu.

 

Storbritannien alene på den tvivlsomme Guldstandard I 100-200 år:

Med væksten i udenrigshandelen viste de finansielle nyskabelser sig hurtigt. Valutasyste-met blev introduceret tidligt, og i det 14. århundrede blev et simpelt multilateralt system etableret. Multilateralisme (uddybes i de næste afsnit ved dens modsætning), i alt fald i den simple udgave, har været det store værktøj for den internationale handels forhold i århundrede. Meget senere, i det 17 og det 18. århundrede: Det første foruddaterende valutamarked blev udviklet for at kunne håndtere usikkerheden om fremtidige bevægelser i spotkursen på valuta, så de indbyggede risici for udsving i kurserne kunne reduceres.

På den tid var Amsterdam blevet det vigtigste valutamarked i verden, tæt fulgt af London, der hurtigt overtog en stor og voksende rolle i verdenshandelsfinansieringen i det 18. århundrede. Derfor var markederne for fremmed valuta meget udviklede i begyndelsen af det 19. århundrede, både når det drejede sig om finansiering af handel og om internationale overførsler i form af investering og statslån. Alle kommercielle og finansielle transaktioner inklusive selvstændige kapitaloverførsler ind og ud af landet, indkomster, investeringer og simpelthen varer som betaling. I de 19. århundrede blev Japan en industrination, og USA’s del af verdenshandelen voksede stærkt, sat i gang af foreningen af de amerikanske stater til en nation og opfindelserne efter 1865.

Alene Storbritannien havde lovformelig guldstandard i både den hjemlige som i udlands-handelen fra 1821. De fleste andre handelsnationer på den tid kørte med enten en dobbeltmetalstandard, som for eksempel Frankrig og USA, eller en sølvstandard, som de fleste andre europæiske lande gjorde.

Det triangulære betalingssystem indbefattet Storbritannien, Vesteuropa og de Baltiske lande havde domineret den nordeuropæiske handel i mange år, og slave-trekanten, der forbandt Storbritannien, Afrika og Vestindien repræsenterede et andet eksempel på denne type handelssystem. Andre triangulære handelssystemer udviklede sig i den første halvdel af det 19. århundrede. 1860 blev Storbritanniens handelsunderskud med USA i det store og hele dækket ind af overskuddene i handelen med Latinamerika, og et britisk underskud i handelen med Kina blev dækket ind af et overskud i handelen med Indien.

Når fremmed kapital strømmer fra et land til et andet, kan overførslen påvirkes på adskillige måder, for eksempel ved en flytning af guld fra et udlånerland til et lånerland, ved en stigning i kapitalimporten fra et udlånerland eller for så vidt et skyldnerland, hvis (i sidste tilfælde) f.eks. der sker et fald i lånerlandets eksport af varer og tjenester så at handelsbalancen bliver mere ufavorabel.

Guldstrømme og reduceret eksport påvirkede dog meget sjældent overførslerne i slutningen af 1800-tallet, og i de fleste tilfælde skete overførslen af kapital fra et udlånerland til et lånerland i form af øget vareimport i det kapitalmodtagende land.

Intet i regnskaberne/opgørelserne fra det 18. eller det 19. århundrede viser os noget præcist om overførsler af guld, der skulle være sket netop for at udligne et handelsunderskud eller handelsoverskud på betalingsbalancen eller begrundet i fremmede investeringer eller lån.

Fra ca. 1880 var alle betydende lande med på guldmøntfoden eller samlet i det engelske verdenshandelssystem styret fra City i London. Det varede reelt indtil Den første Verdenskrig.

Optakten til Den første Verdenskrig – krigen fører initiativet til USA:

For at illustrere, hvilke beløb, der var tale om i datidens tælleenheder – om man vil – kan det oplyses, at i år 1900 var der ialt 100 mill. kr. i sedler i omløb i Danmark. I 1914 var om-løbet i sedler 140 mill. kr. I februar 1919 udgjorde den 430 mill. kr. Staten lod altså pen-gemidler trykke for at komme igennem 1. Verdenskrig så bekvemt som muligt. Finans-ministeriet misbrugte denne form for gæld, hævdede professor L. V. Birck.

Etableret i 1919 er blevet kendt i U.S.A. under navne som "Det etablerede Samfund", "Den usynlige Regering" og "Rockefeller's Uden­rigsministeri­um.” C. F. R. tog initiativ til FN, og Rockefeller skænkede grunden, hvorpå FN-bygningen i New York blev bygget. C. F. R.s første fornemme opgaver var at "privatisere den amerikanske pengeudstedelse" (=lægge den i visse private hænder) via Det Føderale Reservefonds System i U.S.A. og at styre medie- og filmverdenen. Præsident Woodrow Wilson var sat ind af finansfyrsten Jacob Schiff (søn af Rothschild-huset i Frank­furt – vi har hørt lidt om Statsfinansier nr. 1 i denne gennemgang. Jacob Schiff giftede sig med en datter af Loeb fra Kuhn & Loeb, købte Kuhn ud og bidrog til “Co” i Kuhn, Loeb & Compagny). J. Schiff og senator Nelson Aldrige fik med præsident Wilson d. 22. december 1913 vedtaget nogle skæbne­svangre tilføjelser til den amerikanske forfatning, der gjorde det muligt for nogle ganske få (cirka 13 familier og deres agenter) fremover at kontrollere og styre U.S.A.'s økonomi under alle forhold. Vel at mærke nogle få uden for kredsen af lovligt og demokratisk valgte. De få skulle derimod udvælges af den kommende selvsup­plerende C.F.R.-loge[1], som var på tegnebordet og skulle bruges efter 1. verdenskrig. Man fik ved samme lejlighed lagt grunden til indkomstskatten og samtidig grundstenen til de galaxe-store skattefrie, humanitære fonde, som var mangebillionærernes. De blev bl.a. brugt til at skabe "Det nye menneske" (se nærmere kapitel 10). Indkomstskatten blev gennemført uden enkeltstaternes godkendelse.

Planen CFR blev lagt i Jagtklubben på Jekyl Island i Georgia i efteråret 1908 (mere herom snere i dette kapitel). Da stod man med en nyvalgt præsident William Howard Taft (sagfører og dommer). Han ville – vidste man – nedlægge veto mod en sådan vedtagelse i Kongressen. Derfor måtte man vente til den mere skrupelløse, inter­nationalis­tiske og svage præsident Thomas Woodrow Wilson kunne forventes valgt i 1912. Når jeg betegner Wilson som svag, betyder dette ikke at han gjorde sig dårligt i markeds­føringen.

Den klare, specifikke, koncise Artikel 1, Section 8, Paragraf 5 i USA-forfatningen var med Federal Reserve Law (af den 22. december 1913) sat ud af kraft. Man havde via dagsordenen diskret fået placeret vedtagelsen på dette sene tidspunkt lige før jul. Flere i Kongressen var taget på juleferie før vedtagelsen, få forstod vel også konsekvenserne af denne bedrageriske 16. tilføjelse til Den Amerikan­ske Forfatning. Det blev ikke den sidste skæbnesvan­gre tilføjelse. Læs bl.a. den veldokumenterede "The Federal Reserve Conspiracy" skrevet af Eustace Mullens. Denne udgivelse er lidt svær at finde på de offentlige danske statsbiblioteker.

Fodnoter:

[1] Både Kurfyrst Wilhelm IX, hans fader og farfader havde tjent uhyre summer på at skaffe professionelle soldater blandt unge omstrejfere på det europæiske fastland til de mange professionelle hære, således også til den engelske hær under (U)afhængighedskrigen i Amerika.

[2] Det europæiske fastland bestod efter Napoleonskrigene af bankerotte stater og kongressens topfolk dansede og drak champagne, mens fattigdom kun kendtes i de brede kredse. Danmark devaluerede med 90% efter statsbankerotten 1813, året efter måtte vi afstå Norge, ikke til nordmændene, men til svenskerne – 1813 var året, hvor Søren Kierkegaard blev født. Man skal imidlertid ikke overvurdere devalueringens virkninger på de brede lag, fordi det meste af deres tilværelse fortsat byggede på bytteøkonomi.

Til del 3: Om guldet og City som finansielt centrum

Skriv en kommentar »

Endnu ingen kommentarer.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s