Danmark

8. april 2013

4. JANUAR 2006: OPLYST AMERIKANER – UDSYNET OG OVERBLIKKET ER NÆSTEN HELT GÅET TABT HERHJEMME


Information of USA

 THE CENTURY AHEAD

 It’s the Demography, Stupid

 The real reason the West is in danger of extinction.

BY MARK STEYN

Most people reading this have strong stomachs, so let me lay it out as baldly as I can: Much of what we loosely call the Western world will not survive this century, and much of it will effectively disappear within our lifetimes, including many if not most Western European countries. There’ll probably still be a geographical area on the map marked as Italy or the Netherlands–probably–just as in Istanbul there’s still a building called St. Sophia’s Cathedral. But it’s not a cathedral; it’s merely a designation for a piece of real estate. Likewise, Italy and the Netherlands will merely be designations for real estate. The challenge for those who reckon Western civilization is on balance better than the alternatives is to figure out a way to save at least some parts of the West. One obstacle to doing that is that, in the typical election campaign in your advanced industrial democracy, the political platforms of at least one party in the United States and pretty much all parties in the rest of the West are largely about what one would call the secondary impulses of society–government health care, government day care (which Canada’s thinking of introducing), govern ment paternity leave (which Britain’s just introduced). We’ve prioritized the secondary impulse over the primary ones: national defense, family, faith and, most basic of all, reproductive activity–”Go forth and multiply,” because if you don’t you won’t be able to afford all those secondary-impulse issues, like cradle-to-grave welfare.

Americans sometimes don’t understand how far gone most of the rest of the developed world is down this path: In the Canadian and most Continental cabinets, the defense ministry is somewhere an ambitious politician passes through on his way up to important jobs like the health department. I don’t think Don Rumsfeld would regard it as a promotion if he were moved to Health and Human Services.

The design flaw of the secular social-democratic state is that it requires a religious-society birthrate to sustain it. Post-Christian hyperrationalism is, in the objective sense, a lot less rational than Catholicism or Mormonism. Indeed, in its reliance on immigration to ensure its future, the European Union has adopted a 21st-century variation on the strategy of the Shakers, who were forbidden from reproducing and thus could increase their numbers only by conversion. The problem is that secondary-impulse societies mistake their weaknesses for strengths–or, at any rate, virtues–and that’s why they’re proving so feeble at dealing with a primal force like Islam.

Speaking of which, if we are at war–and half the American people and significantly higher percentages in Britain, Canada and Europe don’t accept that proposition–then what exactly is the war about?

We know it’s not really a “war on terror.” Nor is it, at heart, a war against Islam, or even “radical Islam.” The Muslim faith, whatever its merits for the believers, is a problematic business for the rest of us.
There are many trouble spots around the world, but as a general rule, it’s easy to make an educated guess at one of the participants: Muslims vs. Jews in “Palestine,” Muslims vs. Hindus in Kashmir, Muslims vs. Christians in Africa, Muslims vs. Buddhists in Thailand, Muslims vs. Russians in the Caucasus, Muslims vs. backpacking tourists in Bali. Like the environmentalists, these guys think globally but act locally.

Yet while Islamism is the enemy, it’s not what this thing’s about. Radical Islam is an opportunistic infection, like AIDS: It’s not the HIV that kills you, it’s the pneumonia you get when your body’s too weak to fight it off. When the jihadists engage with the U.S. military, they lose–as they did in Afghanistan and Iraq. If this were like World War I with those fellows in one trench and us in ours facing them over some boggy piece of terrain, it would be over very quickly. Which the smarter Islamists have figured out.

They know they can never win on the battlefield, but they figure there’s an excellent chance they can drag things out until Western civilization collapses in on itself and Islam inherits by default.

That’s what the war’s about: our lack of civilizational confidence. As a famous Arnold Toynbee quote puts it: “Civilizations die from suicide, not murder”–as can be seen throughout much of “the Western world” right now.

The progressive agenda–lavish social welfare, abortion, secularism, multiculturalism–is collectively the real suicide bomb. Take multiculturalism. The great thing about multiculturalism is that it doesn’t involve knowing anything about other cultures–the capital of Bhutan, the principal exports of Malawi, who cares? All it requires is feeling good about other cultures. It’s fundamentally a fraud, and I would argue was subliminally accepted on that basis. Most adherents to the idea that all cultures are equal don’t want to live in anything but an advanced Western society. Multiculturalism means your kid has to learn some wretched native dirge for the school holiday concert instead of getting to sing “Rudolph the Red-Nosed Reindeer” or that your holistic masseuse uses techniques developed from Native American spirituality, but not that you or anyone you care about should have to live in an African or Native American society.

It’s a quintessential piece of progressive humbug.Then September 11 happened. And bizarrely the reaction of just about every prominent Western leader was to visit a mosque: President Bush did, the prince of Wales did, the prime minister of the United Kingdom did, the prime minister of Canada did . . . The premier of Ontario didn’t, and so 20 Muslim community leaders had a big summit to denounce him for failing to visit a mosque. I don’t know why he didn’t. Maybe there was a big backlog, it was mosque drive time, prime ministers in gridlock up and down the freeway trying to get to the Sword of the Infidel-Slayer Mosque on Elm Street. But for whatever reason he couldn’t fit it into his hectic schedule. Ontario’s citizenship minister did show up at a mosque, but the imams took that as a great insult, like the Queen sending Fergie to open the Commonwealth Games. So the premier of Ontario had to hold a big meeting with the aggrieved imams to apologize for not going to a mosque and, as the Toronto Star’s reported it, “to provide them with reassurance that the provincial government does not see them as the enemy.”

Anyway, the get-me-to-the-mosque-on-time fever died down, but it set the tone for our general approach to these atrocities. The old definition of a nanosecond was the gap between the traffic light changing in New York and the first honk from a car behind. The new definition is the gap between a terrorist bombing and the press release from an Islamic lobby group warning of a backlash against Muslims. In most circumstances, it would be considered appallingly bad taste to deflect attention from an actual “hate crime” by scaremongering about a purely hypothetical one. Needless to say, there is no campaign of Islamophobic hate crimes. If anything, the West is awash in an epidemic of self-hate crimes. A commenter on Tim Blair’s Web site in Australia summed it up in a note-perfect parody of a Guardian headline: “Muslim Community Leaders Warn of Backlash from Tomorrow Morning’s Terrorist Attack.” Those community leaders have the measure of us.

Radical Islam is what multiculturalism has been waiting for all along. In “The Survival of Culture,” I quoted the eminent British barrister Helena Kennedy, Queen’s Counsel. Shortly after September 11, Baroness Kennedy argued on a BBC show that it was too easy to disparage “Islamic fundamentalists.” “We as Western liberals too often are fundamentalist ourselves,” she complained. “We don’t look at our own fundamentalisms.”

Well, said the interviewer, what exactly would those Western liberal fundamentalisms be? “One of the things that we are too ready to insist upon is that we are the tolerant people and that the intolerance is something that belongs to other countries like Islam. And I’m not sure that’s true.”

Hmm. Lady Kennedy was arguing that our tolerance of our own tolerance is making us intolerant of other people’s intolerance, which is intolerable. And, unlikely as it sounds, this has now become the highest, most rarefied form of multiculturalism. So you’re nice to gays and the Inuit? Big deal. Anyone can be tolerant of fellows like that, but tolerance of intolerance gives an even more intense frisson of pleasure to the multiculti masochists. In other words, just as the AIDS pandemic greatly facilitated societal surrender to the gay agenda, so 9/11 is greatly facilitating our surrender to the most extreme aspects of the multicultural agenda.

For example, one day in 2004, a couple of Canadians returned home, to Lester B. Pearson International Airport in Toronto. They were the son and widow of a fellow called Ahmed Said Khadr, who back on the Pakistani-Afghan frontier was known as “al-Kanadi.” Why? Because he was the highest-ranking Canadian in al Qaeda–plenty of other Canucks in al Qaeda, but he was the Numero Uno. In fact, one could argue that the Khadr family is Canada’s principal contribution to the war on terror. Granted they’re on the wrong side (if you’ll forgive my being judgmental) but no one can argue that they aren’t in the thick of things. One of Mr. Khadr’s sons was captured in Afghanistan after killing a U.S. Special Forces medic. Another was captured and held at Guantanamo. A third blew himself up while killing a Canadian soldier in Kabul. Pa Khadr himself died in an al Qaeda shootout with Pakistani forces in early 2004. And they say we Canadians aren’t doing our bit in this war!

In the course of the fatal shootout of al-Kanadi, his youngest son was paralyzed. And, not unreasonably, Junior didn’t fancy a prison hospital in Peshawar. So Mrs. Khadr and her boy returned to Toronto so he could enjoy the benefits of Ontario government health care. “I’m Canadian, and I’m not begging for my rights,” declared the widow Khadr. “I’m demanding my rights.”

As they always say, treason’s hard to prove in court, but given the circumstances of Mr. Khadr’s death it seems clear that not only was he providing “aid and comfort to the Queen’s enemies” but that he was, in fact, the Queen’s enemy. The Princess Patricia’s Canadian Light Infantry, the Royal 22nd Regiment and other Canucks have been participating in Afghanistan, on one side of the conflict, and the Khadr family had been over there participating on the other side. Nonetheless, the prime minister of Canada thought Boy Khadr’s claims on the public health system was an excellent opportunity to demonstrate his own deep personal commitment to “diversity.” Asked about the Khadrs’ return to Toronto, he said, “I believe that once you are a Canadian citizen, you have the right to your own views and to disagree.”

That’s the wonderful thing about multiculturalism: You can choose which side of the war you want to fight on. When the draft card arrives, just tick “home team” or “enemy,” according to taste. The Canadian prime minister is a typical late-stage Western politician: He could have said, well, these are contemptible people and I know many of us are disgusted at the idea of our tax dollars being used to provide health care for a man whose Canadian citizenship is no more than a flag of convenience, but unfortunately that’s the law and, while we can try to tighten it, it looks like this lowlife’s got away with it. Instead, his reflex instinct was to proclaim this as a wholehearted demonstration of the virtues of the multicultural state. Like many enlightened Western leaders, the Canadian prime minister will be congratulating himself on his boundless tolerance even as the forces of intolerance consume him.

That, by the way, is the one point of similarity between the jihad and conventional terrorist movements like the IRA or ETA. Terror groups persist because of a lack of confidence on the part of their targets: The IRA, for example, calculated correctly that the British had the capability to smash them totally but not the will. So they knew that while they could never win militarily, they also could never be defeated. The Islamists have figured similarly. The only difference is that most terrorist wars are highly localized. We now have the first truly global terrorist insurgency because the Islamists view the whole world the way the IRA view the bogs of Fermanagh: They want it, and they’ve calculated that our entire civilization lacks the will to see them off.

We spend a lot of time at The New Criterion attacking the elites, and we’re right to do so. The commanding heights of the culture have behaved disgracefully for the last several decades. But if it were just a problem with the elites, it wouldn’t be that serious: The mob could rise up and hang ‘em from lampposts–a scenario that’s not unlikely in certain Continental countries. But the problem now goes way beyond the ruling establishment. The annexation by government of most of the key responsibilities of life–child-raising, taking care of your elderly parents–has profoundly changed the relationship between the citizen and the state. At some point–I would say socialized health care is a good marker–you cross a line, and it’s very hard then to persuade a citizenry enjoying that much government largesse to cross back. In National Review recently, I took issue with that line Gerald Ford always uses to ingratiate himself with conservative audiences: “A government big enough to give you everything you want is big enough to take away everything you have.” Actually, you run into trouble long before that point: A government big enough to give you everything you want still isn’t big enough to get you to give anything back. That’s what the French and German political classes are discovering.

Go back to that list of local conflicts I mentioned. The jihad has held out a long time against very tough enemies. If you’re not shy about taking on the Israelis, the Russians, the Indians and the Nigerians, why wouldn’t you fancy your chances against the Belgians and Danes and New Zealanders? So the jihadists are for the most part doing no more than giving us a prod in the rear as we sleepwalk to the cliff. When I say “sleepwalk,” it’s not because we’re a blasé culture. On the contrary, one of the clearest signs of our decline is the way we expend so much energy worrying about the wrong things. If you’ve read Jared Diamond’s bestselling book “Collapse: How Societies Choose to Fail or Succeed,” you’ll know it goes into a lot of detail about Easter Island going belly up because they chopped down all their trees. Apparently that’s why they’re not a G-8 member or on the U.N. Security Council. Same with the Greenlanders and the Mayans and Diamond’s other curious choices of “societies.” Indeed, as the author sees it, pretty much every society collapses because it chops down its trees.

Poor old Diamond can’t see the forest because of his obsession with the trees. (Russia’s collapsing even as it’s undergoing reforestation.) One way “societies choose to fail or succeed” is by choosing what to worry about. The Western world has delivered more wealth and more comfort to more of its citizens than any other civilization in history, and in return we’ve developed a great cult of worrying. You know the classics of the genre: In 1968, in his bestselling book “The Population Bomb,” the eminent scientist Paul Ehrlich declared: “In the 1970s the world will undergo famines–hundreds of millions of people are going to starve to death.” In 1972, in their landmark study “The Limits to Growth,” the Club of Rome announced that the world would run out of gold by 1981, of mercury by 1985, tin by 1987, zinc by 1990, petroleum by 1992, and copper, lead and gas by 1993.

None of these things happened. In fact, quite the opposite is happening. We’re pretty much awash in resources, but we’re running out of people–the one truly indispensable resource, without which none of the others matter. Russia’s the most obvious example: it’s the largest country on earth, it’s full of natural resources, and yet it’s dying–its population is falling calamitously.The default mode of our elites is that anything that happens–from terrorism to tsunamis–can be understood only as deriving from the perniciousness of Western civilization. As Jean-Francois Revel wrote, “Clearly, a civilization that feels guilty for everything it is and does will lack the energy and conviction to defend itself.”

And even though none of the prognostications of the eco-doom blockbusters of the 1970s came to pass, all that means is that 30 years on, the end of the world has to be rescheduled. The amended estimated time of arrival is now 2032. That’s to say, in 2002, the United Nations Global Environmental Outlook predicted “the destruction of 70 percent of the natural world in thirty years, mass extinction of species. . . . More than half the world will be afflicted by water shortages, with 95 percent of people in the Middle East with severe problems . . . 25 percent of all species of mammals and 10 percent of birds will be extinct . . .”

Etc., etc., for 450 pages. Or to cut to the chase, as the Guardian headlined it, “Unless We Change Our Ways, The World Faces Disaster.”

Well, here’s my prediction for 2032: unless we change our ways the world faces a future . . . where the environment will look pretty darn good. If you’re a tree or a rock, you’ll be living in clover. It’s the Italians and the Swedes who’ll be facing extinction and the loss of their natural habitat.

There will be no environmental doomsday. Oil, carbon dioxide emissions, deforestation: none of these things is worth worrying about. What’s worrying is that we spend so much time worrying about things that aren’t worth worrying about that we don’t worry about the things we should be worrying about. For 30 years, we’ve had endless wake-up calls for things that aren’t worth waking up for. But for the very real, remorseless shifts in our society–the ones truly jeopardizing our future–we’re sound asleep.
The world is changing dramatically right now, and hysterical experts twitter about a hypothetical decrease in the Antarctic krill that might conceivably possibly happen so far down the road there are unlikely to be any Italian or Japanese enviro-worriers left alive to be devastated by it.

In a globalized economy, the environmentalists want us to worry about First World capitalism imposing its ways on bucolic, pastoral, primitive Third World backwaters. Yet, insofar as “globalization” is a threat, the real danger is precisely the opposite–that the peculiarities of the backwaters can leap instantly to the First World. Pigs are valued assets and sleep in the living room in rural China–and next thing you know an unknown respiratory disease is killing people in Toronto, just because someone got on a plane. That’s the way to look at Islamism: We fret about McDonald’s and Disney, but the big globalization success story is the way the Saudis have taken what was 80 years ago a severe but obscure and unimportant strain of Islam practiced by Bedouins of no fixed abode and successfully exported it to the heart of Copenhagen, Rotterdam, Manchester, Buffalo…

What’s the better bet? A globalization that exports cheeseburgers and pop songs or a globalization that exports the fiercest aspects of its culture? When it comes to forecasting the future, the birthrate is the nearest thing to hard numbers. If only a million babies are born in 2006, it’s hard to have two million adults enter the workforce in 2026 (or 2033, or 2037, or whenever they get around to finishing their Anger Management and Queer Studies degrees). And the hard data on babies around the Western world is that they’re running out a lot faster than the oil is. “Replacement” fertility rate–i.e., the number you need for merely a stable population, not getting any bigger, not getting any smaller–is 2.1 babies per woman. Some countries are well above that: the global fertility leader, Somalia, is 6.91, Niger 6.83, Afghanistan 6.78, Yemen 6.75. Notice what those nations have in common? Scroll way down to the bottom of the Hot One Hundred top breeders and you’ll eventually find the United States, hovering just at replacement rate with 2.07 births per woman. Ireland is 1.87, New Zealand 1.79, Australia 1.76. But Canada’s fertility rate is down to 1.5, well below replacement rate; Germany and Austria are at 1.3, the brink of the death spiral; Russia and Italy are at 1.2; Spain 1.1, about half replacement rate. That’s to say, Spain’s population is halving every generation. By 2050, Italy’s population will have fallen by 22%, Bulgaria’s by 36%, Estonia’s by 52%. In America, demographic trends suggest that the blue states ought to apply for honorary membership of the EU: In the 2004 election, John Kerry won the 16 with the lowest birthrates; George W. Bush took 25 of the 26 states with the highest. By 2050, there will be 100 million fewer Europeans, 100 million more Americans–and mostly red-state Americans.

As fertility shrivels, societies get older–and Japan and much of Europe are set to get older than any functioning societies have ever been. And we know what comes after old age. These countries are going out of business–unless they can find the will to change their ways. Is that likely? I don’t think so. If you look at European election results–most recently in Germany–it’s hard not to conclude that, while voters are unhappy with their political establishments, they’re unhappy mainly because they resent being asked to reconsider their government benefits and, no matter how unaffordable they may be a generation down the road, they have no intention of seriously reconsidering them. The Scottish executiverecently backed down from a proposal to raise the retirement age of Scottish public workers. It’s presently 60, which is nice but unaffordable. But the reaction of the average Scots worker is that that’s somebody else’s problem. The average German worker now puts in 22% fewer hours per year than his American counterpart, and no politician who wishes to remain electorally viable will propose closing the gap in any meaningful way.

This isn’t a deep-rooted cultural difference between the Old World and the New. It dates back all the way to, oh, the 1970s. If one wanted to allocate blame, one could argue that it’s a product of the U.S. military presence, the American security guarantee that liberated European budgets: instead of having to spend money on guns, they could concentrate on butter, and buttering up the voters. If Washington’s problem with Europe is that these are not serious allies, well, whose fault is that? Who, in the years after the Second World War, created NATO as a postmodern military alliance? The “free world,” as the Americans called it, was a free ride for everyone else. And having been absolved from the primal responsibilities of nationhood, it’s hardly surprising that European nations have little wish to reshoulder them. In essence, the lavish levels of public health care on the Continent are subsidized by the American taxpayer. And this long-term softening of large sections of the West makes them ill-suited to resisting a primal force like Islam.

There is no “population bomb.” There never was. Birthrates are declining all over the world–eventually every couple on the planet may decide to opt for the Western yuppie model of one designer baby at the age of 39. But demographics is a game of last man standing. The groups that succumb to demographic apathy last will have a huge advantage. Even in 1968 Paul Ehrlich and his ilk should have understood that their so-called population explosion was really a massive population adjustment. Of the increase in global population between 1970 and 2000, the developed world accounted for under 9% of it, while the Muslim world accounted for 26%. Between 1970 and 2000, the developed world declined from just under 30% of the world’s population to just over 20%, the Muslim nations increased from about 15% to 20%.

Nineteen seventy doesn’t seem that long ago. If you’re the age many of the chaps running the Western world today are wont to be, your pants are narrower than they were back then and your hair’s less groovy, but the landscape of your life–the look of your house, the layout of your car, the shape of your kitchen appliances, the brand names of the stuff in the fridge–isn’t significantly different. Aside from the Internet and the cell phone and the CD, everything in your world seems pretty much the same but slightly modified.

And yet the world is utterly altered. Just to recap those bald statistics: In 1970, the developed world had twice as big a share of the global population as the Muslim world: 30% to 15%. By 2000, they were the same: each had about 20%.

And by 2020?

So the world’s people are a lot more Islamic than they were back then and a lot less “Western.” Europe is significantly more Islamic, having taken in during that period some 20 million Muslims (officially)–or the equivalents of the populations of four European Union countries (Ireland, Belgium, Denmark and Estonia). Islam is the fastest-growing religion in the West: In the U.K., more Muslims than Christians attend religious services each week.

Can these trends continue for another 30 years without having consequences? Europe by the end of this century will be a continent after the neutron bomb: The grand buildings will still be standing, but the people who built them will be gone. We are living through a remarkable period: the self-extinction of the races who, for good or ill, shaped the modern world.

What will Europe be like at the end of this process? Who knows? On the one hand, there’s something to be said for the notion that America will find an Islamified Europe more straightforward to deal with than M. Chirac, Herr Schroeder & Co. On the other hand, given Europe’s track record, getting there could be very bloody. But either way this is the real battlefield. The al Qaeda nutters can never find enough suicidal pilots to fly enough planes into enough skyscrapers to topple America. But unlike us, the Islamists think long-term, and, given their demographic advantage in Europe and the tone of the emerging Muslim lobby groups there, much of what they’re flying planes into buildings for they’re likely to wind up with just by waiting a few more years. The skyscrapers will be theirs; why knock ‘em over?
The latter half of the decline and fall of great civilizations follows a familiar pattern: affluence, softness, decadence, extinction. You don’t notice yourself slipping through those stages because usually there’s a seductive pol on hand to provide the age with a sly, self-deluding slogan–like Bill Clinton’s “It’s about the future of all our children.” We on the right spent the 1990s gleefully mocking Mr. Clinton’s tedious invocation, drizzled like syrup over everything from the Kosovo war to highway appropriations. But most of the rest of the West can’t even steal his lame bromides: A society that has no children has no future.

Permanence is the illusion of every age. In 1913, no one thought the Russian, Austrian, German and Turkish empires would be gone within half a decade. Seventy years on, all those fellows who dismissed Reagan as an “amiable dunce” (in Clark Clifford’s phrase) assured us the Soviet Union was likewise here to stay. The CIA analysts’ position was that East Germany was the ninth biggest economic power in the world. In 1987 there was no rash of experts predicting the imminent fall of the Berlin Wall, the Warsaw Pact and the USSR itself.

Yet, even by the minimal standards of these wretched precedents, so-called post-Christian civilizations–as a prominent EU official described his continent to me–are more prone than traditional societies to mistake the present tense for a permanent feature. Religious cultures have a much greater sense of both past and future, as we did a century ago, when we spoke of death as joining “the great majority” in “the unseen world.” But if secularism’s starting point is that this is all there is, it’s no surprise that, consciously or not, they invest the here and now with far greater powers of endurance than it’s ever had. The idea that progressive Euro-welfarism is the permanent resting place of human development was always foolish; we now know that it’s suicidally so.

To avoid collapse, European nations will need to take in immigrants at a rate no stable society has ever attempted. The CIA is predicting the EU will collapse by 2020. Given that the CIA’s got pretty much everything wrong for half a century, that would suggest the EU is a shoo-in to be the colossus of the new millennium. But even a flop spook is right twice a generation. If anything, the date of EU collapse is rather a cautious estimate. It seems more likely that within the next couple of European election cycles, the internal contradictions of the EU will manifest themselves in the usual way, and that by 2010 we’ll be watching burning buildings, street riots and assassinations on American network news every night. Even if they avoid that, the idea of a childless Europe ever rivaling America militarily or economically is laughable. Sometime this century there will be 500 million Americans, and what’s left in Europe will either be very old or very Muslim. Japan faces the same problem: Its
population is already in absolute decline, the first gentle slope of a death spiral it will be unlikely ever to climb out of. Will Japan be an economic powerhouse if it’s populated by Koreans and Filipinos? Very possibly. Will Germany if it’s populated by Algerians? That’s a trickier proposition.

Best-case scenario? The Continent winds up as Vienna with Swedish tax rates.

Worst-case scenario: Sharia, circa 2040; semi-Sharia, a lot sooner–and we’re already seeing a drift in that direction.

In July 2003, speaking to the U.S. Congress, Tony Blair remarked: “As Britain knows, all predominant power seems for a time invincible but, in fact, it is transient. The question is: What do you leave behind?”

Excellent question. Britannia will never again wield the unrivalled power she enjoyed at her imperial apogee, but the Britannic inheritance endures, to one degree or another, in many of the key regional players in the world today–Australia, India, South Africa–and in dozens of island statelets from the Caribbean to the Pacific. If China ever takes its place as an advanced nation, it will be because the People’s Republic learns more from British Hong Kong than Hong Kong learns from the Little Red Book. And of course the dominant power of our time derives its political character from 18th-century British subjects who took English ideas a little further than
the mother country was willing to go.

A decade and a half after victory in the Cold War and end-of-history triumphalism, the “what do you leave behind?” question is more urgent than most of us expected. “The West,” as a concept, is dead, and the West, as a matter of demographic fact, is dying.

What will London–or Paris, or Amsterdam–be like in the mid-’30s? If European politicians make no serious attempt this decade to wean the populace off their unsustainable 35-hour weeks, retirement at 60, etc., then to keep the present level of pensions and health benefits the EU will need to import so many workers from North Africa and the Middle East that it will be well on its way to majority Muslim by 2035. As things stand, Muslims are already the primary source of population growth in English cities. Can a society become increasingly Islamic in its demographic character without becoming increasingly Islamic in its political character?

This ought to be the left’s issue. I’m a conservative–I’m not entirely on board with the Islamist program when it comes to beheading sodomites and so on, but I agree Britney Spears dresses like a slut: I’m with Mullah Omar on that one. Why then, if your big thing is feminism or abortion or gay marriage, are you so certain that the cult of tolerance will prevail once the biggest demographic in your society is cheerfully intolerant? Who, after all, are going to be the first victims of the West’s collapsed birthrates? Even if one were to take the optimistic view that Europe will be able to resist the creeping imposition of Sharia currently engulfing Nigeria, it remains the case that the Muslim world is not notable for setting much store by “a woman’s right to choose,” in any sense.
I watched that big abortion rally in Washington in 2004, where Ashley Judd and Gloria Steinem were cheered by women waving “Keep your Bush off my bush” placards, and I thought it was the equivalent of a White Russian tea party in 1917. By prioritizing a “woman’s right to choose,” Western women are delivering their societies into the hands of fellows far more patriarchal than a 1950s sitcom dad. If any of those women marching for their “reproductive rights” still have babies, they might like to ponder demographic realities: A little girl born today will be unlikely, at the age of 40, to be free to prance around demonstrations in Eurabian Paris or Amsterdam chanting “Hands off my bush!”

Just before the 2004 election, that eminent political analyst Cameron Diaz appeared on the Oprah Winfrey show to explain what was at stake:

“Women have so much to lose. I mean, we could lose the right to our bodies. . . . If you think that rape should be legal, then don’t vote. But if you think that you have a right to your body,” she advised Oprah’s viewers, “then you should vote.”

Poor Cameron. A couple of weeks later, the scary people won. She lost all rights to her body. Unlike Alec Baldwin, she couldn’t even move to France. Her body was grounded in Terminal D.

But, after framing the 2004 presidential election as a referendum on the right to rape, Miss Diaz might be interested to know that men enjoy that right under many Islamic legal codes around the world. In his book “The Empty Cradle,” Philip Longman asks: “So where will the children of the future come from? Increasingly they will come from people who are at odds with the modern world. Such a trend, if sustained, could drive human culture off its current market-driven, individualistic, modernist course, gradually creating an anti-market culture dominated by fundamentalism–a new Dark Ages.”

Bottom line for Cameron Diaz: There are worse things than John Ashcroft out there.

Mr. Longman’s point is well taken. The refined antennae of Western liberals mean that whenever one raises the question of whether there will be any Italians living in the geographical zone marked as Italy a generation or three hence, they cry, “Racism!” To fret about what proportion of the population is “white” is grotesque and inappropriate. But it’s not about race, it’s about culture. If 100% of your population believes in liberal pluralist democracy, it doesn’t matter whether 70% of them are “white” or only 5% are. But if one part of your population believes in liberal pluralist democracy and the other doesn’t, then it becomes a matter of great importance whether the part that does is 90% of the population or only 60%, 50%, 45%.

Since the president unveiled the so-called Bush Doctrine–the plan to promote liberty throughout the Arab world–innumerable “progressives” have routinely asserted that there’s no evidence Muslims want liberty and, indeed, that Islam is incompatible with democracy. If that’s true, it’s a problem not for the Middle East today but for Europe the day after tomorrow. According to a poll taken in 2004, over 60% of British Muslims want to live under Shariah–in the United Kingdom. If a population “at odds with the modern world” is the fastest-breeding group on the planet–if there are more Muslim nations, more fundamentalist Muslims within those nations, more and more Muslims within non-Muslim nations, and more and more Muslims represented in more and more transnational institutions–how safe a bet is the survival of the “modern world”?

Not good.

“What do you leave behind?” asked Tony Blair. There will only be very few and very old ethnic Germans and French and Italians by the midpoint of this century. What will they leave behind? Territories that happen to bear their names and keep up some of the old buildings? Or will the dying European races understand that the only legacy that matters is whether the peoples who will live in those lands after them are reconciled to pluralist, liberal democracy? It’s the demography, stupid. And, if they can’t muster the will to change course, then “What do you leave behind?” is the only question that matters.

Mr. Steyn is a syndicated columnist and theater critic for The New Criterion, in whose January issue this article appears.

6443841

After America, bestseller

Steyn’s 2011 must-read was a Top Five Washington Post bestseller, a Top Four New York Times bestseller, a Top Four Amazon bestseller, a Top Three Globe & Mail bestseller in Canada, and a Number One bestseller at Amazon Canada. And now it’s out in paperback, with a brand new introduction and more timely than ever in the wake of the US elections.

Stikord herfra

28. februar 2013

VÆKSTPLAN: ALT FOR LIDT – 2020 ER EFTER NULPUNKTET

Arkiveret i: Afgift, Culture, Danmark, Dronningen, Economics, folkeskolen, Free Speech, Science, Skat, skoler — Therese @ 09:47

IMPONERENDE NYT, MEN…

Vækstplan 2020 virker traditionen tro meget ambitiøs – fra 1.500 til 150.000 flere i arbejde, siger henholdsvis et oppositionsparti og regeringen selv. Det er sket og løbet kørt i 2020. Lidt smånedsættelser af aktieselskatten og farvel til et par andre virksomhedsafgif-ter, som man i uvidenhed ellers havde valgt at elske for provenuet, indtil fagforeningerne sagde fra, er ikke noget der virker nogen steder. Det skal forslagenes manglende effekt formentlig også vise efterfølgende for en måbende vælgerskare.

Der skal meget mere til: Aktieselskabsskatten skal ned til 10-12% for at tiltrække nye virksomheder (som den netop gjorde i Irland), der skal til for at der ikke blot tabes provenue, og resten af virksomhedsafgifterne skal væk. Lønningerne skal mindst 25% ned, og skatter og ‘afgifter eller fondsbidragene’ på lønseddelen samtidig lidt mere ned, før det virker på konkurrenceevnen. Herefter er der indført proportional bruttobeskatning af lønsummen, og det samme forenklingsprincip hele vejen rundt; vel at mærke, skat på færre skatteobjekter. Dermed er der lagt op til besparelser opregnet i antal ministerier og deres ressortområde med tilhørende lovgivning, begyndende med skatteministeriet, der bliver en afdeling i finansministeriet uden selvangivelsens opgørelse, klimaministeriet og 3-4 mere.

Det er i hovedtræk hvad der skatte- og afgiftspolitisk skal til for at skabe vækst.

Det vil aldrig ske.

The time is characterized by form without contents

In addition

Praeterea censeo….

NO CLIMATE CHANGE CAUSED BY MAN
Link: The Great Global Warming Swindle
Shown as clear as the day in 2007 (click at the arrow above)

16. februar 2013

“TOBIN” SKAT I 11 EU-lande


Den kontroversielle “Tobin” skat lagt på finanstransaktioner, der er tænkt at skulle forøge skatteprovenuet med mere en 30 mia. Euro i de berørte lande, bliver nu besluttet af 11 lande medlemslande i EU.

De 11 lande er Frankrig, Tyskland, Belgien, Estland, Grækenland, Spanien Italien, Østrig, Portugal, Slovenien og Slovakiet. Den skal træde i kraft i 2014. Sammenlagt repræsenterer disse lande 2/3 af bruttonationalproduktet i EU – før afgiftens indførelse.

EU-kommissionen melder at skatten skal tjene til at tilskynde finansmarkederne og finansinstitutionerne til handle ansvarligt med værdipapirer.

“Tobin” skatten fik sit navn fra en amerikansk økonom James Tobin, der i 1970-erne foreslog en verdensomspændende afgift på valutahandel.

3

—————————————-

Her til kan vi melde: Problemerne som de selv samme institutioner ene og alene har givet anledning til bl.a. ved at indføre en fælles obligatorisk valuta i vidt forskelligt strukturerede og på alle måder ulige lande, m.h.t. økonomi-niveau og statsgæld, skal de nu kunne udnytte til ekstra skatteinddragelse og samtidig er skatten tænkt at skulle anvise/anspore aktørerne på finansmarkederne til at handle såkaldt ansvarligt, som det meldes.

At udnytte virkningerne af det man selv har sat i gang ved at beskatte disse virkninger og samtidig tro man ansporer til at forhindre de samme virkninger ved beskatning, det er enfantilt.

“Tobin” Skatten tilskynder til yderligere kapitalflugt fra Tobin-området og mere nedgang, glemte jeg at melde. Altså den modsatte virkning af den EU-kommissionen forestillede sig.

Vi meldte generelt om begrænsningerne for kapitalbevægelser, der eventuelt ville blive sat igang i EU med euroen. Det gjorde vi i 1999:

“Eventuelt stop for kapitalflugt.

Artikel 73F i Maastricht-traktaten taler om, at der i Europa kan indføres kontrol med kapitalbevægelser. Så kan investorerne ikke længere undvige til schweizerfranc, yen eller dollar. Som om investorerne ikke er skræmte nok i forvejen. Spekulanter og investorer følger alt dette meget nøje og drager hurtigt konsekvenserne af ændrede forhold, i modsætning til de europæiske politikere.

Med Euro kan sektoromlægningen til mere salgbar produktion ikke ske og uddannelsesfornyelsen til forbedring af den internationale konkurrencestilling det samme. Vi skal herefter se arbejdsløshed og udstødelsen vokse yderligere samtidig med, at tilskudsøkonomien gøres til den centralistisk valgte omdrejningsakse sammen med aksen til araberolien med alt, hvad der til hører af immigration og øgede offentlige udgifter. Dette tilspidser den strukturelle og sociale krise. Til sidst må politikerne give op og rette sig efter vælgerne, hvis de ikke når deres ideologiske mål forholdsvis hurtigt.” Netop derfor opstod pseudobehovet for forbud mod kapitaleksport.

Stop for kapitalbevægelser ordnede Sovjet på en endnu mere effektiv måde; det skal siges. Ingen statsdannelse i verdenshistorien forspildte i øvrigt mere kapital pr. produceret enhed end Sovjet. Kommer tid kommer råd.

BRAUCHEN DEUTSCHLAND DEN EURO WIRKLICH

Den allerede igangværende valutakrig klares kun med reelle valutakurser i et nyt international monetært pengesystem (på engelsk): http://danmark.wordpress.com/2006/05/19/new-monetary-system/

Igen en forglemmelse: Ritt har netop i går givet sit besyv med om “Tobin” Skatten, vi venter på Frederiksen I

17. januar 2013

ORDKVALDER SOM I ‘BORGEN’ UDEN NOGET KONKRET INDHOLD OVERHOVEDET KENDETEGNER DE FABELAGTIGE AMATØRER

Arkiveret i: Culture, Danmark, Economics, Education, folkeskolen, Free Speech, Skat, skoler, Welfare — Therese @ 23:19

Min søster: Mette har ret, der skal jo være nogle virksomheder, hvis der skal være beskæftigelse i det her land. De ledige skal have noget uddannelse, så de ikke sidder alene derhjemme. Det hjælper ikke at komme med en 9. klasse og aldrig have været på en virksomhed.

Sonia: Forudsætningen for at der er nogle virksomheder, er det skal betale sig at drive virksomhed. Én ting er at utallige af de ledige netop har en uddannelse – i øvrigt i modsætning til Mette, der ikke har afsluttet sin eller har været i en virksomhed på andet end besøg -, men de har ikke en uddannelse, hvis kompetencer efterspørges med det frie, skattefinansierede fejlvalg af uddannelser. Det ville være utroligt om en sådan ideologisk overflødighedsindretning, der er blevet en særdeles bekvem opbevaringsordning for ‘de fabelagtige’, skulle virke selv i en eksplosiv vækstøkonomi; den har kørt i 40 år i danmarx. Hvis der ikke er virksomheder, der udvider, og der ikke etableres virksomheder til erstatning for de, flytter eller lukker bliver efterspørgslen efter arbejdskraft mindre og mindre, når vore varer er for dyre til at de kan afsættes. Nogle andre og billigere varer er eneste vej frem, hvis ikke landet skal lægges erhvervsmæssigt øde.

Min søster: Du overdriver altid, vil jeg sige, og vores land skal du da skrive med stort. Der skal være en samfundsindstilling i virksomhederne, så de ansætter også selvom de ikke lige har behov for det, og hvert fald hvis de får penge for at ansætte nogle.

Sonia:  Du beretter din tro, og danmarx er en velovervejet omskrivning, som godt kan bruges nogle gange. Resten er en grundlæggende misforståelse, der kun kan fremføres af folk uden noget kendskab til virksomheder overhovedet. Ansættelser finder kun sted, hvis det i en periode fremover kan betale sig at producere og sælge den produktion, som ansættelserne forventes give som resultat. At tilbyde at betale virksomheder for at ansætte folk er en grundlæggende misforståelse, der her har kørt siden 1970′erne. Intet starter med virksomheder, alt starter og ender med efterspørgsel i udlandet efter vore varer og tjenester, og den skal være tilstrækkelig til at dække vort behov for import for andre varer og tjenester her både til privatforbrug og til forbrug i produktionen.

MIN SØSTER OG JEG ER ENIGE OM: ‘Problemerne skyldes grundlæggende de ledige og hvert fald ikke gæssene, og finansieringen af de offentlige udgifter (de offentlige finanser) er uden betydning for noget af det akutte’

Min søster: Nej, det med de her finanser var Mette jo heller ikke inde på, for det har da ikke noget med det at gøre; det er da bankerne. Hva’ er det så lige du sku’ sætte de gåseapostroffer for eller hva’ de’ er.

Sonia: Det er fordi jeg har tænkt mig at illustrere denne skabende dialog med nogle pæne gæs, ‘der ikke udtrykker sig helt hen i vejret’.

Min søster: OK! Men så de sidste gåseapostroffer?

Sonia: For at understrege det med gæssene endnu en gang, fordi vores dialog simpelthen er historisk og folkelig, og alle er ikke så kvikke som du.

Min søster: OK! – Er den det?

gaas3

13. januar 2013

MAN SKAL TÆNKE VIRKELIG VIRKELIG STORT – LØNNINGERNE SKAL OP FOR AT STANDSE TILBAGESLAGET, DET SIGER DE OGSÅ I TYSKLAND, OG DE HAR ERFARINGER MED DET


gaas3

 Nu begynder de afdragsfrie perioder i flere afdragsfrie lån at udløbe.

Det kan betyde at ydelsen på boliglånet flerdobles lige på en gang.

Min søsters bidrag er fortsat virkelig, virkelig noget anderledes, jeg vil sige hendes tilbagefald er ved at blive en belastning:

Jeg har lovet at give hende et link, så det må jeg vel hellere gøre

Ham med traktorkørekortet har da gjort en stor indsats, det er da også derfor han kom til Guldklubben i Bruxelles, da han pludselig blev færdig med sin glorværdige indsats her. Han fik dem op på dupperne sammen med Frederiksen I, de der, der ikke kan eller vil. Og landbrugerne, hvad skal vi med dem, de forpester luften. Nej, vi skal have noget kultur, det er vejen frem. Europas Kulturby 2016, Aarhus med omliggende kommuner, det er noget der vil noget, rigtig rigtig, som ham den næsten dansktalende og smarte håndboldkommentator Thomas K. introducerede under Olympiaden 2012. Selvfølgelig skal vi have noget mere afdragsfrit; det er for groft at vi skal betale fuld pris, når mindre kan gøre det. Det er al den kapitalisme. Fuldstændig afdragsfrit og kombineret med halal-lån, så kommer vi til at bo i gratis boliger. Det er ikke mere end rimeligt.

Finanskrisen er bare noget bankerne har lavet, sådan som klimaet får lov at køre, fordi de har penge nok, mange af dem. Endelig har vi fået fordoblet antallet af vejrudsigter på tv, og det er god ting, for de viser, hvad vejret har været. Og det er vel lidt af en tilsnigelse at hævde, at de rigtige tiltag ikke kan gøre en forskel, om ikke på vejret, så på klimaet, når vi har fået at vide, hvordan det har været… så kan de vel lære det. Når priserne på boligerne steg var det kun fordi bankerne og konditorforeninger pludselig var blevet så grådige. Ja, så faldt priserne igen, men det var kun fordi politikerne vil redde boligejerne.

Selvfølgelig skal vi have nye kloaker; det er ikke mere end rimeligt med al det regnvejr og al den regelmæssige og omhyggelige oprensning af det kommunale kloaknet, der pågår, og som vi ærligt har betalt for. Det kommer af al den CO2 fra grise, bioethanol, og hvad der ellers er af eksploderende liv på planeten. Vi skal allesammen bruge noget mere sammen, ellers bliver vi ikke rige. At foreslå at de fulde russere skal betale for at sejle gennem Øresund er bagstræberisk gøjl. Jeg har foreslået Haderslev-kanalen for længe siden, og det er da et initiv. Det ville ærge tyskerne og passe finnerne fint, fordi de har så mange borerigge, de skal have ud på de vilde våger, og Storebæltsbroen er altså i vejen/søen. Det er kun nogle få år siden vi ejede næsten hele verden, lod finansministeren os vide dengang i primetime, og så fik vi igen lønforhøjelse nogle få måneder senere, og derfor skal vi selvfølgelig bruge meget mere; det er også kun rimeligt, når både varerne og husene er for dyre til, at vi kan sælge dem udenlands; det skal simpelthen forbruges indenlands. Desuden skal der være plads til alle her, siger min rådgiver. Og derfor skal der hele tiden findes på noget nyt, det har jeg også sagt og han med, sammen løfter vi fanen og ser den smælde.

 

Det er muligt at boligpriserne skal længere ned endnu, for hvorfor skal det også være så dyrt. Nej, lønninger skal op, så dyrt som det hele er blevet. Men indtil da skal ejendomsvurderingerne holdes klart på omgangshøjde, så den nye regering får en chance for at gøre det bedre for os allesammen. Det skal være dyrere at køre rundt i de store lastbiler, hvis de er danske med danske chauffører, der kører rundt og CO2-er. Alt andet ville være racistisk. De kan jo bare køre lidt oftere, så meget som de allerede får i løn. Det vil også give beskæftigelse.

Min søster har kun lovet at illustrere med nogle pæne gæs, men ellers er hun for tiden så noller, så hun får ikke noget snolder…så kan hun lære det! Hvad, de siger noget, de der gæs, men det er vist ikke helt hen vejret?

Et tysk orakel giver mig ret

24. december 2012

PERSONER DER SIMULERER AT SOVE ELLER ‘RÆVESOVER’ KAN IKKE VÆKKES – EN MASSEPSYKOSE ER SELVSAGT UMULIG AT BRINGE TIL OPHØR MED VOR BEGRÆNSEDE KOMMUNIKATIONSMULIGHED


Vi kunne måske vælge at underholde den overfladisk interesserede

og ellers passive hob, men vores tid er ikke til det

TV2′s Nyheder den 12. november 2006:

Toplederne for Dansk Arbejdsgiverforening og Velfærdskommissionen taler om indvandrernes og deres efterkommeres resultater i skolerne og i uddannelserne. De var choket for seks år siden. Vi kan tilføje: Det allermest katastrofale var/er, at den danske elite først bildte os ind det drejede sig om flygtninge – uanset UNHCR (meldte: “Kun 5 pct. af de fremmede, der kommer til Europa er reelle flygtninge, resten, de 95 pct., er almindelige indvandrere.”) eller FN’s Flygtningehøjkommissariat’s Jonas Widgrens oplysninger i 1990. Flere såkaldte flygtningeeksperter meldte ellers samtidig det stik modsatte. Faktum var dog at 19 ud af 20 ikke var flygtninge fra krig og forfølgelse, sagde FN. De skulle naturligvis hjem igen, når der blev fred i hjemlandet, bedyrede den danske elite i tillæg. Siden bildte den os ind, at vi havde voldsomt brug for indvandrernes og deres efterkommeres arbejdskraft.

28. december 2008

Jyllands-Posten | 18.11.2001 | Indblik | Side 1 | 5133 ord | artikel-id: Y1766153

“Flygtninge: Lille Danmark
Mange palæstinensere med asyl i Danmark opholder sig store dele af året i det land, de i sin tid flygtede fra betalt af sociale ydelser fra Danmark. Det bekræftes af palæstinensere selv, og også af danske skolefolk, socialpædagoger, læger og kommunale chefer. De ved alle, hvad der foregår, men tør ikke stå frem og kritisere misbruget…”

2. januar 2010

Indvandrerne fra ikke-vestlige lande viser sig i gennemsnit at være 3,47 gange så dyre i forhold til den offentlige sektor i sammenligning med danskerne i følge Velfærdskommissionens rapport fra maj 2005 . Danskerne indbetaler 750.000 kr. mindre i skat end de modtager over livsforløbet, men ikke-vestlige derimod 2,6 mill. kr. mindre (2,6/0,750 = 3,47). Nu kunne det offentlige velfærdsbudget 2010 deles ved sammensat forholdsregning mellem ikke-vestlige og andre. Det er ren matematik.

10. september 2012

Uddannelser som opbevaring

Største tilgang til de videregående uddannelser nogensinde i år, meldtes det i september. Resultaterne af uddannelserne er større og større ledighed, udstødelse eller tilskudsjob som gadefejere o.lign. Statens uddannelsesplanlægning er fuldstændig blevet tilsidesat eller kørt af sporet igennem to generationer – herunder inddragelsen af det producerende arbejdsmarkeds behov for arbejdskraft. Således har unge mennesker i alderen 15-18 år skullet orientere sig efter ”deres virkelighedstræge mestre” i folke- og gymnasieskolerne. Med gratis, frit valg på hylderne har det ikke overraskende ført til, at det, der er brug for til sikring af landets erhvervsmæssige fremtid, ikke findes. Politikerne får derimod ad den vej gemt deres kæmpeproblem af vejen på uddannelses-opbevarings-hyldefagene. PISA og ledighedsvæksten blandt nyuddannede afslører resultaterne.

7. november 2012

DANMARK BLIVER MED SIKKERHED ET OMRÅDE UDEN ERHVERVSMULIGHEDER

[...]

Omkring 2005 indførtes et nyt modtageprincip immigranter m.v. i EU og også her. Herefter skulle arbejde og uddannelse være adgangskravet. Da hørte vi at indvandrerstrømmen var lagt om. Men det var en meget kort periode andelen af tilstrømmende med gennemsnitligt IQ på 90 eller derunder mindskedes. Desuden dominerer fødslerne mere og mere fremover, og vi ser en meget stærk korrelation (0,88) mellem lav-IQ og mange fødsler pr. kvinde.

Som det fremgår når vi til at godt 70% af indvandrerne har gennemsnitlig IQ90 eller derunder, når indvandrerne kommer i flertal. Arbejdsmarkedet og kriminaliteten ses der åbentbart bort fra. Det ender naturligvis helt galt med mere end 35% (= 0,50*70%) af knap 4 mill., der skal forsørges i lav-IQ-gruppen. Statsgældsudviklingen har formentlig standset udviklingen meget længe forinden. Men dette er perspektivet, hvis det fortsætter som nu.

[...]

10. januar 2008

HVOFOR KOM DE FØRSTE
Kun et fåtal blev inviteret, mange kom af egen drift som gæstearbejdere, siden hen kom flere til som familiesammenførte, efter ægteskab med danskere eller som “flygtninge”.
Da Danmark i de glade 1960′ere red på velstandsbølgen, var det god tone at låne og bruge penge. Statsgælden var dog langt under 10 mia. kr., mod i dag mere end 400 mia. kr (2008). Resultatet var, at produktionen ikke kunne følge med. Virksomhederne havde ikke den nødvendige arbejdskraft. Det var før de blev kvalt i lønomkostninger og skatter. Derfor begyndte erhvervslivet at ansætte udenlandske arbejdere. Primo 1972 var her 25.322 gæstearbejdere.

“Undersøgelse har taget sit udgangspunkt i 145 gæstearbejdere fra Tyrkiet, som i 1969/70 bosatte sig i Danmark. Familiesammenføringsregler, giftermål og fødsler har resulteret i, at de 145 gæstearbejdere efter 20 år udgør en befolkning på 1.824 personer”. (Fra pressemeddelelse af 16/10 1990 vedrørende undersøgelsen “Familiesammenføringen i Ishøj – i går, i dag, i overmorgen” )

1. december 2012

Sådan hænger vanviddet made in Denmark sammen arbejdsmarkeds- og socioøkonomisk:

I Danmark falder antallet, der udbyder sig på arbejdsmarkedet år for år med ca. 30.000 i de senere år, men folketallet stiger 20.000-25.000 år for år. Allerede dette synes nok lidt mystisk ved første blik på et vestligt land. 1. januar 2011 var 662.951, ledige, udstødte eller førtidspensionerede, d.v.s. ca. 25,6% af hele arbejdsstyrken.

Nu kommer vi til det allermest besynderlige: Nettoindvandringen og indvandrernes fødselsoverskud har udgjort 27.842 fra 2010 til 2011. Fødselsunderskuddet blandt danskerne har derfor kunnet dækkes af indvandringen og indvandrernes fødselsoverskud, så folketallet endog er steget.

Dels aldringen blandt danskerne dels uegnetheden blandt de indvandrende, der lukkes ind uanset, og danskernes ditto forklarer måske sammenhængen mellem en faldende arbejdstyrke og et stigende folketal?

Vil det sige vi lader uegnede immigranter komme her til og slå sig ned og leve af det, vi kalder velfærd og betaler til over skatterne? Ja, de egner sig heller ikke til det danske arbejdsmarked, viser alene tallene.

1. Er egnetheden til det danske arbejdsmarked mere krævende end 662.951 i landet kunne leve op til i 2011, så finder vi det aldeles uforståeligt at 73-74% (knap 3 ud af 4) af individerne med udenlandsk oprindelse i Danmark er immigranter repræsenterende lavere IQ-gennemsnit end det danske (næstsidste række i tabel 1 under dette link). Det er tydeligt påvist internationalt, at IQ-gennemsnit er entydigt tæt forbundet med arbejdsmarkedsegnethed og produktivitet.

2. Når samtidig påvises af det offentlige selv, at netop individerne med ikke-vestlig oprindelse i gennemsnit søger tre gange eller oftere til de offentlige kasser i sammenligning med danskerne, så finder vi det ganske uforståeligt og stærkt foruroligende, at kursen ikke lægges drastisk om. Det skal særligt tages i betragtning, at de såkaldte sociale udgifter til 16-64 årige endog overstiger udgifterne, der er aldersbestemt folkepension, med mere end 140 mia. kr. og endda synes at vokse hurtigere end disse. D.v.s. det er dyrere at finansiere livet for individerne i de arbejdsdygtige aldre end for de 953.428 folkepensionister, der har ydet deres til gengæld (1. januar 2011), og forskellen øges tilmed år for år.

3. Danskere med omkring dansk gennemsnitsintelligens, og som er ved deres fulde fem tror jeg vil finde, at der er ikke nogen realistisk mening i en sådan samfundsindretning, som den er netop er blevet beskrevet sporadisk her fra en arbejdsmarked- og socialøkonomisk synsvinkel.

Når IQ-gennemsnittet blandt danskere er 97,4 (2012), hvori ligger da fordelen ved at øge antallet af immigranter med IQ<=89 med 75,8 pct., fra 191.181 til 336.023 (anden række i tabel 1.2 under dette link) og endog øge andelen heraf fra knap 42 pct. til knap 46 pct. af alle immigranter i perioden 1. januar 2001-2012 (tredje række i tabel 1.2 under dette link)? Antallet af alle med lavere IQ-gennemsnit end danskerne er øget med 62 pct. i perioden, fra 331.960 til 537.936 (fjerdesidste række i tabel 1 under dette link).

Grafisk illustration heraf

Knap 17 år gammel advarsel:

En persisk advarsel:

“Danskerne tager let på jihad (Hellig Krig), fordi det stemmer bedst med deres billede af livet. Men Jihad skal opfattes som alvor. Tro mig. Jeg har studeret Islam i mere end 30 år. – I øjeblikket (1996) er der ingen fare, for endnu er antallet i Danmark ikke stort. Men bliver de mange nok, skal de udføre Allahs ordre om at udbrede Islam ved sværdets magt. – Det er en obligatorisk pligt at gennemtvinge Islam som religion, livsstil og politisk lære. Det skal ske overalt i verden, hvor muslimer enten invaderer et land eller kommer til at udgøre en gruppe, der er tilstrækkeligt stor.”

(slut citat af Adnan Wahab, Jyllands-Posten 8/1 1996)

Adnan Wahab angiver 10 pct. som den andel, der vil give muslimer anledning til at gennemtvinge Islam i værtslandet.

Adnan Wahab er advokat, bosat i Odense.

——————————————————

Vi huskede gensvaret fra muslimske drenge (7-8 år) ultimo 1980′erne og primo 1990′erne, når vi ved grove husordensovertrædelser irettesatte dem i Gellerup-Ghettoen: “Bare vent til vi bliver mange nok!” – og vi vidste naturligvis allerede dengang, hvor sætningen oprindeligt stammede fra. Det er ikke så svært.

Ikke alene er danskerne uegnede til arbejdsmarkedet (?), de tør heller ikke sætte sig tydeligt op imod landets såkaldt ansvarlige ledere, ‘der er umådeligt egnede’. Det hænger sammen med at danskerne både er for godtroende og samtidig er nogle rigtige skvat, selv når de har indset endog gang på gang, at de bliver bedraget af eliten. Man kan også sige at det er umuligt at vække personer, der rævesover og som tilsyneladende blæser på deres børns fremtid. Ikke det mindste UDH! tør de udtale, selvom mere end 8 ud af 10 mener som dem.

Det danske landsforræderi

HVORFOR KAN DET SKE ?

“…Close your eyes for your eyes will only tell the truth

And the truth isn’t what you want to see

In the darkness it’s easy to pretent that truth is what it ought to be…

…only then can you belong to me”

Anna Netrebko’s stunning recording of the Andrew Lloyd Webber “Pie Jesu” from his Requiem Mass. Anna duets this gorgeous piece of music with Andrew Swait:

Glædelig Jul!

21. december 2012

Fremtidens velfærd og globalisering


Fremtidens velfærd og globalisering – ikke for danskerne

http://www.fm.dk/db/filarkiv/18669/Rapport_globalisering.pdf (side 26)

- om vi har bragt oplysningen tidligere; i 2006, i 2007 og i 2010, men ingen var motiverede

“Velfærdskommissionen påpeger, at indvandring ikke vil løse velfærdens finansieringsproblem, snarere tværtimod. Mens en nyfødt dansker i gennemsnit vil koste samfundet 750.000 kr. fra vugge til grav, vil omkostningen på en indvandrer på grund af generelt lavere erhvervsdeltagelse være 2,5 mio. kr., vurderer Velfærdskommissionen…”

Ikke-vestlige indvandrere koster samfundet 2,6 mill. kr. i gennemsnit fra vugge til grav, skriver Velfærdskommissionen på side 26 i rapporten Fremtidens Velfærd og Globaliseringen, maj 2005.

“Det er således knap tre fjerdedele af det samlede langsigtede finansieringsproblem, der skal tilskrives den fremtidige indvandring fra mindre udviklede lande,” konkluderer Velfærdskommissionen…”

Ikke-vestlige konsumerer 200-300 mia. kr. af det offentlige velfærdsbudget på i alt knap 752 mia. kr. i budgettet for 2010 jævnfør anden tabel i sidst anførte link.

Der er ikke noget særligt i at bevise dette med lethed. Der er kun det særlige at ingen andre har gjort det og ingen andre har kunnet afvise mit regnestykke logisk. Det er almindelig sammensat forholdsregning:

Alle velfærdsposter på det offentlige udgiftsbudget omfatter socialeudgifter, sygdom- og sundhedsudgifter, udgifter til retsvæsen, til fængselsvæsen og udgifter til undervisning. Alene de sociale udgifter udgjorde i alt 354,39 mia. kr. i 2010. Alle velfærdsudgifter udgjorde 751,892 mia. kr. i 2010.

Såfremt vi realistisk forudsætter de sociale så vel som alle velfærdsudgifter kan deles ligeligt efter størrelsesfor- holdet mellem befolkningsgrupperne og gennemsnittet der modtager disse ydelser i gruppen, er resten matematik eller forholdsregning. Der er så ikke taget højde for skattebetalingerne, når vi ser på de sociale udgifters fordeling.

Vi kan ikke få andelen af ikke-vestlige i Danmark længere ned end til 10-11 pct. i 2010, efter vi har foretaget nødvendige korrektioner af de officielle opgørelser.

De sociale udgifter, 2010: Forholdsregning med æbleeksempel, hvor du blot skal udskifte æbler med mia. kr. til sidst: Da 354,39 mia. kr. blev i alt forbrugt i 2010, skal delingen befolkningsgrupperne imellem udregnes således efter det vi fik oplyst fra officiel side om det samlede udgiftsbeløb og indvandrerne overhyppighed eller tyngde 3.

Der er 10 piger og 90 drenge, der skal dele 354,39 æbler, og alle pigerne skal have 3 gange flere æbler end hver af de 90 drenge. Pigeantallet af 100 svarer til 10% ikke-vestlige, vi kommer ikke længere ned, når vi stryger al kamouflagen, der er lagt på med alle mulige midler gennem årene. De 90 drenge af 100 svarer til 90%, som danskerne og vestlige udgør af folketallet.

90 + 10 = 100

90 + 10 * 3 = 120. Hvor mange gange kan deling af æblerne foregå: 354,39 / 120 = 2,953 gange

10 * 3 * 2,953 = 88,597 æbler eller milliarder til de 10 piger, og de 90 drenge kan få resten, 265,79 æbler eller milliarder, også selvom de er mange flere, men samtidig skal de hver især have 3 gange færre end hver af pigerne. ”Det er feminisme-stygt”. Så vidt så godt. Men piger var i denne lille udregning at ligne ved ikke-vestlige, og drengene var at ligne ved danskerne og øvrige vestlige, som nævnt. Og det var ikke noget med at få æbler, men om at forbruge sociale udgifter.

Tænke sig, de fortæller os det hele indirekte, men de går ud fra vi ikke kan forholdsregning og nå til erkendelsen om udgifternes deling. Meget tyder på de ikke kan selv.

Samtlige velfærdsudgifter, 2010: Forholdsregning med æbleeksemplet, og du skal blot udskifte æbler med mia. kr. til sidst: Da 751,892 milliarder blev forbrugt i 2010, skal delingen befolkningsgrupper imellem udregnes således efter det vi får oplyst fra officiel side om det samlede beløb og ikke-vestliges overhyppighed eller tyngde 3,47:

Der er 11 piger og 89 drenge, der skal dele 752 æbler, og alle pigerne skal have 3,47 gange flere æbler end hver af de 89 drenge. Pigeantallet af 100 svarer til 11% ikke-vestlige, vi kommer ikke længere ned, når vi stryger al kamouflagen, der er lagt på med alle mulige midler gennem årene. De 89 drenge af 100 svarer til 89%, som danskerne og vestlige udgør af folketallet.

89 + 11 = 100

89 + 11 * 3,47 = 127,17

Hvor mange gange kan denne deling af æblerne foregå? Svar: 752 / 127,17 = 5,913

11 * 3,47 * 5,913 = 225,7 æbler eller milliarder til de 11 piger, og de 89 drenge kan få resten, 526,3 æbler eller milliarder, også selvom de er mange flere, men samtidig skal de have 3,47 gange færre end pigerne. ”Det er feminisme-stygt”. Så vidt så godt. Men piger var i denne lille udregning at ligne ved ikke-vestlige, og drengene var at ligne ved danskerne og de vestlige, som nævnt.

Hvis du foretrækker at tro blindt på der er færre indvandrere end den andel der anføres her eller flere:

12-13 årige forstod umiddelbart denne gennemgang byggende

på sammensat forholdsregning i 1950′erne – så spørg din bedstefader:

- det er gået tilbage…i øvrigt også for at få samfundseksperimentet lagt på skinner

Hvorfor kan det ske ?

15. november 2012

PÅ GADEN I ATHEN, MADRID, ROM, LISSABON OG PARIS – TRO ELLER VIRKELIGHED BAG INITIATIVERNE?


Det starter hvor vi har meddelt det vil starte

Med 25 pct. af arbejdstyrken i Grækenland og Spanien sendt i arbejdsløshed – der er mange flere uden for arbejdsstyrken ligesom her -, melder virkeligheden sig. Det er nedskæringer og yderligere afskedigelser, fordi produktionen, der er velfærdens eneste finansieringskilde, til stadighed går ned.

Det skyldes ikke bankerne og eller det såkaldte kapitalistiske system. Ingenlunde. Det skyldes politikernes overbudspolitik, der har sendt statens gæld til tælling og fagforeningernes lønkrav m.v. hver gang skatterne er gået vejrs.

Den sidste store forestilling med politikernes illusionskunst var de oppumpede hus- og ejendomsprisstigninger med efterfølgende kollaps. Øget belåning af ejendomsmassen overalt i Vesten og længere afviklingsperioder for belåningen fører naturligvis til at ejendomspriserne ryger tilvejrs, fordi efterspørgslen efter ejendomme naturligvis stiger, når det bliver nemmere at købe. Disse stigninger kan så efterfølgende belånes eller ejendommene realiseres, så købekraften simpelthen svulmer uanset, at produktionen ellers var gået den anden vej. Så kom den såkaldte forbrugsøkonomi igang; den er yderst ødelæggende, og boligmarkedet brød da også sammen.

At bankerne har udlånt alt for store andele udover de indskudte midler er ikke noget nyt. Politikerne har simpelthen lavet bankreglerne og indrettet nogle værdiløse banktilsynsorganer for bankernes virksomhed. Der er så enkelte banker, der har lavet ulovligheder.

Politikerne har under skiftende regeringer øget og øget skatterne, fagforeningerne har krævet mere og mere løn og velfærd til de ansatte. Uanset har politikerne brugt endog mere, mere i offentlige udgifter, også mere end de har inddrevet i skatter og afgifter. En tredjedel eller mere er immigrationssudgifter oveni. Det er blevet til enorm statsgæld overalt. Statsgælden skal afvikles, produktionen skal nu i voldsom konkurrence med produktionerne i lavlønsområderne omlægges (uden at noget sker) til noget salgbart trods lønandelen, og samtidig bliver den skattefinansierede velfærd en større og større udgift p.g.a. ældreandelens vækst og immigrationens fortsættelse, men fortsat mest fra velfærdshungrige i lav-IQ-områder, uanset arbejdsmarkedet også udvides lidt med mere lønlette østarbejdere.

TRO KAN FLYTTE BJERGE, MEN IKKE SÅ MEGET I VOR TID, FOR DET TAGER SIN TID – TROEN PÅ VERDENS SELVUDNÆVNTE FORVALTERE BLIVER PARADOKSALT NOK STÆRKERE END MANGE KENDSGERNINGER HVER ENESTE DAG, INDTIL KENDSGERNINGERNE SOM ALTID TAGER OVER FOR EN STUND, OG INDEN ET FORNYET TILBAGEFALD PÅBEGYNDES.

Det sidste er hvad erfaringen har vist nogle gange i historien; bygger ikke på viden; det kunne også blive anderledes. De menneskelige egenskaber, der naturligvis er afskaffet pr. ikke-udtalt, men underforstået politisk korrekthed, har ikke ændret sig meget de seneste 2.500 år, så et tusindårsrige bliver velfærds- og immigrationssamfundet ikke i følge de almindelige regneregler. F.eks. regning på statsgældens udvikling i Europa og her. Denne udvikling foregår ikke i en kortbølge-bevægelse op og ned, som forventningsskabende medier ellers lader forstå. Det er derimod de fortrinsvis politiker-fremkaldte bølgebevægelser (mest benævnt konjunkturer oftest sat i gang af underskud og pengeudstedelse), der netop fører til statsgælden. Statsgælden har mestendels én retning.

I privatsfæren er regelen den, at når långiverne kan udregne, at debitor ikke kan skabe indtægter, der er tilstrækkelige til at mere gæld kan afvikles, så standser långivningen. Om ikke en naturlov, så en kendsgerning, der ikke levner megen plads til fortolkning, for det er i regelen et ret enkelt regnestykke. Det samme gælder også for stater og for mere eller mindre feuderale sammenslutninger af stater. Det er ikke noget nyt. Der til kommer de fleste stater m. v. cirka én gang i et individs levetid med de styrende, der også har uforanderlige menneskelige egenskaber, viser erfaringen.

Staterne og de feuderale sammenslutninger låner hos de internationale storbanker eller hos enkelte fortsat meget rige stater.

Mener du det er meget bedre her eller i Tyskland – ser du måske for meget TV: http://danmark.wordpress.com/2012/07/16/den-tyske-statsgaeld-er-enorm-og-omstillingen-af-realokonomien-er-tilsyneladende-opgivet-som-her/

3. oktober 2012

INTET BEVENDT MED ÅBNINGSTALE OG DE HIDTIDIGE KOMMENTARER HERTIL


Statsministeren sagde åbentbart noget,  der var mundret, noget som de lyttende forstod. Desværre er intet af det af nogen betydning og stort set ikke konkret, og de få oplysninger, som var konkrete, var forkerte. Det er konklusionen, når man uden at have hørt talen, læser blandenes uvidenheds-kommentatorer par exellence Engell og Qvortrup, den politisk korrekte sagkundskab og oppositionens ligedannede aktør, sidstnævnte henholdsvis Sandemann og Løkke Rasmussen.

Sandheden er ilde hørt. En kortere kommentar:

Der var ikke 0,9% vækst sidste år i Danmark, 0,8% vækst i 2012, og der bliver ikke 1,9% vækst næste år, som Thorning-Smidt hævdede, og som også tv-indoktrineringen kørte sammen med åbningstalen med hoppende, farvede klodser, så løgnen kunne forventes bedre at trænge ind og hænge fast.

I 2011 var inflationen 2,8, den bliver mindst 2,7% i år og nærmere 4% end 3% i 2013.

Det gik/går nedad med aftagende produktion, ikke opad: 2011: -1,9%, 2012: -1,9% og 2013: ca. -2,0%

1. Derved bliver problemerne større for statsgælden (politikernes overforbrug), beskæftigelsen og leveomkostningerne.

2. En brandbeskatning og afgiftsbelægning af uhørte verdensrekord-dimensioner er valgt af regering og opposition, så flere virksomheder af netop denne grund lukker og flytter end nogensinde tidligere.

Den livsnødvendige omstilling til den internationale konkurrence, med kæmpe omkalfatrin af den forbrugende sektor udsættes og bliver værre. Samtidig skal vi se EU overtage vort budget, et EU der kæmper med nytrykte EU-obligationspapirer mod politikernes overforbrug (statsgæld) i Sydeuropa.

Hvem mon vil købe disse nye papirer med hvilken gangbar valuta eller andet?

Hvem mon?

3. juni 2012

DERFOR STOPPER LEGEN MED GROVE NEDSKÆRINGER OVER HELE LINIEN SÅ SNART EU-BUDGET-STYRINGEN SÆTTES IND NÆSTE ÅR


Indvandrere endte 3 gange så ofte på førtidspension sammenlignet med danskere i 2010. I 2005 forbrugte ikke-vestlige 3,47 gange mere i gennemsnit af velfærden sammenlignet med danskerne endda under hensyntagen til skattebetalingerne.

12-13 årige forstod umiddelbart den følgende gennemgang i 1950′erne:

Uddrag af: http://www.samspil.info/arkiv?q=f%C3%B8rtidspension%2Bindvandrere&results=5

”…forbundet med at gå på arbejde hver dag. Derudover er det alvorligt for de offentlige kasser, som skal betale regningen,” siger han. Markant flere indvandrereførtidspension Forskellen på danskere og indvandrere er endnu mere markant, når man tager højde for, at de to befolkningsgrupper har en meget forskellig alderssammensætning. Indvandrere…”

Læs artiklen: Indvandrere ender tre gange så ofte på førtidspension som danskere

Uddrag af: http://www.samspil.info/forside/vis+artikel?id=238

”…Siden 2005 er der sket en stigning i  tilkendelser af førtidspension til indvandrere, mens nytilkendelser blandt danskere næsten er uændret. Dermed er sandsynligheden for at komme på førtidspension for ikke-vestlige indvandrere i perioden steget fra at være 2,5 gange så høj som for danskere til at være 3 gange så høj…”

Velfærdskommissionen rapport fra marts 2005 beretter på side 26: http://www.fm.dk/db/filarkiv/18669/Rapport_globalisering.pdf

At ikke-vestlige indvandrere[i] og deres børn i gennemsnit forbruger 2,6 mill. kr. mere end de indbetaler til velfærden over livsforløbet. I maj- rapporten 2004 oplyser Velfærdskommissionen, at danskerne i gennemsnit forbruger 750.000 kr. mere end de indbetaler over livsforløbet. D.v.s. forskellen er 2,6/0,75 = 3,47 gange.

Alle velfærdsposter på det offentlige udgiftsbudget omfatter socialeudgifter, sygdom- og sundhedsudgifter, udgifter til retsvæsen, til fængselsvæsen og udgifter til undervisning.

Alene de sociale udgifter udgjorde i alt 354,39 mia. kr. i 2010. Alle velfærdsudgifter udgjorde 751,892 mia. kr. i 2010.

Såfremt vi realistisk forudsætter at såvel de sociale som alle velfærdsudgifter kan deles efter størrelsesforholdet mellem befolkningsgrupperne, der modtager disse ydelser, er resten matematik eller forholdsregning.  Der er så ikke taget højde for skattebetalingerne, når vi  ser på de sociale udgifters fordeling.

Vi kan ikke få andelen af ikke-vestlige i Danmark længere ned end til 10-11 pct. i 2010, efter vi har foretaget nødvendige korrektioner af de officielle opgørelser.

De sociale udgifter, 2010: Forholdsregning med æbleeksempel, hvor du blot skal udskifte æbler med mia. kr. til sidst:

Da 354,39 mia. kr. blev i alt forbrugt i 2010, skal delingen befolækningsgrupperne imellem udregnes således efter det vi således får oplyst fra officiel side om det samlede udgiftsbeløb og indvandrerne overhyppighed eller tyngde 3.

Der er 10 piger og 90 drenge, der skal dele 354,39 æbler, og alle pigerne skal have 3 gange flere æbler end hver af de 90 drenge. Pigeantallet af 100 svarer til 10% ikke-vestlige, vi kommer ikke længere ned, når vi stryger al kamouflagen, der er lagt på med alle mulige midler gennem årene. De 90 drenge af 100 svarer til 90%, som danskerne og vestlige udgør af folketallet.

90 + 10 = 100    90 + 10 * 3 = 120. Hvor mange gange kan deling af æblerne foregå: 354,39 / 120 = 2,953 gange

10 * 3 * 2,953 = 88,597 æbler eller milliarder til de 10 piger, og de 90 drenge kan få resten, 265,79 æbler eller milliarder, også selvom de er mange flere, men samtidig skal de hver især have 3 gange færre end hver af pigerne. ”Det er feminisme-stygt”. Så vidt så godt. Men piger var i denne lille udregning at ligne ved ikke-vestlige, og drengene var at ligne ved danskerne og øvrige vestlige, som nævnt. Og det var ikke noget med at få æbler, men om at forbruge sociale udgifter.

Tænke sig, de fortæller os det hele indirekte, men de går ud fra vi ikke kan forholdsregning og nå til erkendelsen om udgifternes deling. Meget tyder på de ikke kan selv.

Samtlige velfærdsudgifter, 2010: Forholdstalsregning med æbleeksemplet skal du blot udskifte æbler med mia. kr. til sidst:

Da 751,892 milliarder blev forbrugt i 2010, skal delingen befolkningsgrupper imellem udregnes således efter det vi får oplyst fra officiel side om det samlede beløb og ikke-vestliges overhyppighed eller tyngde 3,47:

Der er 11 piger og 89 drenge, der skal dele 752 æbler, og alle pigerne skal have 3,47 gange flere æbler end hver af de 89 drenge. Pigeantallet af 100 svarer til 11% ikke-vestlige, vi kommer ikke længere ned, når vi stryger al kamouflagen, der er lagt på med alle mulige midler gennem årene. De 89 drenge af 100 svarer til 89%, som danskerne og vestlige udgør af folketallet.

89 + 11 = 100

89 + 11 * 3,47 = 127,17

Hvor mange gange kan deling af æblerne foregå: 752 / 127,17 = 5,913

11 * 3,47 * 5,913 = 225,7 æbler eller milliarder til de 11 piger, og de 89 drenge kan få resten, 526,3 æbler eller milliarder, også selvom de er mange flere, men samtidig skal de have 3,47 gange færre end pigerne. ”Det er feminisme-stygt”. Så vidt så godt. Men piger var i denne lille udregning at ligne ved ikke-vestlige, og drengene var at ligne ved danskerne og de vestlige, som nævnt.

Hvis du foretrækker at tro blindt på der er færre indvandrere end den andel der anføres her eller flere:


[i] Vestlige indvandrere indbetaler mere end de udbetales. Derfor bortses fra disse. Herved fører vor beregning til en mindre undervurdering af de ikke-vestliges forbrug.

20. maj 2012

REGIMET: GØR HVAD JEG SIGER – MEN GØR IKKE HVAD JEG GØR!


Fri hash og højere afgift på ren tobak nu

Hvis de formidable imperie-herskere i kuvøse-tinget kunne udvise mindste konsekvens i deres storheds vanvid, ville det være nemmere at begribe og tilpasse sig deres løgne, deres latterlige adfærd, deres individuelle hjælpeløshed, deres arrogante uvidenhed, deres udygtighed, deres evighedstudentikose bedreviden, deres seen ned på ordinære borgere, deres her-kommer-jeg-hyp-hyp-alle-mine-heste. Efter Store-Klaus, kommer Lille-Klaus. Vær vis på det.

For at fremme konsekvensen uopholdeligt følgende forslag: Offentlig produktion af tilskudsberettigede hashcigaretter til fremme af hjernedøden, den frie narkomani og hele 68-ungdomskulturen i fornyende reprise: Pris 5 kr. for 25 stk.

For at hive noget mere afgiftsprovenu ind fra tobaksrygerne, så indvandringen til førtidspension, økonomi-sparkene, leje af rygekabiner, den frie narko herunder den frie hash, det voksende antal arbejdsløses arbejde på helligdagene, de øgede personlige krav fra kuvøse-tingets medarbejdere og velfærden til syge og gamle finansieres uden alt for iøjnefaldende slip og anvarsforflygtigelse en tid endnu, og indtil EURABIA er færdig og helt på plads, og kommissærerne der har fået udvidet deres virkefelt og medarbejderstab overordentligt. Klimakommissærens beslutningsfelt til andet og mere end verdens flyveselskaber, klimaet og vejret, herunder udsigten, også til de danske, truede lavlande Amager og Lolland-Falster: Pris 50 kr. for 19 stk.

15. maj 2012

En gammel, men afgjort ikke en forældet sag, da det fortsætter og bliver værre og værre: Kvalificeret gennemregning af den svenske immigrations-økonomi anno 2002-2007


Vad kostar invandringen?

Uddrag af: http://www.svd.se/opinion/brannpunkt/vad-kostar-invandringen_61728.svd

21 augusti 2002 kl 04:47, uppdaterad: 23 september 2007 kl 14:21

“Sverige får anses höra till de stora invandringsländerna i den västliga världen. Sverige konkurrerar med Frankrike om fjärde platsen efter Australien, Schweiz och Kanada. Det finns skäl att studera de ekonomiska konsekvenserna.
Flyktinginvandringen har blivit en förtäckt arbetskraftsinvandring. Högst tio procent av alla som fått stanna har haft asylskäl och är således flyktingar. Människosmugglare har varit ledande i att missbruka flyktingkonventionen. Därför har man i Norge och Finland nästan upphört att bevilja asyl.

Även i Sverige har politikerna haft chansen att göra människosmugglarna arbetslösa, men de har inte tagit den.
Invandrarbefolkningen i arbetsför ålder ökade under 1990-talet med 350 000 personer netto efter utvandring. Sedan uppgången i konjunkturen 1997/98 har sysselsättningen ökat med 270 000 fram till maj 2002. Arbetsmarknaden har tillförts fler arbetskrafter genom invandring än det finns nya jobb.
Riksdagen har beslutat att välfärden ska vara solidariskt finansierad. Vid beräkning av invandringens kostnader har denna princip fått styra vad som ska ingå i en långsiktig kalkyl. Invandrarna deltar i finansieringen utan att deras skatteinbetalningar är öronmärkta.
Sverige beviljar nästan uteslutande permanenta uppehållstillstånd med omedelbar tillgång till den svenska välfärden. Ingen karenstid som i många andra länder.

För att riksdagen ska kunna föra en saklig debatt om prioriteringar måste även kalkylen över invandringen vara fullständig och inte ges en partiell karaktär med utelämnande av vissa kostnader, som är det vanliga i Sverige och USA.
Invandringens kostnader uppgick enligt mina beräkningar 1999 till 267 miljarder kronor. Kostnaderna fördelas så här:
1. Centrala samhällsfunktioner, 32 mdr
2. Offentlig konsumtion, 123 mdr
3. Transfereringar, 84 mdr
4. Inkomstförluster, 28 mdr
Underlaget är i huvudsak boksluten från kommuner och staten. Centrala samhällsfunktioner omfattar kostnader för rikets centrala ledning och nettoräntan på statsskulden. Exempel på offentlig konsumtion är skola, sjukvård och rättsväsende. Transfereringar till hushåll är t ex a-kassa, sjukpenning och pensioner, men även vissa subventioner till statliga och privata organisationer. Inkomstförlusterna avser bortfall av inkomster i den offentliga sektorn på grund av att många arbetsföra invandrare ej deltar i produktionen.
Kostnaden för invandringen uppgår till ungefär en fjärdedel av vad hela den offentliga sektorn kostar. Den är försiktigt beräknad…”

…………………
At vi Danmark skal regne med 230-250 mia. kr. i 2010 viser sig ved et lykketræf af omstændigheder: Den offentligt nedsatte Velfærdskommission oplyste i marts 2005, at ikke-vestlige forbruger i gennemsnit 3,47 gange mere i offentlige, skattefinansierede velfærdsudgifter end en gennemsnitsdansker.
Derudover fik separat bekræftet for de sociale udgifter, der kun er en omend betydelig del heraf, oplyst af Danmarks Statistik og Arbejdsmarkedsstyrelsen i 2011 og 2012, at ikke-vestlige konsumerer 3 gange mere end gennemsnitsdanskeren. Resultatet var knap 90 milliarder.

Derefter er der kun forholdsregning tilbage, og resultatet er til at føle på.

Fornylig gik det op for Asger Aamund at indvandrerne og deres børn i blot Gellerup Planen vest for Aarhus koster henved en milliard årligt i velfærdsudgifter.


Næste gang du hører mediernes uærlige begrundelser for afgifter og ser nye pristigninger (de sidste skabt af inflation samtidig med tilbagegang – det sidste vil de ikke oplyse dig), skulle du måske prøve at lede tankerne et helt andet sted hen end til det løgnerne beretter.

J. E. Vig, cand. oecon., 15. maj 2012

Older Posts »

Theme: Silver is the New Black. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.