Danmark

29. maj 2006

Barbariske straffe


Jamen, det er jo 45 år siden (?) :
5. april 2005 berettedes på DR-tekst-tv om 6 somaliere, der er blevet halshugget i netop Jedda for biltyveri.
 

Helligdag på torvet i Jedda
Hånden, der stjæler – Halshugning i tre etaper – De utro hustruer

”Barbariske straffe

Det er fredag, muhamedanernes helligdag, og i denne anledning bliver de korporlige straffe eksekveret på byernes torve, for øjnene af den nyfigne offentlighed, som på den dag har god tid til at lade sig opbygge ved synet.

Jeg har ytret ønske om at se, hvorvidt barbariet virkelig når sådanne højder, som man påstår, og Olav Friis har tilbudt at tage mig med hen til den store plads, hvor afstraffelserne i Jedda finder sted.

Fru Friis har aldrig overværet det før og insisterer på at gå med os. Hendes mands protester hjælper ikke; det hele er nok ikke så galt, siger hun; for øvrigt er hun et voksent menneske, der ønsker at vide besked med, hvad der foregår i den by, hvor hun har boet i så lang tid.

– Du skal få din vilje, siger Friis, men husk, at du har selv været ude om det, hvis du bliver dårlig.
Vi nåede torvet ved halv ét-tiden og trængte os ind gennem den store, forventningsfulde tilskuerskare, som allerede havde taget opstilling. –
Der er seks fanger, som skal under pisken den dag. De fleste af dem bliver pisket en gang om ugen. De synes at have vænnet sig til det, siger man, for det er yderst sjældent, at de giver et kny fra sig, mens prøvelsen står på. Hvis den dømte selv eller en af hans venner har haft råd til at bestikke bøddelen, er slagene ikke så hårde som (fortsættes side 152).

Bag Arabiens Slør (side 152)
ellers. På den anden side må afstraffelsen ikke udføres så lemfældigt, at tilskuerne bliver forargede og gør vrøvl; hvis det sker, må bøddelen skynde sig at lægge flere kræfter i for ikke at bringe retfærdigheden i miskredit. Man hævder for resten, at disse slag er betydelig mildere end dem politiet anvender, når det afhører en mistænkt, lige meget om han så kun er mistænkt for at have stjålet et æg. Ved en sådan afhøring bruges en pisk, der er så raffineret udstyret, at læger, der har haft lejlighed til at se den, påstår, at bare syv slag af den kunne få en helgen til at erklære sig skyldig i barnemord.

Politisoldater har nu slæbt den første af de seks ventende fanger frem til et ryddet område midt på torvet; her kastes han om på jorden, og snart suser piskeslagene ned over hans krop. Bøddelen går systematisk til værks. Han begynder med at lade pisken falde på offerets skulderblade, så bevæger den sig langsomt ned mod lænden og derefter lige så metodisk op mod skuldrene igen.

Offeret giver ikke en lyd fra sig, og da bøddelen endelig har tildelt ham de slag, der tilkommer ham ifølge dommen, rejser manden sig og går roligt, om end stærkt medtaget, hen og sætter sig på bænken hos de andre.

De er hårde halse, disse arabiske fanger. Endog mens piskningen af en medfange står på, sidder de og snakker sammen uden at røbe med en mine, at de om lidt skal igennem det samme.

Da de seks afpiskninger var tilendebragt, troede vi naivt, at det hele var overstået for denne gang og skulle lige til at gå hjem. Men vi havde taget fejl. Det frygtelige var tilbage.

Pludselig viste der sig en politiofficer med en lille, sortklædt, skælvende mand ved sin side. I hælene på dem gik to soldater. Manden var dømt for tyveri, og for denne forbrydelse kender man i Arabien – helt efter koranens bogstav – kun én straf. Tyven får sin højre hånd skåret af, og denne straf må han lide, hvadenten han har stjålet nogle få rialer eller tilvendt sig en million. Bliver han grebet i tyveri for anden gang, mister han sin venstre hånd, og skulle det ske, at han for tredje gang bliver dømt for samme forseelse, må han sige farvel til begge sine fødder. Den sidste bestemmelse har (fortsættes side 153)

Barbariske straffe (side 153)
hovedsagelig teoretisk interesse. Også arabiske tyve har svært ved at gøre deres arbejde forsvarligt, når hænderne mangler.

Da det gik op for os, hvad der forestod, var vi helst flygtet, men vi stod midt inde i den store skare, og ingen følte trang til at rokke sig en millimeter for vor skyld.

Næsten lammede så vi den sortklædte blive tvunget i knæ, hvorpå man bandt et tyndt reb omkring en finger på hans højre hånd. En af soldaterne trak derefter så kraftigt i rebet, at manden væltede fremover, så lang han var. Mens rebet blev holdt stramt ud, sørgede den anden soldat for, at manden blev liggende, hvor han var faldet, og nu kom bøddelen til med en skarp kniv i hånden, ikke meget større end en almindelig bordkniv, men med et meget bredt blad.
Fangens hånd blev ikke just skåret, men snarere filet af med kniven.

Jeg ved ikke hvor længe det stod på. Jeg havde mistet alt begreb om tid. Offerets jamren og skrigen syntes at vare en evighed, men da denne evighed var omme, stod den ene soldat med den straffedes hånd dinglende i enden af rebet. Derpå blev hånden hængt op på en bjælke til skræk og advarsel, og her blev den i nogle timer. Først klokken 18 tages afskårne hænder ned.

Så snart hånden var blevet filet af, dyppede man stakkelens armstump i kogende olie, og han blev bragt til hospitalet. Men dette skete kun, fordi vi befandt os i en ”civiliseret” by. I byerne i det indre af landet bliver den straffede overladt til sin egen omsorg, og mange forbløder.

I de ”civiliserede” byer giver man tillige offeret en indsprøjtning mod stivkrampe – også en af de ting, som adskiller Arabiens ”foregangsbyer” fra de tilbagestående.

– Åh, lad os dog gå, hviskede fru Friis ved siden af mig. Der var ikke noget jeg hellere ville, og det lykkedes os endelig at mase os ud af folkestimlen. Men ingen i den øvrige forsamling lod til at ville gå hjem endnu. De havde ikke fået nok. De håbede på mere blod. Fra torvet ind i en sidegade.
Så kunne fru Friis ikke mere. Hun kastede op ved en husmur
(fortsættes side 154)

Bag Arabiens Slør (side 154)
Når straffen for noget simpelt er så bestialsk, hvorledes går det da den, der har begået en alvorlig forbrydelse? Mord for eksempel?
Han må bestemt prise sig lykkelig, hvis det ”kun” koster ham hovedet. Det sværd, bøddelen normalt anvender, er skarpt som et barberblad og i stand til i første hug at befri en mand for hans hoved. Men har udåden været af en særlig oprørende art – eller hvis det er en pilgrim, forbrydelsen er gået ud over (selv om han så blot er blevet bestjålet) – kan gerningsmanden dømmes til at miste hovedet i tre etaper. Det første hug får han i nakken, det næste over struben, og først det tredje skiller hovedet fra kroppen.

Også de afhuggede hoveder anbringes på torvet, enten på en stang eller ophængt med en ”slagterkrog” gennem det ene øre. I Jedda regner man med, at der årligt falder en snes domme, der kræver ugernings-mandens hoved. Meget ofte får forbryderen ikke sin dom at vide, før i det øjeblik han eller hun bliver hentet ud af cellen og bragt til retterstedet. – For øvrigt hænder det ret tit, at en arresteret mand eller kvinde forsvinder sporløst, uden lov og dom. Der bliver ikke givet besked til de pårørende, ja, man gør sig end ikke den ulejlighed at undersøge, hvem de pårørende er.

I fængslerne bliver der ikke serveret megen mad. Hvis et menneske derfor holdes indespærret i længere tid og ikke kan skaffe sig føde udefra, er det ikke usædvanligt, at han dør af sult.

Hver fange får to kroner i kostpenge, men som min jugoslaviske ven havde fortalt mig, er det nødvendigt for ham at overtale fange-vogterne til at foretage indkøbene, og disse beregner sig halvtreds procent i budpenge. Bestikkelser kan gøre underværker, og ved hjælp af dem lykkes det ofte fangerne ikke alene at få de nødvendige forsyninger frem, men også at undgå den endelige dom. Selv en morder har nogenlunde let ved at klare frisag, hvis han blot er i stand til at luske det fornødne beløb i de rigtige lommer. Det koster ca. 2.500 kroner (1.800 rialer) at dræbe et menneske, også hvis drabet skyldes et trafikuheld. Derfor bør ingen erhverve sig kørekort, hvis han ikke ejer en kapital af denne størrelse. ”Erstatningen” bliver i regel accepteret, men hvis dette ikke skulle være tilfældet, eller hvis ”morderen” (fortsættes side 155)

Barbariske straffe (side 155)
ingen likvide midler har, må han erlægge sit hoved som betaling. Af samme grund tilrådes det motorførere, der kører ind i Saudi-Arabien, at stille en garanti på 1.800 rialer ved ankomsten.

Indtil for få år siden straffedes en kvinde, der var sin mand utro, med at blive kastet for hajerne i Det røde Hav. For at sikre at der virkelig var hajer til stede, smed man en hund i vandet. Dens lugt hidkaldte øjeblikkelig rovfiskene, og først derefter kom turen til kvinden.

Denne straffemetode har den fremskridtsvenlige kronprins Feisal nu forbudt, og takket være denne mands humane indstilling til sine medmennesker er stening i dag blevet den almindelige straf for utroskab.

Jeg ved såmænd ikke, hvad kvinderne foretrækker. Man har næppe spurgt dem.
Jeg hørte en beretning om en fraskilt kvinde, der var blevet gift for anden gang. Hun havde et barn af første ægteskab, og en dag var dette barn så åbenmundet at fortælle sin stedfader, at ”når du er ude at rejse”, kommer min første far så tit og besøger mor”.

Nogle dage senere sagde manden til sin kone, at han desværre måtte rejse bort nogle dage, men samme aften sneg han sig tilbage til huset og overraskede hende og hendes første mand i en øm situation. Det kom til slagsmål, hvori hustruen greb aktivt ind og i raseri knuste en lerkrukke på sin nuværende, bedragne ægtefælles hoved med en så voldsom kraft, at han døde af det. Hun syede hans lig ind i en af de store sofapuder, der er så almindelige i Orienten, og den første ægtemand påtog sig at slæbe sin afdøde rival ned til havet og kaste ham for hajerne. Men undervejs gik noget af syningen op, og en betjent så et ben stikke ud. Manden blev straks sat i fængsel. Der var for ham kun én passende straf: halshugning. Kvinden, der kort efter også blev arresteret, dømtes til stening.

http://politiken.dk/udland/article270203.ece

‘Stening skal holde sammen på familielivet’

Inden straffen over hende eksekveredes, måtte hun se på at hendes første mand blev halshugget; dernæst modtog hun selv firs piskelag. Endelig kørtes et vognlæs sten frem; publikum forsynede sig og begyndte steningen. Tretten gange blev hun slået til jorden, men (fortsættes side 156)

Bag Arabiens Slør (side 156)

hver gang rejste hun sig igen. Først den fjortende gang blev hun liggende, og lægen erklærede hende for død. Da man skulle begrave hende, opdagede man imidlertid, at hendes hjerte slog endnu. Dette var ganske uden fortilfælde. Hvad gjorde man nu?

Man lod sende bud til kongen, der omgående svarede, at det måtte være Allahs vilje, at denne kvinde trods sin forbrydelse skulle have lov til at leve videre.
Hun skulle derfor på kongens regning indlægges på et hospital, og man burde gøre alt, hvad der stod i menneskelig magt, for at redde hendes liv. Kvinden stod virkelig mishandlingen igennem og lever i Jedda den dag i dag – cirka ti år efter at de uhyggelige begivenheder fandt sted.

Gang på gang hører man om eksekvering af de mest bestialske straffe, men når man fortæller det videre til mennesker uden for Arabien, bliver man uvægerlig mødt med mistro og beskyldes enten for godtroenhed eller løgnagtighed.

Det er da også sjældent, at nogen er i stand til at fremlægge dokumentation for dette middelalderlige barbari, men det lykkedes dog for nylig for en fransk født læge, der i 1940 havde fuldendt sine lægestudier på et hospital i Alexandria. Lægen fik tilbudt en to års kontrakt ved kong Ibn Sauds eget hospital. Da denne periode var omme, åbnede han sin egen konsultation og blev i landet indtil slutningen af 1958.

Denne læge har i det amerikanske blad ”True” skrevet en artikel om slavehandel og om straffemetoder, der er så grufulde, at hvis artiklen ikke var ledsaget af fotografier, som blandt andet viser de forskellige stadier i en halshugning, ville heller ikke han være blevet troet.

Gennem mange år praktiserede han i et antal byer i landets indre regioner, hvor kun få ikke-arabere har fået lov at komme, og han hævder, at man ikke i nogen anden del af verden finder en sådan blanding af grusomhed og uvidenhed.

Han har ledsaget rige oliesheiker til slavemarkeder for at indkøbe femtenårs piger, der ”kunne friske d’herrer op i deres senge”. Han har assisteret ved offentlige halshugninger og steninger. (Fortsættes side 157)

Barbariske straffe (side 157)
”Jeg har” – fortæller han – ”måttet skrive dødsattester for kvinder, der, begravet i sand til halsen, var blevet dræbt ved stening”. Straffen for utroskab er den mest barbariske af alle arabiske straffe. ”Jeg har set en sådan straf blive fuldbyrdet”, siger lægen, ”og det var mere end selv min professionelle hårdhudethed kunne tage”.

En kvinde, der var grebet i hor, fik alt tøjet revet af sig, og for enden af et reb blev hun trukket splitternøgen gennem byen, så alle kunne se hende. På en åben plads var der blevet gravet et hul i jorden. Her blev hun begravet, således at kun hendes hoved ragede op. En vogn med sten kørte frem, og de mange tilskuere, der var kommet til stede, bevæbnede sig. Så tog de opstilling i en cirkel uden om offeret, og på et tegn af en politiofficer begyndte de at stene det hjælpeløse menneske.

Bombardementet mod hendes hoved fortsatte, til der kun var en blodig masse tilbage.. Derpå udvidede man graven en smule, og kvinden fandt sit hvilested i den jord, hvor hun var blevet dræbt.
Manden, der havde været hendes medskyldige, slap med halvtreds piskeslag.
Ikke blot utroskab, men alt seksuelt samkvem uden for ægteskab er forbudt og straffes mindst med piskning – dog er forholdet mellem en herre og hans slavepiger naturligvis en undtagelse. Dette har samme legale status som forbindelsen mellem mand og kone. Som det vil forstås, er der en livlig handel med disse slavinder. En araber må som omtalt ikke have mere end fire koner, men der er ingen grænser for det antal slavepiger, han har lov at holde. Takket være denne for ordning kan de velhavende sheiker forsyne sig med så mange kvinder, de vil. Den mange gange gifte kong Ibn Saud har i øjeblikket (1983) omkring halvfems slavinder til sin opvartning.

Da familien Friis og jeg i temmelig nedbrudt tilstand var kommet tilbage til huset ved ”Helvedes Port”, sad vi og drøftede dagens begivenheder.

Jeg ved godt, at De har travlt med at komme ind og søge efter Helge Hedendal, sagde Friis, og når jeg gik ind på at tage dem med på torvet i dag, havde det sine grunde. Jeg ville have, at de skulle (fortsættes på side 158)

Bag Arabiens Slør (side 158)
vide, hvad der kan vente Dem her i Arabien, hvis De på en eller anden måde overtræder koranens bud eller falder i kløerne på folk, der tager Deres interesse for visse forhold unådigt op.
Men de vil vel stadig ind i ørkenen?
– Ja, Friis, det får de mig ikke fra. Jeg får mere og mere lyst til at gøre denne Helge Hedendals bekendtskab.”

———————————————————-

Jamen, det er jo 45 år siden (?) :
5. april 2005 berettes på DR-tekst-tv om 6 somaliere, der er blevet halshugget for biltyveri i netop Jedda.

Begrebet Taqija i islam (Den lovlige løgn)

Filed under: Arabization, Culture, Islam, Jihad — Tags: , , , , , — Jørn @ 19:31

– den ægte vare

Informationsfolder om brugen af lovlig løgn overfor ikke-muslimer og ikke-islamiske myndigheder:

Taqija er islams lovlige dispensation for at lyve overfor "vantro", dvs. ikke-muslimer og myndigheder, kontorer, politi og domstole.
Ideen er at skabe forvirring, sløre sandheden og få modstandere til at argumentere imod hinanden, således at islams sag fremmes og personens ære reddes.

Forhandlingssituationer med overbeviste muslimer kan give problemer. Man oplever ofte, at muslimer ikke accepterer et "nej" eller en begrundelse med henvisning til de gældende regler. De tror, at blot de bliver ved med at presse på, vil modparten give efter. Når man så naturligt nok afslår erkendtligheder og psykisk pres, kan samtalen helt løbe af sporet:
Vrede, krænket æresfølelse og opbragte familiemedlemmer. Betragter en muslim forhandlingspartneren som modstander eller del af et såkaldt "vantro system", kan han lovligt lyve: specielt for at opnå en fordel for muslimsk religion, islamiske love, skikke og forordninger, eller hvis han føler, at han befinder sig i en kamp-situation. Da kan han forvirre "fjenden".

Godt nok er løgne syndige, "men ikke, hvor de udtales til en muslims bedste eller for at redde ham fra en katastrofe" ("The 4. Conference of the Academy of Islamic Reseach", Kairo 1970).

Teologisk rækker ideen om taqija tilbage i tiden. "Islams bevis", den store teolog Al Ghazali (1056-1111) udtrykte det sådan: "Af og til er det din pligt at lyve…. vi må lyve, dersom sandheden fører til ubehagelige resultater, men sige sandheden, når den fører til gode resultater".

Muhammad lærte os at lyve (taqija i shia-islam) "Folk siger, ´Lyv ikke´. Men dette gælder ikke, når vi tjener Allah. Han lærte menne-sket at lyve, således at vi kan redde os i vanskelige øjeblikke og forvirre vore fjender. Skulle vi holde os til sandheden med den konsekvens, at troen udsættes for fare eller nederlag? Nej. Folk siger: `Slå ikke ihjel`. Men den Almægtige lærte os, hvordan man slår ihjel. Hvorfor skulle vi ikke slå ihjel, når det er nødvendigt for at sikre troens sejr?…Bedrag, svindel, konspiration, snyd, tyveri og mord er ikke andet end midler. I sig selv er det hverken godt eller dårligt, uden de hensigter, der lå bag. Se på en køkkenkniv. Er den god eller dårlig? En husmoder kan skære kød med den. Og en af islams soldater kan gennembore hjertet på et skadedyr" (Teologen M. Navab-Safavi i A. Taheri:"Holy Terror").

Han gav os taqujia for at forvirre de vantro og fremme islam. En af islams doktriner er læren om "taqiya", den religiøse dispen-sation, som muslimer har til midlertidig at fornægte troen for eks. i en forhandlingssituation, således at denne kan spille et fordækt spil, når det et gavnligt for sagen og for at forvirre en modpart af anden religiøs observans. Det kan gå så vidt, at en muslim, hvis det kræves af situationen, kan sværge falsk med hånden på Koranen. (Et kendt eksempel findes i dokumentarromanen: "Ikke uden min datter"). Dette kan endog gøres overfor en ikke-mus-limsk ægtefælle. Denne dispensation har alvorlige følger, når man skal vurdere værdien af aftaler, samtaler og forlig, da "taqiya" har en direkte nedbrydende virkning for troværdigheden. Den bruges desværre i mange sammenhænge: asylansøgninger, tilladelser, skat, ansøgninger, og især i forhandlings-situationer med "vantro systemer" eller såkaldte "illegitime systemer" (offentlige myndig-heder).

Kun sjældent indrømmes brugen af taqija, som i et indlæg af formanden for muslimske studerende i Danmark ("Islamic Student Organisation") Jahamir F. Abdallah i et indlæg i Ekstra Bladet 6.4.97: "..vi er stolte af at være muslimer og finder os ikke i at blive hundset med af ikke-troende. Vi er ingens kulier mere…den tid er forbi.. At muslimer får flere børn end danskerne, at det sociale system bliver udnyttet, osv. kan I kun takke jer selv for. Den kloge narrer den mindre kloge". At indrømme brugen af taqija er egentlig imod selve metoden, da det netop er den narrede parts mang-lende viden om brugen af taqija, som forvirrer. Den tyske muslim-ske forfatter og filosof M.A. Rassoul anbefaler i sin bog "Allahs letzte Botschaft, Argumente für den Dialog mit Christen", at forvirre dialogpartneren ved at føre ham bag lyset. Argumentet henter han i Sura 4,142: "Sandelig, hyklerne forsøger at overliste Allah, men han vil overliste dem".
Undertiden møder man hos blandt sunnimuslimer den påstand, at taqija kun findes i Shia-islam (f.eks. imam Leon Soudari i "Kommentar", Kristl. Dagblad juli 98). Forskellen mellem shia- og sunnimuslimer er i denne sam-menhæng, at taqija er udbredt blandt sunnimusli-mer, men påbudt blandt shiamuslimer.

Især når en muslim befinder sig i en uheldig eller umulig situation, hvor det gælder om at opnå fordele for islam eller sig selv. Taqija er et strategisk middel for at forvirre omgivelserne. Taqija kan også oversættes og tolkes med ordet "forsigtighed", hvilket bety-der, at den sande muslim i vanskelige situationer bør skjule sine egentlige hensigter. Dette at "skjule sandheden" har "forstillelsen" som konsekvens.
Dette gælder f. eks. Korantolkningen, hvor man overfor den uvidende vantro fremhæver de blide Koranvers fra Muhammads tidlige år. Men disse vers er i modstrid med de senere Koranvers, hvor profeten fremhæver, hvordan den fromme muslim med hårdhed skal underkaste de vantro og udrydde dem, hvis de nægter underkastelse. (Sura 4.92 Islams fuldmagt over de vantro: Sura 47.4, Sura 8 og 9. Overfor de vantro skal muslimen henvise til et korancitat, som er sat ud af kraft (abrogeret): "Der er ikke tvang i religionen" og således snyde den vantro og vække hans interesse).

Begrundelsen for taqija er, at Allah snød sine fjender. Han snød dem ved ikke at lade Jesus dø. Islam nægter derfor, at Jesus blev korsfæstet ("det så kun sådan ud, det forekom dem sådan"). Denne lære overtog profeten fra sekten "doketisterne". Muhammed praktiserede taqija, han snød sine modstandere, siger islamiske teologer som begrundelse for metoden. Her henvises til "Freden ved Al-Hudabija", hvor Muham-mad narrede sine mod-standere. Overenskomsten ved Hudabija havde kun som formål ved forstillel-se at få modstanderne til at tro, at han havde gode hensigter. Fredsaftalen var dog kun beregnet på at samle kræfter til den endelige underkastelse af modstanderne i Mekka, hvilket lykkedes. Med aftalen fik han afgang til byens hjerte, hvor han boede til han og hans tilhænger kunne tage magten indefra.

Sunnimuslimer i Vesten fornægter overfor ikke-muslimer eksistensen af taqija. Den konsekvente fornægtelse af, at man anvender forstillelse overfor enkeltpersoner og "vantro" myndig-heder er en del af selve metoden i taqija. Ofte medfører det grænseløs forvirring hos modstanderen eller de forhandlende myndigheder, når de ofte langt senere opdager det. Det har endog medført, at enkelte bøger og leksika om islam fejlagtig anfører at taqija kun bruges af shiamuslimer. Anbefalingen af løgn i form af taqija, som fandt sted på "The 4. Conference of Islamic Research" som en god og brugbar metode blandt sunnimuslimer, er yderst betydningsfuld, idet sådanne udtalelser fra Kairos Al Azar univer-sitet må anses som normgivende for sunnimuslimer.

Et kendt eksempel for aktiv anvendelse af taqija, for at forvirre modstanderen ved løgn, kendes fra det overvejende sunnimus-limske land Tyrkiet, hvor Erbakan, politisk leder for den tredjedel af vælgerne, der stemmer fundamentalistisk i Tyrkiet, aldrig har fortiet brugen af taqija. (Søsterbevægelsen i Danmark er Milli Görüs, DMGT).

Assia Harwazinski (tysk islamforsker) henviser til, at brugen af taqija er så almindelig for mange muslimer, at det er en "slags overlevelseskunst", en måde at leve på, både på det personlige plan, men også i islamiske bevægelser, der både har en skjult dagsorden og en åben dagsorden. De mest yderliggående er undertiden de mest ærlige, da de ofte af lutter iver ikke kan holde sig tilbage. Pudsigt nok bruges taqija ofte mere bevidst blandt personer, som man i Vesten anser som moderate. Evnen til at bruge taqija ved at udnytte den "vantros" naivitet, forplumrer samtalen og forståelsen i den grad, at det undertiden kan være yderst svært at se, hvem der har ret. Metoden har som et vigtigt mål, at få ikkemuslimer til indbyrdes at blive uenige! Derfor indledes ofte med et af følgende påstande:

1.a)"Taqija findes ikke", b) "det bruges kun af shiamuslimer", c) "Det bruges kun af yderliggående".
2."Ikke muslimer har det godt, hvor muslimer har flertallet".
3. Jihad skal kun forstås som anstrengelse for freden og troen.
4. Islam er et eksempel på verdens mest tolerante religion.
5. Ordet "islam" skal oversættes med fred, hvilket viser islams sande
indhold (slm= salama= fred ). Problemet er blot, at ordet "islam" faktisk betyder "underkastelse".

Tager en muslim udgangspunkt i et af disse sætninger ved man, at der bruges "forstillelse", for at forvirre eller skabe interesse hos modparten. Derudover kan ofte forventes taqija, hvis en muslim gør et stort nummer ud af de abrogerede (ophævede) Koranvers, for eks. verset: "Der er ingen tvang i religionen".

Taqija overfor vantro indledes gennemgående med Koranverset:
"Tvang findes ikke i Koranen", og påstanden: "islam er en tolerant religion", "andre religioner har det godt, hvor islams system hersker". At Koranverset er ugyldigt for ortodokse muslimer forties. I de muslimske lande bruges i stedet de voldsomt diskriminerende vers, der forvandler slamiske lande til gennemførte apartheid-systemer. Prof. Spuler Stegeman giver eksempler på, hvordan taqija i Tyskland bruges overfor tyske myndigheder, offentlige kontorer også af sunnier. Kilder for sunniislams brug af taqija er A. Harwazinski, Gibb og Kramer og "Zentrum für Türkei-studien".

Taqija anvendes især overfor såkaldte vantro myndigheder, dvs. politi, domstole og myndigheder af enhver art, som ikke accep-terer eller underordner sig islamisk lov. Nogle gange kan myndig-heder forbløffes over de utrolige og helt usandsynlige historier, som bruges blot med det formål at forvirre. Da flertallet aldrig har hørt om taqija, tolkes det som sygelig tilbøjelighed til løgn, da det sjældent forbindes med noget religiøst.
Reaktionen er derfor undren og opgiven. Netop det sidste, at myndigheden eller personen opgiver, er et tilsigtet mål for taqija. Accepterer myndigheden islamisk dominans og underordner sig alle krav, dæmpes brugen af taqija. "Folk siger, ´Lyv ikke´. Men dette gælder ikke, når vi tjener Allah."
(Muhammad Navab-Safavi).

Amir Taheri ,tidligere redaktør i Teheran, peger i sin bog "Holy Terror" på "Skridt for skridt-metoden" i taqija:
"Hvis den rettroende ikke har tilstrækkelig magt til at gennemføre islam her og nu, må han gå gennem flere stadier. Han må starte med at fremme islam gennem propaganda. Men midlerne kan i øvrigt omfatte alt lige fra etableringen af koranskoler og til snigmord (Det engelske ord for snigmorder "assassin" er direkte overtaget fra arabisk). Løgn er acceptabel, når det er nødvendigt for at beskytte troens højere interesser…. Midlertidige tilbagetog i taktisk øjemed for at vildlede fjenden eller som forberedelse til næste slag ("negira") er tilladelige."
_____________________________________________________

For yderligere info: Chris Hinrichsen :"Islam Integration
eller…?", Rafael 1999 samt www.islaminfo.dk eller

www.danskkultur.dk

Folkeskolen er brudt sammen


– undervisningspligten tilsidesættes

I lang tid undrede det os, at vi ofte mødte undervisningspligtige børn rundt om på gader og for eksempel på skovstierne om formiddagen. Det undrer os ikke længere. Vi er så heldige, at vi har et par skolelærere på nært hold, der nu har valgt at tage bladet fra munden og fortælle os sandheden om, hvad der sker, selvom det længe krævede overvindelse; og det er da til at forstå.

Børnene gider ikke have undervisning, og når de ikke gider, går læreren med dem i skoven, eller de tager en tur i byen. Der er ingen pligter længere; de tilsidesættes i hvert fald. Går vi til det næste trin, som følges af næsten halvdelen af alle undervisningspligtige, som vi vel ynder at fastholde det, så er valgfriheden med hensyn for eksempel fag i gymnasiet nu sådan, at der kan tildeles 200 forskellige studentereksaminer. Valgfriheden førte til værdiløshed.

Princippet startede i nyere europæisk tid under den famøse Ritt Bjerregaard, der ikke selv kunne optages på Christianshavns Gymnasium, fordi hun havde et for lavt gennemsnit til mellemskoleeksamen. I faget historie kunne hun ikke svare på, hvad skæbnesvangert, der ramte Danmark i 1864. “Kunne vi ikke blive lige kloge, så kunne vi i hvert fald blive lige dumme, for lige skulle vi være”. Det var hvad enhedsskolen gik ud på. Intet andet. Men bare rolig, det hele fortsatte såmænd i samme gænge under Bertel Haarder fra 1982 i det nære samfunds navn. Og nu igen fra 2005 med nye proklamationer fra samme.

Mange lærere kan ikke holde det ud længere, for eleverne gør præcis, hvad der passer dem overalt. Derfor flygter lærerne fra jobbene som aldrig før. I Nordsjælland er der direkte lærermangel af samme grund.

“De unge skoleelever magter ikke at møde i skolen om morgenen”, hørte vi på TVA først i 2005, “fordi de ikke har sovet nok, når de møder op, og derfor ser skoleledelserne sig nu nødsaget til at indføre fleksible mødetider”. Det er kun en smule af sandheden, selvsagt toppen af isbjerget. Det er meget værre: Uddybning af den anvendte sindelags-ideologi på skolen bag: https://danmark.wordpress.com/2006/08/21/ringen-er-sluttet-2/ eller http://www.lilliput-information.com/economics/revo.html

Når omstrejferne antræffes, er der ikke tale om, at en biologitime eventuelt en enkelt gang i forårstiden forlægges til en nærliggende skov eller sø, hvor der kunne være noget at lære om. Der er derimod tale om, at børnene ikke vil have undervisning; de vil more sig og have det det rart efter deres egne lyster. Og lærerne giver efter.

I den anden ende bruges der helt overflødigt afsindige mængder ressourcer på noget ganske udsigtsløst. Elever, der bogligt er så svagt kørende, at de kan ikke følge med i nogen anden skole, skal gives et sidste særtilbud, hvor man på hver elev pøser kr. 1.500 i lærerlønning m.v. ud hver dag læreren går over dørtrinet til skoleklassens lokale. Der opereres med klassekvotienter på 3, for bl.a. at forsøge at proppe dem med det, som man i dag kalder matematik. Typisk 16-årige, der agerer som 8-9-årige, og fortsat kæmper med 6-tabellen. Vi har ikke noget overblik over, hvor mange elever, at det kan dreje sig om på landsplan, og vi kender heller ikke fordelingen på nationalitet.

I den anden ende er det såre almindeligt, at arbejdsløse akademikere selv med ph-grader fortsat tilbydes offentlige tilskudsjob – kaldet “dansk koncentrationslejr” – med indsamling af løvfaldsblade og stabling af brænde i skovene, en enkelt uddeler post i Vollsmose i Odense, mange andre kører bus; det sker imens man ufortrødent fortsætter med at optage kæmpe, nye studenterhold til endnu mere fremtidig humaniora-arbejdsløshed i et land, hvor uddannelsen som en selvforsynende evighedsmaskine er gjort såkaldt gratis – for andre end skatteyderne -, og studenterne fortsat frit kan vælge selv, næsten uden begrænsninger.

Vi ved fra erfarne folkeskolelærere i Københavnsområdet, at den normale undervisning ikke længere kan gennemføres, når fremmedandelen bliver mere end 20 pct. Dette understregede den meget erfarne folkeskolelærer Anette Vestrup (i øvrigt med markant socialistisk holdning) i radioudsendelse på Radio Saxen allerede i 1996 (CD nr. 21): http://www.lilliput-information.com/economics/band.html .

Hør Vestrup i interview (29. april 1996) her:

  1. del af interviewet med Vestrup:

2. del af interviewet med Vestrup:

Derefter er mønstret helt klart, at de danske eleverne begynder at sive, stille og roligt væk til privatskoler, eventuelt til andre kvarterer, forudsat forældrene kan betale for privatskolen, og forudsat de kan skaffe sig bolig i andre kvarterer, eventuelt i forstæderne til de større byer. Der er ikke noget særligt forældreinitiativ, der forsøger at rette op på skoleforholdene i tide, for alle ved, at dette netop er problemet, der ikke må tales om endsige røres ved. Og desuden gør lærerne som de og især deres fagforeninger vil, alligevel.

40-50 pct. er en ganske almindelig fremmedandel på mange københavnerskoler, der endnu ikke er blevet overtaget fuldt og helt af de fremmede.

D.v.s. der sker et accelereret fravalg af Folkeskolen i de fleste af vore byer, når fremmedandelen overstiger disse cirka 20 pct. Selve skoleloven (uanset nogle meget opreklamerede småjusteringer på det sidste) sikrer, at den laveste mellemproportional altid skal vælges, således forstået, at tiden bruges på eleverne med de ringeste forudsætninger. Resten lærer ikke rigtig noget, men de keder sig bravt. Skulle der foregå noget er det selvvalg, også af etiske koder. Alt er lige godt og lige meget, men skoleeleverne skal selv fornemme i hvilken retning vinden blæser, hvis de ikke er blevet forberedt derhjemmefra. Resultatet udmønter sig i kandidater til ledelse eller bidrag til undersåtternes rækker. Dette er den korteste karakteristik af det bagliggende undervisningssystem jf. http://www.lilliput-information.com/economics/revo.html (der er mere udførlig)

Vindretningen er uforandret. Uddrag af: http://www.lilliput-information.com/economics/lep.html :

I 1904 udgav John Dewey sit mesterstykke om Opdragelse: Dens psykologi og dens forhold til fysiologi, antropologi, sociologi, sex, forbrydelse, religion og uddannelse. Med John Dewey’s egne ord:

Opvækst består i enten at bruge ens egen kraft i en social retning eller også i evnen til at dele andres erfaringer og således udvide den individuelle bevidsthed til racens bevidsthed (Dewey, John, “Lectures for the First Course in Pedagogy”, unpublished, No. 1 (1896), p.1)

..”Det største problem i al opdragelse er at koordinere de psykologiske og sociale faktorer…koordinationen kræver…at barnet er i stand til at udtrykke sig selv, men på en sådan måde, at det i virkeligheden afrunder en social afslutning.”

Først fra slutningen af det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede begyndte der at ske gennemgribende omvæltninger af det amerikanske undervisnings- og opdragelsessystem. “Ordet “opdragelse” hos Wundt betød, at man “fodrer” erfaringsmæssige data ind i de unge hjerner og nervesystemer – men man indfører dem ikke i udviklingen af et dygtigt, indre åndsliv, opdrager ikke med den hensigt at forædle intellektet”.(slut på uddraget)

Nu kunne man så håbe på, at adskillige undersøgelser bl.a. PISA-undersøgelsen, refereret på: http://www.lilliput-information.com/economics/ioddec/page9.html og OECD-undersøgelsen fra 1996 havde givet de ansvarlige et vink med en vognstang. Men når man betænker, at de samme, der ødelagde Folkeskolen i enhedsskolens og i det såkaldt nære samfunds navn, hvor ansvaret for forflygtigedes i den grad ved at såkaldte skolebestyrelser tog over sammen med en blød, glat og meget lyttende, men aldrig inspicerende inspektør kombineret med en ideologisk og meningsløs skolelov, nu igen har ansvaret øverst oppe, så er der intet realistisk at håbe på til det bedre.

For et par dage siden mødte en kvindelig skolelærer op på sin skole på Sydfyn efter endt barselsorlov. Det var så tilfældigvis på den dag, hvor 10. klasse havde deres sidste skoledag. Skolen var tom, fuldstændig tom.

Til tvivlerne, der ikke ved hvad de skal tro, fordi de ikke ved:

I forordet til en af Dansklærerforeningens udgivelser, Danskfagets danskhed (Peter Heller Lützen, 2002) – uden mange kommaer – står følgende:

“Danskfaget er i den forstand ved at nedlægge sig selv som dansk fag.. Det er ved at blive et internationalt kulturfag. Og det er godt. Kun ved at underminere forestillingen om at der findes en fælles kultur for indbyggerne i Danmark, kan man åbne og efterhånden afskaffe begrebet danskhed som pædagogisk og dannelsesmæssige ideal. – Det mest hensigtsmæssige og hensynsfulde over for skolens og danskfagets brugere er at svække forestillingen om at der findes en dansk læsemåde. Det gør der heldigvis ikke længere. Danskfagets formål er derfor at undergrave danskheden. Selv om det er en anelse forvirrende at der stadig står ‘dansk’ på skoleskemaet, og selvom det formål aldrig er blevet formuleret, så er det det formål danskfaget med tiltagende begejstring har virket efter de seneste 40 år.”

Folkeskolen islamiseringsanstalt: http://denhviderose.wordpress.com/2007/11/05/folkeskolen-er-blevet-islamiserings-anstalter/

Den der vil kende baggrunden for skolens deroute, hvad der således skete og perspektivet for, hvad sker nu og skal ske med Den danske Folkeskole fremover, skal på dansk til vor hjemmeside: http://www.lilliput-information.com/economics/skole/index.html

Der sker ingen forbedringer, for der er intet at forbedre, når alt er galt. Sigtet har i princippet ligget fast i princippet siden 1700-tallets Jean-Jacques Rousseau (1712-78). Han gav et meget personligt og engageret bidrag til at forstå staten og dens såkaldte menneskelige natur, hvoraf den opstår og hvad dens formål er. Rousseau bringer endog sit syn på oplysning og kultur på banen. Hans tanker har haft en enorm indflydelse på de vestlige samfund i 20. århundrede. Han hævdede at kunne sondre mellem den falske og den sande kultur og mellem hvad der er naturligt i naturstaten og i samfundsstaten. Han hævder, at der er en naturlig stræben i mennesket – en dominerende kraft – til at være åben, spontan, god, sympatisk og taknemmelig ( jf. udgivelsen af Jacques Rousseau: ’Emile’). At disse instinktive og sande følelser er mere originale end årsagen; det emotionelle liv alene gør mennesket stort og godt; det er bestemt ikke hjernen. Rousseaus skrifter er fyldt med modsigelser og særheder; men især hans skrivemåde gjorde et overvældende indtryk på læserne, og det gør de også i dag. Og så var der nogen, der udgav hans bøger. Vi skal dog frem det såkaldte Moderne Gennembrud i 1870-erne, før det virkelig tager fart herhjemme.

Især Jacques Rousseau’s syn på børn har dannet skole: Skotten, filosoffen, teologen og økonomen David Hume tog i øvrigt tre af Rousseau’s fem børn uden for ægteskab og med forskellige kvinder i pleje, efter faderen havde afleveret dem på en børneinstitution i Paris. Rousseau var så vores officielle forbillede indenfor børneopdragelse og moderne pædagogik startende centralt med ”Samfundspagten” i Danmark 1889 og videreført af reformpædagog Sofie Rifbjerg (Klaus’ faster) fra 1921, der skrev ”en bibel” på dette vigtige felt netop med udgangspunkt i Jacques Rousseaus tanker.

Endemålet er ved at være nået nu. Danmark skulle hævde sig i den internationale konkurrence på vidensjobs, højtudviklede produkter med stort vidensindhold og på særlige kompetencer, sagde de. Det vil højest sandsynligt ikke komme til at ske, for ingen skole er så systematisk ødelagt sammen med store dele af det danske uddannelsessystem (i øvrigt af det samme ideologiske vrøvl) som Den danske Folkeskole.

Når jeg spørger de bedst begavede med for eksempel naturfagene fysik, kemi, biologi og matematik som tilvalgsfag på højt niveau i gymnasiet, om deres ønsker til fremtiden efter endt uddannelse, svarer de: England, Tyskland eller USA. Desværre må jeg sige; det er ikke meget bedre, bortset fra at ødelæggelserne der formentligt ikke har en ensartethed og en fuldstændighed, der tåler sammenligning med den let overskuelige og derfor mest effektive i det danske.

Ringen er sluttet.

De ansvarlige er tilbage og tager ansvaret igen…eller gør de?

Anbefal denne fil

 


Med meget særegne opvækstvilkår, der har præget ham dybt, hvis ikke det står endnu værre til.

Fra Ideologi til Realisme, Velfærd og Globalisering


Velfærd + Globalisering – Ideologi = Fremtid

 

Formanden for gymnasiernes rektorforeningen Peter Kuhlmann bekræftede 9. april 2006:

“…at den nylige gymnasiereform ikke har lokket flere i gymnasiet til at vælge de naturvidenskabelige fag. Det skyldes mangel på velkvalificeret naturvidenskabelig undervisning i Folkeskolen…”

Velfærd og globalisering er nært koblede problemstillinger. Et helhedssyn på de to dele i den danske virkelighed er forudsætningen for at nogen af dem løses. I Danmark er velfærd næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser, d. v. s. ydelserne en privat rettighed og finansieringen kollektiv. I andre europæiske nationer er forsikringsprincippet langt mere dominerende d. v. s. også individuel finansiering. Globalisering er et nyt smart ord for den internationale konkurrence. Selv hvor forsikringsprincippet er bærende for udviklingen, er der svære overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre skansen på hjemmefronten.

Skiftende danske regeringer har skruet samfundet sammen over en 40 års periode, valgt at udvikle det, eller valgt at afvikle det, hvorved landet er kommet i den situation, at vi rammer mod naturlige stopklodser for finansieringen af velfærden om ganske få år. Skatteprovenuet kan ikke finansiere velfærden, og skatteprocentens højde, priserne på vore eksportvarer og statsgælden stopper udviklingen via globaliseringen tillige.

Det drejer sig således ikke kun om at få øget den andel, der deltager på arbejdsmarkedet, så skatteprovenuet kan øges; der er stærke interesser knyttet til at få os til at tro dette.

Den misforståede facon er illustreret her: https://danmark.wordpress.com/2007/02/05/forbund-vil-kick-starte-den-offentlige-sektor/

Det dansk velfærds-dilemma illustreret ved simpel figur:

https://danmark.wordpress.com/2006/11/14/tegning-illustrerer-det-danske-velfare-dilemma-2/

Det drejer om at gøre det attraktivt at etablere nye virksomheder og udvide den del af de bestående, der egner sig til udviklingen med international konkurrence og velfærd.

Velfærden kan ikke finansieres, hvis landet skal fortsætte med at eksportere sig til de indtægter, hvoraf velfærden skal betales, sådan som landet er indrettet.

Fra dette udgangspunkt skal vejen findes, uanset hvad man måtte have lært af eller misbrugt af John Maynard Keynes’ værker og i øvrigt lært sig af velfærdsideologisk antagelses-logik. Der er nogle få valgmuligheder for tilpasning, men ikke mange, og det haster overhængende. Der skal simpelthen skaffes eksportindtægter. Og samtidig skal det samlede forbrug reduceres. Simpelthen fordi der rent faktisk er for lidt kapital investeret i produktionssektoren. Det er blevet fordelagtigt at placere kapitalen uden for produktionen i Danmark eller placere den i udlandet, og så placeres den, hvor det er fordelagtigt. Det betyder at mere end 594.112 (i 2004) eller mere ned 22 pct. er arbejdsløse eller udstødte, jfr. henholdsvis tabel 2 og tabel 1 nedenfor. I 2005 var tallet 555.443 arbejdsløse og udstødte

Globaliseringen består i, at landene uden for Vesteuropa faktisk er blevet mere i stand til at overtage mange af de produktioner, som tidligere havde kronede dage her. Uden for Vesteuropa og USA har man ikke et fuldt udviklet industrisamfund, der tilmed er beriget eller belastet af et velfærdssystem. Udviklingen har været igang siden cirka 1980, hvor udflytningerne begyndte fra USA. Virksomhederne flager ud, etablerer nye virksomheder i områder i Østeuropa og Asien, hvor omkostningsniveauet er betydeligt lavere end her, eller udlandet igangsætter virksomheder, der efterhånden nemt vil udkonkurrere det mest løntunge i Vesten.

Denne virkelighed må de respektive regeringer i Europa forsøge at tilpasse sig, selvom det måske betragtes som et voldsomt afbigt fra mindst ét mere eller mindre ideologisk projekt, når det kommer til velfærden og måske også EU. Der kan ikke kæmpes imod globaliseringen med andet end international blok- og importpolitik, der kun udsætter smerten for en tid eller ender op i styreformer langt fra demokratiet. EU er et sådant forsøg på at dæmme op for konkurrencen udadtil. Og da EU er et ideologisk projekt fortsætter EU tilsyneladende sin udsigtsløse kamp mod udviklingen.

Det samme med alle ideologisk bevidste. De mener de bekæmper globaliseringen, som de desværre har helt misforstået, og de mener regeringerne i de rige lande har sat globaliseringen i gang, som netop et ideologisk projekt, hvis ikke må den være et resultat udelukkende af den liberalistiske tankegang. Alt mens Verdens økonomiske top mødes indenfor, så er der gang i den uden for med demonstrationer. At deltagerne i topmødet forsøger at finde beskyttelse mod de værste virkninger af globaliseringen, der netop gavner ulandene og de mindre udviklede lande, som de kan kaldes. Det kan gadens demonstranter naturligvis ikke begribe. Vi kan også sige de lande, der tager udfordringen om udvikling op, er ikke nået så langt på afviklings- eller udviklingskursen som vore vestlige lande.

Faktum er imidlertid, at pendulslaget fører udviklingen til de lande, der efter egne sigtepunkter har behov for udvikling, og væk fra Vesten, der har udviklet sig mod sin egen afvikling, hvis ikke der ske store forandringer i Vestens måde at tænke og agere på. Al ideologi skader her.

Farvel til ideologierne – ellers sammenbrud

Indvandringen til Vesteuropa bygger langt hen ad vejen på ideologien eller verdensanskuelsen: at ved at flytte de mange fattige og undertrykte i Tredjeverdenen til Vesten, så løstes problemerne på verdensplan. At talstørrelserne og børnefødslerne beretter om projektets dimensioner og dets umulige succes, trænger ikke ind hos en ideolog, simpelthen fordi tal og logik er realisme. I idealismen dyrkes stemninger, fornemmelser, følelser og også falsk føleri, som det man orienterer sig efter i sine valg.

Mange virksomheder var også stærkt interesserede i at få billigere arbejdskraft ind for at trykke lønningerne til et mere tåleligt niveau, pengelønninger var blevet gennemtrumfet af stærke fagforeningsmonopoler, mens skatterne samtidig steg som aldrig før for at velfærds-eliten kunne udvikle sit projekt mod skyerne. Denne virksomhedsinteresse og lavere lønsatser var nu ingen ideologi, selvom den ideologisk liberalistiske tankegang, snarere har været skyld i meget andet i denne forbindelse, som vi skal se.

Det viste sig imidlertid, at fortrinsvis indvandrere uden de fornødne kvalifikationer tog turen til Vesteuropa fra Mellemøsten, Sydasien og Afrika. Nogle klarede sig, men langt de fleste kom ind og trak ekstra på velfærden, der var bygget op af de danske ambitiøse ideologer uden noget befolkningskrav overhovedet.

Velfærdskommissionen har i maj-rapporten fra 2005 vist, at indvandrerne trækker mere end tre gange mere på den offentlige sektor i forhold til deres andel end danskerne [Velfærdskommissionen refereret i Børsen den 1. december 2005].

At aldersfordeling og andet øver indflydelse på denne kendsgerning er uden den store relevans for problemstillingen ved en realistisk behandling. Det er påvist også af det offentlige selv i Danmark (bl.a. Rockwoolfonden), at meget af det, som man forventede af projektet ikke er blevet indfriet, refereret på : http://www.lilliput-information.com/economics/seks.html

Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på http://www.filtrat.dk/ Århus Kommune: – 58 pct. af indvandrere på bistandshjælp m. m. er uegnede til arbejde – politikere er rystede.

Den liberale fløj kan ikke afvise, at forestillingen om arbejdskraftens frie bevægelighed, der vel først skulle afprøves i virkeligheden, kom til at se dagens lys i EF/EU-regi, et ideologisk fejlskud, der må rettes op efter, hvis det kan lade sig gøre. Det var nemt at nå til enighed med de øvrige ideologiske i familien. Internationalen havde altid sunget sangen om, at folk kunne slå sig ned, hvor de ville, for vi kunne få Jerico-basunerne at høre.

Men som altid fejl i de ideologiske hjemmeopgaver. Efter østblokkens sammenbrud burde det være tydeligt for enhver, hvad ideologi, enhver ideologi fører til. Men nej, nu blev de mange sagsbehandlere beskæftiget og en hel såkaldt flygtningeindustri skød op. Og det gav skattebetalinger til dem, der havde opfundet velfærdssystemet og de, der agerede i velfærdssystemet og bevogtede dets fortsat ubekymrede virke fra begyndelsen af 1980-erne.

I perioden 1960-2001: Mere end det dobbelte at betale i skat, samtidig med at statsgælden voksede 9,7 gange i faste priser, antallet af hjælpere steg til det dobbelte, mens antallet, der skulle hjælpes, tredobledes, og så gik landets stambefolkning endog tilbage hvert år fra 1985.

[dokumentation: http://www.lilliput-information.com/economics/velg.html ]

På trods af disse kendsgerninger lød sangen, at indvandringen altså skabte beskæftigelse, og det var, hvad der var brug for, hævdede de ledende. Sidst er sangen ændret til, at vi mangler arbejdskraften, derfor må vi nu have nogle flere immigranter. Skulle det så være velkvalificerede denne gang, er spørgsmålet: Hvor skal de komme fra? Og det var ikke beskæftigelse, der vil begrænse den salgbare produktion og eksporten, der var brug for.

Det var igen eksportindtægter til at betale vort meget dyre velfærdssystem med. Det var hvad vi manglede.

Allerede fra 1968 var der for lav fertilitet i Danmark hvert år, men de store årgange  holdt  fødselsoverskuddet blandt danskerne oppe indtil 1985. Og det går ikke i længden med velfærden, når vi f.eks. har et system, hvis betalinger er indrettet sådan, at de cirka skulle udlignes mellem borgerne over levetiden. I første tiår af 21. århundrede begynder den store ældreandel som følge af dette fødselsunderskud, og den kommer samtidig med, at arbejdsstyrken, d.v.s. andelen i de arbejdsdygtige aldre, der tilbyder deres arbejdskraft,  falder. Oveni har vi globaliserings-spørgsmålet, der er rent faktisk er blevet gjort til en endnu større hurdel netop af de mange ideologiske fejltrin.

Konkurrerende ideologier skabte skæbnesvangre indretning

I perioden mens økonomibetragtninger stadig blev debatteret offentligt blandt vore folkevalgte (indtil omkring midten af 1980-erne) kunne man jævnligt høre f.eks. import- og eksportkvoterne nævnt som henholdsvis den andel af bruttonationalproduktet, som importen henholdsvis eksporten udgjorde af dette samlede rådighedsbeløb. Sådant bekymrede de ansvarlige, fordi vi netop i Danmark skulle importere så meget for at skabe den nødvendige eksport med vores dygtighed. Danmark var yderst sårbart over for inflation. Og den kom, og den blev til sidst upopulær igen, selv blandt dens tidligere stærkeste fortalere. Den skyldtes – inspireret af Keynes teoristumper et offentligt overforbrug, der i hele perioden 1960-2001 viste sig ved, at det offentliges forbrugsandel pr. velfærdsideologi voksede fra 14 pct. til 28 pct. af et tredoblet bruttonationalprodukt.

Virkeligheden viste sig.

Vi har også forstået at landets sårbarhed synes forsvundet, siden vi kom i EU, der ideologisk var tænkt at skulle være en næsten selvforsynende blok a la USA.

Nationalregnskabet i Danmark er imidlertid behæftet med særdeles grove ideologiske brokker, først hidrørende fra John Maynard Keynes’ værker, siden hen blev de indbygget direkte i det danske nationalregnskab af Viggo Kampmann. Vi vil derfor ikke gøre andet end perifert brug af det. I øvrigt indarbejdet medens Viggo Kampmann var embedsmand; siden hen blev hans statsminister fra 1960 til 1962.

Danmark er et land, der fra naturens hånd ikke har givet os meget andet i nyere tid end landbrugsproduktionen at byde på. Der skabtes dog forholdsvis sent en industriopbygning, der gradvist tog førerskabet i samhandelen med udlandet og i indtjeningen efter den 2. verdenskrig. Et effektivt skole- og uddannelsessystem var netop forudsætningen for, at dette kunne ske.

Så kom det til en brat omkalfatring af det samlede uddannelsessystem i 1960-erne og 1970-erne, fordi da gjaldt det opbygningen et skattefinansieret og ideologistyret velfærdssystem og en enorm offentlig sektor til at klare en mængde problemer, som stort set ingen uden for den ideologiske eliten havde opfattet de havde.

En stædigt og vedholdende propaganda om en ide fra 1930-erne bar nu frugt. Nuvel bedre sygehusvæsen og nye skoler var ikke det værste. Men det standsede ikke her. Ideologien var sat på skinner og ideologier fortsætter altid op i skyerne, hvorfra det som bekendt ikke er nemt at høre eller se jorden.

Et lille indskud:

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne i et hvert samfund, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.

Hvad forbrugerne private og offentlige – giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende, anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes USA-privatforbruget til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget.

Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier, i dag langt flere end i 1920erne. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug privat og offentligt – stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej. Dette er afgørende vigtigt at forstå.

Resultaterne af skiftende ideologi-behandling aflæses:

Tabel 1

Ikke arbejdende uden for de arbejdsdygtige aldre i 2004

[Arbejdsstyrken der tilbyder sig på arbejdsmarkedet: 2.867.000]

Uden for arbejdsmarkedet

Folkepensionister

749.435

Førtidspension

269.135

Efterløns- og overgangsydelse

205.761

I alt

1.224.331

Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 326, 29. juli 2005

Tabel 2

Ikke arbejdende i de arbejdsdygtige aldre (16-66 år) i 2004

I de arbejdsdygtige aldre 15-66 år

Registrerede arbejdsløse

335.000

Bistandsklienter

144.000

Revalidenter

26.748

Kommunalt aktiverede

49.268

AF-aktiverede

19.269

Orlovsydelse

7.535

Ledighedsydelse

12.302

I alt

594.142

Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 326, 29. juli 2005

I alt tabel 1 og Tabel 2 : 1.818.473

Tabel 3

Modtagere af offentlige overførsler i øvrigt og offentligt ansatte i 2004:

Modtagere af syge- og barselsdagpenge

423.858

Offentligt ansatte

874.500

I alt

1.298.358

I alt tabel 1, tabel 2 og tabel 3 antal modtagere af overførsler som livsgrundlag og offentligt ansatte: 3.116.831

For at nå til det samlede folketal skal antallet af raske ansatte i salgbar produktion og ca. 1 mill. børn og unge under 18 år tillægges og antallet på syge- og barselsdagpenge i den offentlige sektor fratrækkes, nogle af sidstnævnte og nogle af de unge under 18 år er selvsagt inkluderet i ovennævnte antal.

Offentlige driftsudgifter:771,6 mia. kr. i 2004 og 801,6 mia. kr. (budget 2006)

Heraf er overførsler:336,7 mia. kr. i 2004 og 375,4 mia. kr. (budget 2006)

Eksportindtægter i alt:656,6 mia. kr. i 2004 og 663,1 mia. kr. (budget 2006)

Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 30, 24. januar 2006

Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 131, 29. marts 2006

Blot et enkelt eksempel:

I Irland var eksportindtægten i 2004 7,5 gange større end de offentlige overførslerne til ledige, udstødte og pensionerede. I Danmark faktoren 1,95.

Kilde: http://www.cso.ie/statistics/expend_social_welfare.htm og http://www.cso.ie/statistics/botrade.htm

Danmark har større offentlige driftsudgifter end eksportindtægter. For hver krone eksportindtægt bruges 51 øre på overførsler og for hver krone eksport bruges 66 øre på offentlige driftsudgifter, mest overførsler og ansættelser.

Det ses uden videre, at eksportindtægterne, som vi gerne ville øge for at skabe større råderum for finansieringen på hjemmefronten, ikke forventes at vokse i samme takt som de offentlige driftsudgifter og de offentlige overførsler.

Eksporten bruges her kun som en indikator, og det er med den opstilling netop forholdsvis nemt at sammenligne hele gennemgangen med resultaterne i andre lande, der har gjort det bedre, f.eks. Irland, Island og Tjekkiet.

Med 2.867.000 i arbejdsstyrken i 2004 fordelt på 594.142 ledige og udstødte, 874.500 offentligt ansatte og ca. 1.400.000 i salgbar produktion fratrukket i alt 423.858 syge- eller på barselsdagpengemodtagere kan samfundet ikke fortsætte finansieringen af velfærdsydelserne og oveni finansiere de nødvendige udgifter vedrørende 1.224.331 pensionister m.v. reelt uden for arbejdsmarkedet.

Det sidste antal vokser endog forholdsmæssigt og ikke alene tilgangen til, men selve arbejdsstyrken kan forventes at falde absolut.

Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001-2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken er øget med mere end 50.000 i samme periode. Endnu mere afstand forventes der at blive mellem en stadig mindre arbejdsstyrke og et øget antal i pensionistaldrene. I følge Erhvervsbladet 4. marts 2006 vurderer 10 ud af 14 arbejdsmarkedsråd, at arbejdsstyrken ville falde med 8.000 flere i år 2007. Velfærdskommissionen projicerer 350.000 færre i arbejdsstyrke og 400.000 flere i pensionistgruppen i år 2040, hvis udviklingsparametrene fastholdes som i dag. Dette vil så give et offentligt budgetunderskud på omkring 100 mia. kr. pr år.

6. april 2006 oplyser Dansk Arbejdsgiverforening, at 50.000 vil forlade arbejdsmarkedet som pensionister m.v. de næste 4 år. Forudsat at deres pladser ikke besættes med andre, vil dette medfører et tab i indtjening og en ekstra offentlig udgift, der vil vokse til 15 mia. kr. pr. år på fire år.

En ting er at arbejdstagere udstødes af arbejdsstyrken, en anden ting er, at aldersgruppernes indbyrdes størrelsesforhold forskydes betydeligt mere fremover p. g. a. af aldringen og en manglende tilgang til arbejdsstyrken fremkaldt af det lave fødselstal siden 1968 og dernæst af immigrationen, der bevisligt mere end tre gange hyppigere end danskerne fører til modtagere af overførselsindkomst fra de unge år i anden og tredje generation: http://www.lilliput-information.com/economics/seks.html#_ftn5 , Velfærdskommissionen i følge Børsen den 1. november 2005, og tidligere socialminister Henriette Kjær den 1. maj 2005, se nedenfor.

I grupperne førtidspensionister jfr. tabel 1 og ikke-arbejdende i øvrigt i aldrene 16-66 år jfr. tabel 2 var der i alt 863.277 heraf ca. 100.000 behandlingskrævende sindslidende, prostituerede, behandlingskrævende alkoholikere, narkotikamisbrugere og hjemløse i følge Velfærdskommissionen.

Kilde: Velfærdskommissionens analyserapport, maj 2004, kapitel 9.

Immigranterne og deres senere efterkommere i alle generationer er i følge Velfærdskommissionen som nævnt repræsenteret mere end 3 så hyppigt i forhold til træk på den offentlige sektor, og det kan oplyses, at i førtidspensionistgruppen er de endnu mere overrepræsenteret i forhold til deres andel. Rockwoolfonden oplyste i 2001, at 36 pct. af de ikke-vestlige kvinder står til rådighed for arbejdsmarkedet; blandt danske kvinder står 72 pct. til rådighed. D. v. s. 64 pct. af de ikke-vestlige står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet; af disse modtog ca. 13.000 ganske vist ikke noget offentlig hjælp, ifølge Ritzaus 10/3-2005 (et senere år, ganske vist), resten modtog førtidspension m.v. Til gengæld er de stærkt underrepræsenteret i folkepensionist- og efterlønsgruppen, hvor deres andel kun udgør ca. 10 pct. mod danskernes 22,6 pct. Holder vi os til korrektionen af udlændingeregnskabet gennem de sidste 25 år på http://www.lilliput-information.com/economics/katrocia.html (godt 13 pct.), bliver andelen af immigranter i alle generationer blandt de ledige og udstødte: 3 multipliceret med godt 13 pct. lig med 40 pct. Det cirka er trækket på ydelserne.

Dette tal svarer til tidl. socialminister Henriettes Kjærs oplysninger jfr. ovenfor for så vidt angår bistandshjælpen.

[I øvrigt den tredje kontrol af antalskorrektionen af antallet af fremmede]

Antal indvandrings-modtagere i de arbejdsdygtige aldre, jfr. tabel 1 og tabel 2 mindst:

(594.142 + 269.235)*0,40 = 345.351

D. v. s. ikke under 345.000 [i dag snarere godt 100.000 flere] af modtagerne af overførselsindkomster i de arbejdsdygtige aldre er immigranter og deres børn, og 458.000 er danske.

Øget salgbar produktion og eksport og velfærdssystemet reformeret

Skal velfærden, som vi har kendt den i hen ved 40 år, bevares, skal landet nødvendigvis også kunne klare omstillingen til den forstærkede internationale konkurrence, som indvandringen er den liberale og internationale ideologiske del af. Derfor skal der ske forandringer, som er langt større end omlægningen fra vegetabilsk til animalsk produktion i sidste halvdel af 1800-årene under landbrugskrisen. I realiteten var krisen dengang opstået p. g. a. amerikanske jernbaneskinners nyvundne bæredygtighed som følge af pudlingsprocessens forbedrede hårde stål. Fragtraterne pr. ton styrtdykkede og dermed førte konkurrencen fra det amerikanske korn i Midtvesten til langt lavere verdensmarkedspriser på både foderkorn og brødkorn. Dette havde intet med ideologi at gøre. Det var en opfindelse. PC-eren var også en opfindelse.

Det bliver på det nærmeste umuligt lave forandring blandt politikerne, eftersom allerede VKR-regeringen accepterede den ideologiske velfærdspolitik så tidligt som i 1968 (og så var alle de fire gamle partier med), og fordi ingen politiker skal vove skindet, og alle ved det kan blive deres tur til at tage det politiske ansvar af nødvendighed ved et regeringsskifte. Derfor vil alle lurepasse og deltage med lidt og satse på, at andre får lov at tage skraldet, når projekterne som her har lange tidsmæssige virkninger. Desuden er mere end 60 pct. af vælgerne ansat hos det offentlige eller sendt på dagpenge eller anden offentlig forsørgelse. Systemet fortsætter til det opløser sig selv præcis andre ideologiske eksperimenter – eller standses af kreditorerne.

Det kan forventes at blive til små justeringer næsten uden virkning i det politiske rum. Og dette fører med matematisk sikkerhed landet direkte i statsbankerot, hvor velfærdssystemet afskaffes tilfældigt styk for styk, forudsat krigen i Europa ikke kommer, før der realiseres hastigt voksende budgetunderskud. Samtidig vil vi se eksportindtjeningen falde, og outsourcingen øges p. g. a. forsømte skattenedsættelser, hastigere afgang fra arbejdsstyrken stammende fra både pensionistgruppens vækst, udstødelsen fra og manglende tilgang til arbejdsstyrken i den anden ende.

Ideologerne vil fortsat hævde, der er fred og ingen fare, og de sidste 20 pct. vil ikke opdage/indrømme, der er sket noget, end ikke efter krigen.

Ikke desto mindre må det være rigtigt at anvise nogle veje, som kunne redde det system, som folk har vænnet sig til er gældende og som de bl.a. betaler husleje efter. Noget af det må foreslås afviklet, fordi udviklingen har vist, det ikke har de virkninger, man argumenterede for herunder den gavn, som var forudsat ved dets tilblivelse.

Når det officielt hævdes, at formålet med forligsbestræbelser i de igangværende velfærdsforhandlinger (april 2006) ensidigt skulle være at skaffe flere til arbejdsstyrken, så virker det kun på skatteprovenuet i opadgående retning og samtidig øger det incitamenterne til at acceptere mere og hurtigere immigration.

Nuvel, man har ikke koblet globaliserings-spørgsmålet til velfærds-spørgsmålet. Det bliver utvivlsomt skæbnesvangert. Flere skattebetalinger til finansiering af velfærden løser ingen af problemerne grundlæggende, men kapitaldræner og afstøder virksomheder. Problemet forværres derimod, som vi nu skal se. Måske udskydes katastrofen en smule, og dette er næsten i alle tilfælde det længste ivrige (professionelle) politikere vil strække sig i tanker og handling, når der skal ske noget stort i deres verden, der mestendels bygger på (parti)tro.

Lad os tage dem på ordet: Flere ind i arbejdsstyrken, d. v. s. flere der tilbyder sig på arbejdsmarkedet end i dag. Medfører dette flere ansættelser i salgbar produktion, eller medfører det flere offentligt ansatte? (besvares nedenfor)

Problemfelter

1. Børnefødsler i Danmark:

a. I gennemsnit fødes det første barn omkring kvindens 28. år – herefter kniber det med at få flere børn.

b. 15-20 pct. af kvinderne i 40-årsalderen i de vestlige lande har ingen børn – dette tal er steget væsentligt.

c. Aborterne er atter steget til at udgøre mere end 15.000 af en fødselsårgang på 68.000-70.000 i Danmark.

For så vidt er b. kendetegnende i udpræget grad for stameuropæere, der er ledige eller udstødte fra arbejdsmarkedet, som ikke tør sætte børn i verden.

2. Immigranter

3. European directives and recommandations

4. Velfærdsordninger, generelt

5. Uddannelser

6. Indkomst-skattenedsættelse

Skatterne skal dække de offentlige udgifter. Med en stigende afgang til gruppen over 65 år og samtidig en stadig mindre gruppe i arbejdsstyrken p. g. a. manglende fødsler og udstødning fra arbejdsmarkedet bliver det umuligt at få skatteprovenuet til at dække de offentlige udgifter. Allerede i 2010 vil 40 mia. kr. mangle i, at budgettet når sammen.

Hvis skatterne hæves, mindskes det samlede rådighedsbeløb, hvoraf skatterne beregnes og i øvrigt indregnes i, fordi den salgbare produktion og dermed eksporten går ned p. g. a. forringet konkurrencestatus.

Det kan umiddelbart virke som et problem svarende til cirklens kvadratur; men det er det ikke, da cirklen og kvadratet intet har med ideologi af gøre.

Velfærdssystemet bygger i Danmark på serviceydelser og overførsler som en privat rettighed, men indrettet med en kollektiv finansiering, forstået på den måde, at initiativtagerne til systemet forestillede sig alle samfundets individer over livsforløbet skulle modtage lidt mere fra det offentlige, end de rent faktisk betalte i skat. Det var selvfølgelig noget vås, fordi det offentlige ikke kan give nogen noget, før det offentlige har hentet det ind i skatter, trykt for mange pengemidler eller lånt pengene. Men denne detalje lader vi ligge. Vi nøjes med at vise virkningerne af tankegangen og forsøger at give nogle anvisninger på, hvor systemet kan renses for ideologi.

Al ideologi, velfærds-ideologi, liberalisme, internationalisme, keynesianisme og europæisme, skal fjernes fra det nuværende danske velfærdssystem:

1. Børnefødsler:

Det kunne være et forsøg værd at forsøge at påvirke alderen, hvor det første barn fødes, i nedgående retning og øge antallet af kvinder, der føder uden at sende kvinderne nogen steder hen. Herved kunne antallet af børn pr. kvinde muligvis øges. Regeringens forslag om variabel uddannelsesstøtte virker måske lidt, selvom forslaget i det åbne var tænkt blot at skulle øge antallet af skattebetalere ved, at uddannelsen afsluttes tidligere. Når vi ved, at en ganske vist ukendt mængde legater udbetales til unge, der spekulerer i legatudbetalingerne og gerne skifter studium for at opretholde udbetalingerne, så er det blevet til en slags udvidet supplerende bistandshjælp i en række tilfælde. Stramninger er her heller ikke uden virkning; måske skal der mere til (se nedenfor).

Ét forslag til hvorledes børnefødslerne kan øges blandt de ledige/udstødte:

Ledige og udstødte over 30 år, kunne tildeles et offentligt tilskud udbetalt månedsvis svarende til forskellen mellem understøttelsen og mindstelønnen på arbejdsmarkedet i 5 år, når de sætter deres første barn i verden efter det fyldte 30. år; gældende for begge barnets forældre.

Samtlige udgifter vedrørende aborter, der ikke har medicinsk eller kriminel indikation, kan vælges opkrævet ved den aborterende eller ved faderen.

Offentligt tildelte og udmålte gaver til børnefamilier øger afgjort ikke incitamentet til at sætte børn i verden blandt de barnløse. Ældre eller andre marginale vælgergrupper, der kunne være truende ved at valg, modtager også gaver. Dette kan ikke ses, at have andet end formel fordelingspolitiske begrundelse. I Tyrkiet og Thailand har man uddelt hårde hvidevarer til potentielle vælgere op til parlamentsvalg; der er ikke meget forskel. Alle disse offentligt tildelte gaver skal omarbejdes til fradrag i skatten, hvorved både udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft til produktionsformål øges.

2. Immigranter

Når 40 pct. af de ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre i Danmark tilhører en delpopulation, der udgør godt 13 pct., så er det vanskeligt også for Velfærdskommissionen at finde nogle løsninger på velfærdens fremtidige finansieringsproblem ved at manipulere 3/4 af samme problem i år 2006 efter 25 års masseindvandring til at være en central del af løsningen på problemet.

I nogle af regeringens tænketanke ser det ganske anderledes ud. Det kan undre at Hans Kornø Rasmussen kan foreslå en gradvis voksende indvandring med en faktor 8-14 fra 2007 til 2024, når selv denne befolkningsudskiftning – som det er – ikke fører til andet end bankerot p.g.a. for store offentlige udgifter i forhold til produktionen. Ingen af tænketankene foreslår større produktion, fordi det vil stride mod EU’s bestemmelser om Det indre marked. Her skal skeen desværre tages i en anden hånd, og europæismen må nedprioriteres, hvis landet skal bestå.

Indvandringen fortsatte med indstrømningsvækst fra 11.369 nye i 2004 til 12.644 nye udenlandske statsborgere i 2005, hvoraf 9.730 kom fra områder uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Japan, Australien og New Zealand.

Det er ikke nok.

2006: Fri indvandring:

Ingen tvivl, liberalen vil også til fadet efter internationalen har høstet hovedparten af byttet fra indvandringen igennem 25 år:

Allerede før valget i 2001 var der indført en såkaldt jobkort-ordning (Greencard i USA), der indebærer en maksimal skatteprocent på 25 pct. af indtjeningen de første tre år for udenlandske, højtuddannede nøglemedarbejdere. Med denne beskatning opnår de pågældende samme rettigheder og samme adgange til den offentligt finansierede danske velfærd som danskerne, der ganske vist skal betale den fulde pris. Tilmed en så høj pris at vore salgbare produkter ikke kan produceres og afsættes i tilstrækkelig mængde til, at velfærden kan finansieres i fremtiden. De ledende ved altså godt, det er hel galt fat. Dokumentationen: http://www.workindenmark.dk/%20Taxation/0/1/0

Ordningen har vist sig ikke at virke efter hensigten. Det hænger sammen med, at de kvalificerede begyndte at sive til USA og England i begyndelsen af 1980-erne.

Der foreslås netop i foråret 2006 en ordning, der tillader immigranter uden videre at tage til Danmark og søge job i 6 måneder, uden der skal indgives nogen ansøgning til udlændingestyrelsen. Onkler, fætre og svogre er her allerede.

Løsningen er ikke svært se. Det kræver kun overvindelse af de ideologisk anfægtelser. Og den opgave lader sig måske ikke løse, inden lyset slukkes over Europa.

3. EU-direktiver og anbefalinger

Første skridt

Det indre marked fra 1986 frihed for produkter tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft til bevæge sig mellem medlemslandene fra 1. januar 1993. Alle EU-statsborgere.

Andet skridt

Schengen samarbejdet blev besluttet i 1985 og førte faktisk samarbejdet med Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft 1. maj 1999. Enhver interne grænselinie-kontrol i EU fjernedes. Borgerne fra andre dele af verden fik i princippet den samme ret til frit at flytte rundt. Fælles minimums-regler og regulering af immigrationen skulle sikre at en enkelt medlemsstat ikke blot overførte dens byrder til en anden medlemsstat.

I bekneb for en fælles EU-immigrations-politik.

Tammerfors-deklaration 1999, punkt 18:

Den europæiske union skal sikre en mere retfærdig behandling af tredje-verdensborgere, der har taget lovligt ophold i EU. En mere effektiv integrationspolitik som tillader rettigheder og pligter kan sammenlignes med EU-borgernes, og den fortsætter med en hellig hymne om racisme, forskelsbehandling, økonomisk, kulturel og sociale forhold.

Et direktiv fra sommeren 2001: Om forholdene for tredje-verdens-borgeres adgang og ophold i forbindelse med tage arbejde og som arbejdsgivere der, der driver uafhængige forretninger.

Tredje skridt:

25. november 2003 blev et EU-direktiv besluttet: om status for tredje-verdens-immigranter som indbyggere efter fem års ubrudt og loveligt ophold i EU skulle give frihed flytte rundt i EU også.

Marts 2004: EU-direktiv om forholdene for tredje-verns-borgeres adgang og ophold I forbindelse med studier, anden uddannelse eller lærlingeforhold, også kaldt studenter-direktivet.

Næste skridt:

11. januar 2005 offentliggjorde EU-kommissionen en såkaldt grønbog om metoden ved hvilken den økonomiske immigration skulle styres (mellem medlemsstaterne med forskellig økonomisk politik) for at fremtvinge fælles regler. Dette punkt blev yderligere styrket to måneder senere ved offentliggørelsen af en anden grønbog med titlen: Demografiske ændringer – behovet for solidaritet mellem generationer”.

Oktober 2005: Ministerrådet beslutter et direktiv om særlig adgangs-procedure for tredje-verdens-borgere i forbindelse med videnskabelig forskning , i øvrigt samme med to anbefalinger i øvrigt.

7. november 2005 fra Kommissær for Justits og Indre anliggender, italieneren Franco Fratinni, et USA-inspireret Green-card-system som giver højtuddannede fra hele verden muligheden for at vinde adgang og tilladelse til at arbejde i alle medlemsstater.

Hvordan det videre skal køre:

Et Vejkort (= road map) med initiativer, der skal foreslås I perioden 2006-2009.

3. Velfærdsordninger, generelt

Efterlønsordningen blev i sin tid indført med den argumentation, at hård fysisk nedslidning på arbejdsmarkedet havde skabt et behov for tidlig, gradvis overgang til pensionisttilværelsen, og desuden hævdede man, at ordningen ville reducere ungdomsarbejdsløsheden/udstødelsen væsentligt. Ordningen har især været benyttet af skolelærere, pædagoger og bibliotekarer. Med stigende gennemsnitlig levealder og en igangværende overgang til mindre fysisk krævende arbejde generelt, er ordningen blevet en generel førtidspensioneringsordning, men en sådan findes allerede.

At hæve folkepensionsalderen gavner en ganske lille smule.

Offentlig finansieret gældseftergivelse til ledige og udstødte som foreslået vil gavne meget.

Velfærdsordninger som diverse orlovsordninger, der giver frihed for forældre i arbejde i helt op til et år pr. barnefødsel ser kun at fordyre vareproduktionen, uden der er andet end et ideologisk bestemt behov. At små virksomheder heller ikke tør ansætte kvinder er til at forstå, da der skal ansættes hen ved to for én, når de er i de fødedygtige aldre.

5. Uddannelser

er yderst centrale at få indrettet realistisk. Ideologi har erstattet indføringen i redskaber og færdigheder, så det er blevet til en katastrofe.

I områderne ‘undervisning’, ‘sundhed’, og ‘social omsorg’ var der i 2001 (i følge Velfærdskommissionens rapport, Velfærden kommer ikke af sig selv) officielt ansat 630.000 svarende til lige knap 22 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgængelige oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere end dobbelt så stort siden 1960, endda målt ved andelen, det optager af den samlede (tredoblede) samfundskage, skal vi åbenbart ikke kende sådanne oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle mål for produktivitet (præstationer i forhold til ressourcerne) og mål for effektivitet (målopfyldelse i forhold til ressourcerne).

Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Den situation er skabt af adskillige skolelove og overenskomstaftaler gennem flere årtier siden “Den Blå Betænkning”. Det startede meget højere oppe, ikke ved en tilfældighed og blev videreført igennem henved 40 år her til lands, både med såkaldte liberale og mere formelt socialistiske initiativtagere som nyttige idioter blandt de politisk topansvarlige. Det startede med at livets basisværdierne formelig skulle ændres. Forældrene var ikke egnede, hvis de ikke antog de samme nye værdier. Sidenhen skulle vi høre, at nu måtte lærerne sandelig overtage overdragerrollen; forældrene var faktisk ikke egnede; ikke sært da de selv havde været i de samme mølle og de fleste var fundet for lette, når de ikke have været på et målrettet kursus i sindelagsteori tilrettelagt af de vidende lærermestre: http://www.lilliput-information.com/revo.html Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever undervises dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995.

Uden detaljerede ressourceopgørelser er problemerne umulige at afdække. 11. april 2005 oplyser TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af dem, der underviser i fagene naturfag og teknik.

Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen. At eleverne tilegner sig ideologien indgår helt centralt i bedømmelsen af hvilke elever, der klarer sig godt og hvilke skidt helt nede fra folkeskole- og børnehaveniveau.

Viden og kompetencer skal i front:

Skal Danmark have en chance i disse år med virksomhedsudflytning, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.

Midlerne til at rette kursen op på 3-5 år går over de komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner.

USA begyndte handlingsorienteret at tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne:Dollar-faldet. Det samme gjorde England.

Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor som den danske – i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end den danske.

Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, forvente den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem. En lang række af humaniora uddannelserne må simpelthen have meget lav eller ingen tilgang af studerende. Og kan det ikke lykkes at nedbryde ideologien, om hvad det frie uddannelsesvalg fører til efter de tre års prægning i gymnasiet, må der indføres studieafgifter svarende til de samlede uddannelsesudgifter og ophør af tildeling af offentlige legater til de uddannelser, der ikke vil give beskæftigelse i samhandels-sektoren, og ikke ved andet end naturlig afgang andetsteds i mange år frem. De offentligt finansierede legater kunne fjernes og erstattes af lån, ligesom en uddannelsesafgift svarende til de faktiske omkostningerne kunne indføres. Legater og gratis uddannelse er flot og skævt, dels fordi en mængde uddannede ikke opnår beskæftigelse med deres uddannelsesvalg, dels fordi de, der ikke tager en videregående uddannelse, faktisk betaler for uddannelsen, der tilmed medfører en højere løn. Dette kan kun begrundes i ren elite-tænkning. Samtidig forbruges vort produktionsapparat til dets egen udslettelse/udflytning ad den vej.

Afviklingen af de private uddannelsesomkostninger kan ske i annuitetslån med 20 års varighed.

5. Indkomst-skattenedsættelse

Lønningerne skal ned med mindst 30-35 pct. Indkomstskatten kan ændres til en kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og endeligt ved kilden som en lønsumsskat, indbetalt direkte af arbejdsgiveren, primært for at spare indkomstskattekontrollen. Provenuet fra lønsumsskatten skal ned med beløb mindst svarende til, at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct. Selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske, og det kan blive eneste virksomhedsskat. De forskellige fondsbidrag bortset fra pensionsopsparing på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50 pct. i ét uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.

Alle dagpenge, understøttelser og pensioner udbetales som skattefrie beløb.

Dette vil naturligvis give nogle offentlige budgetunderskud de første år, men da indretningen tiltrækker mange avancerede virksomheder, vil skatteprovenutabet inden 10 år være fuldt genoprettet, fordi der netop tilføres kapital til produktionssektoren modsat nu, hvor den tappes til sidste blodsdråbe og derfor stikker af efter omkostningsbesparelser. Tilbage vil vi have en dominerende vidensbaseret produktion med højtuddannede og vellønnede medarbejdere.

Mange nye virksomheder og øget salgbar produktion i de bestående virksomheder er resultatet. Derved trækkes arbejdsstyrken i beskæftigelse og skaber købekraften til den såkaldte velfærd pr. automatik. Her følges selvsagt jordens omdrejninger i universet. At der skal en mental polvending til, skal ingen være i tvivl om. Fyrre år med pyramiden vendt på hovedet af ideologien.

“Nu kan vi komme tilbage til virkeligheden kan vi kalde projektet efter 40 års utopi.

9. april 2006

Joern E. Vig, cand.oecon.


I perioden 1960-2001 en fordobling plus 63,7 pct. af produktionsforøgelsen i skat oveni i perioden.

Der skal 2,05 – 2,10 pr. barn kvinde til for at spædbørnsdødeligheden overkommes og reproduktionen sikrer en stabil befolkning i de vestlige samfund.

Her til kommer overførslerne der stod for 20 pct. i 1960 og 44 pct. i 2001 af bruttonationalproduktet; sidste procent endog udregnet på grundlag af et tredoblet bruttonationalprodukt tredoblingen er selvfølgelig delvis urealistisk ene og alene, fordi ideologien netop var indbygget i nationalregnskabet, hvor offentligt forbrug blev kunstigt omgjort til produktion.

Antallet af ansatte i den offentlige sektor voksede fra 406.000 i 1960 til 844.000, 874.500 eller 925.410 i 2004. Antallene angives forskelligt afhængigt af, om vi se på statens forskellige opgørelser hos http://www.dst.dk/ eller opgørelsen via ATP-indberetninger.

Hvor stor en andel i denne gruppe, der faktisk egner sig til det danske arbejdsmarked eller hører til et andet arbejdsmarked, som de har forladt, er ikke nemt at udpinde og vise pålidelige oplysninger om via den offentligt tilgængelige statistik.

Dette var den sammenhængende socialstatistik fra kilden som anført. I nyt Danmarks Statistik nr. 22 af 2. februar 2006 oplyses ledigheden omregnet til fuldtidsledige fra 573.100 i 2004 og 543.100 i 2005, der omregnes til henholdsvis 176.400 og 157.400 fuldtidsledige her er tale om ledige medlemmer af arbejdsløshedskasser.

Fordelingen af syge- og barselsdagpengemodtagerne på offentlig og privat sektor ser vi bort fra.

Man opererede således med en svag underbudgettering underskud på de offentlige finanser – fra systemets start, hvilket vi fik at mærke efter det første 10 års virke, hvor landets inflation steg voldsomt, så udlånsrenten måtte op til knap 22 pct. i 1979. Man skal bemærke, at velfærdssystemet kom til at stå sin første prøve i netop dette 10 år, hvor to olieprisstignings-chok kom i 1974 med mere end 400 pct. prisstigning og igen med en mindre i 1979. De blev kaldt begrundelser for massearbejdsløsheden fra 1973. Det var afgjort ikke den fulde sandheden.

F.eks. vektorregningen, der er grundlaget for elektronik og avanceret fysik, afskaffedes allerede i begyndelse af 1980-erne i gymnasierne med henvisning til, at de rekrutterede gymnasiaster fandt emnet for vanskeligt.

Stammer de manglende færdigheder i matematik og fysik herfra, når vi netop ser på tilgangen til ingeniøruddannelser i afsnittet ovenover?

Det var skæbnesvangert fra starten at give fri adgang til uddannelserne og tilmed gøre den helt overvejende uddannelsesomkostning skattefinansieret. I FN var svaret på den dengang præsenterede U-90-betænkning Perspektivplan for uddannelse i Danmark indtil 1990 : I må have råd til det. Der er faktisk chance for at få fjernet dette ideologi-element nu, men det vil afgjort støde mod stor modstand blandt de unge, der opfatter elementet som en velerhvervet rettighed, grænsende til en naturlov, selvom det er sket på bekostning af den halvdel, der ikke tager en videregående uddannelse.

Ikke for at konkurrere med lavtlønsområderne om de løntunge produktioner, men fordi vore varer er for dyre til, at de kan sælges tilstrækkeligt til, at vi kan afvikle statsgælden og skabe flere nye samhandelsarbejdspladser samtidig. Og det er opgaven.

Det er bevist for mere end 25 år siden, at al tale om progression i skatteskalaen med stigende indkomst er vås. Progressionen udlignes fuldt af de større fradrag.