Danmark

Dansk Velfærds Historie

tide

Den Gode Stat og Det Nye menneske

Af Jens Jackie Jensen

Den gode stat og det nye

menneske

- specielt for de unge og yngre historieløse uden ansvar for udviklingen

”Det nye menneske, uden national bevidsthed, uden religion, uden historiske rødder, uden traditioner. Det udhulede menneske, for hvem alt er ligegyldigt. Fædrelandet skal skrottes og erstattes med den gode sociale stat. Folket skal kues til blot at være en ”befolkning”. Et tilfældigt sammenskrab. En grå lunken grød”.

Fra 1950 til 1968 fordoblede danskerne deres levestandard. En så hastig fremgang er aldrig før forekommet i landets historie, og det vil formodentlig aldrig ske igen. Men det var en økonomisk vækst, som gjorde sig gældende i hele den vestlige verden. Der blev talt om velstandseksplosionen i de industrialiserede lande. Det vil sige de lande, hvor styreformen er demokratisk og økonomien kapitalistisk. Beskæftigelsen var høj. Industrien arbejdede på fuld kapacitet. Priserne var stabile. I 1950-erne kunne folk udmærket huske 30-ernes krise, krigens nød og de første efterkrigsårs afsavn. De var derfor glade og taknemmelige for den nye materielle fremgang. Almindelige lønmodtagere så sig efterhånden i stand til at erhverve eget hus eller sommerhus, hvilket indtil da var noget ganske usædvanligt. Men ikke kun det. Arbejdere, håndværkere og funktionærer købte deres første bil. De tog med familien på deres første udenlandsrejse. Man fik det første køleskab, det første oliefyr, det første fjernsyn.

Der bredte sig en stigende tilfredshed med tilværelsen og en gemytlig fordragelighed mellem menneskene. Man levede livet og nød frugterne af sit arbejde. Det forhøjede nationalprodukt var bragt til veje alene gennem øget effektivitet og forbedret teknologi. Dette vellevned. Alle disse fredsommelige fornøjelser. Al denne nyskabte private ejendomsbesiddelse var blevet opnået på tværs af alle ideologiske beregninger og uden ideologernes medvirken. Ja, hvad der var endnu værre, udenfor deres rækkevidde. Det var foruroligende. De følte sig tilovers. Begivenhederne var ude af kontrol, uden offentlig styring og kunne udvikle sig til hvad som helst.

Fra de kulturradikale kredse blev der derfor talt og skrevet og advaret kraftigt imod den sorgløse materialisme, det åndløse forbrugersamfund og folkets tiltagende fordummelse og afstumpede ligegyldighed. De nye modeord blev ”forbrugerismen” og ”forbrugerracet”. Befolkningens almindelige indkøbsvaner vakte virkelig bekymring og harme blandt kulturens radikale vogtere. ”Erhvervslivets reklamefremstød gør forbrugerne til viljeløse sløve ofre for manipulation”, blev det hævdet, og videre hed det: ”Befolkningen kommer til at fungere som bevidstløse forbrugsdyr, som ikke ejer evnen til at registrere deres egne, egentlige behov og dermed også uden kritisk evne til at vælge rationelt”. Og endelig konklusionen: ”Eftersom disse døllede, hypnotiserede forbrugsdyr samtidig skal forestille at være en slags vælgere, så vil hele forbrugerismen uvægerligt få betydning for demokratiets eksistens”.

Denne sanseløse demagogi blev fremsat som rene dybsindigheder og værdifuldt tankegods, og det blev taget alvorligt og viderebragt i de dertil indrettede medier. Et af oraklerne, der førte an i denne kampgane, var Poul Henningsen, også kaldet PH. Selv samme person, som berigede folket med nationalsangen ”ølhunden glammer”, og som derudover blev berømt på at konstruere en lampe, der ikke kan lyse.

Velfærd contra velstand

Det kan måske være svært at forstå, hvorledes en jævnt fordelt stigende velstand skulle kunne optræde som et socialt problem og endda som en trussel imod demokratiet. Men forklaringen skal søges deri, at stigende velstand vil medføre en svindende tilslutning til venstrefløjspolitik og socialdemokratisme. Det er vanskeligt at skabe mistillid til et samfund, der giver sine borgere mulighed for at realisere deres ønsker. Når alle veje står åben for menneskene, blegner de revolutionære ideologier. Når jævne håndværkere og industriarbejdere får hus og bil og penge i banken, så vil mange af dem gradvis være tilbøjelige til at antage den borgerlige kultur, borgerlig levevis og tænkemåde. Det vil sige, at de bliver borgerliggjorte, hvilket ud fra et socialdemokratisk synspunkt er det værste, der overhovedet kan ske.

Den marxistiske tankegang appellerer til kollektivet, til gruppen, til organisationen, til partiet, til klassen, til massen. Alt er flok og rad. Det enkelte individ tæller ikke. Men mennesker, der klarer sig bravt og har styr på tilværelsen, de vil ikke gå i flok og rad. Tværtimod føler de ofte trang til at optræde selvstændigt. De tænker selv. Tager ansvar for sig selv. De bliver frie. De bliver ustyrlige.

De marxistiske ideologer følte sig trængt. De forstod problemets omfang og farlighed. De intellektuelle har en fortryllende evne til at producere offentlige samfundsmæssige problemer. Problemet er aldrig dem selv, det er altid alle andre.

Deres nyopfundne problem var spørgsmålet om den politiske opdragelse og afretning af landets indbyggere. Tidens altafgørende samfundsproblem var slet og ret blevet vælgerne, – det danske folk. Når de intellektuelle parasitter konstaterer eksistensen af et problem, de selv har konstrueret, kræver de efterfølgende, at problemet skal løses. Der var således nok at diskutere.

Allerede i 1950-erne havde danskernes støt voksende velstand sat alarmklokkerne i gang blande de visionære cand-politer i socialdemokratiets nye elite. Og de vidste næsten fra første øjeblik, hvad de ville. Al den nødvendige teoretiske og praktiske viden kunne de hente hos deres svenske partikammerater. De kom ikke på vildspor. De kendte den direkte vej til målet. Man skulle blot kalkere den svenske model. Diskussionen kørte under slagordet: ”Mennesket i centrum”. De nye ord begyndte at indfinde sig: ”Velfærdsteori”. Velfærdsdemokrati. Velfærdssamfund. Velfærdsstat”. Alt lanceret i floromvundet politisk patos. Udtænkt med iskold beregning. Og som de dog kunne udtrykke sig.

Redaktør Henning Fonsmark har i sin ypperlige bog ”Historien om den danske utopi” detaljeret kortlagt og dokumenteret med hvilken målbevidsthed velfærdsstaten blev etableret. Blandt andet de følgende citater er gengiver derfra. ”Velstand” skrev Viggo Kampmann, ”det er noget man kan måle på antallet af fjernsyn og biler. Men velfærdet kommer ind, når man spørger til antallet af skoler og sygehuse. Og det er staten – ikke private særinteresser – der med sine indgreb definerer, hvad samfundet skal forstå ved velfærd”. Viggo Kampmann var statsminister fra 1960 til 1962.

Endnu tydeligere sagde den senere udenrigsminister K.B. Andersen det: ”Alle de pæne mennesker, der kan deres ting fagligt, som passer deres hjem, svarer enhver sit, som kort sagt anses for samfundsstøtter og som alligevel, fordi de i uhyggelig grad er sig selv nok og ikke interesserer sig for fællesskabets anliggender, er at betragte som direkte snyltere på ethvert demokratisk samfund”. Tydeligere kan det velfærdsstaten ikke siges, at enhver dansker, uanset hvor pligtopfyldende og retskaffen han end er, hvis han ikke underkaster sig kollektivet og bifalder socialdemokratismens ideer, er han blot at betegne som en snylter.

I den politiske terminologi blev gloserne ”velfærd og velstand” de to diametrale modsætninger. Velstand var et mistænkelig onde. Velfærd var noget smukt og godt. Enhver, som ikke i princippet bifaldt dette postulat, risikerede at blive stemplet som ”reaktionær”. En grim og nederdrægtig egoist.

Velstand, det er, når borgeren beholder hovedparten af den indtjente løn til sig selv.

Velfærd, det er, når samfundsmagten inddriver hovedparten af den indtjente løn i skat.

Gennem hele velfærdsteorien går der en klar erkendelse af, at det er statsmagten, der skal tilrettelægge menneskets trivsel. Det er kun statsmagten, der formår at skabe retfærdighed, lighed og harmonisk fællesskab i hele samfundet. Det er statsmagtens vigtigste opgave, at betrygge og forme menneskets liv, og i sidste instans forme mennesket selv. Som Julius Bomholt tidligere havde udtrykt det: ”Dannelsen af det socialistiske menneske, der selvforglemmende går op i fællesskabets arbejder og helt fylder nuet med handling og umiddelbar oplevelse. – Et fuldblodsmenneske”. Julius Bomholt kunne undertiden virke lidt højtstemt, men hans udsagn er dækkende for, hvad der altid har været et marxistisk mål, nemlig skabelsen af ”det nye menneske”. Monsteret, der er tilpasset systemet.

Velfærdsstatens arkitekter havde for længst indset, at samtidig med, at den udbredte velstand i værste fald kunne føre til en borgerliggørelse af befolkningens flertal, så indebar denne pengerigelighed til privatforbrug også en enestående chance til at realisere velfærdsideen.

Ved at inddrive velstanden gennem konstant forøgelse af skatterne kunne velfærdssamfundet finansieres. Velstanden ville blive omdannet til velfærd. Det måtte naturligvis være statsmagtens – det vil sige elitens pligt og ansvar, at administrere alle disse milliarder til samfundets fælles gavn og lykke. Det er jo kun statsmagten, der formår at vurdere, hvad der er sundt og nærende for rigets undersåtter.

Skattekarusellen blev sat i gang, og den kørte med lystig musik – rundt og rundt. Så sent som i 1968, da VKR-regeringen blev dannet havde det endnu været muligt at gennemføre et opgør om velfærdsstatens fortsatte opbygning. Men det skete ikke. Tværtimod.

Venstre og konservative lod sig afvæbne og tryne af de radikale. De radikale var lige så begejstrede for velfærdssamfundet som socialdemokraterne. De to store borgerlige partiet havde dermed gjort sig ukampdygtige i dette spørgsmål. De svigtede deres egne ideer, og de svigtede deres vælgere. Under VKR-regeringen fortsatte skatteudskrivningen med at stige, endda voldsommere end nogensinde før i landets historie.

68-generationen

Da ungdomsoprøret eller studenteroprøret i slutningen af 1960-erne bredte sig i hele den vestlige verden, skulle det vise sig, at Danmark blev det land, hvor oprøret hurtigst vandt frem og samtidig kom til at sætte sig de varigste spor. Dette såkaldte 68-er oprør var i virkeligheden et marxistisk inspireret stormløb imod demokratiets lovlige institutioner og imod folkets traditioner, vedtagne normer og levevis.

I USA og de vesteuropæiske demokratier mobiliseredes efterhånden en folkelig modstand, der satte en stopper for 68-ernes tøjlesløshed og genindførte normale civiliserede tilstande. Men i Danmark skete nøjagtig det modsatte. Når Danmark blev et ekstremt undtagelsestilfælde, skyldtes det, at 68-erne i det store og hele havde idegrundlag fælles med velfærdssocialisterne. For de socialdemokratiske reformatorer kom 68-degenerationen som kaldet. Der var virkelig tale om ideologiske ønskebørn.

68-erne kunne derfor optræde med hæmningsløs provokatorisk frækhed og samtidig være forvisset om, at enhver udskejelse ville blive belønnet. Ja, de kunne i praksis knap nå at fremsætte deres krav, førend de var opfyldt. Aldrig har nogen generation været så forkælet og inderlig overflødig, og alligevel krævet så meget og ydet så lidt.

Fra første færd var 68-erne selvskrevne til at danne grundstammen i den nye herskende klasse af offentligt sysselsatte undervisere, administratorer, sagsbehandlere og mediefolk. Gennem en stilfærdig, men behændig ansættelsespolitik kom 68-erne hurtigt til at beklæde en betydelig række poster i Danmarks Radio. Institutionen forandredes radikalt.

Radiolovens alsidighedsbestemmelser blev nyfortolket. I den journalistiske friheds navn blev der nu fortrinsvis pro-duceret aggressive samfundskritiske udsendelser, hvor man i ”solidaritetens” hellige navn agiterede for stadig øgede velfærdsforanstaltninger.

På det udenrigspolitiske felt blev demokratiske nationer, som var Danmarks nære allierede, mistænkeliggjort og lagt for had. I særlig grad blev der hetzet imod USA. Alt imens totalitære socialistiske regimer med koncentrationslejre og åbenlys undertrykkelse altid kunne regne med sød overbærenhed, forståelse og sympati.

Det var på den tid, at den permanente meningsterror og indoktrinering tog fat. En konstant belæring og manipulation af befolkningen. En brutal ideologisk hjernevask, som ikke har noget sidestykke i hele Europa. Det skulle vel være overflødigt at tilføje, at denne metodiske folkeopdragelse i princippet gør sig gældende den dag i dag. Men for nuværende er det store skrækkelige spøgelse ikke mere USA – men racisme. Tiderne skifter.

Statens hovbønder

Gennem 20 år blev velfærdsstaten markedsført med vedholdende påtrængenhed. Den var forholdsvis nem at sælge til de uforberedte og godtroende vælgere. De havde jo ikke deltaget i diskussionen. De anede vel knap, hvad velfærden indebar. Og der var i hvert fald ingen, der fortalte, hvad det ville komme til at koste. Men i dag kender vi omkostningerne og kan gøre status.

Kildeskattens indførelse skulle vise sig at blive det instrument eller rettere den vridemaskine, hvormed politikerne ganske ubesværet kunne påføre danskerne verdens højeste skattetryk. I 1968 kunne halvdelen af Danmarks befolkning sidde trygt og godt i eget hus med kun en enkelt indkomst. Det var normen. Som den naturligste ting af verden gik mødrene hjemme og passede deres egne børn.

De stigende skatter førte til, at den enkelte familie blev tvunget til at skaffe sig to indtægter for at dække udgifterne og bevare, hvad man havde opnået af private goder. Familien kom til at arbejde det dobbelte for at opnå det halve. Det blev kaldt kvindernes frigørelse. Børnene blev sendt på institution. Også det blev fremhævet som en progressiv nyskabelse.

I dag har titusinder af pæne familier de allerstørste med at betale boligudgifterne, trods det de nu har to indtægter. Selvom lønningerne er steget de forløbne 25 år, er skatterne og afgifterne hele tiden steget hurtigere, og resten er tæret bort af inflationen.

Hver eneste dansker, der er beskæftiget i produktionen, arbejder hver mandag, tirsdag og onsdag som hovbonde for den gode stat, først torsdag og fredag kan han begynde at tjene til sig selv.
Sådan er det uge efter uge, år ud og år ind.

Sandheden er, at danskerne først og fremmest arbejder for at fylde penge i de offentlige kasser. Staten og kommunen tager nemlig de 65 øre af hver krone, en typisk dansk familie tjener. Disse oplysninger stammer fra Danmarks Industriråd 1988. men når staten beslaglægger 65 procent af nationalproduktet, er der ikke længere tale om civiliseret skatteudskrivning, men nærmere om tvangsekspropriation af lønninger.

Gennem de sidste 25 år har Danmark haft den højeste stigning i skattetrykket i hele den vestlige verden. Hvad angår privatforbrug pr. indbygger ligger vi til gengæld som en andenrangsnation 20 procent efter lande som Italien, Frankrig og England.

Den danske familie betaler næsten 3 gange så meget i indkomstskat som en vesttysk familie på samme indkomstniveau. Alligevel har skatterne ikke kunnet dække udgifterne til den såkaldte velfærd, hvorfor det har været nødvendigt at oparbejde en imponerende udenlandsgæld.
I alt skylder vi omkring to milliarder arbejdstimer til udlandet. Det svarer til et hundrede tusinde fuldtidsbeskæftigede industriarbejderes indsats i ti år. Er det mærkeligt, hvis venligtsindede udlændinge undertiden synes, at danskerne har en skrue løs?

Magtens cementering

En velfærdsstat kræver en udbygget offentlig sektor, og vi har da også verdens største offentlige sektor i forhold til landets størrelse.

For hver et hundrede industriarbejder i Tyskland er der 51 ansatte i landets offentlige sektor. Italien og Frankrig, der begge er berygtede for deres gamle tætvævede bureaukratier, har henholdsvis 69 og 76 offentlig ansatte for hver et hundrede i industrien. Men i Danmark er der ansat 161 personer i den offentlige sektor, for hver hundrede der er beskæftiget i industrien. Vi er simpelthen suveræne.

Vi har for flere år siden passeret det punkt, hvor et flertal af vælgerne enten er offentligt ansatte eller gjort afhængig af offentlige ydelser.

60 procent af landets voksne indbyggere med stemmeret modtager deres indkomst fra de offentlige kasser. Det drejer sig om i alt 2,3 millioner mennesker.

Et samfundssystem, der i praksis har gjort over halvdelen af vælgerne til enten sine sociale klienter eller sine ansatte, har ikke nødig at finde andre begrundelser for sin eksistens. Fundamentet er cementeret.

Velfærdssamfundet er ligeså forrykt som det er udspekuleret. Mange har da også været forundrede over, at det overhovedet kan løbe rundt. Undertiden breder panikken sig. Finansminister Knud Heinesen advarede imod den økonomiske afgrund og andre har talt om en mulig statsbankerot. Men en statsmagt kan ikke gå fallit. Det vil aldrig ske, heller ikke for velfærdsstaten.

Hvis staten trænges op i krogen, så vil den gribe til at lade seddelpressen køre for fuld kraft. Hvilket uværgeligt fører til hyperinflation. Dermed giver staten sorteper videre til befolkningen. Befolkningen bliver til gengæld ruineret, ribbet for alt, hvad de ejer og har.

Det er altid det jævne folk, der ryger ned i den økonomiske afgrund. Staten klarer frisag. Det er, hvad man forstår ved ordet statsbankerot.

Velfærdssocialismens økonomiske overlevelsesevne grunder sig på, at det er en treottendedels model for socialisme. Det vil sige, at systemet nøjes med at socialisere vælgerne, men afstår fra at socialisere erhvervslivet, industri og håndværk. Erhvervslivet forbliver privatkapitalistisk for at kunne fungere som effektiv trækdyr og malkeko for systemet. Som tak for at holde velfærdssocialismens plimsoller økonomisk flydende, forhånes og mistænkeliggøres selv samme erhvervsliv ved enhver passende lejlighed.

De såkaldte kapitalister fremstilles som hensynsløse, ego-istiske mennesker, der producerer overflødige og sundhedsskadelige varer, og som tjener deres fede profitter ved at udnytte og nedslide deres medarbejdere, foruden de rask væk ødelægger miljøet. Indimellem er det bønderne og fiskerne, der må holde for.

Denne ringeagt og nedvurdering af stort set alle private producenter er en ideologisk nødvendighed. Befolkningen skulle jo helst ikke tage fejl af, hvem der er deres sande velgørere.

Ideologernes totale triumf

Gennem massemediernes påvirkningsmonopol er der med monoton utrættelighed skabt den myte, at man i Danmark har indrettet det bedst tænkelige af alle eksisterende samfund. Kongeriget Idyllien. Det hævdes, at der i intet andet land udenfor Skandinavien findes nogen egentlig social omsorg og tryghed for de svage grupper. Men det er ganske enkelt løgn.

Alle demokratiske lande har sociallovgivning og dertil hørende budgetter. På nogen områder ligger deres ydelser under den danske standard, på andre områder ligger de faktisk over. Det er utroligt, at sociallovgivningen andre steder i motiver og hensigter minder meget om, hvad der var gældende i Danmark før velfærdssystemets indførelse. Men det var heller ikke så dårligt. Landet var beboeligt. Vi klarede os. Vi kom igennem. Livet fungerede. Uden den klæbrige sociale omklamring.

Både i Tyskland, England og Frankrig tager man sig af sine syge, gamle og svage. Og betaler, hvad det koster. Hverken i Østrig, Holland eller Schweiz optræder man hjer-teløst overfor sine landsmænd i nød.

Alene i USA er socialbudgettet på 160 milliarder dollars om året. Men det er værd at bemærke, at i de nævnte lande gør man sig ikke til af det. Staten bryster sig ikke af sin godhed, og borgerne går ikke rundt og er taknemmelige. Alle parter betragter det som noget naturligt og selvfølgeligt, der blot skal være i orden. Man har andet og mere at være samlet om.

Men det er derimod korrekt, at man i andre demokratiske lande ikke råder over en tilsvarende hærskare af socialrådgivere, støttepædagoger, psykologer, kontrollanter, overvågere og indberettere og hvad der ellers i Danmark forefindes indenfor arten af sagsbehandlere.

For det er just humlen ved det danske velfærdssystem, at selve apparatet er blevet en forvokset og grådig mastodont, der fungerer for sin egen skyld og til egen fordel.

Det har vist sig, at uanset hvor mange milliarder skattekroner, der hældes i det bundløse kar, så gavner det i højere grad terapeuter og behandlere, læger og administratorer, og ansatte i institutioner og forvaltninger, end det gavner de syge, de gamle og svage, som pengene efter sigende var tiltænkt. At det realistisk forholder sig sådan, indrømmes nu og da ved højtidelige lejligheder. Blandt andre af Ritt Bjerregaard, da hun var socialminister.

Vi er kommet dertil, at man kan stille spørgsmålet: ”Tilhører det offentlige apparat samfundet, eller er det reelt samfundet, der tilhører det offentlige apparat?”.

Velfærdssamfundet blev ikke indført som følge af et folkeligt krav. Et sådant krav er aldrig blevet fremsat. Det skete heller ikke på baggrund af særligt grelle sociale forhold, for den sociale nød, der forefandtes i 50-erne og 60-erne, var i virkeligheden mikroskopisk i sammenligning med den kroniske og åbenlyse elendighed, der eksisterer i dag.

Hundredtusinder er i dag låst fast i behandlersystemet. De fleste helt og aldeles uden egen skyld. De passiviseres. Sættes på ventepenge. At være låst fast i systemet er lige så udsigtsløst, som at sidde på en jernbanestation og vente på et tog, der aldrig kommer.

Aldrig før har så mange danskere følt sig forladt og alene. Aldrig før har man i dette land talt om at tabe en hel generation på gulvet. Dermed menes en generation, der måske ikke har nogen fremtid. Men at berøve et ungt menneske dets fremtid, er det samme som at berøve mennesket glæden ved livet. Man kan kun beklage alle de spildte muligheder, alle de evner og kræfter, der måske aldrig kommer til udfoldelse.

Alle disse unge mennesker har jo også ret til et liv med det selvværd og den selvrespekt, som opstår gennem kampen for tilværelsen. Et liv med frihed og ansvar. Er der noget at sige til, at mange af dem slår sig på flasken? Man siger Jeppe drikker, men ikke hvorfor Jeppe drikker.

Vi er nået vidt i dette land, hvor en modbydelig betændt overklasse har sat sig som sit højeste mål at frelse hele verden. Men som til gengæld med fornøjelse vil prisgive Danmark og danskerne. Den marxistiske elite foregiver altid at ville gøre det gode for alle mennesker. Men man skal lige huske at tage med, at det besynderligt nok altid falder ud til deres egen fordel og til ubodelig skade for alle andre. Sådan gik det også denne gang.

Velfærdsstaten blev oprettet alene fordi en elite med totalitære tilbøjeligheder stræbte efter magten over samfundet. Det indgik i beregningerne, at velfærdsmodellen automatisk ville gøre dem selv til samfundets nye herskende klasse. Og det var, hvad der skete. De fik deres vilje alle disse teoretiserende og veltalende højskolelærere. Vordende levebrødspolitikere. Kulturradikale skribenter. Gamle stalinister forklædt som SF’ere. Psykologer og arkitekter. Cand-politer og andre følsomme stræbere.

De socialt afrettede

Dette skule så nogenlunde være en gennemgang af, hvornår, hvordan og hvorfor velfærdsstaten blev indført. Af det jeg indtil nu har sagt, kan man måske få det indtryk, at jeg betragter velfærdssamfundet som først og fremmest et spørgsmål om økonomi. Men sådan forholdet det sig ikke. En falleret økonomi er i sig selv alvorlig nok, men den kan trods alt i det lange løb bringes på fode igen.

Det er derimod den anden side af velfærdssocialismen, som er langt farligere og mere ondartet, og det er den proces, som hedder ”skabelsen af det nye menneske”. Denne proces har længe stået på i Danmark. Den har for længst omkalfatret danskernes tilværelse i bund og grund. Uden at ret mange egentlig har ænset det.

Hvis vi vil på det rene med, hvor vidt det allerede er kommet, og hvad vi endnu har i vente, så skal vi rette øjnene mod Sverige.

Tidligere lød de danske socialdemokraters evindelige omkvæd: ”Det har de i Sverige”. Hvilket betød, at det måtte man nødvendigvis tilsvarende indføre i Danmark. At de havde dit og dat i Sverige var begrundelse nok. En ufejlbarlig garanti for kvalitet. Sverige var det store efterlignelsesværdige forbillede.

De sidste 25 års politiske eksperimenter med det danske samfund er faktisk i store træk en efterabning eller kopiering af den udvikling, der forudgående var sket i Sverige. Hvad angår at forvride og deformere den menneskelige natur og karakter ved at klippe en hæl og hugge en tå, så er Sverige det absolutte foregangsland.

Det lægger svenskerne da heller ikke skjul på. De er tværtimod stolte af det. Det bliver sagt ligeud – højt og klart, at det endelige mål er at skabe det nye menneske til det nye samfund.

Som Olof Palme udtrykte det i en tale til svenske skolebørn: ”I går ikke i skole for at opnå noget personligt, men for at lære, hvordan I skal fungere som medlemmer af en gruppe”.

Det nye samfund har brug for en mennesketype, der tænker kollektivt og som undertrykker sin individualitet til fordel for gruppen. Skolens opgave er ikke i første række at give eleverne kundskaber, men derimod at være et instrument til indterpning af den rette sociale adfærd.

Tidligere undervisnings- og statsminister Ingvar Carlsson har sagt det således: ”Skolen skal frembringe et veltilpasset, godt medlem af samfundet. Skolen skal lære folk at respektere den almindelige mening og ikke sabotere den”.

Der kan fremlægges flere citater af mere ekstrem karakter, fremsat af folk, der er lavere placeret i hierarkiet. Men det vil kun yderligere bekræfte, at i Sverige opdrages skoleungdommen efter næsten de samme principper, som var gældende i Sovjetunionen.

Gennem gruppepres og lighedstyranni søger man at fortrænge personlige særpræg og selvstændig vilje. Det er en dødssynd at skille sig ud fra gruppen, og lærerne gør sig de største anstrengelser, for at få afvigeren drevet ind i folden igen. Personligt initiativ opmuntres ikke. Selvstændige præstationer påskønnes ikke.

Den gode stat tilstræber at forme en undersåt, der uden protest underkaster sig bureaukratiets overhøjhed og ledelse af samfundet. Det foregår ved hjælp af en allestedsnærværende blid og ubønhørlig pædagogik.

Men dermed er den mentale forkrøbling af svenske børn og unge ikke overstået. Der er endnu en række øvelser, de skal gennemgå.

Kollektivt hukommelsestab

Hvis man stiler efter at omforme og dressere et folk, så er det nødvendigt, at starte på bar bund. Det vil sige, alle menneskets rødder skal kappes, og alt det forgange skal mørkelægges.

Derfor er Sverige et land uden fortid. Svenskerne er gjort til et historieløst folk. Sveriges historie er slet og ret Socialdemokratiets historie. Hvilken udsøgt national nøjsomhed.

Udover den socialdemokratiske arbejderrørelses opkomst og fremmarch, er det kun den franske revolution, der har overlevet den ideologiske censur. Den franske revolution betragtes som udgangspunkt for alt. Det var der, lyset blev tændt. Guillotinen barslede med humanismen. Derfra stammer den sociale lighedsfidus, der de næste to hundrede år blev påskuddet for de intellektuelles magtstræb og samfundshersen, og hvis foreløbige højdepunkt er velfærdsstaten.

Til gengæld er hele den europæiske arv og dens klassiske baggrund skåret væk. Ignoreret. Fortiet. Oldtidens Athen, Kejser Augustus og de følgende to tusinde års kristne kultur, der udviklede sig til verdenscivilisationens absolutte hovedstrøm og hovedkraft, – alt er bortcensureret. Arkiveret som ikke eksisterende. Hvilket hovmod. Hvilken ynk.

Den historieskrivning, der omhandler Sveriges egne forhold starter fra og med året 1932. det skelsættende år, hvor Socialdemokratiet kom til magten. 1932 er tidernes morgen og altings begyndelse.

Hvad der er hændt forud for velfærdsstatens tilblivelse, er værdiløs viden, der anses som direkte skadelig for fremelskelsen af den rette sociale bevidsthed. De generationer, der ved ideologisk manipulation er gjort historieløse vil aldrig kunne gennemskue velfærdsparadiset. De fanges i et tomrum, en primitiv begrebsverden og åndelig fattigdom. De er lige så ilde stedt, som mennesker der har mistet hukommelsen. Men det er også just hensigten.

I de svenske skoler koncentreret man sig om nutidens herligheder. Sex. Aids. Narkotika og forurening. Børnene skal også have praktisk viden om deres eget miljø, siges der. Samtidig lærer de i samfundsfag at elske den gode stat.

”Nød lindres af myndighederne”, lyder teksten, ”den sociale velfærd tager sig af enhver, der er i vanskeligheder. Man skal blot henvende sig på et offentligt kontor, så vil øjeblikkets problemer blive klaret”. Punktum.

Javist. Den gode stat er det eneste faste holdepunkt. Den almægtige beskytter og forsørger.

I stedet for at kende deres eget foks historie, indterpes børnene paroler om solidaritet med udviklingslandene. Svenskerne har i årtier været nærmest som besatte af ideer om solidaritet med den tredje verden. Dette ulandshysteri er blevet retfærdiggjort med påstanden om, at man ville udrydde nationalismen og fremme den globale solidaritet.

Men der stikker andet og mere under. Når svenske børn blev indoktrineret til at beundre Cuba og Ho Chi Minh og kommunistiske oprørsbevægelser i Afrika og Latinamerika, når der oppiskedes heftige fordømmelser af Sydafrika, så havde det sine ganske specielle udspekulerede motiver.

Ifølge officielle ordrer til skolerne blev det allerede i 1960-erne pålagt lærerne at lægge afstand til vesteuropæisk kultur og samtidshistorie, og til gengæld vende opmærksomheden med den tredje verden. Resultatet blev ikke overraskende, at en hel generation af unge svenskere blev fjendtligt indstillet med Vesteuropa og USA. Deres sympati og interesse blev rettet mod fjerne folkeslag, således at Afrika og Asien optog en større plads i deres bevidsthed end den vestlige verden.

De vestlige værdier, selv de mest beundringsværdige, blev fornægtet og mistænkeliggjort, ja direkte lagt for had. Formålet med denne kyniske manipulation synes ganske klar. Sveriges ungdom skulle isoleres fra vestlig påvirkning. Gamle borgerlige dyder, vestlige ideer om personlig frihed og respekten for individets ukrænkelige rettigheder er alt sammen kætterske tanker i Sverige og uforeneligt med frembringelsen af det perfekte nye menneske.

Forespurgt om ikke han følte sig som europæer, svarede Olof Palme: ”Jeg kan ikke se noget særligt ved Firenze eller Rom eller Paris. – Renæssancen? – Den såkaldte vestlige kultur? – Hvad har den at sige os?”. Nej vel. Jamen det forstår vi da så godt.

Grundet den opsigtsvækkende måde Olof Palme afgik ved døden på, er han på det nærmeste blevet kanoniseret. Men det bør ikke forglemmes, at det var under hans arrogante regimente, at processen til skabelsen af det nye menneske for alvor blev sat i værk.

Når staten bliver guddommelig

Det nye menneske er et kollektivt dyr og en historieløs stakkel. Men dette ideal-produkt vil først være fuldendt, når det også er renset for religiøse tilbøjeligheder. I hvert fald hvad angår kristendommen. Sverige er da også blevet mere effektivt afkristnet end noget andet land. Det tidligere Sovjet-Rusland ikke undtaget.

Socialdemokratiet har bevidst opmuntret denne proces. Religionsundervisning er lagt til rette, så den i virkeligheden er antireligiøs. Faget rummer en gennemgang af de forskellige for religion i verden, og stiller kristendommen helt på linie med alle andre former for tro, eller slet ingen tro. Religion forklares som et udslag af virkelighedsflugt. Det anbefales at gennemgå marxismens kritik af religion.

Det er endvidere ønskeligt at man kommer ind på psykologiens opfattelse af religion som en tvangsneurose med infantile træk. I en vis forstand er den svenske metode mere virkningsfuld end den ateistiske propaganda, der blev bedrevet i Sovjetunionen.

Ved at fratage kristendommen enhver betydning, men samtidig undervise i den, får ideologerne et skin af ”objektivitet”. Dette fag i religionskundskab er tvunget stof, og det har givet gevinst. En hel generation af svenskere er overvejende anti-kristne og betragter religion som noget meningsløst og latterligt. Opfattelsen af religion som en form for sindslidelse er fremherskende.

Eftersom undervisningen på dette område er lagt til rette som en tilsyneladende ”fri” diskussion, så eleverne manipuleres til at tro, at det er dem selv, der er nået frem til konklusionerne, er deres overbevisning rodfæstet.

Men kristendommen er blevet reduceret til politisk teori, så er til gengæld de politiske begreber blevet forherliget til religiøs værdi. Det tomrum, der skabes ved fravær af kristendommen, udfyldes af ideologiske fraser. Under etiketten ”Etik og moral” bliver banale politiske slagord om lighed og ligelighed og solidaritet med de lavtlønnede og solidaritet med den gode stat – benyttet i undervisningen, som de rene evangelier.

Triviel socialdemokratisk valgpropaganda. Velfærden og den sociale tryghed er ophøjet til statsreligion. Fagre nye Sverige.

Hvis de her beskrevne tilstande forekommer besynderligt genkendelige, så er årsagen hertil den enkle, at man i den danske folkeskole underviser efter love og regler, der i substansen er et plagiat af de infamiteter, som i årtier er blevet praktiseret i Sverige.

I tusind år har kristendommen været fundamentet for det danske folks tilværelse, traditioner og levevis. Uadskillelige fra nationens eksistens og historie. I vor moderne tid er kristendommen i den såkaldte ”danske folkeskole” reduceret til at blive behandlet på linie med alverdens andre religioner. Som om kristendommen blot er et tilfældigt hotel i et katalog fra et tarveligt rejsebureau. Den slags svineri går under benævnelsen ”tværfaglig helhedsorientering”. Smarte ord er ideologerne jo som bekendt aldrig i bekneb for.

Jeg vil ikke udtale mig om, hvad det kan føre til, når danske skolebørn systematisk unddrages indsigt i og forståelse af kristendommen. Der er andre, der er betydelig mere kompetente til at gøre rede for konsekvenserne i den sag.

Men jeg vil i den forbindelse ikke undlade at fortælle en lille episode, der blev vist på TV. man så en gruppe unge mennesker i Moskva, der var mødt op i kirken for at lade sig døbe. Blandt dem var flere soldater. Efter dåbshandlingen spurgte reporteren en af soldaterne ”Tror De på Gud?”. ”Det ved jeg ikke”, sagde soldaten. ”Jamen, hvorfor lader De Dem så døbe”, spurgte reporteren. Soldaten så roligt på spørgeren og svarede: ”Fordi jeg er russer. Fordi jeg vil være russer”.

Ja, indtil dette øjeblik havde han været et sovjetmenneske. Et ideologisk produkt. Flasket op og formet af den gode stat. Og han følte altså, at hvis han ville være russer, et rigtigt menneske, så var han nødt til at lade sig døbe. Det hørte til. Jeg tror, han havde ret.

Uvidenhed er styrke

Ligesom svenskerne er også danskerne udset til at blive et folk uden fortid. Et historieløst folk. Det foregår udfra de samme motiver og den samme ideologiske planlægning, som er gældende i Sverige.

Allerede i midten af 1980-erne gjorde professor ved Odense Universitet David Favrholdt opmærksom på, at de studerende, der ankom til universitetet for at videreuddanne sig til forskning og undervisning på højeste videnskabelige niveau, afslørede en mildest talt mangelfuld almen viden. Gennem fire år havde professoren gjort sig til vane at stille nogle enkle spørgsmål til de nyankomne studerende. På spørgsmålet: ”Hvornår gik Romerriget under?”. Forvirrede blikke. Hvaba. Romerriget – aldrig hørt om det. Næste spørgsmål: ”Hvad er stavnsbåndet?”. Igen forvirring. Hårbånd? Strømpebånd? Narj, det er nok noget andet. Tredje spørgsmål: ”Det byzantinske rige?”. Fnisfnis. Byzantinske rige. Sikke dog et mærkværdigt ord. Spørgsmål om Karl den Store, Oehlenslæger, Holberg eller Columbus afslørede samme forvirring og blanke uvidenhed.

Professoren konkluderede: ”Deres viden om historie er lig nul. Det eneste, de måske ved lidt om er vikingetiden og Hitlers Tyskland, men det hæver sig sjældent over det rent anekdotiske plan. Deres viden om geografi er lige så ringe, og her er det ikke blot de fremmede verdensdele, der står hen i tågerne for dem, men også de europæiske lande og endda de danske byer”.
Så vidt professoren.

Jeg har selv prøvet at spørge mig for blandt unge mennesker og har måttet konstatere, at professoren har ganske ret. De ved ikke, hvem Niels Ebbesen er, med mindre de er vokset op i Randers. De ved ikke, hvem Niels Juel er. De har aldrig hørt om Griffenfeld, Bernstorff eller Høegh-Guldberg. De kendte intet til tilbagetoget fra Dannevirke og tabet af Slesvig. Og de ved heller intet om genforeningen i 1920. De kender intet til deres eget folks historie.

På samme vis forholder det sig med verdenshistorien. Hellas. Renæssancen. Reformationen – er ord, som de overhovedet ikke kan forbinde med noget som helst. Jeg fik at vide, at Martin Luther var en sort præst i Amerika. At Cæsar var en sanger, ingen gad høre på mere.

Det er så tragisk, at det næsten er komisk. Men jeg skylder at sige, at de unge mennesker, jeg har spurgt, alle er opvakte og videbegærlige. De har taget deres eksamener med glans. De har ærligt søgt at opfylde de krav, der er blevet stillet til dem. Der er i intet henseende noget at sige dem på. De er de sagesløse ofre for den mest kyniske ideologiske manipulation og fordummelse. De repræsenterer den forrådte generation.

I stedet for at indgive skoleungdommen en kontant almen viden, de kunne bygge videre på resten af livet, har de unge som en kummerlig erstatning fået underholdning og tidsfordriv i form af såkaldte ”samfundsrelevante projekter” og gruppearbejder, der skal fremme den sociale kollektive tankegang – eller tomgang.

Skolesystemet har sørget for, at de er åndeligt rodløse. Afskåret fra den rigdom og erfaring, der ligger i historien. Og uden et reelt verdensbillede. Alt står hen i flimmer. Gennem hele deres skolegang er de blevet grundigt snydt og bedraget. Men det opdager de ikke. De er logisk udelukkede fra at vide, hvad det er, de ikke ved. At gøre dem opmærksom på deres totale uvidenhed er næsten lige så meningsløst som at forklare en farveblind om farverne, han kan jo alligevel ikke se dem.

Men den uvidenhed, vore unge er blevet påført, er væsentlig mere ondartet end manglende evne til at skelne farverne. I Georg Orwells roman ”1984” lyder et af slagordene i den gode stat: ”Uvidenhed er styrke”. At uvidenhed er styrke, det er en sandhed, som totalitære regimer altid har baseret deres magt på. De kliker, som i vort land har sat fordummelsen i værk, ved naturligvis også, hvad den skal bruges til.

De ved, at hvis man vil ødelægge et folk, skal man begynde med at tage historien fra dem. Historien er grundlaget for folkets nationale identitet. Ja, der er endog dem, der hævder, at et folk uden historie slet ikke er noget folk. Generationer, der systematisk er gjort historieløse, kan derfor let ende med at blive fædrelandsløse. Men det indgår også i beregningerne. Processen tilstræber at forme det nye menneske, uden national bevidsthed, uden religion, uden historiske rødder, uden traditioner. Det udhulede menneske, for hvem alt er ligegyldigt. Fædrelandet skal skrottes og erstattes med den gode sociale stat. Folket skal kues til blot at være en ”befolkning”. Et tilfældigt sammenskrab. En grå lunken grød.

At være et folk betyder at have ansvar. Pligten til at overtage, bevare og videregive den fælles arv. Pligten til om nødvendigt at forsvare nationen med ild og jern og livet som indsats. Uden et folk ingen nation. Uden nation intet folk.

En ”befolkning” er nøjagtig det modsatte. ”Befolkningen” har kun bistandsloven og den sociale tryghed at være fælles om. Ligesom alummerne er fælles om asylet.

I den gode stat er der ingen mening eller mål med noget. Intet der er værd at risikere livet for. Og livet er heller ikke værdigt at risikere. Her gælder det blot om at hytte sit skind og rage til sig. Hvad kan jeg få gratis? Hvad er jeg i min ret til at få? Saml fødderne og stik hånden fladt frem og se lidt forurettet ud: Man gør klogest i at kende paragrafferne. Ellers deltager man nemlig ikke i lodtrækningen. Og så skal man i øvrigt beskytte sit dyrebare privatliv. ”Hvad er der i fjernsynet i aften?”. Bhaa, det sædvanlige. ”Skal vi ikke snart spise? Jeg keder mig”. ”Hvem har hugget mit nye pornoblad? Det finder jeg mig ikke i. nu er det nok”. ”Æv, hvor er det surt alt sammen. Jeg føler mig så tom og klam. Jeg gider ikke. Gid jeg kunne vinde i lotto”. ”Men vi har det jo trygt og godt i lille Danmark”.

En sådan befolkning, der er spændt solidt fast i velfærdsstatens åndelige jernlunge, er nem at styre og modtagelig for den sødladne totalitære ideologi, der lokker med stadig mere tryghed og nemme løsninger på alle tilværelsens genvordigheder. Det er, hvad man forstår ved slagordet: ”Uvidenhed er styrke”.

Tryghed frem for alt

I 1932 udgav Aldous Huxley bogen: ”Fagre nye verden”. Her forudser han et moralsk forfald og degeneration af den vestlige livsform. Han beskriver reagensglasbørn og styring af arveanlæggene. Han beskriver narkomanien som en metode til at holde ferie. Han beskriver det løsslupne og følelseskolde seksualliv. Og han forudser opkomsten af en ny herskende klasse med en hidtil ukendt magt over samfundet.

Huxley siger: ”Et totalitært styre, der bygger på henrettelsespelotoner, er påviseligt ineffektivt. En virkelig effektiv totalitær stat vil være den, hvor de politiske lederes almægtige system gennem en hær af administratorer styrer en befolkning af slaver, der ikke behøves drives frem med tvang, fordi de elsker der slaveri”.

”Oprettelsen af Fagre nye verden”, siger Huxley, ”er først og fremmest afhængig af økonomisk tryghed, uden den kan der ikke skabes kærlighed til slaveriet”. Den totale sociale tryghed indgiver befolkningen ærbødighed for autoriteterne, lydighed mod kollektivet, beundring for staten og underdanighed for embedsstanden”.

Af alle folk er det svenskerne, der er kommet denne samfundsorden nærmest. For en svensker er begrebet ”trygghet” noget dybtliggende og altomfattende. ”Trygghet” betyder den yderste form for sikkerhed mod livets omskiftelser og imod alt, som er ubehageligt. Han er fuldt bevidst om, at hans ”trygghet” er en generøs gave, skænket ham af den gode stat. Staten nærer en faderlig omsorg for hans velbefindende. Staten omfavner og beskytter ham mod den ydre verdens farer.

Han er så dødelig angst for at miste sin ”trygghet”, at han er villig til at ofre alt andet og underkaste sig skatteudplyndring og formynderi. Offentlig kontrol og overvågning af hans familieliv og socialisering af hans børn. Foruden alle tænkelige former for småtskåren og særpræget samfundshersen. Den statsdirigerede ”trygghet” fra vugge til grav er blevet selve meningen med hans liv.

Tryghedsnarkomanen elsker sin tryghed, ligesom luderen elsker sin alfons. Alfonsen udnytter hende, men hun bilder sig ind, at han beskytter hende. Sådan er hendes dyrtbetalte ”trygghet”.

I 1982 skrev forfatteren Hans Magnus Enzenberger om sine funderinger i Stockholm: ”Det så fuldstændigt ud, som om denne politiske kulturs forvaltere, socialdemokraterne, havde haft held med et projekt, som ganske andre regimer, fra teokratiet til bolsjevismen, allerede havde lidt skibbrud med: nemlig at tæmme mennesket. Mens jeg stavrede gennem hovedstadens gader tilbage til mit hotel, spurgte jeg mig selv, – hvordan mon dette mirakel var lykkedes for dem?”.

Spørgsmålet om, hvordan man udfører det mirakel at tæmme mennesket, er der for så vidt allerede svaret på. Men for at miraklet kan være helgarderet imod uønskede tilbagefald, kræves der endnu et kirurgisk indgreb. Med dette indgreb får magthaverne endelig krammet på det tæmmede menneske, og det endda uden at offeret selv ved af det.

Indgrebet går i al sin enkelhed ud på at begrænse menneskets mulighed for at tænke. Det lader sig faktisk gøre ved hjælp af semantisk manipulation. Semantik betyder: Videnskaben om ordenes betydning.

Fænomenet semantisk manipulation kan studeres på nært hold forud for ethvert valg til den svenske rigsdag. Svenske valgkampe afvikles med uhyre besindighed. Den politiske diskussion foregår høfligt og afdæmpet, monotont og søvn-dyssende. En opvisning i ædel kappestrid under hvilken alle deltagerne kun bryder deres hoved med, hvordan det er muligt at hjælpe de arbejdsløse og vanføre, pensionisterne og de sociale tabere. Indvandrerne og allehånde minoriteter. Her er der ingen, der tænker på egne snævre interesser. Ingen appellerer til lave selviske instinkter. Bekvemt nok kan det sociale tema benyttes i næste valgkamp og næste igen. Det er uopslideligt. En hyklerisk maskerade til opbyggelig adspredelse for de enfoldige.

Uanset om socialdemokraterne er i opposition eller har regeringsmagten, så er det dem, der fører ordet og angiver retningen. Alle andre partier må følge de socialdemokratiske spilleregler, hvis de vil overleve.

At undsige de offentlige udgifter på noget område i Sverige er det samme som at bryde et tabu. En trussel mod skatterne er en trussel mod tryghedsfølelsen og fremkalder angst hos vælgerne. Ingen politiker kan holde en tale uden at gå ind for trygheden.

Når socialdemokraterne anklager borgerlige politikere for at true trygheden og velfærdssamfundet, er de formastelige dermed jaget ud på den tynde is og har rigeligt at gøre med at redde sig i land.

Udenlandske korrespondenter har uafhængigt af hinanden konstateret, at det svenske borgerskab står svagt, fordi de ikke ejer noget sprog, hvormed de kan udtrykke deres tanker. Det svenske sprog er simpelthen så forvredet og beskåret ved hjælp af tabuer og semantisk manipulation, at det er gjort nærmest umuligt at modsige socialdemokraterne.

Den britiske korrespondent, Robert Huntford, der gennem otte år opholdt sig i Sverige, giver dette eksempel på semantisk manipulation: ”Da man begyndte at virke for seksuel lighed, og det blev besluttet, at kvindens plads ikke var i hjemmet, men ude i erhvervene, skete der en hastig ændring i sproget. Det normale og rosende ord ”husmor” blev erstattet med det nyopfunde ”hemmafru” fik straks en nedvurderende klang. På få måneder var massemedierne i stand til at få slået ordet ”husmor” ihjel og erstatte det med den nye konstruktion ”hemmafru”.

Sproget var blevet ændret, ”husmor” var ikke længere anvendeligt, den eneste udvej var at benytte det nye udtryk ”hemmafru” vrængende og ironisk. Kvinder, som tidligere havde været tilfredse og måske endda stolte af at være husmødre, dukkede nu nakken og begyndte at skamme sig over deres lavtstående position i samfundet, og i titusindtal underordnede de sig tidens nye krav om udearbejde. Ved hjælp af offentlig forhånelse og deklassering af husmødrene havde ideologerne ændret samfundet. Meget behændigt blev det kaldt ”kvindernes frigørelse”.

Udskiftningen af ordet ”husmor” med det nye ord ”hemmafru” var foregået gennem en massiv propaganda i massemedierne. Men der var næsten ingen, det var i stand til at erkende den indoktrinering, der lå i den sproglige manipulation. Befolkningen var i egentligste forstand blevet hjernevaskede.

Ordets og tankens forvanskning

Det var George Orwell, der i bogen ”1984” afslørede, hvorledes et totalitært regime kan sikre sin magt ved brug af semantisk manipulation. Orwell kaldte det ”newspeak” – altså ”nysprog”. Ifølge Orwell er formålet med ”nysprog” ikke blot at skabe et udtryksmiddel for socialistiske anskuelser, men også at gøre enhver anden form for tænkning umulig. Dette opnås ved at konstruere nye ord, men først og fremmest ved at afskaffe uønskede ord, og ved at berøve de gamle ord, deres oprindelige betydning.

På den måde kan man styre tanken og gøre det af med uønskede begreber, fordi selve midlet – ordene til at tænke dem med og udtrykke dem med er forsvundet. De svenske socialdemokrater har i praksis gjort Orwells værste forudanelser til virkelighed. Man har manipuleret sproget, siger Roland Huntford, så det er uhyre vanskeligt at tale i andet end gunstige vendinger om velfærdsstaten, fordi ordene på dette område er blevet positivt ladede.

Ordet ”kollektiv” kan kun være positivt.
Ordet ”individ” er altid negativt.
”Afvigende mening” er direkte suspekt.
At blive betegnet som ”liberal” giver et dårligt rygte.
Ordet ”konservativ” betyder reaktionær, reaktionær er et skældsord.
Socialister er altid ”progressive”, en yderst positiv betegnelse.
På næsten alle europæiske sprog betyder glosen ”ensartethed” noget trist og deprimerende. På svensk betyder det ”harmoni”.
pinagtig konformitet er en obligatorisk dyd.
Ordet ”excentrisk” kan kun være fornærmende.
Ordet ”privat” vækker let forargelse

I modsætning til ordet ”social”, der er sød og liflig musik i enhver sammenhæng. Såsom – socialt orienteret. Socialt ansvar. Sociale holdninger. Social veltilpasset. Socialt samvær og endelig ikke at forglemme – Socialdemokratiet.

Ordet ”demokrati” betyder blot mere ”trygghet”, mere offentlig forsorg og omsorg. Demokrati forbindes med derimod aldrig med forestillinger om den enkelte borgers ukrænkelige rettigheder og personlige frihed.

Ordet ”frihed” har i det hele taget mistet sit oprindelige indhold og betegner slet og ret ”seksuel frihed”. I den svenske lovgivning forekommer glosen ”frihed” da også kun i denne ene forbindelse.

Gennem undervisning i skolerne og uophørlig propaganda i massemedierne er svenskerne indterpet det klarsyn, at frihed er lig med kønslige udskejelser befriet for gammeldags moralske hæmninger. Når svenskeren er seksuel frigjort, tror han, at han er et frit menneske. Jo mere frigjort, i jo højere grad samarbejder han eller hun med den gode stat.

”Sex er kropslig funktion ligesom at spise og drikke og holde fordøjelsen i orden”, hedder det. Det er i sengen, svenskerne skal udfolde deres personlige frihed og erobre nye trofæer til nationens ære. ”Efterhånden som den politiske frihed mindskes”, sagde Aldous Huxley, ”vil der som kompensation blive givet større seksuel frihed”. Han fik ret endnu engang.

I Sverige, hvor næsten alt er forbudt, som ikke udtrykkelig er påbudt, er der til gengæld som trøstpræmie eller sutteklud givet frit slag på det seksuelle område. Eksperterne i folkeopdragelse betragter ”suttekluden” som en fortrinlig afløbsrende for eventuelle aggressioner, der let kan opstå midt i den endeløse kedsommelige ”trygghet”. I virkeligheden er det blot et yderligere bevis for den grænseløse foragt, som den socialdemokratiske elite nærer for sine velafrettede vælgere. Men det er altså, hvad ordet ”frihed” dækker på det svenske nysprog.

Ord som ”administrationen” og ”bureaukratiet” forbindes ufortøvet med noget rart og troværdigt. Det er jo embedsværkets institutioner, der sørger for solidaritet og ligelighed, hjælp og retfærdighed. Kun onde og grimme mennesker kan have noget imod sådanne velgørere. Staten er selvsagt altid god, udadlelig og ufejlbarlig, og der findes ingen ord, hvormed man kan give udtryk for tanker, der blot antyder kritik af staten, samfundet og kollektivet.

”Det politiske sprog i Sverige er så beskåret, at der reelt kun er socialdemokraternes ordforråd”, siger Roland Huntford, ”det medfører, at det er næsten umuligt at udforme afvigende meninger rent sprogligt. Men det sker endda ikke så sjældent, at man faktisk kommer til at sige det modsatte af, hvad man mener”.

Sproget er spærret, så tanker og ord ledes ad ufravigelige faste render, som gled de gennem et slimet kloakrør.

Mediernes tyranni

Det er en gammel marxistisk frase, at den politiske magt er deponeret i kapitalisternes bankbokse. Nej, den politiske magt baserer sig på, hvad der er proppet ind i hovederne på befolkningens flertal. Hvilke uskrevne love de er indoktrinerede og kujonerede til at indordne sig. Hvilket sprog de er indterpet, det vil sige med hvilke ord de opbygger deres begreber og billedet af den verden, de lever i. og hvilke meninger og anskuelser de er tyranniserede og dresserede til at undvige, fordi de ikke anses for politiske korrekte.

Det er naturligvis massemedierne, der gennemfører sprogets devaluering og hjernevask af befolkningen. Uden journalisternes ihærdige indsats kunne det overhovedet ikke lade sig gøre. Svenske mediefolk virker da også som en stor kollektiv organisme, så man skulle tro, at de blev dirigeret fra et propagandaministerium. Tendenserne hos de journalister, der arbejder for de privatejede aviser, adskiller sig ikke fra deres kolleger i radio og TV.

Denne ensartethed garanteres blandt andet ved eksistensen af journalisthøjskoler, hvorfra den samlede presse rekrutterer sin medarbejdere. Dette betyder, at journalisterne fra disse udklækningsanstalter selv er grundigt indoktrinerede med de rigtige meninger. De er optrænede i gruppetænkning, og i deres lyserøde åndelige verden opfattes enhver afvigelse fra de totalitære normer som et utilgiveligt forræderi. Et udspekuleret system med selvforstærkende virkning.

Hvad angår den semantiske manipulation eller tankekontrol, kan det derfor være vanskeligt at skelne, hvad der kynisk er planlagt og beregnet, og hvad der er en følge af journalisternes egen ideologiske forgiftning. Men det er for så vidt også ligegyldigt, for resultatet bliver det samme.

I Sverige hersker således ”den frie presses” kompakte tyranni. Der findes et vist spillerum for andre meninger, men det rum er særdeles snævert, og kan bedst betegnes som småtingsafdelingen. Enhver spirende modstand fra småtingsafdelingen afvæbnes i reglen blidt og roligt af medierne med en passende dosis pædagogisk belæring og formaning.

Anderledes forholder det sig med mere afgørende spørgsmål, som for eksempel den socialdemokratiske arbejderrørelse, bureaukratiets embedsstand, afholdsbevægelsen, ulandene i den tredje verden og indvandrerne og flygtninge. På disse områder tolereres ingen afvigende meninger. Alt er tabubelagt, urørligt og uangribeligt.

Det menneske, som bryder et tabu, vil øjeblikkelig blive erklæret for usvensk, en person ingen kan tage alvorligt. Den formastelige vil blive udstødt og isoleret, og med alle midler vil man søge at gøre hans tilværelse uudholdelig.

Formelt er der ytringsfrihed i Sverige, men reelt er den ikke mere bevendt end den, der praktiseredes i Sovjetunionen. Systematisk propaganda, enstemmige fordømmelser, inkvisitoriske nederdrægtigheder, meningsterror og samfundshersen er grundlaget for samfundsdebatten i Sverige.

I Hitlers Tyskland havde de GESTAPO til at holde befolkningen i skak. I Sovjetunionen havde de KGB. I den fagre nye verden har de journalisterne.

Jeg vil undlade at drage sammenligninger mellem disse forhold i Sverige og de tilstande, som for nuværende hersker i Danmark. Det turde være inderligt overflødigt. Men lad os i stedet for prøve at forestille os det Danmark, der fandtes for ikke så længe siden.

Da Danmark var dansk

Efter krigen i 1945, op gennem 1950-erne og 1960-erne var Danmark faktisk en harmonisk og driftig nation. Vi lå lunt i svinget, som man dengang sagde. De fleste levede med den optimistiske opfattelse, at alting ville blive bedre og bedre – år for år. hvilket ikke var ubegrundet.

Skatteprocenten var 25. man sagde altid, en fjerdedel til skat, en fjerdedel til husleje, en fjerdedel til kosten og resten til fornøjelser. En familie kunne leve jævnt og godt af en enkelt indkomst.

Det var dengang ikke naturstridigt, at mødre passede deres egne børn. At sætte en ære i at klare sig selv, blev ikke betragtet som asocialt. Ungdommen havde mod på livet og tro på egne kræfter. Alle veje stod åbne. Tryghed og omsorg det var noget små børn og gamle mennesker havde særskilt krav på.

Der var ikke så meget løgn og hykleri. Der var heller ikke brug for det. At ægtepar holdt sølvbryllup var regelen og ikke undtagelsen. Ord som ”parforhold med hastigt skiftende partnere”, var endnu ikke opfundet.

Familien var ikke et offentligt anliggende. Ansvaret for børnene var alene forældrenes. Nævenyttige pædagoger og anmassende sagsbehandlere havde ikke kollektivt adgangstegn til at snage i familiernes privatliv. At tvangsfjerne tusinder af børn fra forældrenes skadelige indflydelse var endnu ikke udviklet til en særpræget industri.

De offentlige myndigheder anså det ikke som deres primære opgave at producere sociale klienter, som andre producerer kyllinger. Narkotikamisbrug eksisterede ikke som samfundsproblem. De såkaldte morfinister, der fandtes, var så få, at det ikke var ulejligheden værd at registrere dem.

Kriminaliteten forefandtes i beskedent omfang. Absolut overkommelig for politiet at holde styr på.

Hvad som var almindeligt og ganske normalt, smukt, naturligt og livskraftigt, blev åbenlyst foretrukket (endda i diskriminerende grad) for alt, som var sygeligt abnormt og perverst. Alle syntes, det var helt i orden. Men man var jo heller ikke så oplyste på den tid.

Der fandtes dengang en ægte folkelig solidaritet. Skønsomhed og hjælpsomhed. Da det senere blev lagt i hænderne på de professionelle socialpædagoger og gjort til levebrød, – døde solidariteten.

Pædagoger blev dengang tituleret med det fine navn – børnehavelærerinder. Det var nydelige og venlige damer. Begrebet ”sagsbehandler” eksisterede end ikke i ordbogen. Sager det var noget politiet og domstolene tog sig af. Andre ”sager” fandtes ikke. Derfor blev advokater også dengang kaldt for – sagførere.

Men det er ikke kun sproget, der forandrer sig. Ord der forsvinder, og nye ord der opstår. Samtidig med at sproget ændres, ændres også menneskets tanker. Fordi vi tænker ved hjælp af ord. Når begrebernes navne glider ud af sproget, går de værdier, de betegner, samtidig til grunde. De forsvinder ud af menneskenes bevidsthed og dermed ud af deres liv. Den, som antager og benytter fjendens sprog, har allerede tabt slaget og underkastet sig tyranniet.

Dengang, og det er jo ikke så længe siden, da var ord som ære, tapperhed, personligt mod, stolthed, sanddruhed, selvværd, selvopofrelse, selvrespekt, pligttroskab, myndighed, lov og orden og retfærdighed – det var altsammen højagtede og anerkendte begreber. Det var ord, der indgik i det almindelige ordforråd. Men samtidig var det håndgribelige realiteter i folkets hverdag. Det faldt ingen ind at udsætte de her nævnte begreber for hån og vrængende latter. Og man ville heller ikke være sluppet godt fra det.

Der var rige og fattige. Klasseskel og klassekamp. Det skal der være. Det er betingelsen for menneskets værdighed, og en uadskillelig del af demokratiet og friheden. Men samtidig var der fælles urørlige værdier. Der var kun et folk – samlet til en nation. National loyalitet var en selvfølge. Danmark var for danskere. Det var indlysende. Fundamentalt. Aldeles indiskutabelt. En ubestridelig historisk sandhed. At påstå andet ville blive stemplet som landsforræderi.

De folkevalgte danske politikere følte sig ikke kaldet til at frelse hele verden. De tænkte på dansk. De havde rigeligt i at hyppe vore egne nationale kartofler. Høsten var god.

Højtflyvende idealer og ideologiske fraser havde endnu ikke fortrængt sansen for realiteter. Der blev ført praktisk politik på grundlag af almindelig logik og sund fornuft. Sådan var Danmark indrettet dengang. Sådan levede vi.

Kollapsen

Vi har unægtelig i alarmerende grad fjernet os fra det Danmark, det folk og den nation, som fandtes dengang. Vort land er blevet misregeret og mishandlet næsten til det uigenkendelige. Det er den pris, danskerne har betalt for den så højt besungne velfærd. Et kaotisk, selvopgivende samfund, præget af politik og alment forfald. Ingen kan vide, hvor længe, hvor forrykt og forkrøblet dette forfald vil udarte. Men det kan siges med sikkerhed, at velfærdssamfundet bliver ikke noget tusindårsrige.

Systemet vil på et tidspunkt bryde sammen. Ikke på grund af et folkeligt oprør, eller fordi politikerne skulle komme på bedre tanker. Begge muligheder kan lades ude af betragtning.

Sovjetunionen – ondskabens imperium, gik i opløsning under vægten af sin egen elendighed. Der var ikke noget oprør. Ingen erkendelse. Ingen anger. Kommunismen kørte fast og druknede jammerligt i det stinkende slam og mudder, systemet selv havde frembragt.

Det endeligt, som venter velfærdssamfundet, vil ikke forme sig stort anderledes. Velfærdsstatens egentlige styrke beror på eksistensen af en stor offentlig sektor. Et uhyre antal offentligt ansatte sikrer den politiske stabilitet og gør det umuligt at ændre systemet med demokratiske midler.

Eftersom man i Danmark har opbygget verdens største offentlige sektor, må det erkendes, at systemet er solidt fundamenteret. Men denne vældige styrke er samtidig en svaghed. En akilleshæl.
Der findes i politik en økonomisk lov, der er ligeså uafviselig som tyngdekraften, og som lyder således:

Den offentlige sektors størrelse og forbrug er til en hver tid proportional med den skatteudplyndring, der finder sted imod befolkningen. Når den offentlige sektor vokser, øges skattetrykket automatisk tilsvarende. Det er logik.
Skatteudplyndringen er til en hver tid proportional med den umyndiggørelse, der finder sted imod befolkningen. Umyndiggørelsen, det vil sige nidkær kontrol og overvågning, er nødvendig af den simple grund, at folk i almindelighed ikke bryder sig om at blive udplyndret. Skattetryk og umyndiggørelse vil derfor altid vokse i samme takt. Det er også logik.

Det er imidlertid forudsigeligt, at den offentlige sektor vil vedblive at vokse ligesom en svulst. Det er nu engang svulstens natur at vokse og vokse, samtidig med den udmarver og udtærer det legeme, den snylter på.

Ethvert oppustet bureaukratisk apparat er som en svulst befængt med vokseværk. Det deraf stadig øgede skattetryk og skærpede umyndiggørelse vil sluttelig få apatien og ligegyldigheden til at brede sig som en lammelse af hele samfundslegemet.

Trækdyrene skal såmænd nok blive ved med at trække, men de trækker for lidt, vognen bliver for tung og rokker sig ikke ud af stedet. Just da indtræffer kollapsen. Velfærdsfidusen fungerer ikke længere. Landet vil være ruineret og tappet for fremdrift og livskraft. Den sociale komedie er forbi. Forfaldet vil være fuldbyrdet.

Hvordan kollapsen ellers vil gå for sig, kan ingen vide, men det bliver givetvis ikke noget smukt syn. Det vil siden kræve årtiers utrolige anstrengelser at udbedre skaderne og genrejse nationen økonomisk og politisk, moralsk og menneskeligt. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

De generationer, som skal løse denne gigantiske opgave, vil ofte blive tvunget til at bruge barske midler. Som Machiavelli sagde til fyrsten: ”Deres fyrstelige højhed, koldbrand kureres ikke med lavendelolie”.

Vi, som lever midt i et forfald

Ikke et ord mere om hverken Danmark eller Sverige. Jeg vil slutte med en kort beretning fra oldtidens Grækenland.

For mere end 2500 år siden opstod her en stat ved navn Attika omkring byen Athen. Det var i denne stat, friheden blev opfundet, eftersom friheden aldrig før havde eksisteret noget andet sted på jorden. Der var det besynderlige, at i Athen rådede enhver fri borger over sit liv og sin ejendom, samtidig med at han havde stemmeret i folkeforsamlingen. Her vedtog man lovene og valgte statens ledere eller afsatte dem, hvis man fandt grund dertil.

Til gengæld var enhver borger strengt forpligtiget til i farens stund at indtage sin plads i falanksen og med livet som indsats forsvare den fælles frihed. Dette system kaldte de ”demokrati”. Athenerne var stolte af deres frihed. ”Vi er frie mænd af Attika”, sagde de. ”Vi kryber ikke i støvet for nogen hersker”, sagde de. De ord skulle komme til at stå sin prøve. De kom i krig med det vældige Perserrige, der var hundredefold større, stærkere og rigere end det lille fattige Attika.

Perserne invaderede hele Grækenland. Alt blev lagt øde. Menneskene blev massakreret i titusindtal. Byen Athen blev en stinkende brandtomt. Indbyggerne flygtede ud over havet til øerne Ægina og Salamis. Men grækerne kapi-tulerede ikke. De vedblev at kæmpe med et mod, en udhol-denhed og et raseri, som ikke er overgået af nogen. Til sidst besejrede de fjenden. Knuste den persiske flåde, drev persernes hær på hovedkulds flugt og tilføjede asiaterne et nederlag, som de aldrig forvandt.

”Ved Maraton, Thermopylæ, Salamis og Platææ betalte vi for retten til friheden med heltenes blod”, sagde grækerne. Men de vidste ikke, at det var hele Europas fremtid og frihed, de havde kæmpet for. Sejren gjorde dem til den betydeligste magt i Middelhavet. De anlagde byer som Napoli og Marseille og andre byer, som ikke findes mere. Men frem for alt skulle de komme til at præge Europa med deres drømme om friheden, og lagde dermed grunden til hele den vestlige civilisation.

Det var deres storhedstid. De var flittige, nøjsomme og nys-gerrige. De udviklede aritmetikken og geometrien. De grundlagde naturvidenskaben. De gav os den klassiske arkitektur og den fineste kunst. De var de første og bedste såvel i krig som i fred. De følte, at de havde løftet verden af hængslerne, og at guderne smilede til dem. Men det skulle få ende.

Tiden gik. De mænd, som havde opfundet friheden og kæmpet så tappert for at bevare den, fandtes ikke mere. Deres efterkommere var af en ganske anden støbning. Forfaldet kom snigende som en tærende sygdom. De degenererede. De forsumpede. Kunsten devalueredes til pornografi. Rigdommen, demokratiet og velværet blev en selvfølge. Friheden skulle ikke mere forsvares, den var der jo alligevel, så rigelig endda.

Nej så hellere ligge blødt på silkepuder, nippe til liflig vin og lytte til fløjtespil og strengeleg og samle kræfter til nattens eskapader.

Carl Grimberg skriver i sin store verdenshistorie: ”Det foretrukne mål blev at skaffe sig en så behagelig tilværelse som muligt, og for den store hob – især i Athen – kom prægtige fester og gratis teaterforestillinger til at spille hovedrollen i det daglige liv”.

Det var jo ikke nødvendigt at arbejde, da staten betalte løn til alle og enhver for at udføre de såkaldte borgerpligter, og befolkningens store ubemidlede flertal blev mere og mere indstillet på at benytte deres politiske magt til at leve af offentlig understøttelse. Som al anden arbejdsfri indtægt virkede statsunderstøttelsen demoraliserende. ”Man kan sammenligne den med et sold”, sagde Aristoteles, ”hvor meget man end øser op idet, så løber det omgående ud igen. Den skærper blot massernes appetit på mere og mere i det uendelige”.

Staten blev for gennemsnitsatheneren næppe andet end den store understøttelsesbetaler og festarrangør, og at risikere livet for den havde man ikke lyst til.

Nu var det ikke længere borgerhære, som kæmpede for by og hjem, men i farens stund afgjordes statens skæbne af en sammenskrabet flok hjemløse eventyrer, hvis troskab og pålidelighed strakte sig akkurat så langt, som der var penge i statskassen.

Så dybt var det gamle borgersind sunket, at alle råbte på rettigheder, men ingen ville høre tale om pligter. Underslæb og korruption hørte til dagens orden indenfor forvaltningen. Man indsatte kontrolkommissioner i det uendelige, men hvad hjalp det, når også kontrollanterne kunne bestikkes.

En overgang troede man at kunne genopvække samfunds-ånden med nye love og et sandt lovgivningsraseri tog sin begyndelse. Følgen blev naturligvis, at man fik en mængde love og forordninger, som ingen kunne holde rede på, og at praktisk talt hver eneste athener blev lovovertræder.

Det attiske demokratis store og ophøjede træk udslettedes, medens de ødelæggelsens spire, som denne samfunds-orden bar i sig, sprang ud i fuld blomst. Livet tabte sit alvor, blev overfladisk og frivolt. ”De vigtigste samtaleemner i byen”, siger en historiker, ”var de kendteste skøgers meri-ter, eller den fineste konditors nyeste opfindelse på bag-værkets område. Frivole kvikheder, som fødtes under glade drikkelag, gik som en løbeild gennem byen”.

Friheden havde udartet til tøjlesløshed. Demokratiet var afløst af tyranni. Athen var i færd med at træde ud af historien. Forfaldet blev fuldbyrdet. Den attiske stat gik i opløsning og forsvandt. De følgende to tusinde år kom grækerne næsten uafbrudt under fremmed herredømme. To tusinde års nedværdigende slaveri i afmagt og rædsel. Kunne det have været forhindret? Svaret er – JA!

Men som en af filosofferne skal have sagt: ”Den som lever midt i et forfald, bringes i et dilemma. Thi taler han imod forfaldet, da risikerer han at blive udskreget som folke-fjende, og måske drevet i landflygtighed. Men tier han om alt det, han kan se, da deltager han selv i forfaldet”.

De ord gælder stadig – den dag i dag. Derfor skal der også siges fra og tales ud, uanset hvad det koster.

Jens Jackie Jensen, Tidehverv nr. 02/1995.

“if your heart is filled use your brain”

4 kommentarer »

  1. [...] havde noget ønske om systemets indførelse endsige nogen indflydelse herpå kan du læse på:  http://danmark.wordpress.com/dansk-velfærds-historie/ (intet er overladt til [...]

    Pingback af Velfærd og indvandring fører til kollaps om 2-4 år – en simpel kendsgerning « Danmark — 25. maj 2010 @ 00:29

  2. [...] This post was mentioned on Twitter by Øyvind Isene, Mogens Nørgaard. Mogens Nørgaard said: Vauw. Hvis jeg kun kunne medbringe én artikel til den øde ø… http://bit.ly/ebfgjB [...]

    Pingback af Tweets that mention Dansk Velfærds Historie « Danmark -- Topsy.com — 12. januar 2011 @ 13:37

  3. [...] af posterne angår, er der nogen, som har bidraget til deres formål gennem et langt liv via det forordnede velfærdssystem i dets højt besungne og skattefinansierede [...]

    Pingback af Lars Løkke Rasmussen er socialist – maaske uden at vide det « Danmark — 12. januar 2011 @ 21:18


RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

The Silver is the New Black Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.