I Middelfart skal en 48 årig ledig, der samtidig er sygemeldt med dårlig ryg ligge på en madras, mens aktivisten/aktøren ringer med nogle buddha-klokker hen over hovedet på ham. Herved skal den aktiverede Ib Larsen falde i trance og tænke smerterne ned i kælderen eller over på en hylde og den slags.
Sideløbende skal Ib larsen som deltager i teambuilding bygge små tårne af spaghetti og små skumfiduser.
For 18 år siden sendte man ledige direktionssekretærer på kommunale kurser, hvor de skulle sortere små bondegårdsdyr i plastik og se om de kunne benævne dem korrekt, og dernæst skulle de bl.a. skrive et brev til deres moder. Så der er ikke sket noget særligt.
Såkaldte konjunkturer eller business cycles er alle skabt af emsige politikere, der helst ville ophæve naturlovene for at få systemet til at gavne dem selv. Uden drivkraft kan man aldrig sejle op ad åen, så sejles der kun nedad, og bagefter går det altid nedad igen, forudsat terrænet så falder ligesom strømmen.
Krisen er nødt til at udtømme sig selv, for at vi får renset ud, ellers hober den sig mere og mere op. Ingen offentlige banker, ingen offentlige understøttelser til virksomheder, ingen ekstra skatter, ingen nyopfundne kreditter, ingen seddeltrykning/ pengeudstedelse, ingen forøgelse af forbruget, hverken det private eller det offentlige, der fortsat dræner kapitalen ud af virksomhederne, hvor eneste drivkraft findes med kapitalen tilstede.
Og alt dette skal de offentlige systemer være indrettet til at kunne holde til??
Og samtidig skal vi omstille til den internationale konkurrence. Det går som det skal.
Du skal ikke tro nogen af politikerne ved, hvad man skal holde sig fra. De var ikke engang begyndt at pisse i bukserne, da vi havde den sidste storkrise, der skyldtes det samme som nu - de menneskelige egenskaber, der i øvrigt nu er afskaffet pr. politisk korrekte forordninger -, og historieskrivningen/ historielæsningen hader de, fordi den omhandler ting og hændelser, der er ældre end eller ligger forud for dem selv.
Når massearbejdsløsheden vokser vildt ligger fristelsen til at lave inflation lige for. Sker det bliver det hele være.
Historie meget lig denne kunne bringes om den skæbnesvangre afvikling i Norge og i Danmark
Det er rart at se, at svenskerne begynder at røre lidt mere på sig. De vil lave en hvidbog om Landsforræderiet. Her kommer det på dansk og nederst på svensk:
På internettet øger trykket for at oprette en sandhedskommission om det igangværende landsforræderi. Magthavernes forvandling af det harmoniske og velfungerende Sverige til et multikulturelt – i praxis – et multietnisk kaos har vakt stærke følelser hos en voksende majoritet af svenskere. Man har en tid samlet stof sammen til en hvidbog som underlag for en kommende sandhedskommission. Private Sverige- og svenskvenner har også taget initiativ til finansiering af trykning og distribution af hvidbogen.
Der findes udarbejdede analyser og beregninger af de seneste årtiers indvandringspolitik. Med videnskabelig grundighed er f.eks. de politiske beslutningers fremkomst blevet skildret i bogen ”Exit Folkehjemssverige”, hvor også massemediernes rolle som demokratiets undergravere belyses. Omkostningerne for masseindvandringem og dermed dens afgørende betydning for velfærdens successive erodering blev allerede beskrevet ved dette århundredes begyndelse af økonomen Lars Jansson i bogen ”Mångkultur eller velfærd?”. Den grove og accelererende kriminalitet, hvor personer med indvandringsbaggrund er stærkt overrepræsenteret kan ikke bare aflæses i BRÅs rapporter, men også i de daglige skildringer i massemedierne.
Et stadigt tilbagevendende spørgsmål fra befolkningen i årenes løb er, hvorfor. Det er ikke helt enkelt at svare på denne undren over, hvad der foregår. Forsøg på forklaring har handlet om alt mellem uforstand til bevidst handling for egen vindings skyld fra ”det multikulturelle projekt”s aktørers side. Den måske mest almindelige teori er nok, at det handler om menneskelig svaghed – i det her tilfælde om behovet for at blive opfattet som ”god” for enhver pris. Med andre ord hykleri, eftersom man i vid udstrækning har handlet mod bedre vidende.
Uafhængigt af de bagvedliggende motiver hos aktørerne bag Sveriges og det svenske folks afvikling, er det ansvarligheden som stadig tydeligere fremhæves. Forræderiet mod vore forfædres opofrende arbejde og skabelsen af et harmonisk og velfungerende Sverige, opleves så frustrerende, at intet motiv kan opfattes som formildende. At man med dette forræderi også har berøvet vore børn og børnebørn forudsætningerne for et liv i harmoni og velfærd i en svensk nation, gør at skyldspørgsmålet stilles stadig oftere og med stadig voksende vrede.
Endnu varierer de fremførte ytringer på en skala mellem ønske om en forklaring og en undskyldning fra de skyldiges side, til standpunktet, at en væsentlig straf er absolut påkrævet mod de mennesker, der har deltaget i lands- og folkeforræderiet.
Hvad der skal ske fremover afgøres sikkert snart på den politiske arena. Skulle f.eks. parlamentariske alternativer i form af Sverigedemokraterne gives demokratiske muligheder for handling og indflydelse, kan den førstnævnte variant muligvis blive den som almenheden helst støtter. På samme måde som sandhedskommissionen for Sydafrika eller Nürnbergprocessen og Haagdomstolen har fungeret for at skabe forsoning.
Om denne vej også fremover blokeres er der uden al tvivl andre kræfter, der vokser sig stærke og påberåber sig helt andre principer og bevæggrunde.
Weine Berg Bjørn Hammarbäck Jan Milld Kenneth Sandberg
Vitbok om landsförräderiet
På internet ökar trycket för upprättande av en sanningskommission om det pågående landsförräderiet. Makthavarnas omvandling av det harmoniska och välfungerande Sverige till ett mångkulturellt – i praktiken multietniskt – kaos, har väckt starka känslor hos en växande majoritet av svenska folket. Sedan en tid tillbaka pågår sammanställningen av en “Vitbok” som underlag för en kommande sanningskommission. Enskilda Sverige- och svenskvänner har också tagit initiativ till finansierandet av upptryckning och distribution av vitboken.
Sedan tidigare finns det framarbetade analyser och beräkningar av de senaste decenniernas invandringspolitik. Med vetenskaplig grundlighet har t ex de politiska beslutens framväxt skildrats i antologin “Exit Folkhemssverige”, där också massmedias roll som undergrävare av demokratin belyses. Kostnaderna för massinvandringen och därmed dess avgörande betydelse för välfärdens successiva erodering beskrevs redan vid detta sekels början av ekonomen Lars Jansson i boken “Mångkultur eller välfärd?”. Den grova och accelererande brottsligheten där personer med invandrarbakgrund är starkt överrepresenterad kan avläsas inte bara i BRÅ:s rapporter utan också via dagliga skildringar i massmedia.
En under åren återkommande fråga från allmänheten är varför. Besvarandet av denna undran över det som pågår är inte alldeles enkelt. Försöken till förklaring har handlat om allt mellan oförstånd till medvetet agerande för egen personlig vinning från aktörerna i det “mångkulturella projektet”. Den kanske vanligaste teorin är nog ändå att det handlar om människans svaghet – i det här fallet behovet av att till varje pris bli uppfattad och omnämnd som “god”. Med andra ord hyckleri, eftersom man i stor utsträckning agerat mot bättre vetande.
Oavsett de bakomliggande motiven hos aktörerna bakom Sveriges och svenska folkets avveckling, är det ansvarsfrågan som allt tydligare ställs högst på listan över det som framförs. Sveket mot våra förfäders uppoffrande arbete och skapande av ett harmoniskt och välfungerande Sverige, upplevs så frustrerande att ingedera motiv kan uppfattas som förmildrande. Att genom detta förräderi också ha berövat våra egna barn och barnbarn förutsättningar för ett liv i harmoni och välfärd i en svensk nation, gör att skuldfrågan ställs allt oftare och med allt större vrede.
Än så länge varierar de framförda yttringarna på en skala mellan önskan om en förklaring och en ursäkt från de skyldigas sida, till ståndpunkten att det är ett absolut måste med utmätandet av ett straff – ett mycket kännbart sådant – för de som medverkat till lands- och folkförräderiet!
Vad som ska ske framöver avgörs troligtvis ganska snart på den politiska arenan. Skulle parlamentariska alternativ i form av exempelvis Sverigedemokraterna ges demokratiska möjligheter till agerande och inflytande, kan möjligtvis den förstnämnda varianten bli den som ges störst stöd av allmänheten. På samma sätt som Sanningskommissionen för Sydafrika eller Nurnbergrättegången och Haagdomstolar har fungerat för att skapa försoning.
Om denna väg också fortsättningsvis blockeras är det tveklöst andra krafter som kommer att växa sig starka och åberopa helt andra principer och bevekelsegrunder.
Weine Berg Björn Hammarbäck Jan Milld Kenneth Sandberg
Den 27. februar 2001 kunne det danske Justitsministerium efter længere tids gransken meddele en tålmodigt ventende offentlighed, at Nice-trakten, som Poul Nyrup Rasmussen underskrev i 2000, ikke fører til, at Danmark afgiver suverænitet i et omfang, der kræver at traktaten ratificeres af Folketinget med 5/6-flertal uden folkeafstemning.
Middelhavsprocessen tog så sin aktive begyndelse og efter regeringsskiftet i Danmark 2001 havde den som konsekvens, at man var nødt til at søge at tilsløre masseindvandringen, der bare fortsatte endnu vildere. Man forsøgte sig med en stærk forøgelse i antallet man hvert år tildelte dansk statsborgerskab. Men det var ikke nok, for det blev bare værre og værre.
Generelt forholder det sig sådan, at 10 nordafrikanske og asiatiske lande fik fri indvandring til EU, såfremt de vandringsivrige i stedet for ‘asyl-mantraet’ nu udtaler ‘uddannelses- eller arbejdsønsker’ ved indgangen til EU et sted omkring Middelhavet.
Ikke desto mindre glædes PK nu over indvandringen fra Europa og Asien – MASSEINDVANDRING ER FINT, hvis bare de kommer for at arbejde og uddanne sig, melder PK til TV2 Nyheder den 21. juli 2009. Dette hvis er indledningen til en hypotese af simpel og samtidig værste slags. Der er tale om et nyt mantra for at åbne landet yderligere. De skal simpelthen sige noget nyt for at skaffe sig adgang. Og det ændrede mantra skal primært få den danske befolkning til at acceptere hele moulevitten.
Nu skal vi altså lige holde fast : Fri indvandring fra 10 asiatiske og nordafrikanske lande. Resultatet er i følge PK, at de nu pludselig kommer for at arbejde og uddanne sig fra det øvrige Europa og Asien. En del kommer fra det tidligere benævnte Østeuropa, der nu er indlemmet i EU, for at begå hjemmerøverier. Det kan vi endnu læse om dagligt i aviserne.
Det hænger slet ikke sammen, og det meste af det oplyste er lodret løgn.
Først og fremmest 5 gange hurtigere indstrømning i 2008 end det officielt oplystes, da optællingen faktisk forelå den 12. februar 2009. Det turde man ikke oplyse på daværende tidspunkt. En samlet strategi for, hvorledes masseindvandringen i det forgangne år og fremover skulle serveres for danskerne tog således fire måneder at få plads med medierne.
Europas sidste dage viser hvordan indvandring er roden til Europas standende problemer.
Af Stanley Kurtz
Kan ukontrolleret indvandring dræbe et kontinent?
Ifølge Walter Laqueur, har den gjort det allerede. Laqueur, en historiker, som levede et helt liv med at flytte mellem Amerika og Europa, er en videnskabsmand og offentlig intellektuel af den internationale statur. Så det er en nyhed, når den seneste bog fra en så velinformeret og uangribelig ven af Europa ekkoer og udvider de stridbare amerikanske temaer om det europæiske forfald. Om de europæiske intellektuelle vil være i stand til at afvise Laqueurs’ The Last Days of Europe: Epitaph for an Old Continent, som de afviste så mange andre lignende bøger, er et åbent spørgsmål. (Det er drøjt at udbyde en bog påtegnet af Henry Kissinger og Niall Ferguson.) Sikkert er det, at midt i vores egen (amerikanernes) indvandringsdebat, kan amerikanerne ikke tillade sig at ignorere The Last Days of Europe.
Førtidspensionister bliver yngre og yngre, når de lander på evig forsørgelse: i Århus, Randers, Horsens og Silkeborg er gennemsnitsalderen faldet fra 48 til 45,4 år på 10 år. I Århus er antallet på førtidspension fordoblet på blot 5 år. Blandt indvandrere på landsplan er antallet på førtidspension tredoblet på 10 år. 1/3 af alle indvandrerkvinder i aldrene 40-64 er sendt på førtidspension i Århus (fænomenet afspejles også på landsplan, som nedenstående tabel klart viser). I København kun 27 pct. Fire gange så mange samlet får førtidspension i Århus i sammenligning med København.
Tabellen illustrerer forholdene på landsplan i 2007. Data for 2008 er ikke offentligjort, da de indeholder fejl, og data for 2006 er grupperet med en anden aldersfordeling (“hvor uheldigt, så kan vi ikke aflæse effekten af den aktive arbejdsmarkedspolitik!” )
Når bortses fra sygedagpenge, barselsdagpenge og orlovsydelser er der faktisk ikke tale om meget midlertidigt, selvom betegnelsen anvendes i det officielle materiale. Trafikken/ændringerne sker typisk ved at klienterne flyttes mellem grupperne:
Af de i alt 2.140.000 modtagere af overførselsindkomst som forsørgelsesgrundlag (inklusive folkepensionister) er 1.249.907 mill. i de arbejdsdygtige aldre på overførselsindkomst. Kvindernes voldsomme overtal tælles blandt ikke-vestlige indvandrere. I Århus modtog 1/3 af alle ikke-vestlige 40-64 årige kvinder førtidspension.
Især førtidspension givet på baggrund af en psykisk lidelse er en forklaring på, at Århus har markant flere tildelinger af førtidspension end København. Mens København sendte 1,5 ud af 1.000 borgere på førtidspension i 2007 og 2008 på grund af en psykisk lidelse, så var det tilsvarende tal for Århus 7,7 personer.
“Ankestyrelsen, der holder tilsyn med området, har i flere tidligere undersøgelser konstateret, at kommunerne begår mange fejl i deres sagsbehandling, når de vurderer, om en ansøger skal have førtidspension, ligesom der også sker mange fejl i forbindelse med tildeling af fleksjob. Senest har Statsforvaltningen i Syddanmark i 2008 gennemgået 95 sager om tilkendelse af førtidspension. I 51 pct. af sagerne var der så alvorlige fejl, at afgørelsen enten ville være blevet ændret, eller sagen ville være sendt tilbage til kommunen til en ny behandling. Typisk er fejlene, at kommunen slet ikke har testet, om ansøgeren kunne varetage et job, eller ikke har udtømt alle behandlingsmulighederne…”
På landsplan:
3.000 indvandrere kom på førtidspension sidste år
Hver femte nytilkendte førtidspension i 2008 blev givet til en indvandrer. Psykiske lidelser var i høj grad årsagen.
Hver anden bosnier og libaneser mellem 50 og 59 år var i 2007 på førtidspension. Andelen af ældre jugoslavere, tyrkere, irakere og iranere på førtidspension er steget markant siden 2000.
18 pct. af førtidpensionisterne er ikke-vestlige indvandrere [her skal du lige påregne, at der mangler anden generation efter naturaliserede og et antal udenlandske statsborgere født i Danmark]. De 18 pct. skal sammenholdes med ikke-vestliges officielle andel på 9 pct. af befolkningen. Når den fremhævede parantes indregnes, bliver der nogle flere med ikke-vestlig baggrund – og hvad angår deres tilbøjelighed til at hæve førtidspension – ser det så lige knap så slemt ud, selvom alle må erkende at håndteringen af indvandrernes livsgrundlag her i landet både behandles yderst usikkert, når ikke lemfældigt, og samtidig er det særdeles kostbart og tillige udsigtsløst for andre end de højtbetalte sagsbehandlere og idekreatører i embedsværket.
I 2005 oplyste Velfærdskommissionen, at de ikke-vestlige konsumerede 3,47 gange så stor en andel af den danske velfærd hver især i gennemsnit i sammenligning danskerne. Dette indikerer med en andel på 11 pct., at de ikke-vestlige allerede konsumerer 30 pct. af velfærdsbudgettet eller 225,7 mia. kr. ud af i alt ca. 752 mia. kr.
Hvor højt skal de mon op, og vi danskere ned ?
Social- og beskæftigelsesrådmand Gert Bjerregaard i Århus blev advaret for tre siden. Han er alligevel overrasket.
- derfor fylder dhimmierne i de økonomisk underdrejede mainstream-sprøjter os med løgn om danskernes fødsler, som vi har påvist naturligvis ikke afviger meget fra landene omkring os, da fertilitet netop er kulturbestemt.
Bomberne og selvmordsbomberne er kun for at få os til gøre som de ønsker i ét og alt, når frygten sætter ind og styrer os. Her forestiller vi os at andre har større og mere effektive militære apparater, men de er uden betydning, når vi lukker disse fertile fremmede, fortrinsvis muslimer, ind i vore lande. Og lukker vi dem ikke ind, vil vi uddø i stedet, hvis vi ikke fjerner de regimer, som vi i virkeligheden lider under og ikke kan trives med præcis, som det var tilfældet i det tidligere Østeuropa, hvor fødslerne selvfølgelig halter lige så meget efter og af præcis samme grunde som her. Hvad er sandheden når samme information kommer fra sikre, velorienterede amerikanske, palæstinensiske, israelske, svenske og danske kilder? Bemærk, kun meget sporadiske kilder beretter herom fra området EU
Her fra 1. maj rejser de ind som de vil, og der er ikke længere nogle formelle overenskomstkrav på arbejdsmarkedet for østeuropæere. F.eks. kan 38,5 mill. polakker fratrukket ca. 14 mill. pensionister – hvoraf henved halvdelen er arbejdsløse – arbejde her legalt nu til en hvilken som helst aftalt løn. Uanset fagbevægelsens hidtil ene lukkede øje, skal begge øjne så lukkes nu. Timelønnen kan altså være, hvad der aftales, og os bekendt skal østarbejderne ikke betale skat, hvilket selvfølgelig gør at polakker og andre østeuropæere foretrækkes for danskere, der arbejder til en langt højere overenskomstløn bl.a. som følge af verdens højeste indkomstskat med tilhørende opskruede overenskomster.
Vi beklager, men et smæld er en lyd. Det ses ikke, det høres netop!
Da håndværkerne i begyndelsen af 1990-erne stod med 35-40 pct. ledighed var det med at få sat gang i BYFORNYELSEN. Tilskud til ombygningerne og moderniseringer af ejendommene i alle de danske byer. Straks fra starten kørtes der med først-til-mølle-princippet.
Det kørte i godt 10 år og blev først rigtig rullende med den dengang nye borgerlige regering fra 2001, der tillod at håndværkerejede ejendomme blot kunne ombygges og renoveres af håndværkerne selv og per regning fra samme. Så strøg kommunaltilskuddet lige ned i lommen på ejendommens ejer. Højere ejendomspriser, højere huslejer, og mere indtægtsgivende privatkapital trukket ud af produktionen var resultatet. Det var simpelthen ‘en kæmpeforretning’ med kun stats-initieret velfærdsforbrug bag.
Lejerne fik selvfølgelig hævet deres husleje med en 30-50 pct., nogle mere, men det er lige meget.
Nu kører den én gang til et sidste sted, selvom at netop disse nys nævnte tilskud bygger rent på seddelpressen og yderligere skævvridning af økonomien. Nu skal vi skynde os til Erhvervs- og Byggestyrelsen eller til styrelsens hjemmeside inden den 14. april for at hente penge nu til helt private ejerboligers om-, til-, og renoveringsombygning under miljøtegnets højhellige navn.
Skal vi gætte på at denne medicin for at holde håndværkerne væk fra omskolingen til plejehjemmene igen øges år for år. 1,5 mia kr. er ingenting i denne sammenhæng. De forslår som en enkelt skrædder i helvedet.
Så kører det med ‘de gode danske almueprincipper’ først-til-mølle og en helt misforstået og mildest talt forkvaklet præcedens-argumentation hentet fra lov- og domstolsverdenen: At når Olsen skal have ny gulvisolering og sauna betalt af de andre skatteydere, så skal Jensen ikke snydes for de kære statsmidler heller til lignende påfund og ombygninger af hans private bolig. Det skulle da bare mangle, nej, vel da.
De er nødt til at gå voldsomt til den for at holde håndværkerne væk fra plejeomskolingen og de vildt fordyrede husene fra at falde i pris efter det vestlige forbrugsopgangs-eksperiment af ekstreme dimensioner. Ikke erfaringen men den forældede Keynes-teori tilsiger netop, at det altid er godt ‘at give patienten’ noget mere af den medicin, der har forværret sygdommen indtil flere gange. Så kan vi næste gang, når inflationen vel at mærke har raset og ødelagt midlerne endeligt, lade alt være ‘gratis’ eller betalt af lejerne, hvis der er nogen efter inflationen har raset.
“LONDON — U.S. President Barack Obama and U.K. Prime Minister Gordon Brown are seeking to lead the world into battle against the financial crisis, putting up trillions of dollars to revive their economies and bail out banks. Now, investors and other politicians are posing a troubling question: Can their governments handle the bill?
The answer, economists and analysts say, is almost certainly yes. But some offer a caveat: Countries with debt burdens mounting to levels not seen in decades will ultimately face a growing temptation to allow inflation to accelerate more than they typically would — a move that would slash the value of their debts as the prices of everything else rose.
That could cause a lot of pain for all kinds of investors, from U.S. and U.K. pensioners on fixed incomes to big holders of U.S. Treasurys such as the Chinese central bank.
“It would be epic, it would be terrible, but it’s probably easier than outright defaulting,” says Kenneth Rogoff, an economics professor at Harvard University and former chief economist of the International Monetary Fund.
Messrs. Obama and Brown have cast themselves as the vanguard of efforts to lift the global economy out of recession, as leaders of the world’s 20 largest economies prepare for a crisis-fighting summit in London on Thursday. Both have announced fiscal-stimulus packages, with the U.S. planning to spend some $787 billion. And both have turned to “quantitative easing,” in which their central banks plan to print large amounts of money — more than $1 trillion in the US, and at least £75 billion ($107.26 billion) in the U.K. — in part to buy some of the same bonds the governments will issue to cover their gaping budget deficits.
If the stimulus measures show signs of working and preventing deflation, both the U.S. and the U.K. will face a new quandary: when and how to stop and get their budget deficits under control.
If they wait too long, they could launch an upward spiral of prices as too much stimulus money chases the same goods and labor — a possibility that has recently raised increasing concern. Last week, Czech Prime Minister Mirek Topolánek, before resigning Thursday after an earlier no-confidence vote, echoed complaints from other European leaders when he called the U.S. spending plans the “road to hell.” Meanwhile, poor demand at a U.S. government bond auction and the failure of a separate auction in the U.K. added to unease about the market’s willingness to support the countries’ heavy borrowing.
Some analysts have gone so far as to conjure up images of Germany in the 1920s or Zimbabwe in the 2000s, where the printing of money to cover chronic deficit spending debased currencies and bred hyperinflation. “Horror stories about how hyperinflation starts are going to be surfacing again,” says Jan Loeys, global market strategist at JPMorgan Chase & Co. in London. “Investors are getting worried.”
Most economists and analysts say that in the case of the U.S. and U.K., that kind of doomsday scenario is extremely unlikely. While they believe policy makers will prefer to err on the side of inflation, they don’t expect it to get out of control. Heavy borrowing could boost both governments’ net debt to nearly 100% of the nations’ annual economic output, but that’s still less than Japan, which so far hasn’t had trouble issuing bonds despite its lower credit rating. At the right price, both countries’ bonds have a lot of natural buyers, such as pension funds that need to lock in payments stretching far into the future.
More pernicious, though, will be the political cost of making the interest payments on all the new debt. If interest rates rise to a moderate level, economists estimate that annual debt payments could reach 4% of GDP, an amount roughly equivalent to the entire U.S. military budget, forcing tough decisions on what else to cut.
The debt-service burden could be even more troublesome in the U.K., which faces the prospect of sharp budget cuts and higher taxes after years of depending on the finance sector for much of its tax revenue…”
By MARCUS WALKER in Berlin and ADAM COHEN in Brussels
European Union leaders, meeting at a Brussels summit, rejected calls to expand their fiscal-stimulus policies, or to boost aid for struggling Eastern European countries.
The EU leaders said they are willing to provide $75 billion to increase the International Monetary Fund’s war chest, provided the U.S. and China also pledge money. The IMF is seeking to double its resources for helping countries to $500 billion from $250 billion.
(Vi har tilføjet denne tekst under billedet:) Vi undrer os ikke over de institutions-traditionelle, latterlige, men obligatoriske masse-portrætter, som altid viser os en flok grinende, nærmest upåvirkede galninge/skuespillere, der absolut intet aner om det, som de har med at gøre undtaget i bedste fald rollen.
But key EU countries including Germany and the U.K., are opposed to expanding the bloc’s own fund for helping ailing economies in Central and Eastern Europe. Much of that €25 billon fund ($32.7 billion) has been spent on aid to Hungary and Latvia.
Throughout Europe, the strain is reaching the real economy. According to news reports, in cities and towns across France Thursday, more than one million people marched to demand more government action to address the effects of the crisis.
Germany and other major European countries are under pressure from the U.S. to do more to support the sagging world economy through tax cuts or higher government spending. So far the EU, led by Germany, has rejected calls for additional stimulus measures and warned the U.S. not to press the issue at the coming summit of 20 leading economies in London on April 2.
German Chancellor Angela Merkel said in a speech to Germany’s parliament on Thursday that her government was doing more than most to support the world economy through higher spending and lower taxes. Germany’s stance could come under pressure from financially weaker countries within Europe as their economies sink deeper into trouble, economists say.
Struggling EU countries range from Ireland and Spain, where housing-market bubbles have burst, to Hungary and Latvia in the continent’s post-communist East, where capital flight has forced governments to seek IMF aid.
Although Germany is in its worst recession in 60 years, Europe’s biggest economy has relatively strong public finances and enjoys the trust of capital markets.
That means Germany could be doing more to raise its domestic demand through higher government borrowing, say critics. Germany’s reluctance to do so means its neighbors’ recessions will be worse than necessary, says Julian Callow, European economist at Barclays Capital.
Nordic countries, the Netherlands and Switzerland can help in this process, Mr. Callow says, but Germany is by far the biggest country with a trade surplus.
The consequence of Germany’s cautious fiscal policy could be that Spain, Italy, Ireland and other financially weak economies will have to slash wages and other costs to restore their competitiveness. These euro-zone countries no longer have their own currencies, so they can’t do it by devaluing their exchange rates.
Germany’s defenders say the country is already doing a lot. Germany’s extra spending plans and tax trims add up to 3.5% of GDP, spread out over this year and next. Fiscal-support measures even come to 4.7% of GDP if the automatic effects of higher benefits and lower tax revenue in a recession are added, according to the government.
“Germany is already going to the limit of what is financially possible to stimulate the economy,” says Jörg Krämer, chief economist at Commerzbank in Frankfurt. The country is on track for a budget deficit of 5% to 6% of GDP next year, compared with a balanced budget in 2007, he says. Spain, Italy and other struggling economies have structural problems, rather than a problem of insufficient demand in Germany, says Mr. Krämer.
Ms. Merkel and other German policy makers are reluctant to add to their deficit spending for several reasons. Germany faces growing fiscal strains because its aging population spells rising pension and health-care spending. Recent governments have tried hard to cut public debt as the population ages.
Germany is a backer of EU fiscal rules that forbid excessive budget deficits, and Berlin fears that if it sheds that role, other countries will splurge and end up with more debts than they can repay. Then, the thinking in Berlin goes, German taxpayers will have to bail out spendthrift Italians and others.
BRUSSELS — European Union finance ministers on Tuesday will ask countries with large financial reserves to help double International Monetary Fund resources to $500 billion, and will seek a stronger IMF role in economic surveillance, according to a draft statement. The draft document, which the EU will present to finance ministers and central bankers from the Group of 20 countries at a meeting near London this weekend, doesn’t name the countries to contribute. China and Saudi Arabia appear likely candidates. Japan has already offered $100 billion.
The draft seems to put the EU at odds with the U.S. Washington plans to emphasize the need for bigger economic stimulus packages at the G-20 summit on April 2, while playing down proposals to strengthen international financial regulation.
The statement says the 27-nation EU “is doing its part to support demand,” and makes clear the EU wants better international coordination of financial-market authorities, with the IMF playing a key role. The bloc also seeks “the rapid establishment of colleges of supervisors for all major cross-border financial institutions,” according to the draft.
Yet European leaders aren’t unanimous about increasing regulation. Vaclav Klaus, president of the Czech Republic, said in an interview with The Wall Street Journal on Monday that increased regulation is likely to be “the biggest, biggest cost of the recession.” Mr. Klaus, a well known skeptic of regulation who holds the rotating presidency of the European Union through June, said the cost of regulatory changes would likely be “more important than two years’ loss in GDP.”
German Finance Minister Peer Steinbrück, heading to a meeting of euro-zone finance ministers, told reporters Monday there would be “no more additional money” for economic stimulus in Germany. The country has criticized sweeping stimulus packages, saying a credit crisis can’t be fixed by more massive borrowing. Germany’s stimulus package, at around €80 billion (about $101.3 billion), is the largest in the EU, which agreed in December to spend roughly €200 billion on stimulus packages.
The U.S. — an economy only slightly larger than the EU — last month launched a $797 billion stimulus package on top of the $168 billion plan created a year ago.
EU leaders said before that they want to boost IMF lending capacity. The draft statement, which is likely to be approved at a regular meeting of EU finance ministers here Tuesday, says the EU would be ready to contribute to the $250 billion boost, but gave no idea how big the contribution would be.
“EU member states support a doubling of IMF resources and are ready to contribute to a temporary increase, if needed,” the finance ministers’ draft statement says. The draft invites “countries that over the last years have accumulated significant foreign reserves to participate.”
The IMF has provided about $48 billion in emergency funds to countries battered by the financial crisis. Latvia, Hungary, Ukraine, Belarus and Serbia have received help, as well as Iceland and Pakistan. With the IMF warning that developing nations could need a lot more help, there is concern that the organization’s current $250 billion facility could evaporate quickly.
The EU recently rebuffed a call from Hungary, one of the hardest-hit EU economies, for the bloc to set up a special bailout fund for Eastern Europe. EU leaders, including Eastern Europeans wary of being tarred with Hungary’s economic weakness, said they would instead help individual countries as they get into trouble, and only after the IMF has stepped in.
The draft offered a possible carrot for emerging economies with surpluses to contribute more to the IMF. The IMF should be reformed to “more adequately reflect relative economic weights in the world economy,” the statement said.
The U.S. will press world leaders to boost emergency spending to lift the global economy, risking a rift with Europeans more concerned with revamping financial regulation.
China’s industry minister said economic conditions remain “very severe.” Data this week could show the first signs of deflation and a further slump in trade.
INDVANDRINGEN TOG TIL I 2012
