Danmark

16. juni 2006

Gør de globale landsbytosser verden syg ?

Filed under: Culture — Tags: , — Jørn @ 11:20

Dr. med. Bent Faber –Vestergaard

fastslår i Ugeskrift for Praktisk Lægegerning, december 1999: 

Det siges blandt folk at tage en halv snes dage at komme sig over en influenza, hvis man søger læge. Og gør man det ikke, tager det godt en uge. Spørgsmålet er ikke om, men hvornår vi får den næste store influenzaepidemi, og om designerne af årets influenzavaccine har skønnet rigtigt. Det kommer sig nok ikke så nøje, selvom vaccination har en begrænset men nyttig virkning – men kun hvis de mest udsatte får den.

Nye lægelige undersøgelser, forsøg og udviklingsarbejder har derudover ført til fremkomst af visse nye og lovende medicintyper. De kan ganske vist ikke gøre alt men dog noget, når det kommer an på at gå i krig mod den berygtede vintersnotnæse med højere uddannelse.

Inden for 24 timer efter visse slags influenzaudbrud kan nye medicinarter mildne belastende sygdomstegn og afkorte sygdomsvarigheden med hen ved tre dage og spare dyrebare kræfter hos de angrebne. Den opdagelse kan gavne små børn, ældre mennesker og folk med lunge- og hjertelidelser – altså de mest truede under influenzaepidemier, hvor lungebetændelse ikke sjældent opstår som livsfarlig følgesygdom under virusangrebet.

Efter en nogenlunde enkel test på lægens klinik kan det fastslås, om patienten har fået en influenza, der kan behandles med de nye medicintyper. Men også den medalje har en bagside. I virkelighedens verden taler meget nemlig for, at de mindst syge får stillet sig forrest i køen, når det brænder på. For det er ikke al slags influenza, der kan mildnes på den måde. De svageste, som kunne behøve medicinen, må af selvforklarende grunde blive væk.

De praktiserende lægers venteværelser bliver sandsynligvis da oversvømmet af højfebrile men rørige patienter, der vil have recept her og nu, ligesom der i tumulten derved bliver "risiko for en betydelig overbehandling uden eksakt diagnostik", fastslår dr. med. Bent Faber Vestergaard i december-nummeret fra 1999 af Månedsskrift for Praktisk Lægegerning.

"Hvad gør vi?" Dette enkle men hårdtslående, svære og vedkommende spørgsmål stilles da også af dr. Vestergaard, der er overlæge og daglig leder af virologisk afdeling ved Statens Serum Institut – jævnsides med, at han er en ledende arbejdskraft ved FN-sundhedsorganisationen WHOs center for dataindsamling og forskning omkring virus.

Et svar kan være, at sagkundskabens tunge skyts bør sættes ind mod de farligste og mest angrebsdygtige – såkaldt "virulente" – virustyper, der kan angribe forholdsvis mange typer af menneskeorganismens i alt 300 milliarder celler: Dem, der hærgede med A-influenzaen i 1957, Hong Konginfluenzaen i 1968 og den russiske influenza i 1977 er eksempler. Særligt ondartet var "Den Spanske Syge", der i årene 1918-19 kostede mindst 25 millioner dødsfald på verdensplan.

Sammen med sin kollega, cand. med. vet. og ph. d. Per Chr. Grauballe i spidsen for seruminstituttets influenzalaboratorium, opregner Vestergaard i artiklen en række vigtige erkendelser om udbrud af virusepidemier og muligheder for lægelig behandling heraf. Men dr. Vestergaard er heller ikke bleg for at påpege, at lægevidenskaben som alt andet også har sine grænser. Også i december 1995 påviste han i fagbladet Sygeplejersken tungtvejende vanskeligheder, der ligger uden for rækkevidden af hans eget fagområde men alligevel knytter sig tættere dertil end ærtehalm:

"Virus får fodfæste, hvor mange mennesker lever tæt sammen, og vi må håbe, vores bioteknologiske viden og kunnen kan holde trit med den eksplosive vækst i verdensbefolkningen. Egentlig forebyggelse af virusepidemier består ikke i forfinelse af genteknologisk kunnen, men politisk prioritering af kampen mod overbefolkning, uvidenhed og fattigdom."

Spørgsmålet er vel ligefrem, om dygtige og produktive læger kan hamle op med en verden i bevægelse – samt i uligevægt og af lave. Vestergaard bemærker:

"AIDS-epidemien har vist, at menneskeheden er sårbar, og vores viden og kunnen stadigvæk begrænset. Vi vil kunne opleve nye influenza-epidemier med stor dødelighed, som det skete i 1918. Det tager kun seks måneder at udvikle en influenzavaccine mod en ny virusstamme, men det er lang tid for en virus, der kan inficere hele verdensbefolkningen på under to år."

I en stor artikel i det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs (januar/februar-udgaven, 1996) kommer forfatteren og journalisten Laurie Garrett ind på det samme. Garrett, der dækker lægevidenskabeligt stof for bladet Newsday, anlægger tilmed en udpræget snusfornuftig synsvinkel i forlængelse af den lægelige: Selv før den kommercielle luftfarts dage løb den Den Spanske Syge på 18 måneder fem gange rundt på planeten, ligesom der i Kina bestandigt er influenza-epidemier i gang på grund af landets størrelse og store klimatiske forskelle.

Når det er givet, at inkubationstiden for mange uhelbredelige sygdomme i dag kan strække sig over mere end tre uger, skriver Garrett, er den "sundhed for alle i år 2000", som FN optimistisk proklamerede i 1978, ikke videre nærliggende. Slet ikke med tanke på, at over én million mennesker nu hver eneste dag krydser en grænse, og at et tilsvarende antal hver eneste uge rejser på kryds og tværs mellem industrilande og udviklingslande.

Det er også erkendt, at virus og andre sygdomsfremkaldende mikrober bestandigt muterer og bliver usårlige over for de antibiotika, der førhen var deres banemænd: Den penicillin, amerikanske feltlæger fra slutningen af 1944 havde med i taskerne under Stillehavskrigen, viste sig et årti senere virkningsløs mod bakterier, den i starten kunne slå ned.

Amerikanske sundhedsmyndigheder, fortæller Garrett, har også fastslået, at der siden 1973 er opdukket 29 hidtil ukendte sygdomme, ligesom en snes velkendte fortidige plager er genopdukket – men nu i en mere dødbringende form, der ikke lader sig slå ned af kendt medicin.

Studier af den frygtede HIV-virus, der giver AIDS, viser, at sygdommen indtil midten af 1970erne var afsondret til Afrika og højst havde angrebet en brøkdel af en promille af verdensbefolkningen. Men den begyndte rigtigt at sprede sig på grund af voldsomme sociale forandringer, anfører Garrett:

Store befolkningskoncentrationer i Afrika; opsving i stiknarkomanien i Europa og USA; en øget "tolerance" og "liberalitet", der i de europæiske og amerikanske storbyer opmuntrede til de famøse homoseksuelle orgier i forskellige klubber og saunaer. Opkomsten af storstilet, organiseret prostitution i verdens stigende antal af "megabyer" med mere end ti millioner indbyggere, bærer også ved til bålet. Afgørende for spredningen af AIDS i – og senere fra – Afrika var også krigen mellem Uganda og Tanzania i 1977-79, hvor massevoldtægter var et våben i etniske stridigheder. Den løbeildsagtige AIDS-spredning i Zimbabwe blev verdenskendt i 1999.

I USA og Vesteuropa – derunder Danmark – genopdukker nu tuberkulosen som en af indvandringens "berigelser".

Og i et land, der åbner sine grænser som en ladeport for hvem som helst med lyst til ophold med luftigt og tvivlsomt belæg i et FN-papir, trækker trafikken utvivlsomt i helbredstruende retning. Meget tyder på, at vi ligger sådan, som vi selv har redt, og at det er bedre at forebygge end at helbrede. Influenza og andre, jævnligt tilbagevendende sygdomme kan danskerne og andre folkeslag næppe undgå i deres egne lande fra tid til anden. Men der er i influenzatider – og indimellem – de allerbedste grunde til at besinde sig på de sundhedsmæssige følger, der kan opstå i Vesteuropa, herunder Danmark, som følge af de seneste 25 års tiltagende folkevandring fra Mellemøsten og Afrika.

Sygdomsfare forstærkes i allerhøjeste grad af politik – især den syge slags, der dyrkes af de internationalistiske, globale landsbytosser. Hvad mon der om føje år sker i Brøndby på grund af familiesammenføringsreglerne, der mange steder i kommunen fører til sammenklumpning af 10-15 mennesker i én lejlighed? De udsanerede baggårdshuse i Vesterbro står næppe tilbage for overbefolket tresserbyggeri med dårligt indeklima.

 Når det kommer an på folkesundheden, må danskerne påregne nye plager fra sangens berømte led, der er af lave. Medmindre, dog, der kommer nye boller på suppen.

Keld Rasmussen 

5 kommentarer »

  1. Any place this is published in English?

    Kommentar af r l rule — 9. september 2007 @ 05:02


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s