HVAD BRUGES VERDENS HØJESTE SKATTER TIL?

…. samtidig med skattekilderne udtørrer

2. april 2010 kunne vi skrive, at 25 pct. af industriproduktionen i Danmark er flyttet eller lukket på 10 år: http://www.jobindex.dk/cgi/content.cgi?rm=show&id=802

Velfærdssamfundets finansieringskilder lukker eller flytter fortsat. Det er samhandelsvirksomhederne, med største hast nogensinde i 2010, og omstillingen til den internationale konkurrence i f.eks. uddannelsessektoren ligger fortsat brak. På 10 år var en fjerdedel af al industriproduktion lukket eller flytter ud af landet. Det drejede sig om 110.000 jobs, hævdes det på linket ovenfor.

Det, der bekymrede eliten i 2010, var ikke overraskende ikke deres egne dispositioner, men netop deres egne positioner. De havde kunne forudberegne allerede i 1970′erne, endog tidligere, at når deres ideologiske konstruktion, velfærdssamfundet, havde kørt på skinner nogle få år, ville antallet af børnefødsler blandt danskerne falde drastisk, da begge mulige forældre nu skulle trække læsset, ja endog trække et næsten dobbelt så stort læs af velfærdsforbrug i form af skattefinansierede overførsler og skattefinansieret personaleforbrug. Børnefødslerne valgte de ansvarlige både her og andre steder i Vesten en ideologisk løsning på, hvorefter alverden blev inviteret til bl.a. Danmark for at føde børn fra 1983 med en dertil indrettet ny udlændingelov – ‘den skæbnesvangre’.

I 1983 var den totale fødselsrate i Danmark : 9,9 barn pr. 1000 pr. år., aflæst på ‘Nøgletal om befolkningen’: http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366

Da begyndte masseindvandringen at tage form, og indvandrerne hævede fødselsraten til 13,4 i 1994, men fra senest fra 2008 er den faldet igen 11,4 til 10,4 i 2012, aflæst på ‘Nøgletal om befolkningen’: http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366

- nu skal lige understreges, at fødselsraten vil variere med antallet af fødende kvinder, der naturligvis ikke er konstant.

Da vi har bevist at en stor andel af fødslerne blandt kvinder med udenlandsk oprindelse af forskellige opgørelsestekniske fatale grunde tilmed bevidst indplaceres, som var de fødsler blandt danske kvinder, og børneantallet blandt de mest fødende med udenlandsk oprindelse fortsat er tæt på tre gange større end fødslerne blandt stambefolkningerne i både Tyskland, Østrig og England, er vi ikke i tvivl om, at fødselsraten blandt etnisk danske er faldet yderligere. Så hypotetisk må vi desværre udtrykker os, da fødselsraterne end ikke offentliggøres i form af rådata for henholdsvis danske og for fødende af anden oprindelse i Danmark. Det afskrækker ikke de ansatte i vores officielle opgørelsesinstitution fra at skrive både dette og hint i dagblade herom, heller ikke selvom flere af de informationer, som disse medarbejdere enten bringer eller bekræfter i bladene, er ganske modstridende og soleklart tydeligt ukorrekte.

Det var ikke kun børnefødsler, der manglede, for det viste sig for eliten, at de mest børnefødende blandt indvandrerne også var de mindst egnede til arbejdsmarkedet nu og fremover. Her er så koblingen til indledningsafsnittet. Det viste sig netop at ikke-vestlige i gennemsnit var 3,47 gange oftere ved de offentlige velfærdsudbydende enheder til sammenligning med danskerne. Over livsforløbet førte ikke-vestliges velfærdsforbrug til et underskud på gennemsnitlig 2,6 mill. kr. 1), men også danskerne skabte underskud på velfærdsregnskabet, i alt 750.000 kr. i gennemsnit over livsforløbet (sociale udbetalinger og andet forbrug af især personaletime-kroner minus de respektive indbetalte skatter og afgifter af samme individer). 3,47 = 2,6 mill./750.000. Disse underskud overvæltes på de kommende generationer. Det var den offentligt nedsatte Velfærdskommission, der berigede os med disse nødvendige oplysninger i 2005. At disse tal har ændret sig til det værre siden 2003-2005, som de refererer til som forbrugsår, kan vi godt forvente, da indvandringen er fortsat med stort set samme styrke og fra cirka de samme områder siden.

Med kommissionens oplysninger var det hele opgjort, fordi den netop havde adgang til at sammenkøre de nødvendige personoplysninger direkte fra Det Centrale Personregistret. Velfærdsbudgettets samlede poster på Finansloven kunne vi aflæse på informationerne fra Danmark Statistik. Resten var sammensat forholdsregning. Og det ville være slut med debatten, hvis det var kendt i brede kredse.

Uden masseindvandringen havde ikke-vestlige ikke konsumeret 28 pct. af det tyske velfærdsbudget (2009), mindst 30-31 pct. af det danske (2010) og 29,7 pct. af alle offentlige udgifter (2001) i Sverige.

Hvem der kreerede velfærdens ideologiske projekt i Danmark med hvilken ideologisk propaganda og dermed havde ansvaret, samt om befolkningen havde noget ønske om systemets indførelse endsige nogen indflydelse herpå kan du læse på: http://danmark.wordpress.com/dansk-velfærds-historie/ (intet er overladt til tilfældighederne).

1) side 26

Hvis du vil vide noget afgørende:

MAGTSAMLENDE BEDRAG DER IGEN FØRER TIL ØKONOMISK KOLLAPS ELLER KRIG

HVORFOR FORTÆLLER MEDIERNE IKKE HVAD EN IKKE-VESTLIG I GENNEMSNIT KOSTER DE DANSKE SKATTEYDERE

MAGTSAMLENDE BEDRAG DER IGEN FØRER TIL ØKONOMISK KOLLAPS ELLER KRIG

 Tro er stærkere end viden på kort sigt

Alle indvandringstilhængere, direkte medløbere og alle moderat kritiske af muslim-indvandringen eller neutralt agerende synes at være af samme grundindstilling: Indvandrerne, hvoraf mere end 90 procent stammer fra muslimske lande og områder siden midten af 1990′erne, er kommet for at blive. De repræsenterer ganske vist en noget centralistisk indstilling og en noget anderledes religion, men vi har religionsfrihed. Det er et ubetyde-ligt lille mindretal af de tilrejsende og deres børn og børnebørn, der går ind for eller selv går til yderligheder med deres handlinger, som terror, mord eller vold og anden kriminalitet. Og de vil falde til og blive ligesom de fleste danskere i deres handlingsmønster før eller siden.

Dette tilsiger den internationalistiske ideologi. ‘Og den tror vi på med alle dens fine og fintfølende ord, imponerende vendinger, ulogik og barnlige internationale ønsketænkning i et dukkehus’.

Meget tidligt efter masseindvandringens begyndelse til Vesteuropa omkring 1983 blev der taget højde for at ikke alle ville tie stille, om det, der skulle til at ske. En række grupperinger, også partier og sidenhen blogge skulle derfor simpelthen agere som opsamlere af modstanden mod projektet og vel mærke, ødelægge modstanden ved at udglatte, glide gelinde med og skabe positive forventninger til fremtiden uanset.

Når vi derimod spurgte én, der altså ikke troede på eller blot antog en indstilling, men vidste hvad han talte om i 1989, en som tilmed havde libanesiske rødder, lød der helt andre toner:
Er Europa ved at begå selvmord? Det mener forfatteren. Han er dansk gift mexicaner af kristen libanesisk familie. Han har været politisk fange på Cuba og er varm tilhænger af asylprincippet. Men han mener, at asylreglerne misbruges groft i Europa for øjeblikket [vort: i 1989 og misbruget fortsætter], og prisen herfor betales af de alvorligt nødlidende i den 3. verden, som berøves ressourcer gennem det, der sker. Han har udgivet en bog herom, som er oversat til dansk: “Økologisk Ideologi” (forlaget Stavnsager, 1987).

Om asylbedraget indløb dokumentation i 1990 af Eduardo Farahs påstand fra 1989 om asylmisbruget:
“Kun 5 pct. af de fremmede, der kommer til Europa er reelle flygtninge. Resten, de 95 pct., er almindelige indvandrere.”[I flg. FN’s Flygtningehøj-kommissariat’s Jonas Widgrens oplysninger i 1990, og i flg. flere flygtningeeksperters udtalelser]

Det allermest katastrofale i følge Eduardo Farah er, at den danske elite først bildte os ind det drejede sig om flygtninge – selvom UNHCR samtidig og sjovt nok meldte det stik modsatte, netop at 19 ud af 20 ikke var flygtninge fra krig og forfølgelse –, der naturligvis skulle hjem igen, når der blev fred i hjemlandet, bedyrere eliten. Siden bildte den os ind, at vi havde voldsomt brug for indvandrernes og deres efterkommeres arbejdskraft.

Europa som tomrum. En fysisk lov siger, at tomrum altid blive udfyldt. Det gælder også for befolkningsmæssige tomrum. En tilsvarende biologisk lov siger, at enhver art til stadighed søger mod de bedste muligheder for artens overlevelse og ekspansion.

I Vesteuropa findes i dag en veludbygget infrastruktur, der er resultatet af tre tusinde års hårdt arbejde og genialitet. Der findes vejsystemer, kanaler, kommunikationsnet af alle arter, huse, byer, rent vand, kloaksystemer, skoler på alle niveayer, hospitaler og masser af føde. Men hvert år er skoler nødt til at lukke, fordi der ikke er tilstrækkelig mange børn. Samtidig udvides omsorgssystemet for de gamle (i 1989), som forholdsmæsssigt er blevet en langt større befolkningsgruppe. Huse og hjem, byer og hele infrastrukturen er der imidlertid stadig; og når befolkningstallet daler, står alt dette uudnyttet hen. Der opstår et vakuum.

I Vesteuropa findes verdens bedste og mest udbredte velfærdssystem (mit: men dets bemanding og finansieringssystem er latterligt, se nedenfor). Dette er udviklet så vidt, at den egentlige fattigdom er udryddet (mit: den var udryddet før systemets indførelse). Hvadenten man har arbejde eller ej, vil der være sikret en sådan indkomst, at en familie vil kunne leve et rimeligt liv. Vesteuropas naboer mod øst har ikke store muligheder for at emigrere dertil (i 1989), selv om de måtte have lyst til det. Anderledes ser det imidlertid ud imod syd og sydøst, hvor de islamiske naboer både er meget fattigere og har et voldsomt voksende indbyggertal. I Nordafrika og Mellemøsten må indbyggerne erkende, at deres lande reelt er overbefolkede, samt jorden er mere eller mindre nedbrudt og ufrugtbar og ujævnt fordelt.

 I de europæiske nationer, der oprindelig udgjorde den vestlige civilisations vugge, er befolkningerne holdt op med at få børn. Hver kvinde føder i gennemsnit fra 1-1,3 barn i de fertile aldre 16-40 år i Europa. Ikke siden den sorte død tog livet af en tredjedel af befolkningen i 1300-tallet har den europæiske civilisation været så svækket. I 2050 vil der være 23 millioner tyskere, 16 millioner italienere og 30 millioner russere færre. Spaniens befolkningstal vil være faldet med en tredjedel. Om 50 år vil verdens befolkning godt nok være vokset til 9 milliarder, men 100 millioner europæere vil være væk. Det er Europas store dødsmarch. (Dette afsnit frit efter Michael Pihl)

Jeg har undersøgt befolkningsudviklingen, hævder Eduardo Farah. Denne undersøgelse synes at vise, at i år 1900 blev der for hvert barn født i Vesteuropa også født et barn i de islamiske lande. I dag (i 1989) bliver der derimod for hvert barn født i Vesteuropa født 10 i vore islamiske nabolande. Om 25-30 år vil forholdet være 1:20.

I 1996 kom en perser til med supplerende viden – ikke tro:
“Danskerne tager let på jihad (Hellig Krig), fordi det stemmer bedst med deres billede af livet. Men Jihad skal opfattes som alvor. Tro mig. Jeg har studeret Islam i mere end 30 år. – I øjeblikket (1996) er der ingen fare, for endnu er antallet i Danmark ikke stort. Men bliver de mange nok, skal de udføre Allahs ordre om at udbrede Islam ved sværdets magt. – Det er en obligatorisk pligt at gennemtvinge Islam som religion, livsstil og politisk lære. Det skal ske overalt i verden, hvor muslimer enten invaderer et land eller kommer til at udgøre en gruppe, der er tilstrækkeligt stor.” (slut citat af Adnan Wahab, Jyllands-Posten 8/1 1996). Adnan Wahab angiver 10 pct. som den andel, der vil give muslimer anledning til at gennemtvinge Islam i værtslandet. Adnan Wahab er advokat, bosat i Odense.

Dette er baggrunden, og konklusionen er: Tro er langt stærkere end viden på kort sigt.

Når jeg forsøgte af kategori-opdele det bløde element i den danske befolkning i første afsnit, kunne jeg lige så godt have foretaget opdelingen: De der forudser, hvad der vil ske, de ikke opdager det, hverken før eller medens det sker, de der ikke opdager, at det er sket, og endelig de, der planlægger det, der sker. De første og den sidste gruppe udgør tilsammen langt mindre end 10 procent af det samlede danskerantal. Og da vores styreform betinger at ikke andet end et flertal kan forhindre landet i at forgå, så kan et mindretal med lethed beslutte det modsatte og gennemføre, at det netop sker, hvis medierne er monopoliserede i den politisk korrekthed. Hadet til demokratiet, til Israel, måske USA, besættelsen af magtsamling, hadet til kristendommen, der er nok som samler den lille men effektive junta.

Med alle de skiftende løgne vi er blevet præsenteret for de seneste 30 år, og som er fuldstændig afsløret, som det de er, og afdækket for enhver, der blot gider se sig om, er der ikke ringeste tvivl om, at politikerne/partierne/grupperinger ikke bare vil tækkes, ikke bare misforstår, og f.eks. forestiller sig at muslimsk tankegang matcher den danske, ikke blot frygter konsekvenserne af deres egne beslutninger, eller lader stå til for karrieren. Ja, det er selvfølgelig mest bekvemt på kort sigt.

På det lange sigt fik de fire gamle partier kørt landet i sænk med et fra begyndelsen underskudsgivende og evigt statsgældsforøgende velfærdssystem (fra 1968) inspireret pr. tyrkertro på en forkvaklet keynesianer-tankegang, et velfærdssystem, som ingen vælger havde bedt om til erstatning for velstanden, og i tillæg et skole- og uddannelsessystem uden stræben efter dygtighed eller relevans, men til gengæld med skattefinansieret frit valg til og lighed i alt, der med regelret og forudset sikkerhed ikke kunne dække hverken politikernes overbud i form af masseansættelser og overførsler og i tillæg landets overforbrug, der netop fulgte heraf, ind. At unge i 16-årsalderen ikke skulle have lært at læse, kende verdenshjørnerne, eller løse ganske simple subtraktions-regnestykker efter 9 års skolegang, havde de færreste af os nok forestillet os. 9.z Holme viste dette i den bedste sendetid for nylig.

Men det var planlagt alt sammen af de fire gamle partier, kyndigt rådgivet af 68-marxisterne, der efter østblokkens kollaps søgte nye veje efter Trotskys ideologiske anvisninger, og de forvandledes til noget nyt, noget fornyende som altid og alligevel det selv samme, fordi det lyder godt/smager godt/føles godt hos den laveste mellemproportional, trotskister, internationalister eller transmodernister o.s.v., og de nye partier (især SF) sang endnu lystigere med på den danske melodi-model.

Det ville i øvrigt have været sært at skulle tænke sig, om samtlige beslutningstagere i Vesteuropa var blevet fuldstændig sindssyge på noget nær samme tidspunkt: Uden masseindvandringen havde vi ikke haft terror fra den kant. Uden masseindvandringen havde ikke-vestlige ikke konsumeret 28 pct. af det tyske velfærdsbudget, 30-31 pct. af det danske og 29,7 pct. af alle offentlige udgifter (2001) i Sverige.

Supplement:

Europas Selvmord 1. del

Hvorfor må vi ikke vide hvad en ikke-vestlig i gennemsnit koster de danske skatteydere?

9. juni 2013

J. E. Vig, cand oecon.

EFTER ET ÅR MED REKORDINDTAG AF IMMIGRANTER SIDEN 1995 I TYSKLAND STEMMER INFORMATIONERNE IKKE

‘NYE TIDER’:

Det vi læser stemmer ikke

De kan ikke være 3-3,2 gange så ofte på sociale ydelser som tyskerne,

som vi har dokumenteret og så samtidig klare sig så godt.

24. maj 2013: Der Spiegel:

Brain Gain: Immigrants Often Better Educated than Germans:

http://www.spiegel.de/international/germany/new-study-immigrants-are-better-educated-than-germans-a-901681.html

Vi ser ikke nogen ordentlig dokumentation fra kilden, der har lagt en såkaldt undersøgelse frem: http://www.bertelsmann-stiftung.de/cps/rde/xchg/SID-14518977-22C6E54B/bst/hs.xsl/441.htm

26. januar 2009: Der Spiegel: http://www.spiegel.de/international/germany/immigration-survey-shows-alarming-lack-of-integration-in-germany-a-603588.html :

“A third of all children born in Germany belong to immigrant families, but many immigrants are poorly integrated into German society. A new study has shown that Turks in particular are faring poorly in Germany.

A new study has delivered a damning verdict on the integration of Germany’s immigrants, concluding that an alarmingly high percentage of them live in a parallel world with poor prospects of a decent education and career advancement.

The study presented on Monday by the Berlin Institute for Population and Development is based on annual population statistics and finds that Turks in particular, the second largest group of immigrants after ethnic Germans from Eastern Europe and the former Soviet Union, are faring badly, even after decades of living in Germany.

It shows that foreigners who come to live in Germany tend to remain strangers, even after 50 years and three generations in some cases. There are even problems among those who hold German passports.

It’s a disturbing trend for Germany. The country needs immigrants because Germans aren’t having enough children. The population is shrinking and aging and its productivity is in danger. If the immigrants, who tend to have more children, are poorly educated and can’t find jobs, they’ll end up costing the state money rather than supporting it…”

7. juni 2013: Facts about Germany: Immigration and integration: http://www.tatsachen-ueber-deutschland.de/en/society/main-content-08/immigration-and-integration.html :

“There are currently more than 15 million people with an immigrant background living in Germany…”

“Lots of immigrants work as unskilled laborers, as Germany recruited workers in particular for simple activities. Studies have revealed that immigrant families in Germany have difficulty climbing the social ladder or improving their economic situation…”

“There are currently more than 15 million people with an immigrant background living in Germany. According to the German Statistics Office this figures includes all those people who have migrated to Germany as well as those born in Germany with at least one immigrant parent. Some seven million of them are foreigners, while around eight million have received German citizenship – though naturalization or because they are one of the four million repatriates. After the repatriates, the 2.5 million immigrants from Turkey represent the largest group, while a further 1.5 million come from former Yugoslavia or its successor states…”

Derimod læste vi meget om uro og kriminalitet i Tyskland blandt sigøjnere fra Bulgarien, Rumæmien og Ungarn i dette forår:

TORSDAG GIK 70.000 GRÆSKE ÆLDRE PÅ GADEN

De var på gaden den 4. april, da en græsk pensioneret farmaceut begik selvmord foran parlamentet. Og nu igen. Grækenland har 21% arbejdsløshed foruden det løse, hver anden under 25 år er ledig, og EU er netop blevet kritiseret af IMF for håndteringen af den græske krise. Nu er det besluttet at nedskære den græske folkepension og forhøje pensionsalderen.

Grækenlands økonomistørrelse er cirka som den danske.

It will raise the retirement age from 65 to 67 and cut pensions on average between 5% and 15%.
Some salaries in the public sector will be reduced by about a third, and several bonuses will be scrapped. Some judges must take a 30% pay cut, for example.

The crisis has cost tens of thousands of jobs, sending unemployment to a record high of 21 percent while one in two Greeks aged under 25 is jobless — amid a shrinking economy that is not expected to revive for at least two years.

Suicides are on the rise, although accurate figures are hard to access as not all are reported.

Police have recorded more than 1,700 such suicides and attempts since 2009, while the health ministry said suicides jumped 40 percent in the first five months of 2011 over the same period in 2010, with analysts linking the surge to the pressures of economic hardship.

EUROPÆERNE RENDES OVERENDE DEMOGRAFISK OM 20-30 ÅR. VI KAN KUN HÅBE PÅ ØKONOMISK KOLLAPS I GOD TID FORINDEN. SÅDAN ER DET.

Denne video illustrerer kortfattet, hvornår

europæerne sættes endeligt ud af spillet

-  hvordan det officielle billede af Europas og Danmark befolkningstilstand inden for de nærmeste få tiår tegnes – Amsterdam har fremmedflertal nu, Holland 2025, Bruxelles 30 pct. nu, og dermed 15-20 år mere for Belgien, Sverige i 2050, Norge 2050-2055, England 2050, Tyskland 2045-2050 – det er 37-42 år for de fire sidste og mindre for Holland og Belgien.

‘I Danmark vil det selvfølgelig aldrig ske’

DET SKAL UNDERSTREGES AT DE FLESTE REFEREREDE FERTILITETER I VIDEOEN ER DE SAMLEDE FERTILITETER I NATIONERNE – det vejede gennemsnit af stambefolkningernes og muslimernes fertiliteter -  OG DET BETYDER AT UDVIKLINGEN GÅR ENDOG HURTIGERE END VIDEOEN BERETTER (se bl.a. det østrigske eksempel via link nedenfor).

Fertilitet er den enkelte kvindes evne og vilje til at føde børn – antal børn pr. kvinder i den fødedygtige alder.

- og hav lidt tålmodighed før videoen starter

When you hear fertility 8 in Türkei it is not quite right, if it does not mean that there are given birth 8 times more relatively. More young and more younger birthgiving women and more children each in addition. In the third world 10 times more births relatively compared with the number of inhabitants is rather common. It is the birth-frequency, not the fertility.

Tyskland:

Die Deutsche Regierung, 2008:

“Der Rückgang der (Deutsche) Bevölkerung ist nicht mehr aufzuhalten. Die fallende Spirale kann nicht mehr gewendet werden… Es wird ein Muslimen Staat im Jahr 2050,”…

kommentierte der Vizepräsident des Statistischen Bundesamtes, Walter Radermacher, heute diese Berechnungen bei der Vorstellung des Berichts auf einer Pressekonferenz in Berlin: http://www.das-parlament.de/2007/31/Thema/16826282.html (at linket ikke længere eksisterer siger sig selv)

Vi kommer uafhængigt heraf til cirka samme resultat i Danmark:

 

Danskernes kurve (den blå) bygger på 2700 danskere forlader Danmark netto pr. år, og at danskerne har et fødselsunderskud, der fører til et årligt fald på 0,75 pct. De ikke-vestliges eller fremmedes kurver svarer til alternativerne i tabellen på dette link eller via linket ved klik på grafikken nedenfor:

http://danmark.wordpress.com/fremskrivning-af-antallet-af-fremmede-i-danmark-i-aar-2020/

Klik på grafikken og få modelforudsætningerne, tabelgennemløb for fremskrivningen sammen med den grafiske fremstilling

Grafisk fremstilling af befolknings-projektionen 2008 og 2013:

Kurveskæringer år 2036, 2041 eller 2050

Demografisk eller økonomisk død:

Vor eneste chance er økonomisk kollaps, eller det, der måske er værre, krig, længe forinden 2036. Disse alternativer i rette tid vil med sikkerhed sætte gang i beslutningerne vedrørende landets skæbne med beslutninger truffet i IMF eller blandt andre. Naturligvis garanterer dette ikke landets og stambefolkningens beståen uden tilstrækkelige fødsler; det gør intet alternativ til rettidige fødsler. Vælger danskerne fortsat at øge deres forbrugs-muligheder og ikke skære ned på det offentliges skattefinansierede velfærdssystem – som de aldrig har bedt om, men er blevet afhængige af – , der er også er forbrug, så vil vor kultur med sikkerhed gå under, lige som andre kulturer er gået under i egne efterladenskaber, når kulturen gik imod naturen.

Mere drastiske tiltag som at repatriere tilstrækkeligt med indvandrere (omkring 500.000 fra lande med lavere gennemsnitligt IQ end det danske) og i tide bringe den danske fertilitet op til 2,05 - der er tilstrækkeligt med den lave spædbørnsdødelighed vi trods alt har - vil uanset være et mamutprojekt af dimensioner. I seneste fire år er fødselsraten blandt danske kvinder gået yderligere tilbage, så vi er under katastrofetallet i 1983 på 9,9 pr. 1000, som netop motiverede den topstyrede masseindvandring, der er fortsat siden.

‘I Eventyrlandet vil det aldrig ske’

Danmark bliver absolut sikkerhed et område uden erhvervsmuligheder, hvis udviklingen fortsætter som nu

Uddybende supplementer med forudsætninger for noget af det skrevne i dette indlæg
http://danmark.wordpress.com/2009/04/19/graphic-illustration-of-difference-between-the-second-best-and-the-best-projection-and-perhaps-a-little-video-to-make-it-go-into-you-brain/

Forudsigelighed og ansvarlighed, dumstaedig optimisme og blind selv-opofring:

http://danmark.wordpress.com/2009/04/16/forudsigelighed-og-ansvarlighed-dumstaedig-optimisme-og-blind-selv-opofring/

Kvinder i Østrig, et eksempel der tydeligt viser vore indvendinger stemmer:
http://danmark.wordpress.com/2009/04/18/women-of-austria-vedvarende-lav-fertilitet-siden-midten-af-1980erne-2/

Østrigske kvinder og Max Planck Instituttet for Demografi – kort version:
http://danmark.wordpress.com/2009/04/19/i-dansk-og-engelsk-version-danish-official-information-is-not-ok/

Der satses stadig i Danmark på, at 60-70% kan overbevises om den politisk korrekte sandhed:
http://danmark.wordpress.com/2009/05/06/naturligvis-foeder-danskerne-ikke-flere-boern-det-er-de-fremmede/

HELT CENTRALT: Når tilpasningen af fertiliteten ikke sker i Tyskland, ikke i Italien, ikke i England, ikke i Spanien, i Holland, i Belgien, der alle har mindre frit valg på de skattefinansierede ta’ selv-hylder, sker det heller ikke her. Den skattefinansierede velfærd har simpelthen den modsatte virkning på de tilrejsende 1). Hvorfor skulle immigranter fra muslimske lande her tilpasse deres børneantal til det danske antal, når dette ikke sker i nogle af de andre nævnte lande, og når vi samtidig ved børneantal pr. kvinde er kulturelt, religiøst og lovregelbundet, især med en retsreligion. Det er simpelthen bluff sat i gang for at sinke vore reaktioner i tide. En overgang var kriminalitetsraten officielt heller ikke noget vi skulle betragte som meget højere for indvandrere fra muslimske lande og deres børn og børnebørn. Vi havde dog ret.

1) I Søndagsavisen 25. januar 2004 udtaler lederen for personstatistik i Københavns Kommune, Claus Woll : ”Jeg vil da gerne påpege, at der efter min mening ikke har været dækning for de konklusioner, der er draget i medierne på baggrund af rapporten (her: udført af sociologistuderende Connie Carrøe Christiansen for Københavns kommune)”. Ifølge Søndagsavisen afslører en nærmere granskning af tallene, at efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande tværtimod får flere børn end deres forældre! For denne gruppe er fødselsraten indenfor de seneste 5 år steget med 10%.”

En forsinket julegave

3. juni 2013
J. E. Vig, cand. oecon.

UDFORDRINGEN ER MEGET STØRRE END OMLÆGNINGEN VIA LANDBOREFORMERNE TILRETTELAGT I 1700′ÅRENE OG GENNEMFØRT ENDELIGT I 1800′ÅRENE – OG UDVIKLIGEN ER MISRØGTET I MERE END 30 ÅR FOR LÆNGE

Den realøkonomiske nedgang skyldes konkurrence på lønomkostninger, der fører de løntunge produktioner væk til lavtlønsområderne eller i knæ til lukning. Da vi ikke kan konkurrere i de samme produktioner med lønninger, der er 8-10 gange under det danske skattevelfærdsforhøjede lønniveau, er en omstilling af uddannelserne, produktioner og erhvervene altafgørende. Denne lønkonkurrencesituation vil være gældende mange år frem, og omstillingen er blevet forsømt de første 30 år.

Statsgælden skal afvikles i alt fald holdes strikt i ave, og i tillæg vokser aldringsproblemet sig større og større med ekstra offentlige ældreudgifter til følge, tilgangen til de arbejdsdygtige aldre mindskes mere og mere p.g.a. manglende fødsler, og  beskatningsgrundlaget udhules samtidig af udflagningen og lukningerne. ‘Som narrehatten på værket’ har landets ledere tilladt indtil nu indvandring af mere end en halv million ikke-vestlige, der i stedet for at bidrage positivt til bruttonationalproduktet forbruger 3,47 gange flere offentlige velfærdskroner i gennemsnit end danskerne i gennemsnit (når hensyn også tages til skattebetalingerne). Det samme gør sig antagelig gældende i flere andre vesteuropæiske lande (f.eks. Tyskland: http://danmark.wordpress.com/2013/03/31/anzahl-anteil-der-migranten-und-der-sozial-leistungen-in-deutschland-deutsches-og-dansk-version/). Centrale bærere af udviklingen i Europa har haft realøkonomisk negativ vækst de seneste tre år.

De oplistede problemer kan Europa ikke løse samtidig ved at pusle lidt med posteringerne på finanslovene, skære lidt hist og her, beordre nogle flere betalingsmidler udstedt og dermed skabe inflationsvækst, så produktionsforøgelsen ganske vist ligner realvækst, men ikke er andet end nominalvækst svarende til inflationen eller mindre. Dette vil kun forstærke problemerne og sinke/umuliggøre omstillingen.

Danmark er netop truet af den dræbende deflation med faldende vækst i tre på hinanden følgende år samtidig med statsgælden steg. Ekspansionen skal derfor sikres ved at produktionslivet og Danmark får en løsning, der ikke er fristende inflationsbehæftet.

Landbrugskrisen i 1800′tallet var på én måde større og mere betydningsfuld (p.g.a. landbrugserhvervets dominans i hele erhvervsstrukturen dengang), end man i dag måske forestiller sig, men samtidig var initiativerne til ændringer taget allerede af fremsynede/heldige ledere allerede med landboreformerne i 1700′årene.

Det tyske folketal falder og aldringen tiltager

“…Demografiegipfel der Bundesregierung wird Kanzlerin Angela Merkel nun ihre Antworten auf das Doppelproblem geben. Unsere Berliner Redaktion konnte vorab Einblick nehmen in die internen Papiere der Kanzlerin. “Wege aus der Altersfalle” lautet die Überschrift der heutigen Titelgeschichte. jetzt lesen…”

HISTORISK BIDRAG: INDVANDRER-UDGIFTERNE, DE POLITISK KORREKTE, DE SÅKALDT POLITISK UKORREKTE OG POLITISK UKORREKTE : NOGEN KAN IKKE REGNE!

Historisk bidrag:

INDVANDRER-UDGIFTERNE: 15,7, 18 eller godt 100 mia. kr. pr. år siger

de politisk korrekte og de såkaldte politisk ukorrekte

Danmark: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/499207:Danmark–Brede-reformer-skal-saenke-udgift-til-indvandrere:

“Minister (Karen Hækkerup) vil ikke igangsætte nye beregninger af, hvad indvandring koster samfundet. Tal fra 2010 er brugbare.  I 2010 udgjorde indvandring fra ikke-vestlige lande en underskudsforretning for det danske samfund på 15,7 milliarder kroner…”

Et kendt dansk støtteparti mente indvandrerudgifterne udgjorde 30 mia. kr. i 2001. Dette resultat hævdede partiet dengang, at det var kommet til sammen med Danmarks Statistik. 15. maj 2012: http://www.df-randers.dk/baggrund/Indvandringens%20omkostninger.pdf hævdede samme parti (uden nogen dokumentation), at indvandrerudgifterne havde passeret 100 mia. kr. Én ting er partistøtten til mere end angiveligt en tredobling af indvandrerudgifterne på 10 år (fra 30 til 100 fra 2001 til 2011), en anden manglende evne til at fatte forholdsregning. Den var guf for kvikke, talmindede 12-13 årige i 1950′erne og begyndelsen af 1960′erne.

Så kommer den nu pensionerede Gunnar Viby Mogensen primo 2013 med sine 1% af BNP (= 18 mia. kr.) i strikt harmoni med de officielle med 15,7 mia. kr. i 2010

- og endda uden dokumentation; udgifterne bliver paradoksalt nok i første kommentar til Viby Mogensens artikel i Berlingske til 180 mia. kr. uden at nogen retter det, end ikke forfatteren til artiklen Gunnar Viby Mogensen, der måske godt kan savne lidt falsk reklame. Og på Kathrine Lilleørs blog i samme blad ædes de randusianske 100 mia. kr., ganske vist uden talangivelser direkte i indlægget og dermed så udpræget klerikalt som fuldt acceptabelt (ligeledes uden dokumentation og uden kontrolmulighed). Det tilsyneladende storudgifts-prægede anslag med 100 mia. kr. pr. år er udeladt i indlægget, da det ikke klæder de 15,7 mia. kr. for samme udgiftspost. Men opregningen er både nævnt og accepteret, som vi læser Lilleør i sit referat, naturligvis, og godkendt også af de kommenterende på den gode tones blog. De kommenterende har ligeledes valgt at tro på randusianeren til erstatning for logikken. De sidste nævner netop de 100 mia. kr., måske på passende beregning. Hvor sødt i så fald. Danmark er en lille politisk korrekt hønsegård med såkaldt ukorrekte høns og også politisk ukorrekte høns …. de sidste i bur inde i hønsegården for en sikkerheds skyld.

Ingen højere? Jo!

Mit bidrag til immigrantudgifts-beregningen på den nemme og sikre måde; jeg er ikke politisk ukorrekt på skrømt:

De danske immigrant-udgifter vedr. ikke -vestlige i 2010 (MED dokumentation)

Ønsker du lidt uddybning inden du går til den simple forholdsregning på velfærdsbudgettets samlede udgifter, 2010:

http://danmark.wordpress.com/2013/04/27/immigrations-okonomien-central-i-norge-med-endog-langt-bedre-beskaeftigelsesmuligheder-men-totalt-nedprioriteret-i-danmark/

J. E. Vig, 27. april 2013

IMMIGRATIONS-ØKONOMIEN, CENTRAL I NORGE MED ENDOG LANGT BEDRE BESKÆFTIGELSESMULIGHEDER, MEN TOTALT NEDPRIORITERET I DANMARK PR. MINISTERKOMMANDO

Norge: http://www.rights.no/2013/04/fra-tell-ikke-meg-til-han-som-teller/

Adm. direktør i Statistisk Sentralbyrå, Norge, Hans Henrik Scheel. Hans store bekymring for tiden er indvandringens betydning for norsk økonomi. Og selv LOs cheføkonom, Stein Reegård, er begyndt å tælle. Reegård mener det er åbenbart at indvandringen reducerer produktiviteten og giver øgede lønforskelle. Han advarer også mod fremvæksten af et nyt tjenerskab.

Norge officielt: http://www.rights.no/2013/04/ny-innvandringsrekord-igjen-2/

1.1.2013 boede 710.465 indvandrere og norskfødte med indvandrerforældre i Norge. Det er en vækst på 55.300 personer i løbet af 2012.

Norge reelt:

Pr. 1. januar 2012 viste real-modellen herfra 792.139 af udenlandsk oprindelse svarende til 15,9 procent af folketallet i Norge. Således nærmere 847.439 pr. 1.1.2013.

Danmark officielt: http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/indvandrere-og-efterkommere/indvandrere-og-efterkommere.aspx

1.1.2013 boede 600.674 med udenlandsk baggrund, d.v.s. indvandrere og efterkommere (hvad de så end vil sige) i Danmark. Det er en vækst på 20.213 i løbet af 2012.

Danmark reelt:

Pr. 1. januar 2012 viste real-modellen herfra 735.924 af udenlandsk oprindelse svarende til 13,2 procent af folketallet i Danmark. Således 771.975 (13,8%) 1.1.2013.

Danmark: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/499207:Danmark–Brede-reformer-skal-saenke-udgift-til-indvandrere:

“Minister (Karen Hækkerup) vil ikke igangsætte nye beregninger af, hvad indvandring koster samfundet. Tal fra 2010 er brugbare.  I 2010 udgjorde indvandring fra ikke-vestlige lande en underskudsforretning for det danske samfund på 15,7 milliarder kroner…”

Et kendt dansk støtteparti mente indvandrerudgifterne udgjorde 30 mia. kr. i 2001. Dette resultat hævdede partiet dengang, at det var kommet til sammen med Danmarks Statistik. 15. maj 2012: http://www.df-randers.dk/baggrund/Indvandringens%20omkostninger.pdf  hævdede samme parti (uden nogen dokumentation), at indvandrerudgifterne havde passeret 100 mia. kr. Én ting er partistøtten til mere end angiveligt en tredobling af indvandrerudgifterne på 10 år (fra 30 til 100 fra 2001 til 2011), en anden manglende evne til at fatte forholdsregning. Den var guf for kvikke, talmindede 12-13 årige i 1950′erne og begyndelsen af 1960′erne.

Allerførst må vi have betragtninger fra Norge, 10. maj 2011: http://www.nho.no:80/article23322.html

Næringslivets Hovedorganisasjon i Norge har udsendt en pressemeddelelse, som er en bombe under oplysningerne om, hvad de danske udlændingeomkostninger officielt skulle være. Disse er et par gange i danske rapporter blevet anslået til under 20 milliarder årligt. Nordmændene har nu for Norges vedkommende regnet sig frem til ca. 60 milliarder n.kr.

Det er besynderligt al den stund, at fødte i Norge og naturaliserede givet ikke medregnes officielt (alene dette viser at 60 mia. n. kr. end ikke er nok), som det er kutyme i det meste af Vesten. Dertil kommer at det absolutte antal immigranter i Norge er kun lidt større end her i landet, og de er meget oftere i arbejde i Norge, end tilfældet er her. På den baggrund må man spørge om Norsk Arbejdsgiverforening regner bedre end den danske stat?

Vort svar: Der er ligesom lidt forskel på 15,7 mia. kr. og ca. 60 mia. kr. Og end ikke 100 mia. kr. fra et støtteparti er ikke meget bedre; det er endnu værre, og så såre enkelt at begribe, når du i stedet for at opregne udgiftsposterne (hvoraf de fleste søges skjult for offentligheden) netop forholdsregner på de samlede velfærdsudgifter på grundlag af det offentliges egne informationer:

Så kommer den nu pensionerede Gunnar Viby Mogensen primo 2013 med sine 1% af BNP (= 18 mia. kr.) i strikt harmoni med de officielle med 15,7 mia. kr. i 2010

- og endda uden dokumentation; udgifterne bliver paradoksalt nok i første kommentar til Viby Mogensens artikel i Berlingske til 180 mia. kr. uden at nogen retter det, end ikke Mogensen, der måske godt kan savne lidt falsk reklame. Og på Kathrine Lilleørs blog i samme blad ædes de randusianske 100 mia. kr., ganske vist uden talangivelser direkte i indlægget og dermed så udpræget klerikalt som fuldt acceptabelt (ligeledes uden dokumentation og uden kontrolmulighed). Det storudgifts-prægede anslag med 100 mia. kr. pr. år udelades, da det ikke klæder de 15,7 mia. kr. for samme udgiftspost. Men opregningen er både nævnt og accepteret, som vi læser Lilleør i sit referat, naturligvis, og godkendt også af de kommenterende på den gode tones blog. De kommenterende har ligeledes valgt at tro på randusianeren til erstatning for logikken. De sidste nævner netop de 100 mia. kr., måske på passende beregning. Hvor sødt i så fald. Danmark er en lille politisk korrekt hønsegård med såkaldt ukorrekte høns og også politisk ukorrekte høns …. de sidste i bur inde i hønsegården for en sikkerheds skyld.

Ingen højere? Jo!

De danske immigrant-udgifter vedr. ikke -vestlige i 2010 (MED dokumentation)

Og tænk, Norge har mere end det dobbelt tilgode til sammenligning med

hvad den danske stat skylder

4. JANUAR 2006: OPLYST AMERIKANER – UDSYNET OG OVERBLIKKET ER NÆSTEN HELT GÅET TABT HERHJEMME

Information of USA

 THE CENTURY AHEAD

 It’s the Demography, Stupid

 The real reason the West is in danger of extinction.

BY MARK STEYN

Most people reading this have strong stomachs, so let me lay it out as baldly as I can: Much of what we loosely call the Western world will not survive this century, and much of it will effectively disappear within our lifetimes, including many if not most Western European countries. There’ll probably still be a geographical area on the map marked as Italy or the Netherlands–probably–just as in Istanbul there’s still a building called St. Sophia’s Cathedral. But it’s not a cathedral; it’s merely a designation for a piece of real estate. Likewise, Italy and the Netherlands will merely be designations for real estate. The challenge for those who reckon Western civilization is on balance better than the alternatives is to figure out a way to save at least some parts of the West. One obstacle to doing that is that, in the typical election campaign in your advanced industrial democracy, the political platforms of at least one party in the United States and pretty much all parties in the rest of the West are largely about what one would call the secondary impulses of society–government health care, government day care (which Canada’s thinking of introducing), govern ment paternity leave (which Britain’s just introduced). We’ve prioritized the secondary impulse over the primary ones: national defense, family, faith and, most basic of all, reproductive activity–”Go forth and multiply,” because if you don’t you won’t be able to afford all those secondary-impulse issues, like cradle-to-grave welfare.

Americans sometimes don’t understand how far gone most of the rest of the developed world is down this path: In the Canadian and most Continental cabinets, the defense ministry is somewhere an ambitious politician passes through on his way up to important jobs like the health department. I don’t think Don Rumsfeld would regard it as a promotion if he were moved to Health and Human Services.

The design flaw of the secular social-democratic state is that it requires a religious-society birthrate to sustain it. Post-Christian hyperrationalism is, in the objective sense, a lot less rational than Catholicism or Mormonism. Indeed, in its reliance on immigration to ensure its future, the European Union has adopted a 21st-century variation on the strategy of the Shakers, who were forbidden from reproducing and thus could increase their numbers only by conversion. The problem is that secondary-impulse societies mistake their weaknesses for strengths–or, at any rate, virtues–and that’s why they’re proving so feeble at dealing with a primal force like Islam.

Speaking of which, if we are at war–and half the American people and significantly higher percentages in Britain, Canada and Europe don’t accept that proposition–then what exactly is the war about?

We know it’s not really a “war on terror.” Nor is it, at heart, a war against Islam, or even “radical Islam.” The Muslim faith, whatever its merits for the believers, is a problematic business for the rest of us.
There are many trouble spots around the world, but as a general rule, it’s easy to make an educated guess at one of the participants: Muslims vs. Jews in “Palestine,” Muslims vs. Hindus in Kashmir, Muslims vs. Christians in Africa, Muslims vs. Buddhists in Thailand, Muslims vs. Russians in the Caucasus, Muslims vs. backpacking tourists in Bali. Like the environmentalists, these guys think globally but act locally.

Yet while Islamism is the enemy, it’s not what this thing’s about. Radical Islam is an opportunistic infection, like AIDS: It’s not the HIV that kills you, it’s the pneumonia you get when your body’s too weak to fight it off. When the jihadists engage with the U.S. military, they lose–as they did in Afghanistan and Iraq. If this were like World War I with those fellows in one trench and us in ours facing them over some boggy piece of terrain, it would be over very quickly. Which the smarter Islamists have figured out.

They know they can never win on the battlefield, but they figure there’s an excellent chance they can drag things out until Western civilization collapses in on itself and Islam inherits by default.

That’s what the war’s about: our lack of civilizational confidence. As a famous Arnold Toynbee quote puts it: “Civilizations die from suicide, not murder”–as can be seen throughout much of “the Western world” right now.

The progressive agenda–lavish social welfare, abortion, secularism, multiculturalism–is collectively the real suicide bomb. Take multiculturalism. The great thing about multiculturalism is that it doesn’t involve knowing anything about other cultures–the capital of Bhutan, the principal exports of Malawi, who cares? All it requires is feeling good about other cultures. It’s fundamentally a fraud, and I would argue was subliminally accepted on that basis. Most adherents to the idea that all cultures are equal don’t want to live in anything but an advanced Western society. Multiculturalism means your kid has to learn some wretched native dirge for the school holiday concert instead of getting to sing “Rudolph the Red-Nosed Reindeer” or that your holistic masseuse uses techniques developed from Native American spirituality, but not that you or anyone you care about should have to live in an African or Native American society.

It’s a quintessential piece of progressive humbug.Then September 11 happened. And bizarrely the reaction of just about every prominent Western leader was to visit a mosque: President Bush did, the prince of Wales did, the prime minister of the United Kingdom did, the prime minister of Canada did . . . The premier of Ontario didn’t, and so 20 Muslim community leaders had a big summit to denounce him for failing to visit a mosque. I don’t know why he didn’t. Maybe there was a big backlog, it was mosque drive time, prime ministers in gridlock up and down the freeway trying to get to the Sword of the Infidel-Slayer Mosque on Elm Street. But for whatever reason he couldn’t fit it into his hectic schedule. Ontario’s citizenship minister did show up at a mosque, but the imams took that as a great insult, like the Queen sending Fergie to open the Commonwealth Games. So the premier of Ontario had to hold a big meeting with the aggrieved imams to apologize for not going to a mosque and, as the Toronto Star’s reported it, “to provide them with reassurance that the provincial government does not see them as the enemy.”

Anyway, the get-me-to-the-mosque-on-time fever died down, but it set the tone for our general approach to these atrocities. The old definition of a nanosecond was the gap between the traffic light changing in New York and the first honk from a car behind. The new definition is the gap between a terrorist bombing and the press release from an Islamic lobby group warning of a backlash against Muslims. In most circumstances, it would be considered appallingly bad taste to deflect attention from an actual “hate crime” by scaremongering about a purely hypothetical one. Needless to say, there is no campaign of Islamophobic hate crimes. If anything, the West is awash in an epidemic of self-hate crimes. A commenter on Tim Blair’s Web site in Australia summed it up in a note-perfect parody of a Guardian headline: “Muslim Community Leaders Warn of Backlash from Tomorrow Morning’s Terrorist Attack.” Those community leaders have the measure of us.

Radical Islam is what multiculturalism has been waiting for all along. In “The Survival of Culture,” I quoted the eminent British barrister Helena Kennedy, Queen’s Counsel. Shortly after September 11, Baroness Kennedy argued on a BBC show that it was too easy to disparage “Islamic fundamentalists.” “We as Western liberals too often are fundamentalist ourselves,” she complained. “We don’t look at our own fundamentalisms.”

Well, said the interviewer, what exactly would those Western liberal fundamentalisms be? “One of the things that we are too ready to insist upon is that we are the tolerant people and that the intolerance is something that belongs to other countries like Islam. And I’m not sure that’s true.”

Hmm. Lady Kennedy was arguing that our tolerance of our own tolerance is making us intolerant of other people’s intolerance, which is intolerable. And, unlikely as it sounds, this has now become the highest, most rarefied form of multiculturalism. So you’re nice to gays and the Inuit? Big deal. Anyone can be tolerant of fellows like that, but tolerance of intolerance gives an even more intense frisson of pleasure to the multiculti masochists. In other words, just as the AIDS pandemic greatly facilitated societal surrender to the gay agenda, so 9/11 is greatly facilitating our surrender to the most extreme aspects of the multicultural agenda.

For example, one day in 2004, a couple of Canadians returned home, to Lester B. Pearson International Airport in Toronto. They were the son and widow of a fellow called Ahmed Said Khadr, who back on the Pakistani-Afghan frontier was known as “al-Kanadi.” Why? Because he was the highest-ranking Canadian in al Qaeda–plenty of other Canucks in al Qaeda, but he was the Numero Uno. In fact, one could argue that the Khadr family is Canada’s principal contribution to the war on terror. Granted they’re on the wrong side (if you’ll forgive my being judgmental) but no one can argue that they aren’t in the thick of things. One of Mr. Khadr’s sons was captured in Afghanistan after killing a U.S. Special Forces medic. Another was captured and held at Guantanamo. A third blew himself up while killing a Canadian soldier in Kabul. Pa Khadr himself died in an al Qaeda shootout with Pakistani forces in early 2004. And they say we Canadians aren’t doing our bit in this war!

In the course of the fatal shootout of al-Kanadi, his youngest son was paralyzed. And, not unreasonably, Junior didn’t fancy a prison hospital in Peshawar. So Mrs. Khadr and her boy returned to Toronto so he could enjoy the benefits of Ontario government health care. “I’m Canadian, and I’m not begging for my rights,” declared the widow Khadr. “I’m demanding my rights.”

As they always say, treason’s hard to prove in court, but given the circumstances of Mr. Khadr’s death it seems clear that not only was he providing “aid and comfort to the Queen’s enemies” but that he was, in fact, the Queen’s enemy. The Princess Patricia’s Canadian Light Infantry, the Royal 22nd Regiment and other Canucks have been participating in Afghanistan, on one side of the conflict, and the Khadr family had been over there participating on the other side. Nonetheless, the prime minister of Canada thought Boy Khadr’s claims on the public health system was an excellent opportunity to demonstrate his own deep personal commitment to “diversity.” Asked about the Khadrs’ return to Toronto, he said, “I believe that once you are a Canadian citizen, you have the right to your own views and to disagree.”

That’s the wonderful thing about multiculturalism: You can choose which side of the war you want to fight on. When the draft card arrives, just tick “home team” or “enemy,” according to taste. The Canadian prime minister is a typical late-stage Western politician: He could have said, well, these are contemptible people and I know many of us are disgusted at the idea of our tax dollars being used to provide health care for a man whose Canadian citizenship is no more than a flag of convenience, but unfortunately that’s the law and, while we can try to tighten it, it looks like this lowlife’s got away with it. Instead, his reflex instinct was to proclaim this as a wholehearted demonstration of the virtues of the multicultural state. Like many enlightened Western leaders, the Canadian prime minister will be congratulating himself on his boundless tolerance even as the forces of intolerance consume him.

That, by the way, is the one point of similarity between the jihad and conventional terrorist movements like the IRA or ETA. Terror groups persist because of a lack of confidence on the part of their targets: The IRA, for example, calculated correctly that the British had the capability to smash them totally but not the will. So they knew that while they could never win militarily, they also could never be defeated. The Islamists have figured similarly. The only difference is that most terrorist wars are highly localized. We now have the first truly global terrorist insurgency because the Islamists view the whole world the way the IRA view the bogs of Fermanagh: They want it, and they’ve calculated that our entire civilization lacks the will to see them off.

We spend a lot of time at The New Criterion attacking the elites, and we’re right to do so. The commanding heights of the culture have behaved disgracefully for the last several decades. But if it were just a problem with the elites, it wouldn’t be that serious: The mob could rise up and hang ‘em from lampposts–a scenario that’s not unlikely in certain Continental countries. But the problem now goes way beyond the ruling establishment. The annexation by government of most of the key responsibilities of life–child-raising, taking care of your elderly parents–has profoundly changed the relationship between the citizen and the state. At some point–I would say socialized health care is a good marker–you cross a line, and it’s very hard then to persuade a citizenry enjoying that much government largesse to cross back. In National Review recently, I took issue with that line Gerald Ford always uses to ingratiate himself with conservative audiences: “A government big enough to give you everything you want is big enough to take away everything you have.” Actually, you run into trouble long before that point: A government big enough to give you everything you want still isn’t big enough to get you to give anything back. That’s what the French and German political classes are discovering.

Go back to that list of local conflicts I mentioned. The jihad has held out a long time against very tough enemies. If you’re not shy about taking on the Israelis, the Russians, the Indians and the Nigerians, why wouldn’t you fancy your chances against the Belgians and Danes and New Zealanders? So the jihadists are for the most part doing no more than giving us a prod in the rear as we sleepwalk to the cliff. When I say “sleepwalk,” it’s not because we’re a blasé culture. On the contrary, one of the clearest signs of our decline is the way we expend so much energy worrying about the wrong things. If you’ve read Jared Diamond’s bestselling book “Collapse: How Societies Choose to Fail or Succeed,” you’ll know it goes into a lot of detail about Easter Island going belly up because they chopped down all their trees. Apparently that’s why they’re not a G-8 member or on the U.N. Security Council. Same with the Greenlanders and the Mayans and Diamond’s other curious choices of “societies.” Indeed, as the author sees it, pretty much every society collapses because it chops down its trees.

Poor old Diamond can’t see the forest because of his obsession with the trees. (Russia’s collapsing even as it’s undergoing reforestation.) One way “societies choose to fail or succeed” is by choosing what to worry about. The Western world has delivered more wealth and more comfort to more of its citizens than any other civilization in history, and in return we’ve developed a great cult of worrying. You know the classics of the genre: In 1968, in his bestselling book “The Population Bomb,” the eminent scientist Paul Ehrlich declared: “In the 1970s the world will undergo famines–hundreds of millions of people are going to starve to death.” In 1972, in their landmark study “The Limits to Growth,” the Club of Rome announced that the world would run out of gold by 1981, of mercury by 1985, tin by 1987, zinc by 1990, petroleum by 1992, and copper, lead and gas by 1993.

None of these things happened. In fact, quite the opposite is happening. We’re pretty much awash in resources, but we’re running out of people–the one truly indispensable resource, without which none of the others matter. Russia’s the most obvious example: it’s the largest country on earth, it’s full of natural resources, and yet it’s dying–its population is falling calamitously.The default mode of our elites is that anything that happens–from terrorism to tsunamis–can be understood only as deriving from the perniciousness of Western civilization. As Jean-Francois Revel wrote, “Clearly, a civilization that feels guilty for everything it is and does will lack the energy and conviction to defend itself.”

And even though none of the prognostications of the eco-doom blockbusters of the 1970s came to pass, all that means is that 30 years on, the end of the world has to be rescheduled. The amended estimated time of arrival is now 2032. That’s to say, in 2002, the United Nations Global Environmental Outlook predicted “the destruction of 70 percent of the natural world in thirty years, mass extinction of species. . . . More than half the world will be afflicted by water shortages, with 95 percent of people in the Middle East with severe problems . . . 25 percent of all species of mammals and 10 percent of birds will be extinct . . .”

Etc., etc., for 450 pages. Or to cut to the chase, as the Guardian headlined it, “Unless We Change Our Ways, The World Faces Disaster.”

Well, here’s my prediction for 2032: unless we change our ways the world faces a future . . . where the environment will look pretty darn good. If you’re a tree or a rock, you’ll be living in clover. It’s the Italians and the Swedes who’ll be facing extinction and the loss of their natural habitat.

There will be no environmental doomsday. Oil, carbon dioxide emissions, deforestation: none of these things is worth worrying about. What’s worrying is that we spend so much time worrying about things that aren’t worth worrying about that we don’t worry about the things we should be worrying about. For 30 years, we’ve had endless wake-up calls for things that aren’t worth waking up for. But for the very real, remorseless shifts in our society–the ones truly jeopardizing our future–we’re sound asleep.
The world is changing dramatically right now, and hysterical experts twitter about a hypothetical decrease in the Antarctic krill that might conceivably possibly happen so far down the road there are unlikely to be any Italian or Japanese enviro-worriers left alive to be devastated by it.

In a globalized economy, the environmentalists want us to worry about First World capitalism imposing its ways on bucolic, pastoral, primitive Third World backwaters. Yet, insofar as “globalization” is a threat, the real danger is precisely the opposite–that the peculiarities of the backwaters can leap instantly to the First World. Pigs are valued assets and sleep in the living room in rural China–and next thing you know an unknown respiratory disease is killing people in Toronto, just because someone got on a plane. That’s the way to look at Islamism: We fret about McDonald’s and Disney, but the big globalization success story is the way the Saudis have taken what was 80 years ago a severe but obscure and unimportant strain of Islam practiced by Bedouins of no fixed abode and successfully exported it to the heart of Copenhagen, Rotterdam, Manchester, Buffalo…

What’s the better bet? A globalization that exports cheeseburgers and pop songs or a globalization that exports the fiercest aspects of its culture? When it comes to forecasting the future, the birthrate is the nearest thing to hard numbers. If only a million babies are born in 2006, it’s hard to have two million adults enter the workforce in 2026 (or 2033, or 2037, or whenever they get around to finishing their Anger Management and Queer Studies degrees). And the hard data on babies around the Western world is that they’re running out a lot faster than the oil is. “Replacement” fertility rate–i.e., the number you need for merely a stable population, not getting any bigger, not getting any smaller–is 2.1 babies per woman. Some countries are well above that: the global fertility leader, Somalia, is 6.91, Niger 6.83, Afghanistan 6.78, Yemen 6.75. Notice what those nations have in common? Scroll way down to the bottom of the Hot One Hundred top breeders and you’ll eventually find the United States, hovering just at replacement rate with 2.07 births per woman. Ireland is 1.87, New Zealand 1.79, Australia 1.76. But Canada’s fertility rate is down to 1.5, well below replacement rate; Germany and Austria are at 1.3, the brink of the death spiral; Russia and Italy are at 1.2; Spain 1.1, about half replacement rate. That’s to say, Spain’s population is halving every generation. By 2050, Italy’s population will have fallen by 22%, Bulgaria’s by 36%, Estonia’s by 52%. In America, demographic trends suggest that the blue states ought to apply for honorary membership of the EU: In the 2004 election, John Kerry won the 16 with the lowest birthrates; George W. Bush took 25 of the 26 states with the highest. By 2050, there will be 100 million fewer Europeans, 100 million more Americans–and mostly red-state Americans.

As fertility shrivels, societies get older–and Japan and much of Europe are set to get older than any functioning societies have ever been. And we know what comes after old age. These countries are going out of business–unless they can find the will to change their ways. Is that likely? I don’t think so. If you look at European election results–most recently in Germany–it’s hard not to conclude that, while voters are unhappy with their political establishments, they’re unhappy mainly because they resent being asked to reconsider their government benefits and, no matter how unaffordable they may be a generation down the road, they have no intention of seriously reconsidering them. The Scottish executiverecently backed down from a proposal to raise the retirement age of Scottish public workers. It’s presently 60, which is nice but unaffordable. But the reaction of the average Scots worker is that that’s somebody else’s problem. The average German worker now puts in 22% fewer hours per year than his American counterpart, and no politician who wishes to remain electorally viable will propose closing the gap in any meaningful way.

This isn’t a deep-rooted cultural difference between the Old World and the New. It dates back all the way to, oh, the 1970s. If one wanted to allocate blame, one could argue that it’s a product of the U.S. military presence, the American security guarantee that liberated European budgets: instead of having to spend money on guns, they could concentrate on butter, and buttering up the voters. If Washington’s problem with Europe is that these are not serious allies, well, whose fault is that? Who, in the years after the Second World War, created NATO as a postmodern military alliance? The “free world,” as the Americans called it, was a free ride for everyone else. And having been absolved from the primal responsibilities of nationhood, it’s hardly surprising that European nations have little wish to reshoulder them. In essence, the lavish levels of public health care on the Continent are subsidized by the American taxpayer. And this long-term softening of large sections of the West makes them ill-suited to resisting a primal force like Islam.

There is no “population bomb.” There never was. Birthrates are declining all over the world–eventually every couple on the planet may decide to opt for the Western yuppie model of one designer baby at the age of 39. But demographics is a game of last man standing. The groups that succumb to demographic apathy last will have a huge advantage. Even in 1968 Paul Ehrlich and his ilk should have understood that their so-called population explosion was really a massive population adjustment. Of the increase in global population between 1970 and 2000, the developed world accounted for under 9% of it, while the Muslim world accounted for 26%. Between 1970 and 2000, the developed world declined from just under 30% of the world’s population to just over 20%, the Muslim nations increased from about 15% to 20%.

Nineteen seventy doesn’t seem that long ago. If you’re the age many of the chaps running the Western world today are wont to be, your pants are narrower than they were back then and your hair’s less groovy, but the landscape of your life–the look of your house, the layout of your car, the shape of your kitchen appliances, the brand names of the stuff in the fridge–isn’t significantly different. Aside from the Internet and the cell phone and the CD, everything in your world seems pretty much the same but slightly modified.

And yet the world is utterly altered. Just to recap those bald statistics: In 1970, the developed world had twice as big a share of the global population as the Muslim world: 30% to 15%. By 2000, they were the same: each had about 20%.

And by 2020?

So the world’s people are a lot more Islamic than they were back then and a lot less “Western.” Europe is significantly more Islamic, having taken in during that period some 20 million Muslims (officially)–or the equivalents of the populations of four European Union countries (Ireland, Belgium, Denmark and Estonia). Islam is the fastest-growing religion in the West: In the U.K., more Muslims than Christians attend religious services each week.

Can these trends continue for another 30 years without having consequences? Europe by the end of this century will be a continent after the neutron bomb: The grand buildings will still be standing, but the people who built them will be gone. We are living through a remarkable period: the self-extinction of the races who, for good or ill, shaped the modern world.

What will Europe be like at the end of this process? Who knows? On the one hand, there’s something to be said for the notion that America will find an Islamified Europe more straightforward to deal with than M. Chirac, Herr Schroeder & Co. On the other hand, given Europe’s track record, getting there could be very bloody. But either way this is the real battlefield. The al Qaeda nutters can never find enough suicidal pilots to fly enough planes into enough skyscrapers to topple America. But unlike us, the Islamists think long-term, and, given their demographic advantage in Europe and the tone of the emerging Muslim lobby groups there, much of what they’re flying planes into buildings for they’re likely to wind up with just by waiting a few more years. The skyscrapers will be theirs; why knock ‘em over?
The latter half of the decline and fall of great civilizations follows a familiar pattern: affluence, softness, decadence, extinction. You don’t notice yourself slipping through those stages because usually there’s a seductive pol on hand to provide the age with a sly, self-deluding slogan–like Bill Clinton’s “It’s about the future of all our children.” We on the right spent the 1990s gleefully mocking Mr. Clinton’s tedious invocation, drizzled like syrup over everything from the Kosovo war to highway appropriations. But most of the rest of the West can’t even steal his lame bromides: A society that has no children has no future.

Permanence is the illusion of every age. In 1913, no one thought the Russian, Austrian, German and Turkish empires would be gone within half a decade. Seventy years on, all those fellows who dismissed Reagan as an “amiable dunce” (in Clark Clifford’s phrase) assured us the Soviet Union was likewise here to stay. The CIA analysts’ position was that East Germany was the ninth biggest economic power in the world. In 1987 there was no rash of experts predicting the imminent fall of the Berlin Wall, the Warsaw Pact and the USSR itself.

Yet, even by the minimal standards of these wretched precedents, so-called post-Christian civilizations–as a prominent EU official described his continent to me–are more prone than traditional societies to mistake the present tense for a permanent feature. Religious cultures have a much greater sense of both past and future, as we did a century ago, when we spoke of death as joining “the great majority” in “the unseen world.” But if secularism’s starting point is that this is all there is, it’s no surprise that, consciously or not, they invest the here and now with far greater powers of endurance than it’s ever had. The idea that progressive Euro-welfarism is the permanent resting place of human development was always foolish; we now know that it’s suicidally so.

To avoid collapse, European nations will need to take in immigrants at a rate no stable society has ever attempted. The CIA is predicting the EU will collapse by 2020. Given that the CIA’s got pretty much everything wrong for half a century, that would suggest the EU is a shoo-in to be the colossus of the new millennium. But even a flop spook is right twice a generation. If anything, the date of EU collapse is rather a cautious estimate. It seems more likely that within the next couple of European election cycles, the internal contradictions of the EU will manifest themselves in the usual way, and that by 2010 we’ll be watching burning buildings, street riots and assassinations on American network news every night. Even if they avoid that, the idea of a childless Europe ever rivaling America militarily or economically is laughable. Sometime this century there will be 500 million Americans, and what’s left in Europe will either be very old or very Muslim. Japan faces the same problem: Its
population is already in absolute decline, the first gentle slope of a death spiral it will be unlikely ever to climb out of. Will Japan be an economic powerhouse if it’s populated by Koreans and Filipinos? Very possibly. Will Germany if it’s populated by Algerians? That’s a trickier proposition.

Best-case scenario? The Continent winds up as Vienna with Swedish tax rates.

Worst-case scenario: Sharia, circa 2040; semi-Sharia, a lot sooner–and we’re already seeing a drift in that direction.

In July 2003, speaking to the U.S. Congress, Tony Blair remarked: “As Britain knows, all predominant power seems for a time invincible but, in fact, it is transient. The question is: What do you leave behind?”

Excellent question. Britannia will never again wield the unrivalled power she enjoyed at her imperial apogee, but the Britannic inheritance endures, to one degree or another, in many of the key regional players in the world today–Australia, India, South Africa–and in dozens of island statelets from the Caribbean to the Pacific. If China ever takes its place as an advanced nation, it will be because the People’s Republic learns more from British Hong Kong than Hong Kong learns from the Little Red Book. And of course the dominant power of our time derives its political character from 18th-century British subjects who took English ideas a little further than
the mother country was willing to go.

A decade and a half after victory in the Cold War and end-of-history triumphalism, the “what do you leave behind?” question is more urgent than most of us expected. “The West,” as a concept, is dead, and the West, as a matter of demographic fact, is dying.

What will London–or Paris, or Amsterdam–be like in the mid-’30s? If European politicians make no serious attempt this decade to wean the populace off their unsustainable 35-hour weeks, retirement at 60, etc., then to keep the present level of pensions and health benefits the EU will need to import so many workers from North Africa and the Middle East that it will be well on its way to majority Muslim by 2035. As things stand, Muslims are already the primary source of population growth in English cities. Can a society become increasingly Islamic in its demographic character without becoming increasingly Islamic in its political character?

This ought to be the left’s issue. I’m a conservative–I’m not entirely on board with the Islamist program when it comes to beheading sodomites and so on, but I agree Britney Spears dresses like a slut: I’m with Mullah Omar on that one. Why then, if your big thing is feminism or abortion or gay marriage, are you so certain that the cult of tolerance will prevail once the biggest demographic in your society is cheerfully intolerant? Who, after all, are going to be the first victims of the West’s collapsed birthrates? Even if one were to take the optimistic view that Europe will be able to resist the creeping imposition of Sharia currently engulfing Nigeria, it remains the case that the Muslim world is not notable for setting much store by “a woman’s right to choose,” in any sense.
I watched that big abortion rally in Washington in 2004, where Ashley Judd and Gloria Steinem were cheered by women waving “Keep your Bush off my bush” placards, and I thought it was the equivalent of a White Russian tea party in 1917. By prioritizing a “woman’s right to choose,” Western women are delivering their societies into the hands of fellows far more patriarchal than a 1950s sitcom dad. If any of those women marching for their “reproductive rights” still have babies, they might like to ponder demographic realities: A little girl born today will be unlikely, at the age of 40, to be free to prance around demonstrations in Eurabian Paris or Amsterdam chanting “Hands off my bush!”

Just before the 2004 election, that eminent political analyst Cameron Diaz appeared on the Oprah Winfrey show to explain what was at stake:

“Women have so much to lose. I mean, we could lose the right to our bodies. . . . If you think that rape should be legal, then don’t vote. But if you think that you have a right to your body,” she advised Oprah’s viewers, “then you should vote.”

Poor Cameron. A couple of weeks later, the scary people won. She lost all rights to her body. Unlike Alec Baldwin, she couldn’t even move to France. Her body was grounded in Terminal D.

But, after framing the 2004 presidential election as a referendum on the right to rape, Miss Diaz might be interested to know that men enjoy that right under many Islamic legal codes around the world. In his book “The Empty Cradle,” Philip Longman asks: “So where will the children of the future come from? Increasingly they will come from people who are at odds with the modern world. Such a trend, if sustained, could drive human culture off its current market-driven, individualistic, modernist course, gradually creating an anti-market culture dominated by fundamentalism–a new Dark Ages.”

Bottom line for Cameron Diaz: There are worse things than John Ashcroft out there.

Mr. Longman’s point is well taken. The refined antennae of Western liberals mean that whenever one raises the question of whether there will be any Italians living in the geographical zone marked as Italy a generation or three hence, they cry, “Racism!” To fret about what proportion of the population is “white” is grotesque and inappropriate. But it’s not about race, it’s about culture. If 100% of your population believes in liberal pluralist democracy, it doesn’t matter whether 70% of them are “white” or only 5% are. But if one part of your population believes in liberal pluralist democracy and the other doesn’t, then it becomes a matter of great importance whether the part that does is 90% of the population or only 60%, 50%, 45%.

Since the president unveiled the so-called Bush Doctrine–the plan to promote liberty throughout the Arab world–innumerable “progressives” have routinely asserted that there’s no evidence Muslims want liberty and, indeed, that Islam is incompatible with democracy. If that’s true, it’s a problem not for the Middle East today but for Europe the day after tomorrow. According to a poll taken in 2004, over 60% of British Muslims want to live under Shariah–in the United Kingdom. If a population “at odds with the modern world” is the fastest-breeding group on the planet–if there are more Muslim nations, more fundamentalist Muslims within those nations, more and more Muslims within non-Muslim nations, and more and more Muslims represented in more and more transnational institutions–how safe a bet is the survival of the “modern world”?

Not good.

“What do you leave behind?” asked Tony Blair. There will only be very few and very old ethnic Germans and French and Italians by the midpoint of this century. What will they leave behind? Territories that happen to bear their names and keep up some of the old buildings? Or will the dying European races understand that the only legacy that matters is whether the peoples who will live in those lands after them are reconciled to pluralist, liberal democracy? It’s the demography, stupid. And, if they can’t muster the will to change course, then “What do you leave behind?” is the only question that matters.

Mr. Steyn is a syndicated columnist and theater critic for The New Criterion, in whose January issue this article appears.

After America, bestseller

Steyn’s 2011 must-read was a Top Five Washington Post bestseller, a Top Four New York Times bestseller, a Top Four Amazon bestseller, a Top Three Globe & Mail bestseller in Canada, and a Number One bestseller at Amazon Canada. And now it’s out in paperback, with a brand new introduction and more timely than ever in the wake of the US elections.

Stikord herfra

ANZAHL, ANTEIL DER MIGRANTEN UND DER SOZIAL-LEISTUNGEN IN DEUTSCHLAND – DEUTSCHES OG DANSK VERSION

 

Deutschland:

Das Bundesarbeitsministerium hat eine Studie veröffentlicht, wonach mehr als jeder vierte Bezieher von ALG II (Hartz IV) hat einen Migrationshintergrund aufweist. Anteil der Migranten an allen Hartz IV Empfängern 28 Prozent. Während der Prozentsatz von Hartz IV Empfängern in der Gesamtbevölkerung bei lediglich 8 Prozent liegt, beträgt dieser innerhalb der Gruppe der Migranten ganze 19 Prozent. Quelle: http://www.sozialleistungen.info/news/20.11.2009-hartz-iv-anteil-der-zuwanderer-ueberdurchschnittlich-hoch/

Primo 2011: In der Hauptstadt Berlin 16,6 Prozent der Einwohner Leistungen nach dem SGB II beziehen. Damit hat Berlin im Vergleich mit den übrigen Bundesländern den höchsten Anteil an Hartz IV Empfängern.

Quelle: http://www.sozialleistungen.info/news/06.01.2010-berlin-bundesweit-hoechster-anteil-an-alg-ii-beziehern/

Das gibt mit officielle Anteil inclusive Einbürgerungen, 2008, 13,47%:

0,19*0,1347 + 0,8653*X = 0,08

Anteil Deutsche auf Harzt IV : X = 6,3%

Ein realistisches Anteil mit Migrationshintergrund aufweist inklusive deutsche Einbürgerungen und  Kinder von Emfängeren mit Ausland-Herkunft,  2008, 16%:

0,19*0,16 + 0,84*X = 0,08

Anteil Deutsche auf Hartz IV : X =5,9%

Resultat: Einzelpersonen mit Ausland-Herkunft erhalten 3-3,2 mals (19/6,3  -  19/5,9) häufiger Hartz IV.

Monetäre Sozial-leistungen (Jahr 2011) ingesamt: 469,2 Mia. EUR

Von denen Bezahlung für Bereicherung der Immigranten und ihrer Kinder: 28%*469,2 Mia. EUR = 131,4 Mia. EUR pro Jahr

Welfare experience concerning non-western immigrants in Denmark:  http://dissidentpress.wordpress.com/2010/04/06/welfare-experience-concerning-non-western-immigrants-in-denmark/

[3-3,2 wird 3-3,47]

 

Tyskland:

Andelen af indvandrere blandt alle modtagere af Hartz IV (skattefinansierede offentlige ydelser blandt 16-64 årige) meldes at være 28 procent, medens procentandelen af totalbefolkningen, der modtager Hartz IV ligger på 8 procent, hvorimod modtagerandelen blandt indvandrere skulle udgøre 19 procent.

Das Bundesarbeitsministerium har offentliggjort en gennemgang,  hvoraf fremgår at mere end hver fjerde modtager af von ALG II eller Hartz IV har indvandrerbaggrund. Institut Arbeit und Qualifikation (IAQ) der Uni Duisburg-Essen in koordinierten Untersuchung oplyser i følge kilden : http://www.sozialleistungen.info/news/20.11.2009-hartz-iv-anteil-der-zuwanderer-ueberdurchschnittlich-hoch/ netop 28 procent.

Dette fører til, hvis vi tager det officielle andel med indvandrerbaggrund inklusive tildelte tyske statsborgerskaber pr. 2008, 13,47%:

0,19*0,1347 + 0,8653*X = 0,08

Andel af tyskere på Harzt IV : X = 6,3%

Såfremt den mere realistiske andel med indvandrerbaggrund inklusive tyske statsborgere og børn af individer med udenlandsk oprindelse medregnes pr. 2008, 16%:

0,19*0,16 + 0,84*X = 0,08

Andel af tyskere på Hartz IV : X =5,9%

Dette medfører at individer med indvandrerbaggrund er 3-3,2 gange  (19/6,3  -  19/5,9) så ofte på skattefinansieret offentlig sociale ydelser som livsgrundlag.

Udbetalinger i velfærdsydelser i alt i Sozial-leistungen (Jahr 2011) ingesamt: 469,2 Mia. EUR

Dette fører til at berigelsen hidrørende fra immigranter og deres børn betales med: 28%*469,2 Mia. EUR = 131,4 Mia. EUR pr. år

Erfaringer med ikke-vestliges velfærdsforbrug i Danmark (2010): http://danmark.wordpress.com/ikke-vestliges-forbrug-af-velfaerd-i-danmark-i-2010/

[3-3,2 bliver til 3-3,47 i Danmark]

RØDE OG BLÅ SOCIALISTER OG ISLAM

RØDE SÅVEL SOM BLÅ SOCIALISTER BEKÆMPER VESTENS CIVILISATION

SAMMEN MED ISLAM

Ét har de tilfælles, underkastelse:

Vestens socialister bakker islamisterne op og alliancen mellem socialister og islam ødelægger den vestlige civilisation (målet er vor underkastelse): http://truthandgrace.com/muslimalliance.htm

Daniel Pipe’s dokumentation:

http://www.danielpipes.org/blog/2004/06/the-leftist-islamist-alliance-in-Pictures

David Horowitz:

http://www.islam-watch.org/AdrianMorgan/europe_islamist_leftist_alliance.htm

 

 

Blairs og Browns gigantattentat på England med over 3 mio. indvandrere på godt ti år. Her er børn født af indvandrere i England ikke medregnet. Hvordan det officielle billede af landenes skæbnesvangre tilstand tegnes: Amsterdam har fremmedflertal nu, Holland 2025, Bruxelles 30 pct. , og dermed 15-20 år mere for Belgien, Sverige i 2050, England 2050, Tyskland 2050 – det er 38 år for de tre sidste.

Hvordan er det her?

I Danmark vil det aldrig ske

I Danmark klarede Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen med støtteparti fra 2001 til 2011 at forøge antallet indvandrere og deres børn med 50,6% fra 488.584 til 735.924. D.v.s. en stigning i det absolutte antal med 247.340, bl.a. fra Somalia, Irak og Afghanistan med henholdsvis 9.988, 10.702 og 19.076 på ti år. IQ-gennemsnittene i de tre nævnte lande er henholdsvis 72, 84, 87. I England er indbyggertallet ca. 11 gange større end i Danmark. Ganger vi forøgelsen i Danmark med 11 får vi 2,72 mill (og børnene født i DK er medregnet i modsætning til i de 3 mio. i England ovenfor).

42,2% af samtlige tildelte danske statsborgerskaber i hele perioden 1979-2011 blev tildelt af VK-regeringen med støtteparti på 10 år. Samme regering tildelte 45,1% af statsborgersagerne fra Sydvest- og Sydasien (Tyrkiet, Pakistan o.s.v.), 37,3% af samme sager fra Mellemøsten, men 61,7% af sagerne fra Afrika på 10 ud af i alt 32 år.

Nogen vil sige det var meget godt gået. Andre vil sige de faktisk var værre end dem vi havde forud, for de lovede ikke det modsatte af det de leverede. Det sker først nu. Meningerne er delte, for det er bedst eller sikrest for ‘de ansvarlige’ uden ansvar. Så går det hele stille og roligt som det plejer.

“Uanset statsgældskrisen har vi i flere år hørt, at det drejer sig om at få indvandrere til det danske arbejdsmarked – ‘der skal arbejdes noget mere’, forlyder det. 662.951 var ledige, udstødte eller sendt på førtidspension den 1. januar 2011, hvoraf 25-30% var ikke-vestlige, og virksomhederne lukker eller flytter fortsat i nye rekord-antal hvert år. Arbejdsstyrken der udbyder sig på arbejdsmarkedet har udviklet sig således fra 2006-2010: 2.789.845, 2.800.250, 2.711.054, 2.650.573, 2.620.321 (kilde: http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366)

1. Er egnetheden til det danske arbejdsmarked mere krævende end 662.951 i landet kunne leve op til i 2011, så finder vi det aldeles uforståeligt at knap 3 ud af 4 af individerne med udenlandsk oprindelse i Danmark er immigranter repræsenterende lavere IQ-gennemsnit end det danske. Det er tydeligt påvist internationalt, at IQ-gennemsnit er entydigt tæt forbundet med arbejdsmarkedsegnethed og produktivitet.

2. Når samtidig påvises af det offentlige selv, at netop individerne med ikke-vestlig oprindelse i gennemsnit søger tre gange eller oftere til de offentlige kasser i sammenligning med danskerne, så finder vi det ganske uforståeligt og stærkt foruroligende, at kursen ikke lægges drastisk om. Det skal særligt tages i betragt-ning, at de såkaldte sociale udgifter til 16-64 årige endog overstiger udgifterne, der er aldersbestemt folkepension, med mere end 140 mia. kr. og endda synes at vokse hurtigere end disse. D.v.s. det er dyrere at finansiere livet for individerne i de arbejdsdygtige aldre end 953.428 folkepensionister (i 2011), der har ydet deres (1. januar 2011), og forskellen øges tilmed år for år. I 2012 988.943 folkepensionister.

3. Danskere med omkring dansk gennemsnitsintelligens, og som ikke er ganske uvant med en rational tankegang tror jeg vil finde, at der er ikke nogen realistisk mening i en sådan samfundsindretning, som den beskrives sporadisk her fra en arbejdsmarked- og socialøkonomisk synsvinkel.

Når IQ-gennemsnittet blandt danskere er 98, hvori ligger da fordelen ved at øge antallet af immigranter med IQ<=89 med mere end 75 pct. fra 2001 til 2011? Antallet af alle med lavere IQ-gennemsnit end danskerne er øget med mere end 60 pct. i perioden.

 

De blå socialisters øvrige indsats i Danmark – ultrakort

Monopol- eller statssektoren i Danmark voksede målt i personale med yderligere 12 pct. i 1980-erne, hvor Danmark havde en såkaldt borgerlig regering fra 1983. Om den voksede med en større procent de senere år, hvor Danmark havde verdens mest altomfattende velfærd og verdens højeste skatter? Alene i perioden 2001-2009 voksede det offentlige forbrug med 37,8 procent i løbende priser.