VI ADVARER!

Vi udgør en kreds af personer fra kulturlivet, forskningsmiljøet og pressen i Norden, og er bundet sammen af bekymring for vor fælles fremtid. Vi konstaterer:

1. At overbefolkning, miljønedslidning og voksende etniske konflikter i mange egne af verden medfører udvandring dérfra og til Skandinavien.

Denne trafik er i færd med at undergrave de skandinaviske landes sociale niveau og folkelige enhed. Dette vil med stor sandsynlighed føre til uro og politisk ustabilitet samt underminering af de skandinaviske befolkningers traditionelle internationale åbenhed og vilje til at yde humanitær bistand. Udvandringen til Skandinavien dræner endvidere de regioner, immigranterne kommer fra, for deres intellektuelle og erhvervsmæssige ressourcer. Samtidig opbruger immigranterne økonomiske midler i Skandinavien, som er ude af proportioner til, hvad der kunne opnås for de samme penge ved investering i en stabilisering af hjemlandene og lokal bistand til disses beboere.

Vi er ingenlunde blinde for at såkaldte internationale institutioner og dels synlige dels mere anonyme kræfter ude i verden trækker på samme hammel som vore nationale magthavere samt at vor selvstændighed til stadighed reduceres ved svig og bedrag fra vore egne ledere, der har gældsat landet og indvævet os i bunker af mere eller mindre konfuse internationale aftaler, som alle trods alt har det til fælles, at de kan opsiges med ét års varsel.

2. Vi har længe set hen til en international konvention, der sætter vestnationerne i stand til at bringe de immigranter, der kommet ind vore lande på grundlag af svig, grundlovsstridig og ødelagt lovgivning tilbage til de lande, hvor de stammer fra eller i umiddelbar nærhed deraf.

3. Der er ikke i menneskerettigheds-konventionerne hjemmel til den flytning af folke-grupper til Skandinavien, som er i gang under påskud af asylrettigheder, krav på fami-liesammenføring, og tilmed kamoufleret af masseuddeling af statsborgerskaber hvert år i titusindevis og tvivlsomme, mest skjulte, men forpligtende kulturaftaler. Tværtimod sik-rer menneskerettighedskonventionerne de skandinaviske landes befolkninger retten til deres egne lande.

4. De skandinaviske politikere har ingen skridt taget, som realistisk set kan ventes at ville vende udviklingen og sikre de skandinaviske folks rettigheder.

5. Virkningsfuld opposition imod undergravelsen af de skandinaviske folks rettigheder accepteres ikke af de toneangivende politiske kredse og medierne, men fremstilles som “racisme”, “højre­ekstremisme”, “nazisme” o.l. Dele af pressen er i forsøget på at skabe dette billede af de oppositionelle end ikke veget tilbage for at anvende samme propaganda- og manipulationsteknikker, som benyttedes i det nazistiske 3. Rige. Selv oppositionelle med status som veteraner fra frihedskampen mod den nazityske besættelse 1940-45 brunsværtes.

Under påskud af nødvendigheden for at bekæmpe “højre­eks­tre­mis­men” m.v. søges almindelige oppositionelle eller vore svageste tilsidesat i alle sammenhænge – i strid med principperne i den internationale menneskeretsvirkelige debat og i strid alle øvrige nordiske traditioner. Derfor foregår kampen altså uden om de traditionelle politiske partier, institutioner og medier samt på et usikkert og uigennemskueligt grundlag. Dette ved vi har bidraget til opbygning af en forståelseskløft mellem brede dele af befolkningerne og de traditionelle politiske institutioner og partier.

6. Det må forventes, at flere og flere unge, der opfatter de normale politiske kanaler som lukkede, i forsøg på nødværge vil reagere voldeligt og udvikle ægte racistiske og ekstre-mistiske holdninger. Vi fastslår på denne baggrund:

At de skandinaviske lande tilhører de skandinaviske folk og disse alene, samt at dette tilhør ikke kan ændres gennem en tilfældig tids politiske beslutninger.

At en enkelt generations politikere ingen ret har til at berøve fremtidige generationer de-res fred og tryghed.

At der ingen forskel er på konsekvenserne af en militær invasion, som efterfølges af mas-siv civil overtagelse, og den massive civile overtagelse, der i disse år finder sted gennem de facto indflytning af fremmede.

At et forsvar mod denne overtagelse både er muligt og berettiget – på samme måde som det er berettiget, når et land forsvarer sig mod fremmede magters forsøg på at bryde landets frihed, sikkerhed og integritet.

At de politikere og mediepersoner, der aktivt eller ved passivitet i en indflydelsesposition medvirker til at ødelægge Skandinavien og de traditionelle skandinaviske værdier, er personligt ansvarlige for denne ødelæggelse.

”Jeg tror muslimerne en skønne dag vil kaste sig over os,” skrev tidligere Forbunds-kansler (Socialdemokratiet) i Tyskland. Helmuth Schmidt i Jyllandsposten 16.08.1992.

“På baggrund af mange henvendelser fra borgerne må jeg erkende, at den politik, der har været ført på flygtninge- og indvandrerområdet, ikke stemmer overens med borgernes holdninger. Og det handler ikke blot om en gruppe højreorienterede, men om borgere fra alle samfundsgrupper” Borgmester Torkild Simonsen (S), Jyllandsposten 1-12-1994

Stop libanoniseringen af Danmark!

Den muhamedanske masseindtrængning i Danmark har i dag reelt kun to formål:

1) At gøre Danmark til kolonisations- og ekspansionsområde for de muhamedanske landes kolossale befolkningseksplosion.

2) At begrunde fortsat opretholdelse og udbygning af det asyl- og indvandrings-indu-strielle kompleks, d.v.s. at sikre stadig flere penge og stillinger til levebrøds-humanister og de dertil hørende levebrødspolitikere, især på nødstedte danskeres bekostning.

Derfor:

Lad dig ikke skræmme af indvandrings-profitørerne og deres primal-skrig om “racisme” og “fremmed­had”; men forlang den meningsløse folkevandring stoppet og forlang alle fup-flygtninge og lign. snyltegæster sendt hjem til deres egne lande!

Landsforræderi:

“Nutidens indvandringspolitik bidrager i virkeligheden til, ikke i en enkelt kort-varig handling, men gennem et langvarigt begivenhedsforløb, at bringe Danmark – eller til en begyndelse dele af det – i fremmedes vold. Resultatet søges besmykket med fintklingende fremmedord som “multietnisk” eller “multi­kulturelt” samfund, men de kan dog ikke skjule virkeligheden, som er den, at Danmark gradvis udleveres til frem­mede folkeslag, og at danskerne fortrænges og mister først eneretten til deres eget fædreland og siden måske muligheden for at være i det som danske. Virkeligheden i dette svarer til, hvad der tidligere under andre forhold betragtedes og betegnedes som landsforræderi.”

Offentliggjort i 1991 af
Jens Toldstrup, veteran fra
Danmarks frihedskamp 1940-45

Vi opfatter det som foregår som en trussel mod børn og børnebørn.

Selv uden en ændret og tidssvarende straffelov er der lagt i ovnen til landsforræderne. Straffelovens §98 og §102 kan den frygtsomme lige få repeteret.

Læs! · Kopiér! · Giv videre!

Danskens vej til ror og magt

 

 

 

2. Oktober 2001, offentliggjort efterretning 27. Maj 2006

Den danske TV-chef Bjørn Erichsen er blevet chef for EBU fra 1. januar 2002.  Bjørn Erichsen – eller Asbjørn som han egentlig hedder – startede sin karriere som VS´er og sekretær i bevægelsen ”Vietnam 69”. I 1971 udpønsede 3 VS-aktivister i villa ”Maos Lyst” i Hellerup en plan om at oprette en rød højskole. De 3 var Hans Jørgen Kløvedal Svendsen, Ivan Mortensen og Asger Boertmann. Det var imidlertid lettere tænkt end gjort, selvom man i den midlertidige bestyrelse havde navne som Harald Munk Plum, Gunvor Auken, Tage Hind, Henning Tjørnehøj m.fl. og bl.a. hjælp af Amdi Petersen, Poul Jørgensen og Ejvind Larsen.

Det kneb med pengene og med enigheden. Det endte med at foretagendet blev kuppet ved et møde 19. august 1972, idet Kløvedal Svendsen med støtte af Bjørn Erichsen kom med ca. 70 mand og overtog skoleprojektet, oprettede ny bestyrelse med Erichsen som formand og fik skolen i gang. Bjørn Erichsen gik over til DKP og i løbet af få år havde DKP overtaget højskolen.

Bjørn Erichsen blev medlem af DKP´s centrale skolingsudvalg, ligesom han underviste på Marxistisk Oplysningsforbund (MOF), ledede studiekreds om marxisme på Krogerup Højskole o.l. Oplysning, undervisning, propaganda gennem massemedierne og skoling af både børn og voksne er som bekendt en meget vigtig ting i et samfund. Bliver den ensidig, bliver samfundet ensidigt, og sådan blev det. Mens fagene historie og litteraturhistorie næsten helt forsvandt fra skoleskemaet, foregik indoktrineringen for fuld udblæsning i 70´- 80´erne. Alt dette og mere til kan man læse om i den nylig udkomne bog ”Den stille Krig” (2001).

Fra 1981 kunne Bjørn Erichsen fortsætte sin kommunistiske belæring i DR-TV som programmedarbejder ved undervisningsafdelingen. Desuden skrev han bog ”Om Arbejderbevægelsen” og fremførte sine kommentarer i ”Social Revy”, det marxistiske kartel BUPL´s blad ”Børn og Unge” m.m. Han deltog naturligvis også i den sovjetstyrede fredsbevægelse, idet han sammen med Lene Bredsdorff og Lars Engels redigerede udsendelsesrækken ”Slip Freden løs”, skrevet af Jesper Jensen – de husker ham nok, ham psykologen, der ødelagde folkeskolen med sin ”lille røde bog for skoleelever” og bandlysning af al disciplin. Noget skolerne stadig døjer under. I samarbejde med Ebbe Reich Kløvedal og Poul Vitus Nielsen nåede Bjørn Erichsen i 1987 at lave TV-serien ”Nu dages det Brødre”, inden muren blev styrtet.

Nu (2001) er Bjørn Erichsen så udnævnt til chef for det store TV-selskab EBU – European Broadcasting Union, som har 70 TV-selskaber som medlemmer i 31 forskellige lande i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. EBU´s hovedkontor ligger i Geneve. Ligesom andre 68´ere nåede Erichsen til tops gennem den kommunist-fascinerede ærtehalm og ensidighed.

De forkerte fik ret

Uddrag Ole Hyltofts’ kronik i Jyllandsposten 30. september 2002

hentet på:

http://rto73.0catch.com/Spesial/Spesial07.htm

“…De havde i hvert fald ikke behøvet være uvidende om det. En dansk studiegruppe med bl. a. Albertslunds senere skoledirektør, Yvonne Svendsen, besøgte midt i 1980’erne Tyrkiet. De fik i det tyrkiske udenrigsministerium klar besked om, at den tyrkiske udvandring til Europa ikke kun var nogle fattige arbejdsløses ønske om at få arbejde. Men at den var begyndelsen på en plan om at opbygge tyrkiske kolonier i de europæiske værtslande. Mere brutalt sagt: udvandringen fra Tyrkiet skulle danne basis for en genoprettelse af Det Osmanniske Rige.

For at dette kunne ske, ønskede Tyrkiet at fastholde udvandrere som tyrkiske statsborgere selv i sjette generation. Udvandrede tyrkere måtte derfor ikke frasige sig deres tyrkiske statsborgerskab. Og de skulle fremdeles hente deres ægtefælle i Tyrkiet, så tyrkisk sprog og kultur fastholdtes i de udvandrede familier. Udvandrerne skulle også fortsætte med at aftjene deres værnepligt i Tyrkiet og aflægge troskabsed til den tyrkiske stat. Intet under at integrationen går lidt trægt.

Denne studiegruppes oplysninger dannede sammen med indvandringens statistiske kendsgerninger baggrunden for den rapport, den senere amtsborgmester, Vibeke Storm Rasmussen, skrev som formand for Socialdemokratiets indvandrerudvalg. Hvis Socialdemokratiet sidst i 1980’erne havde vedtaget en indvandrerpolitik på grundlag af Vibeke Storm Rasmussens rapport, havde Poul Nyrup været statsminister og Mogens Lykketoft udenrigsminister den dag i dag.

Men sådan gik det ikke. Tværtimod havde rapporten nær spoleret Vibeke Storm Rasmussens politiske karriere. Rapporten lagde jo op til en socialdemokratisk indvandringspolitik, der slet ikke svarede til de fordomme om indvandringen, som Svend Auken, Mogens Lykketoft, Birte Weiss, Torben Lund plus hele det sammenspiste kleresi af halvintellektuelle københavnske verdensforbedrere nærede….”