Danmark

23. marts 2009

Det Danske Velfærdssystems Dilemma


English version

Det danske velfærdssystem byggende fortrinsvis på skattebetalinger og offentlige udgifter over livsforløbet var dømt til undergang fra begyndelsen. Det viser sig at indvandringen pr. individ fra ikke-vestlige lande koster det offentlige, i sidste ende virksomhederne 2,6 mill. kr. pr. individ i gennemsnit over livsforløbet, hvorimod en dansker kun belaster med 750.000 kr. i gennemsnit. Forskellen er altså en faktor 3,47 gange. Sidstnævnte beregninger stammer direkte fra Børsens referat af Velfærdskommissionens arbejde i artikel 1. december 2005.

Desværre er det stort set hver gang sådan, at når indholdet på et link kan bruges til politisk ukorrekte formål med en vis virkning, fjernes de: Nu skal læseren til: http://www.fm.dk/db/filarkiv/18669/Rapport_globalisering.pdf og sammenholde de 2,6 mill. side 26 med underskuddet for en gennemsnitsdansker på 750.000 kr. over livsforløbet i forhold til velfærdssystemet. Det sidste beløb aflæses i maj-rapporten 2004 fra Velfærdskommissionen.

Lad den grønne oval illustrere den danske offentlige sektor og den blå den private frie, samhandlende sektor.

Det kan ikke lade sig gøre at forcere udviklingen fra det øverste venstre til nederste strukturelle størrelsesforhold, fordi den offentlige sektor dræner den private sektors muligheder for meget til fornyelse og ekspansion sammen med alle andre omkostninger. Hvis vi ønsker fortsat at have en offentlig sektor i det lange løb af cirka den størrelse vi har nu, skal der ske en reduktion af den offentlige sektor midlertidigt.

Der er ingen vej uden om.

Den røde pil viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, illustreret ved beregningerne i første afsnit – går landet naturligvis i økonomisk kollaps.

Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via overbelåning af boligmassen eller aktieboblen fra 1990erne. Præcis som med finanskrisen, der er en direkte følge af begge disse bestillinger. Man forsøger at tvinge systemet til at frembringe mere forbrug, end systemet er i stand til. Andet er det ikke.

Jo flere år løsningen udskydes desto værre bliver kollapsen.

Det er ren matematik.

Historien om det danske velfærdssystem

Krabasken er ikke nok

J. E. Vig

14. november 2007

Ny Alliance i smaat og stort?


“Ny Alliance”. Hvordan bliver sådan et navn på et parti til? Mon ikke man blandt initiativtagerne, som vi ikke behøver at nævne her, forsøger at tænke både i småt og stort. Når især yngre venstrefolk og konservative fra nordsjælland og fra de større byer vælger er det let at lade sig tiltrække af appellen i listens navn. Dertil kommer partiets program og mediedækningen, naturligvis.


Europæisk-Arabiske Dialog:

Lad os nu gå til den anden ende af skalaen:

Den Europæisk-Arabiske dialog forstås kun, når det indses, at der altid foreligger en modydelse i storpolitik. Vi har skrevet om modydelsen forsigtigt – uden økonomibetragninger på: USA-Arabien-EU-dilemmaet

Skriges indholdet her flittigt ud suppleret med brug af fantasien og troen på det ene og det andet i denne verden, så finder de værste pludselig en kærkommen og tiltrængt begrundelse for krigen i Mellemøsten, der er mindst 75 pct. forkert. Det er derfor du ikke har hørt noget herom i mainstream-medierne i Europa og næsten ikke i USA heller.

Geopolitiske skaktræk foretages kun, når flere, typisk 3-4, oplagte begrundelser foreligger. Det viser historien. For eksempel har USA ikke nægtet Euro-valutaen en chance. At de europæiske ledere valgte at holde den oppe på oliehandelen og ikke på et velfungerende Europa med høj beskæftigelse – TVÆRTIMOD! – betyder det blive Euro, der fører direkte til ustabiliteten m.v. sammen med masseindvandringen af muslimer, hvor man kan vælge at holde på de tyske og de franske ledere, der synes at sælge alt for deres ny-merkantilistiske drømme til højestbydende og blæse på de fremtidige europæiske generationer.

Men Europa kan ikke vinde noget verdensherredømme, og USA og England vil ikke have én magt i Eurasia, for så ved de, det bliver kineserne, der vinder, når olierigdommene ophører, inden århundredet er gået, og Euroen er væk (selvfølgelig kører de både med livrem og seler, se nedenfor). Det er sket to gange før at de har måttet blande sig direkte i Europa, og de gør det kun modvilligt p.g.a. af “det gode europæiske selskabs” bagvedliggende ønske om frigørelse og måske et ophør af alliancen med USA. De europæiske ledere forventer kun at centralisere magten yderligere via olie-produktionen, der nu begynder at komme til enden i Mellemøsten (oliekilderne peaker, Peak Oil ) – prisen herfor er indvandring af deres overskudsbefolkning til Europa og diverse udviklingsprojekter og anden støtte til især de oliefattige/børnerige lande/områder i Mellemøsten.

USA spiller kortene klogest og har alene militærmagten i verden, og det bemærkes, hvorledes de europæiske økonomier syner hen, mens kunstvalutaen Euro flyder i olie, og problemerne på den europæiske hjemmefront bliver stadigt værre. Noget tilsvarende sker ikke for USA, fordi Euro overtager noget af et hensynende marked med sit kostbare aftalte araber-olie-løft, og fordi USA netop benyttede sig af globaliseringens muligheder fra begyndelsen, og i den forbindelse samtidig fik et sikkerhedsnet under dollaren ved at sælge trecifrede dollarmilliarder af US-statsobligationer og igangsætte en mængde outsourcing til bl.a. Kina fra begyndelsen af 1980erne.

Bosnien- og Kosovo-krigene var EU-krav om ekspansion – kaldet trussel – rettet til NATO, mest inspireret af Uffe Ellemann-Jensen og Hans-Dietrick Genscher, der tog ned og anerkendte en islamisk stat, Bosnien, egenhændigt i det tidligere eks-Jugoslavien på EU’s vegne, mens der var på det nærmeste uligevægtige mennesker i de ovale værelse i Washington – det sker ikke igen og Rusland har fået udsat væsentlige dele af missilskjoldet ved sin fastholden af Kosovo som en del af Serbien.

Merkantilismen – deraf ny-merkantilismen – gik ud på at rage til sig og ikke begribe, at velstand kommer af samhandel og ordnede forhold på hjemfronten.

http://nytdanmark.blogspot.com/2005/12/ny-international-konvention.html

Bemærk, Balkan-løgnene begynder så småt at komme frem i lyset 

Løgnene ved Kosovo-krigens start

Supplerende:

http://danmark.wordpress.com/2007/11/09/folkeskolen-islamiseringsanstalter/

http://danmark.wordpress.com/2007/07/31/islamisk-fredsbevagelse-agiterer/

http://danmark.wordpress.com/2007/10/31/eurabia-how-far-has-it-gone/

http://danmark.wordpress.com/2006/06/28/loegn-over-loegn-i-europa-gang-pa-gang/

Preparation of Terror in Balkan (in English):

http://dissidentpress.wordpress.com/2007/02/08/preparation-of-terror-in-balkan/
http://dissidentpress.wordpress.com/2007/02/08/warnings-of-the-development/
http://dissidentpress.wordpress.com/2007/01/28/latest-from-kosovo/

http://danmark.wordpress.com/2007/11/01/euro-mediterranean-investment-summit-2005/

Sonia
 

14. november 2006

Tegning illustrerer det danske Welfare dilemma


English version

Det danske velfærdssystem byggende fortrinsvis på skattebetalinger og offentlige udgifter over livsforløbet var dømt til undergang fra begyndelsen. Det viser sig at indvandringen pr. individ fra ikke-vestlige lande koster det offentlige, i sidste ende virksomhederne 2,5 mill. kr. pr. individ i gennemsnit over livsforløbet, hvorimod en dansker kun belaster med 750.000 kr. i gennemsnit. Forskellen er altså en faktor 3,3 gange. Sidstnævnte beregninger stammer direkte fra Børsens referat af Velfærdskommissionens arbejde i artikel 1. december 2005.

Lad den grønne oval illustrere den danske offentlige sektor og den blå den private frie, samhandlende sektor.

Det kan ikke lade sig gøre at forcere udviklingen fra det øverste venstre til nederste strukturelle størrelsesforhold, fordi den offentlige sektor dræner den private sektors muligheder for meget til fornyelse og ekspansion sammen med alle andre omkostninger. Hvis vi ønsker fortsat at have en offentlig sektor i det lange løb af cirka den størrelse vi har nu, skal der ske en reduktion af den offentlige sektor midlertidigt.

Der er ingen vej uden om.

Den røde pil viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, illustreret ved beregningerne i første afsnit –  går landet naturligvis i økonomisk kollaps.

Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via øget belåning af boligmassen.

Jo flere år løsningen udskydes desto værre bliver kollapsen.

Det er ren matematik.

14. november 2006 

J. E. Vig

5. juni 2006

USA-Arabien-EU i dilemma


Ny-merkantilistisk finansiel krig igang

Olie-aksen USA-Arabien, historien kort: Allerede i februar 1945 havde USA med den saudiske konge aftalt militær beskyttelse af Saudi Arabien mod at give USA fortrinsret til landets oliekilder. Selvom olieforekomsterne blev nationaliseret i 1976 bevarede ARAMCO (sammenslutning af arabiske og amerikanske selskaber) styringen af produktionen og markederne for olie uden for Saudi Arabien. Overskydende petrodollars holdtes i amerikanske statsobligationer. Et sådant marked er selvsagt et magtpotentiale i hænderne på verdens førende militærmagt. Et eksempel: I 1980 konfiskeredes Irans og Libyens formueposter i USA, og for nylig har organisationer, der angiveligt støtter international terrorisme, lidt den samme skæbne.

Petrodollars: OPEC er et kartel, der aftaler fælles oliepriser og fordeler produktionskvoter mellem sig efter produktionskapacitet. Herved undgår medlemslandene at konkurrere på olie-verdensmarkedsprisen. OPEC blev grundlagt af Iran, Irak, Saudi Arabien og Venezuela i september 1960 (siden kom flere til) med de klare formål at ”koordinere og forene” oliepolitikken i medlemslandene. Herved undgår medlemslandene at nedkonkurrere verdensmarkedsprisen på olie. Efter den historiske Teheran Konference 1971 (hvor prisfastsættelsesinitiativet overførtes fra olieselskaberne til de eksporterende regeringer) var købers marked for olie ophørt. Der var nu et enormt behov for en flydende dollarkurs, hvis den økonomiske verdensmagt USA – fortsat underskudsbehæftet – ikke skulle tabe terræn. I oktober 1973 hævede OPEC den fælles oliepris med 400%, samtidig med der indførtes embargo på afskibning af olie til ethvert land, der havde støttet Israel i “Yom Kippur Krigen” mod Egypten, og OPEC reducerede samtidig olieproduktionen med 25%. Forinden var USA i maj 1973 nået til en uformel aftale med Saudi Arabien om, at landet ville kunne investere i USA, som modydelse til USA’s assistance med at udvikle Saudi Arabiens hjemlige økonomi. Bortset fra de voldsomme olieprisstigninger – der var én mere i 1979 med 175% – var der ikke noget katastrofalt i, at olielandene samlet forlangte mere for deres olie, da reserverne var begrænsede. Oliepengene (indtjent ved oliesalg i dollars) flød nu i enorme mængder ind på bankkonti i England og USA, da OPEC-landene simpelthen ikke kunne finde bedre anvendelse for disse petrodollars i første omgang. Problemet der opstod var at allokere disse mange penge tilbage i produktivt omløb – recycle petrodollars -, nu hvor Vesten samtidig red på en bølge af kombineret stagnation og inflation. Dette ny fænomen – ”Philips-kurven flyttede sig, men først da virkelighedens verden pr. tradition gav inspirationen til at løsne teoriens præmisser” – var fremkaldt af pengemiddeludstedelse, irreversible pengelønningsstigninger og underskud på det offentlige budget. [Det skyldtes ikke olieprisstigningerne, som det ellers hævdedes i 10-15 år, for da ville det supplerende kunne hævdes, at den såkaldte krise som følge af olieprisernes himmelflugt var så hårdnakket, at den efterhånden må omdøbes til normaltilstanden.] Såkaldte euro-dollar-obligationer udstedtes og stilledes som sikkerhed for lån i private banker til tredjeverdenen med Bretton Woods-pengesystemets internationale organer – IMF og Verdensbanken – i formidlerollen. Udviklingslandene kunne ikke skaffe penge til den dyrere olieimport ad andre veje.

Nu springer vi nogle år frem: Fra november 2000 begyndte Irak at afregne sit oliesalg i euro og konverterede samtidig Iraks ”Olie for Mad” reservefond i FN med $10 milliarder til euros efter aftale med FN. Mellem 2001 og februar 2003 blev næsten hele Iraks olieeksport betalt i euros; cirka $30 milliarder. I den samme periode steg euro relativt i forhold til dollar med 30%. Saddam Hussein havde allerede tilbudt udvindingskoncessioner (der forblev uden virkning på grund af FN sanktionerne) til Frankrig, Kina, Rusland, Brasilien, Italien og Malaysia. Saddam Hussein havde indtil da udelukkende brugt europæiske banker til det begrænsede sanktionsprogram, “Mad for Olie”. Saddam Hussein tilkendte palæstinenserne 1 milliard euros i 2000.

Disse forhold blev bl.a. beskrevet i en article på Radio Free Europe fra 6. november 2000.

EU tilkendte kort efter Saddam Hussein donation palæstinenserne 90 millioner euros i støtte for at vise sit venskab med den arabiske verden, hvis Israel standsede betalingsstrømmen. Nogle få dage herefter indgik den Europæiske Investeringsbank (EIB) en aftale om at låne Syrien 75 millioner euros efter i otte år med sanktioner at have været udelukket fra at gøre forretninger med dette land. Lidt før, i august 2000, donerede EU 1,7 millioner euro til Yemen til støtte for eritreanere, etiopere, somaliere og repatrierede asylanter fra Yemen efter krigen med Etiopien. Støtte fra EU i euros igen: for ikke længe siden foreslog den italienske statsminister Berlusconi en europæisk version af ”Marshall Planen”, som han karakteriserede som en generøs handling til genopbygning af Europa. Han foreslog at yde palæstinenserne en sådan hjælp til en værdi af 6,2 milliarder euro over fem år. [Disse sidste ting medtages for at karakterisere motiver og situationsopfattelse blandt nogle initiativtagere.] Fra november 2000 til den 19. november 2004 faldt dollar relativt i forhold til euro med 34,5%, heraf fra den 1. december 2002 til 19. november 2004 med 23,5%. En lavere dollarkurs gavner dobbelt, ved at den mindsker det enorme betalingsbalanceunderskud (ved gunstig påvirkning af handelsubalancen og ubalancen i investeringsstrømmen) og øger samtidig amerikanske eksportørers konkurrenceevne, hvilket fører til større investeringer i de eksporterende firmaer og en forøget beskæftigelse. I øvrigt tyder meget på at petrodollar-eventyret for længst er overstået på grund af den øgede import i de olieproducerende lande og reduktionen i OPEC’s andel af den samlede olieeksport.

Irak har de næststørste eller måske tredjestørste kendte oliereserver blandt verdens nationer. 45% af EU’s olieimport kommer fra Mellemøstens oliekilder, 80% af Japans olieimport sker fra Mellemøsten, der har 60% af verdens kendte oliereserver. Skulle et sådant skift, som det benævnes enkelte steder, til petroeuro have virkning, skulle Storbritannien og Norge indføre euro, således at Nordsø “Brent” råolie kunne blive prissat i euro. Kort efter Iraks træk satte Jordan bilaterale arrangementer i gang med Irak. I august 2002 havde Iran konverteret mere end halvdelen af sine valutareserver Forex Reserve Fund til euro, og Kina var også begyndt at konvertere nogle af landets valutareserver fra dollars til euro. Samtidig fordoblede den Russiske Centralbank dens beholdninger af euro til 20% af $48 milliarder. En iransk senior olietalsmand Javad Yarjani bemærkede i 2002 i en tale til det spanske Finansministerium at ”det var muligt med den voksende handel mellem Mellemøsten og den Europæiske Union, at det kunne være passende at prisfastsætte i euro. Dette ville kunne skabe flere bånd mellem disse handelsblokke med et voksende handelssamkvem, og samtidig befordre en meget tiltrængt europæisk investering i Mellemøsten.”

Samtidig med at dollaren er faldet fra november 2000 er prisen på olie afregnet i dollars steget. Euro-prisen på råolie forblev stort set uforandret igennem denne fire års periode.

Det synes ikke logisk, at dette resultat skulle være en ren tilfældighed, og det synes heller ikke at skulle tage sig ud som en overraskelse, at andre kunne komme på banen som udbydere af en reservevaluta. EU’s pengeplaner har ikke været holdt så hemmelige. Det er mest sandsynligt et resultat af gennemtænkt planlægning og design. Tilmed synes OPEC at tage dollar-deprecieringen helt naturligt og hæver olieprisen svarende til det tab, som man ellers ville have lidt.

Petrodollars blev grundpillen under mange udsigtsløse lånearrangementer og derfor også drivmidlet for mange af tredjeverdenslandes senere gældskriser i 1980-erne, og i 1990-erne også blandt mere udviklede stater i Latinamerika, Asien og Europa.

Hvem skabte risikoen, hvem overdrog risikoen, og hvem måtte i sidste ende tage ansvaret? Det var ikke de samme.

Siden 2003 har Iran forlangt betalinger i Euro for olieeksporten til Europa og til Asien. Fra 2003 til 2004 har Rusland og Kina forøget deres centralbankbeholdninger af Euro tilsyneladende med det resultat, at Euro har taget et skridt mere mod at blive en anden verdensvaluta.

Irak indledte med skiftet til Euro i oliehandelen, da dollaren stod i kursen 1,25 euro. Det kan både karakteriseres som et modtræk til indefrysninger fra 1980 og til sanktionerne i øvrigt, men også som et strategisk magtudspil. Forestillede man sig hele OPEC skiftede valutaen i de internationale transaktioner til Euro, ville US-dollaren som nævnte virkelig være truet.

Den amerikanske økonomi er nemlig tæt forbundet med dollarens rolle som international reservevaluta. Sådan har det været faktisk siden det nu nedbrudte internationale monetære system først blev etableret i 1944. Da den aftalte kobling mellem dollaren og guldprisen fra starten måtte (let forudseeligt) opgives i 1971. Aftalen sikrede dog USA fortsat en enorm dollarmængde i cirkulation i verdenshandelen.

Resultatet heraf var faktisk, at USA som inflationsnation i det meste af perioden i lighed med andre tidligere empirier beskattede de handlende nationer i verden. Man afleverede dollars for importerede varer, og når denne pengemængde vendte tilbage, skulle USA aflevere betydeligt mindre (på grund af inflationen) end værdien af de varer og tjenester, som USA oprindeligt havde importeret. Med en samlet OPEC-overgang til Euro ville dollaren styrtdykke med op til 40-50 pct., og det ville næsten pr. automatik fører til et run på de amerikanske banker, og underskuddene ville være umuligt at få finansieret.

Dette er meget lidt sandsynligt vil ske – især Saudi-Arabiens nære bindinger til USA taget i betragtning. Iraks træk under Saddam førte til et 17 pct. fald i dollarkursen i forhold til Euro i 2003. Nu er Iraks træk under Saddam i hvert fald annulleret.

Der er et enkelt træk i denne ny-merkantilistiske æra som lige skal med:

Op imod 70% af verdenshandelen aftales fortsat i dollars. Olie er den vigtigste vare i verden, alle lande skal have olie, og har man ikke olie, skal den købes, for dollars eller Euro. Dollaren har været realiteten bag oliehandelen i de sidste 60 år. Recyclingen af petrodollars har simpelthen været prisen som USA har forlangt af de olieproducerende lande for at USA har tolereret det olieeksporterende udbyderkartel OPEC siden 1973. I hen ved to tiår er USA’s underskud på handelsbalancen blevet større. Det udgør i dag cirka 25% af det amerikanske bruttonationalprodukt (BNP) eller omkring $ 2,5 (europæiske) billioner. I 1988 var underskuddet i samhandelen nul, og dengang var USA en kreditornation. Siden 2002 har det årlige offentlige budgetunderskud ligget på $450-600 milliarder, svarende til 4,5-6% af BNP til sammenligning med 1,3% af GNP i 2000, når stats- og lokalregeringernes underskud begge medregnes.

Rusland og asiatiske centralbanker i Kina, Sydkorea og Japan har købt amerikanske statsobligationer og andre værdipapirer svarende til mere end 60% af de samlede offentlige underskud, for mere end $1 billion i perioden 2002 til 2005 for at holde dollaren stærk i forhold til asiatiske valutaer, hvilket faktisk reducerer deres pengeudstedelsen som følge af underskuddene betragteligt, idet det faktisk overtages fra USA. Det fremgår også af, at inflationen fortsat holdes i ave samtidig med en betydelig beskæftigelsesfremgang.

Bare i første halvdel af 2004 er mere end $201 milliarder papiraktiver blevet opkøbt af udenlandske centralbanker. Af disse er $180 milliarder amerikanske statsobligationer. I Japan ligger mange af disse obligationer som sikkerhed for adskillige japanske banker, der ellers ville have været krakket, mere herom nedenfor. I Kinas tilfælde er det resultatet af en ny stor eksport af billige eksportvarer til USA fra bl.a. outsourcede amerikanske og hjemlige kinesiske produktioner, der fører til en ophobning af dollars. Disse placeres i US-statsobligationer og realinvesteringer uden for Kina. Kursen på den kinesiske yuan er i øvrigt koblet til dollarkursen – ikke blot som indirekte følge af obligationsopkøbet. Det betyder at yuan uden US-statsobligationerne ville være i samme båd som USA, når dollaren falder, som nu. Et betydeligt yderligere fald på f.eks. 20% eller mere i dollaren vil kunne føre til fald i aktiekurser og føre til højere aktieudbytter, når udenlandske poster flyttede investeringerne andet steds hen. 40% af de amerikanske statsobligationer er ejet af udlændinge, ligesom 25% af virksomhedsobligationer og 13% af US-stamaktierne. Bag US-papirgældens placering skal ligeledes tages i betragtning, at Kinas efterspørgsel efter energi til industrisektoren forventes at ville fordobles over de næste 15 år, Kinas efterspørgsel efter el er blevet fordoblet de sidste 10 år og forventes at firedoble inden 2019. USA har indtil nu været det eneste land i verden, der har kunnet øge sin købekraft på verdensmarkedet ved at trykke flere pengemidler. USA-importen er omkring 50%, eller for $310 milliarder flere fremstillede varer end USA eksporterer (på årsbasis).

Det bringer landet i en særlig situation, kendetegnet ved magt, men også sårbarhed. Uden den centrale, meget særegne status for dollaren og en konsekvent og konstant strøm ind af kapitalinvesteringer fra hele verden, ville landet meget hurtigt krænge over i en katastrofal betalingsbalancekrise.

Europa med Euro: Realøkonomierne i de europæiske lande har det alt andet end godt. Der er tæt på nulvækst i Tyskland, Frankrig, Spanien, Portugal, Italien og Grækenland og har været det de sidste 4-5 år.

Med den høje Euro-kurs kan ingen fornuftig omstrukturering ske i form af forbedret forhold mellem samhandelssektor og offentlig sektor, fordi konkurrencen udadtil hæmmes af den alt for forbrugstunge økonomi, der ikke kan skaber de overskud, som fornyelsen fordrer, så kapitalen igen kommer i skøn harmoni med produktionsapparatet.

Arbejdsløsheden er tårnhøj næsten over alt på det europæiske fastland.

Ny-mekantilismen herunder især interessen for at få andre til at betale for det hjemlige forbrug for enhver pris er også i Europa det herskende princip nu – måske ikke det officielt udtalte princip, men det er det gældende i praksis. Er det sket før? Ja.

USA – dollar og EU-Euro ud af det internationale monetære system : På den anden side Atlanterhavet har man tilladt Euro er komme på banen, også i international sammenhæng. Et fortsat pres på dollar kan fører til, at inflation igen bliver noget at enes om med Europa, der ikke kan holde ustabiliteten fra døren ellers med den særegne valutakonstruktion kaldet Euro; især ikke med den pris som EU har accepteret at betale for denne Europæiske-Arabiske-Akse med immigration af flere og flere.

Det kan nemt blive deflation og mere krig, hvis for meget uenighed kommer ind i billedet.

Kollapsen skal komme, og den kommer kun, fordi der ikke bringes orden i det internationale pengesystem, der har ligger brak siden 1971. Herefter vil man formentlig se guldmøntfoden indført, selvom kendere af projektet så udmærket ved, at den er “et relikvie fra en barbarisk tidsalder”, som J. M. Keynes skrev. Jeg kan tilføje, at guldmøntfoden faktisk aldrig har eksisteret i andet end en binding til en unik historisk udvikling med Englands og USAs indgang til den industrielle æra, og aldrig i nogen international sammenhæng. Statsgældssætningen har i øvrigt aldrig floreret som under guldmøntfoden eller guldstandarden (en udvandet version heraf). Spekulanterne vil også ønske sig guldet. Se: http://www.lilliput-information.com/economics/gul1/gul1.html

Der er brug for et simpelt system, der sikrer reelle valutakurser og ikke de nominelle valutakurser som er gældende nu. Det kan indføres fra år 2007:Se http://danmark.wordpress.com/2006/05/19/new-monetary-system/

Herved bliver der indført et internationalt monetært system for betalinger og gæld, der er uafhængigt af alle nationer og alle varer, men udelukkende afhængig af de resultater nationerne reelt udviser.

Det kan også kaldes en egentlig globalisering af det internationale pengesystem; sådan et har vi nemlig aldrig haft i modsætning til, hvad mange tror.

En globalisering af nationernes interne anliggender er borgerne stærkt imod, fordi det tydeligt er eller fører til det de fleste opfatter som et verdensdiktatur.

 

Den 5. juni 2006

Joern E. Vig


Der brugtes selvfølgelig andre argumenter end driftens behov.

The Silver is the New Black Theme. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.