HVORFOR FORTÆLLER MEDIERNE IKKE HVAD EN IKKE-VESTLIG INDVANDRER KOSTER LANDETS SKATTEBORGERE?

En enkelt dansk avis gjorde det 1. december 2005. Børsen skrev bl.a. på:

http://borsen.dk/nyheder/generelt/artikel/1/81323/indvandrerstop_vil_loese_samfundsproblem.html#ixzz2U0mzjjK5

“Velfærdskommissionen påpeger, at indvandring ikke vil løse problemet, snarere tværtimod. Mens en nyfødt dansker i gennemsnit vil koste samfundet 750.000 kr.  fra vugge til grav, vil omkostningen på en indvandrer på grund af generelt lavere erhvervsdeltagelse være 2,5 mio. kr., vurderer Velfærdskommissionen.
Det er således knap tre fjerdedele af det samlede langsigtede finansieringsproblem, der tilskrives den fremtidige indvandring fra mindre udviklede lande,…” skriver Velfærdskommissionen.

I Danmark har vi en skattefinansieret velfærdsmodel. Det betyder at velfærden næsten fuldt ud er skattefinansieret.

Vi kan tilføje at på side 26 i Velfærdskommissionen rapport fra maj 2005 anføres, at ikke-vestlige indvandrere i gennemsnit indbetaler 2,6 mill. mindre i skatter og afgifter, end de modtager i form af sociale udbetalinger/overførsler og ligeledes tillagt den skattefinansierede personservice.

I Danmark er den såkaldte velfærd næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser, d. v. s. ydelserne er en privat rettighed, men finansieringen kollektiv. I andre europæiske nationer er forsikringsprincippet derimod langt mere dominerende d. v. s. også individuel finansiering. Globalisering er et nyt smart ord for den internationale konkurrence. Selv hvor forsikringsprincippet er bærende for udviklingen, er der svære overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre skansen på hjemmefronten, fordi konkurrencen simpelthen river vore opbygge såkaldte sociale systemer i stumper og stykker.

Den danske model er sjovt konstrueret til at give underskud (måske Keynesiansk inspireret i fejlfortolkning). Det gør den i hvert fald. Danskerne giver alene 750.000 kr. i underskud over livforløbet, og derved kastes den resterende regning over på den næste generation af danskere. Men ikke-vestlige giver et underskud (mellem skat og modtagede ydelser) på 2,6 mill. kr. over livsforløbet. Dette betyder at ikke-vestlige immigranter og deres børn i gennemsnit belaster systemet med gennemsnitlig 3,47 (= 2,6/0,75) gange mere end en gennemsnits-dansker. De vestlige immigranter giver et mindre overskud i forhold til velfærdssystemet, så dem ser vi bort fra, hvorved vi nedtoner resultatet en smule.

 

Dette er udgangspunktet

Det officielle Danmark når resultatet, der blev refereret her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/499207:Danmark–Brede-reformer-skal-saenke-udgift-til-indvandrere:

“Minister (Karen Hækkerup) vil ikke igangsætte nye beregninger af, hvad indvandring koster samfundet. Tal fra 2010 er brugbare. I 2010 udgjorde indvandring fra ikke-vestlige lande en underskudsforretning for det danske samfund på 15,7 milliarder kroner…”

Danmark Nationalbank fastslog i 2008: Indvandringen er kolossalt omkostningskrævende.

Når vi lige sammenligner lidt med Norge, der har lidt flere immigranter end Danmark, men til gengæld en større andel af dem i arbejde, så ser det sådan ud: En ikke-vestlige hævdes i officielle beregninger at koste i gennemsnit 4,1 mill. kr. over livsforløbet i 2009: http://www.aftenposten.no/meninger/–Hvorfor-forteller-ikke-mediene-hva-en-ikke-vestlig-innvandrer-koster-7204353.html#.UZyUQUnU-00 . Vi kan dog ikke fastslår hvilke poster der opregnes officielt af velfærdens samlede udgifter, for det beretter artiklen ikke.

Den norske arbejdsgiverforening 10. maj 2011: Kilde: http://www.nho.no:80/article23322.html :

Næringslivets Hovedorganisasjon i Norge har udsendt en pressemeddelelse, som er en bombe under oplysningerne om, hvad de danske udlændingeomkostninger officielt skulle være. Disse er et par gange i danske rapporter blevet anslået til under 16 milliarder årligt. Nordmændene har nu for Norges vedkommende regnet sig frem til ca. 60 milliarder n.kr.

Nu har vi 15,7 mia. kr. i Danmark, og ca. 60 mia. kr. i Norge.

1.1.2013 boede officielt 710.465 indvandrere og norskfødte med indvandrerforældre i Norge. Det er en officiel vækst på 55.300 personer i løbet af 2012.

1.1.2013 boede officielt 600.674 med udenlandsk baggrund, d.v.s. indvandrere og efterkommere (hvad de så end vil sige) i Danmark. Det er en officiel vækst på 20.213 i løbet af 2012.

Og ledigheden er/var tilmed meget mindre i Norge i sammenligning med i Danmark. Et umiddelbart kik på antal og beløb håber jeg fører til stor forundring.

Jeg har opgjort regningen med det simpleste af alle regnestykker…, men det forudsætter forholdsregning, der blevet en ukendt disciplin ‘med 9. z Holme’ eller tidligere. Såfremt nettoudgifter ved de ikke-vestlige er ligefremt proportionale med deres antal – det kunne vi læse de var, da der ansøgtes om bevillinger på skiftende finanslove og aktstykker gennem årene til overførselsydelser og til personaleansættelsernes lønudgifter – så er nettoudgifterne i Danmark pr. år 30-31% af samtlige velfærdsudgifter på 752 mia. kr. i 2010 – når det hele fordeles under proportionalitetsforudsætningen ved forholdsregning. Der er ikke mere plads til debat.

Tyskland: Andelen af indvandrere blandt alle modtagere af Hartz IV (skattefinansierede offentlige ydelser blandt 16-64 årige) meldes at være 28 procent, medens procentandelen af totalbefolkningen, der modtager Hartz IV ligger på 8 procent, hvorimod modtagerandelen blandt indvandrere skulle udgøre 19 procent.

Das Bundesarbeitsministerium har offentliggjort en gennemgang,  hvoraf fremgår at mere end hver fjerde modtager af von ALG II eller Hartz IV har indvandrerbaggrund. Institut Arbeit und Qualifikation (IAQ) der Uni Duisburg-Essen in koordinierten Untersuchung oplyser i følge kilden : http://www.sozialleistungen.info/news/20.11.2009-hartz-iv-anteil-der-zuwanderer-ueberdurchschnittlich-hoch/ netop 28 procent.

Udbetalinger i velfærdsydelser i alt i Sozial-leistungen (Jahr 2011) ingesamt: 469,2 Mia. EUR

Dette fører til at berigelsen hidrørende fra immigranter og deres børn betales med: 28%*469,2 Mia. EUR = 131,4 Mia. EUR pr. år

 Ergo : Danmark 30-31%, Tyskland 28% af velfærdsbudgettet. Tyskland, overtyngde: 3-3,2, Danmark, overtyngde 3-3,47.

Overblik:

Bagvedliggende totale udfordring: http://danmark.wordpress.com/2013/05/14/udfordringen-er-meget-storre-landboreformerne-tilrettelagt-i-1700arene-og-gennfort-endeligt-i-1800arene-og-udvikligen-misrogtet-i-mere-end-30-ar-for-laenge/

Og den morsomme til sidst – fra de mandathungrendes rækker:

Et kendt dansk støtteparti mente indvandrerudgifterne udgjorde 30 mia. kr. i 2001. Dette resultat hævdede partiet dengang, at det var kommet til sammen med Danmarks Statistik. 15. maj 2012: http://www.df-randers.dk/baggrund/Indvandringens%20omkostninger.pdf hævdede samme parti (stadig uden nogen dokumentation), at indvandrerudgifterne havde passeret 100 mia. kr. Én ting er partistøtten til mere end angiveligt en tredobling af indvandrerudgifterne på 10 år (fra 30 til 100 fra 2001 til 2011), en anden manglende evne til at fatte forholdsregning. Den var guf for kvikke, talmindede 12-13 årige i 1950′erne og begyndelsen af 1960′erne.
Håber jeg har belyst emnet.

J. E. Vig, cand. oecon., 22. maj 2013

Poul Christian Matthiessen lader en journalist referere og vrøvle om befolkningsopgørelsen i Berlingske 29. april

Det er ganske uforståeligt at Poul Christian Matthiesen, demograf og professor emeritus lader en Jens Beck Nielsen skrive i Berlingske 29. april, at der her i landet opholder sig ca. 580.000 såkaldte indvandrere og efterkommere.

Det officielle antal var 600.674 pr. 1. januar 2013. Det dokumenteredes af  Danmarks Statistik allerede den 12. februar: http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366. Det er ikke så svært, og hvis man er journalist, må det være en meget enkel dokumentationsopgave.

Det lidt vanskeligere består i at erkende, at 600.674 er et politiske korrekt antal.

Det hænger sammen med, ‘at opgørelsen forudsætter at næsten alle børn født af indvandrere i Danmark ved deres blotte tilstedeværelse i landet ændrer biologiske koder, hvorved de bliver til danskere’.

Med udenlandsk oprindelse d.v.s. via både familietilknytningen og geografien, d.v.s. indvandrere og deres børn, hvor de fleste fødes her i landet af tredjegenerationsindvandrere, var der bosat 771.579 pr. 1. januar 2013 svarende til 13,8 pct. af det samlede folketal. Dette er resultatet af vor korrektion ajourført i februar i år.

‘Indvandrere’ og ‘efterkommer’ kan som tællebegreber ikke bruges til at beskrive befolkningssituationen nu og i fremtiden. Dette er bekræftet af den seneste Professor i Demografi Hans Oluf Hansen:

Danskeren, nr. 1 februar 2006, side 6

“I en kommentar til Den Danske Forening giver Hans Oluf Hansen udtryk for, at cpr-registerets og Danmarks Statistiks definitioner på indvandrere og efterkommere er uegnede grundlag for både en beskrivelse af den nuværende befolkning og for udarbejdelser af prognoser om den fremtidige befolkning. Han anbefaler en egentlig folketælling, som kan give klarhed over blandt andet folks etniske tilhørsforhold.”

Det er et forslag, som Den Danske Forening kan tilslutte sig”, skrev Harry Vinter.

Læs artiklen i tilknytning til citatet: http://www.dendanskeforening.dk/files/files/DANSKEREN%20nr.%201%20-%202006.pdf 

En enkelt avisartikel centralt på emnet: http://www.b.dk/danmark/er-udlaendingestatistikken-ubrugelig

Beviset fra min hånd kan du læse på: http://www.lilliput-information.com/Befolkningsrelateret%20forskning%20i%20DK.pdf

Så refererer Jens Bech Jensen seneste officielle prognose, der skulle vise mere end 1 million indvandrere og efterkommere i 2050. Næstsidste prognose forud for den seneste var den sidste, vi gad beskæftige os med. Den viste mere end en million før 2040 og derefter et fald til 746.696 i 2050, selvom indvandringen forudsattes fortsat at foregå 2040-2050. Der er 771.579 allerede i 2013. Den næstsidste prognose var i det mindste lidt morsom, og det hører selvsagt til sjældenhederne, når det drejer sig om befolkningsprognoser:

Fremskrivninger fra 30. maj 2002 http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2002/NR217.pdf  antal: 1.069.777 i prognosepunktet 2040 bliver i Nyt fra DS nr. 220, 23. maj 2007 http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2007/NR220.pdf til antal: 746.696 ’indvandrere’ og ’efterkommere’ i alt i prognosepunktet 2050.

…..

‘Det hænger sammen med at jo flere der kommer desto færre er her – og de føder kun børn med danske biologiske koder straks de har overskredet grænsen, der mest er fjernet’.

J. E. Vig, 4. maj 2013

 

IMMIGRATIONS-ØKONOMIEN, CENTRAL I NORGE MED ENDOG LANGT BEDRE BESKÆFTIGELSESMULIGHEDER, MEN TOTALT NEDPRIORITERET I DANMARK PR. MINISTERKOMMANDO

Norge: http://www.rights.no/2013/04/fra-tell-ikke-meg-til-han-som-teller/

Adm. direktør i Statistisk Sentralbyrå, Norge, Hans Henrik Scheel. Hans store bekymring for tiden er indvandringens betydning for norsk økonomi. Og selv LOs cheføkonom, Stein Reegård, er begyndt å tælle. Reegård mener det er åbenbart at indvandringen reducerer produktiviteten og giver øgede lønforskelle. Han advarer også mod fremvæksten af et nyt tjenerskab.

Norge officielt: http://www.rights.no/2013/04/ny-innvandringsrekord-igjen-2/

1.1.2013 boede 710.465 indvandrere og norskfødte med indvandrerforældre i Norge. Det er en vækst på 55.300 personer i løbet af 2012.

Norge reelt:

Pr. 1. januar 2012 viste real-modellen herfra 792.139 af udenlandsk oprindelse svarende til 15,9 procent af folketallet i Norge. Således nærmere 847.439 pr. 1.1.2013.

Danmark officielt: http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/indvandrere-og-efterkommere/indvandrere-og-efterkommere.aspx

1.1.2013 boede 600.674 med udenlandsk baggrund, d.v.s. indvandrere og efterkommere (hvad de så end vil sige) i Danmark. Det er en vækst på 20.213 i løbet af 2012.

Danmark reelt:

Pr. 1. januar 2012 viste real-modellen herfra 735.924 af udenlandsk oprindelse svarende til 13,2 procent af folketallet i Danmark. Således 771.975 (13,8%) 1.1.2013.

Danmark: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/499207:Danmark–Brede-reformer-skal-saenke-udgift-til-indvandrere:

“Minister (Karen Hækkerup) vil ikke igangsætte nye beregninger af, hvad indvandring koster samfundet. Tal fra 2010 er brugbare.  I 2010 udgjorde indvandring fra ikke-vestlige lande en underskudsforretning for det danske samfund på 15,7 milliarder kroner…”

Et kendt dansk støtteparti mente indvandrerudgifterne udgjorde 30 mia. kr. i 2001. Dette resultat hævdede partiet dengang, at det var kommet til sammen med Danmarks Statistik. 15. maj 2012: http://www.df-randers.dk/baggrund/Indvandringens%20omkostninger.pdf  hævdede samme parti (uden nogen dokumentation), at indvandrerudgifterne havde passeret 100 mia. kr. Én ting er partistøtten til mere end angiveligt en tredobling af indvandrerudgifterne på 10 år (fra 30 til 100 fra 2001 til 2011), en anden manglende evne til at fatte forholdsregning. Den var guf for kvikke, talmindede 12-13 årige i 1950′erne og begyndelsen af 1960′erne.

Allerførst må vi have betragtninger fra Norge, 10. maj 2011: http://www.nho.no:80/article23322.html

Næringslivets Hovedorganisasjon i Norge har udsendt en pressemeddelelse, som er en bombe under oplysningerne om, hvad de danske udlændingeomkostninger officielt skulle være. Disse er et par gange i danske rapporter blevet anslået til under 20 milliarder årligt. Nordmændene har nu for Norges vedkommende regnet sig frem til ca. 60 milliarder n.kr.

Det er besynderligt al den stund, at fødte i Norge og naturaliserede givet ikke medregnes officielt (alene dette viser at 60 mia. n. kr. end ikke er nok), som det er kutyme i det meste af Vesten. Dertil kommer at det absolutte antal immigranter i Norge er kun lidt større end her i landet, og de er meget oftere i arbejde i Norge, end tilfældet er her. På den baggrund må man spørge om Norsk Arbejdsgiverforening regner bedre end den danske stat?

Vort svar: Der er ligesom lidt forskel på 15,7 mia. kr. og ca. 60 mia. kr. Og end ikke 100 mia. kr. fra et støtteparti er ikke meget bedre; det er endnu værre, og så såre enkelt at begribe, når du i stedet for at opregne udgiftsposterne (hvoraf de fleste søges skjult for offentligheden) netop forholdsregner på de samlede velfærdsudgifter på grundlag af det offentliges egne informationer:

Så kommer den nu pensionerede Gunnar Viby Mogensen primo 2013 med sine 1% af BNP (= 18 mia. kr.) i strikt harmoni med de officielle med 15,7 mia. kr. i 2010

- og endda uden dokumentation; udgifterne bliver paradoksalt nok i første kommentar til Viby Mogensens artikel i Berlingske til 180 mia. kr. uden at nogen retter det, end ikke Mogensen, der måske godt kan savne lidt falsk reklame. Og på Kathrine Lilleørs blog i samme blad ædes de randusianske 100 mia. kr., ganske vist uden talangivelser direkte i indlægget og dermed så udpræget klerikalt som fuldt acceptabelt (ligeledes uden dokumentation og uden kontrolmulighed). Det storudgifts-prægede anslag med 100 mia. kr. pr. år udelades, da det ikke klæder de 15,7 mia. kr. for samme udgiftspost. Men opregningen er både nævnt og accepteret, som vi læser Lilleør i sit referat, naturligvis, og godkendt også af de kommenterende på den gode tones blog. De kommenterende har ligeledes valgt at tro på randusianeren til erstatning for logikken. De sidste nævner netop de 100 mia. kr., måske på passende beregning. Hvor sødt i så fald. Danmark er en lille politisk korrekt hønsegård med såkaldt ukorrekte høns og også politisk ukorrekte høns …. de sidste i bur inde i hønsegården for en sikkerheds skyld.

Ingen højere? Jo!

De danske immigrant-udgifter vedr. ikke -vestlige i 2010 (MED dokumentation)

Og tænk, Norge har mere end det dobbelt tilgode til sammenligning med

hvad den danske stat skylder

4. JANUAR 2006: OPLYST AMERIKANER – UDSYNET OG OVERBLIKKET ER NÆSTEN HELT GÅET TABT HERHJEMME

Information of USA

 THE CENTURY AHEAD

 It’s the Demography, Stupid

 The real reason the West is in danger of extinction.

BY MARK STEYN

Most people reading this have strong stomachs, so let me lay it out as baldly as I can: Much of what we loosely call the Western world will not survive this century, and much of it will effectively disappear within our lifetimes, including many if not most Western European countries. There’ll probably still be a geographical area on the map marked as Italy or the Netherlands–probably–just as in Istanbul there’s still a building called St. Sophia’s Cathedral. But it’s not a cathedral; it’s merely a designation for a piece of real estate. Likewise, Italy and the Netherlands will merely be designations for real estate. The challenge for those who reckon Western civilization is on balance better than the alternatives is to figure out a way to save at least some parts of the West. One obstacle to doing that is that, in the typical election campaign in your advanced industrial democracy, the political platforms of at least one party in the United States and pretty much all parties in the rest of the West are largely about what one would call the secondary impulses of society–government health care, government day care (which Canada’s thinking of introducing), govern ment paternity leave (which Britain’s just introduced). We’ve prioritized the secondary impulse over the primary ones: national defense, family, faith and, most basic of all, reproductive activity–”Go forth and multiply,” because if you don’t you won’t be able to afford all those secondary-impulse issues, like cradle-to-grave welfare.

Americans sometimes don’t understand how far gone most of the rest of the developed world is down this path: In the Canadian and most Continental cabinets, the defense ministry is somewhere an ambitious politician passes through on his way up to important jobs like the health department. I don’t think Don Rumsfeld would regard it as a promotion if he were moved to Health and Human Services.

The design flaw of the secular social-democratic state is that it requires a religious-society birthrate to sustain it. Post-Christian hyperrationalism is, in the objective sense, a lot less rational than Catholicism or Mormonism. Indeed, in its reliance on immigration to ensure its future, the European Union has adopted a 21st-century variation on the strategy of the Shakers, who were forbidden from reproducing and thus could increase their numbers only by conversion. The problem is that secondary-impulse societies mistake their weaknesses for strengths–or, at any rate, virtues–and that’s why they’re proving so feeble at dealing with a primal force like Islam.

Speaking of which, if we are at war–and half the American people and significantly higher percentages in Britain, Canada and Europe don’t accept that proposition–then what exactly is the war about?

We know it’s not really a “war on terror.” Nor is it, at heart, a war against Islam, or even “radical Islam.” The Muslim faith, whatever its merits for the believers, is a problematic business for the rest of us.
There are many trouble spots around the world, but as a general rule, it’s easy to make an educated guess at one of the participants: Muslims vs. Jews in “Palestine,” Muslims vs. Hindus in Kashmir, Muslims vs. Christians in Africa, Muslims vs. Buddhists in Thailand, Muslims vs. Russians in the Caucasus, Muslims vs. backpacking tourists in Bali. Like the environmentalists, these guys think globally but act locally.

Yet while Islamism is the enemy, it’s not what this thing’s about. Radical Islam is an opportunistic infection, like AIDS: It’s not the HIV that kills you, it’s the pneumonia you get when your body’s too weak to fight it off. When the jihadists engage with the U.S. military, they lose–as they did in Afghanistan and Iraq. If this were like World War I with those fellows in one trench and us in ours facing them over some boggy piece of terrain, it would be over very quickly. Which the smarter Islamists have figured out.

They know they can never win on the battlefield, but they figure there’s an excellent chance they can drag things out until Western civilization collapses in on itself and Islam inherits by default.

That’s what the war’s about: our lack of civilizational confidence. As a famous Arnold Toynbee quote puts it: “Civilizations die from suicide, not murder”–as can be seen throughout much of “the Western world” right now.

The progressive agenda–lavish social welfare, abortion, secularism, multiculturalism–is collectively the real suicide bomb. Take multiculturalism. The great thing about multiculturalism is that it doesn’t involve knowing anything about other cultures–the capital of Bhutan, the principal exports of Malawi, who cares? All it requires is feeling good about other cultures. It’s fundamentally a fraud, and I would argue was subliminally accepted on that basis. Most adherents to the idea that all cultures are equal don’t want to live in anything but an advanced Western society. Multiculturalism means your kid has to learn some wretched native dirge for the school holiday concert instead of getting to sing “Rudolph the Red-Nosed Reindeer” or that your holistic masseuse uses techniques developed from Native American spirituality, but not that you or anyone you care about should have to live in an African or Native American society.

It’s a quintessential piece of progressive humbug.Then September 11 happened. And bizarrely the reaction of just about every prominent Western leader was to visit a mosque: President Bush did, the prince of Wales did, the prime minister of the United Kingdom did, the prime minister of Canada did . . . The premier of Ontario didn’t, and so 20 Muslim community leaders had a big summit to denounce him for failing to visit a mosque. I don’t know why he didn’t. Maybe there was a big backlog, it was mosque drive time, prime ministers in gridlock up and down the freeway trying to get to the Sword of the Infidel-Slayer Mosque on Elm Street. But for whatever reason he couldn’t fit it into his hectic schedule. Ontario’s citizenship minister did show up at a mosque, but the imams took that as a great insult, like the Queen sending Fergie to open the Commonwealth Games. So the premier of Ontario had to hold a big meeting with the aggrieved imams to apologize for not going to a mosque and, as the Toronto Star’s reported it, “to provide them with reassurance that the provincial government does not see them as the enemy.”

Anyway, the get-me-to-the-mosque-on-time fever died down, but it set the tone for our general approach to these atrocities. The old definition of a nanosecond was the gap between the traffic light changing in New York and the first honk from a car behind. The new definition is the gap between a terrorist bombing and the press release from an Islamic lobby group warning of a backlash against Muslims. In most circumstances, it would be considered appallingly bad taste to deflect attention from an actual “hate crime” by scaremongering about a purely hypothetical one. Needless to say, there is no campaign of Islamophobic hate crimes. If anything, the West is awash in an epidemic of self-hate crimes. A commenter on Tim Blair’s Web site in Australia summed it up in a note-perfect parody of a Guardian headline: “Muslim Community Leaders Warn of Backlash from Tomorrow Morning’s Terrorist Attack.” Those community leaders have the measure of us.

Radical Islam is what multiculturalism has been waiting for all along. In “The Survival of Culture,” I quoted the eminent British barrister Helena Kennedy, Queen’s Counsel. Shortly after September 11, Baroness Kennedy argued on a BBC show that it was too easy to disparage “Islamic fundamentalists.” “We as Western liberals too often are fundamentalist ourselves,” she complained. “We don’t look at our own fundamentalisms.”

Well, said the interviewer, what exactly would those Western liberal fundamentalisms be? “One of the things that we are too ready to insist upon is that we are the tolerant people and that the intolerance is something that belongs to other countries like Islam. And I’m not sure that’s true.”

Hmm. Lady Kennedy was arguing that our tolerance of our own tolerance is making us intolerant of other people’s intolerance, which is intolerable. And, unlikely as it sounds, this has now become the highest, most rarefied form of multiculturalism. So you’re nice to gays and the Inuit? Big deal. Anyone can be tolerant of fellows like that, but tolerance of intolerance gives an even more intense frisson of pleasure to the multiculti masochists. In other words, just as the AIDS pandemic greatly facilitated societal surrender to the gay agenda, so 9/11 is greatly facilitating our surrender to the most extreme aspects of the multicultural agenda.

For example, one day in 2004, a couple of Canadians returned home, to Lester B. Pearson International Airport in Toronto. They were the son and widow of a fellow called Ahmed Said Khadr, who back on the Pakistani-Afghan frontier was known as “al-Kanadi.” Why? Because he was the highest-ranking Canadian in al Qaeda–plenty of other Canucks in al Qaeda, but he was the Numero Uno. In fact, one could argue that the Khadr family is Canada’s principal contribution to the war on terror. Granted they’re on the wrong side (if you’ll forgive my being judgmental) but no one can argue that they aren’t in the thick of things. One of Mr. Khadr’s sons was captured in Afghanistan after killing a U.S. Special Forces medic. Another was captured and held at Guantanamo. A third blew himself up while killing a Canadian soldier in Kabul. Pa Khadr himself died in an al Qaeda shootout with Pakistani forces in early 2004. And they say we Canadians aren’t doing our bit in this war!

In the course of the fatal shootout of al-Kanadi, his youngest son was paralyzed. And, not unreasonably, Junior didn’t fancy a prison hospital in Peshawar. So Mrs. Khadr and her boy returned to Toronto so he could enjoy the benefits of Ontario government health care. “I’m Canadian, and I’m not begging for my rights,” declared the widow Khadr. “I’m demanding my rights.”

As they always say, treason’s hard to prove in court, but given the circumstances of Mr. Khadr’s death it seems clear that not only was he providing “aid and comfort to the Queen’s enemies” but that he was, in fact, the Queen’s enemy. The Princess Patricia’s Canadian Light Infantry, the Royal 22nd Regiment and other Canucks have been participating in Afghanistan, on one side of the conflict, and the Khadr family had been over there participating on the other side. Nonetheless, the prime minister of Canada thought Boy Khadr’s claims on the public health system was an excellent opportunity to demonstrate his own deep personal commitment to “diversity.” Asked about the Khadrs’ return to Toronto, he said, “I believe that once you are a Canadian citizen, you have the right to your own views and to disagree.”

That’s the wonderful thing about multiculturalism: You can choose which side of the war you want to fight on. When the draft card arrives, just tick “home team” or “enemy,” according to taste. The Canadian prime minister is a typical late-stage Western politician: He could have said, well, these are contemptible people and I know many of us are disgusted at the idea of our tax dollars being used to provide health care for a man whose Canadian citizenship is no more than a flag of convenience, but unfortunately that’s the law and, while we can try to tighten it, it looks like this lowlife’s got away with it. Instead, his reflex instinct was to proclaim this as a wholehearted demonstration of the virtues of the multicultural state. Like many enlightened Western leaders, the Canadian prime minister will be congratulating himself on his boundless tolerance even as the forces of intolerance consume him.

That, by the way, is the one point of similarity between the jihad and conventional terrorist movements like the IRA or ETA. Terror groups persist because of a lack of confidence on the part of their targets: The IRA, for example, calculated correctly that the British had the capability to smash them totally but not the will. So they knew that while they could never win militarily, they also could never be defeated. The Islamists have figured similarly. The only difference is that most terrorist wars are highly localized. We now have the first truly global terrorist insurgency because the Islamists view the whole world the way the IRA view the bogs of Fermanagh: They want it, and they’ve calculated that our entire civilization lacks the will to see them off.

We spend a lot of time at The New Criterion attacking the elites, and we’re right to do so. The commanding heights of the culture have behaved disgracefully for the last several decades. But if it were just a problem with the elites, it wouldn’t be that serious: The mob could rise up and hang ‘em from lampposts–a scenario that’s not unlikely in certain Continental countries. But the problem now goes way beyond the ruling establishment. The annexation by government of most of the key responsibilities of life–child-raising, taking care of your elderly parents–has profoundly changed the relationship between the citizen and the state. At some point–I would say socialized health care is a good marker–you cross a line, and it’s very hard then to persuade a citizenry enjoying that much government largesse to cross back. In National Review recently, I took issue with that line Gerald Ford always uses to ingratiate himself with conservative audiences: “A government big enough to give you everything you want is big enough to take away everything you have.” Actually, you run into trouble long before that point: A government big enough to give you everything you want still isn’t big enough to get you to give anything back. That’s what the French and German political classes are discovering.

Go back to that list of local conflicts I mentioned. The jihad has held out a long time against very tough enemies. If you’re not shy about taking on the Israelis, the Russians, the Indians and the Nigerians, why wouldn’t you fancy your chances against the Belgians and Danes and New Zealanders? So the jihadists are for the most part doing no more than giving us a prod in the rear as we sleepwalk to the cliff. When I say “sleepwalk,” it’s not because we’re a blasé culture. On the contrary, one of the clearest signs of our decline is the way we expend so much energy worrying about the wrong things. If you’ve read Jared Diamond’s bestselling book “Collapse: How Societies Choose to Fail or Succeed,” you’ll know it goes into a lot of detail about Easter Island going belly up because they chopped down all their trees. Apparently that’s why they’re not a G-8 member or on the U.N. Security Council. Same with the Greenlanders and the Mayans and Diamond’s other curious choices of “societies.” Indeed, as the author sees it, pretty much every society collapses because it chops down its trees.

Poor old Diamond can’t see the forest because of his obsession with the trees. (Russia’s collapsing even as it’s undergoing reforestation.) One way “societies choose to fail or succeed” is by choosing what to worry about. The Western world has delivered more wealth and more comfort to more of its citizens than any other civilization in history, and in return we’ve developed a great cult of worrying. You know the classics of the genre: In 1968, in his bestselling book “The Population Bomb,” the eminent scientist Paul Ehrlich declared: “In the 1970s the world will undergo famines–hundreds of millions of people are going to starve to death.” In 1972, in their landmark study “The Limits to Growth,” the Club of Rome announced that the world would run out of gold by 1981, of mercury by 1985, tin by 1987, zinc by 1990, petroleum by 1992, and copper, lead and gas by 1993.

None of these things happened. In fact, quite the opposite is happening. We’re pretty much awash in resources, but we’re running out of people–the one truly indispensable resource, without which none of the others matter. Russia’s the most obvious example: it’s the largest country on earth, it’s full of natural resources, and yet it’s dying–its population is falling calamitously.The default mode of our elites is that anything that happens–from terrorism to tsunamis–can be understood only as deriving from the perniciousness of Western civilization. As Jean-Francois Revel wrote, “Clearly, a civilization that feels guilty for everything it is and does will lack the energy and conviction to defend itself.”

And even though none of the prognostications of the eco-doom blockbusters of the 1970s came to pass, all that means is that 30 years on, the end of the world has to be rescheduled. The amended estimated time of arrival is now 2032. That’s to say, in 2002, the United Nations Global Environmental Outlook predicted “the destruction of 70 percent of the natural world in thirty years, mass extinction of species. . . . More than half the world will be afflicted by water shortages, with 95 percent of people in the Middle East with severe problems . . . 25 percent of all species of mammals and 10 percent of birds will be extinct . . .”

Etc., etc., for 450 pages. Or to cut to the chase, as the Guardian headlined it, “Unless We Change Our Ways, The World Faces Disaster.”

Well, here’s my prediction for 2032: unless we change our ways the world faces a future . . . where the environment will look pretty darn good. If you’re a tree or a rock, you’ll be living in clover. It’s the Italians and the Swedes who’ll be facing extinction and the loss of their natural habitat.

There will be no environmental doomsday. Oil, carbon dioxide emissions, deforestation: none of these things is worth worrying about. What’s worrying is that we spend so much time worrying about things that aren’t worth worrying about that we don’t worry about the things we should be worrying about. For 30 years, we’ve had endless wake-up calls for things that aren’t worth waking up for. But for the very real, remorseless shifts in our society–the ones truly jeopardizing our future–we’re sound asleep.
The world is changing dramatically right now, and hysterical experts twitter about a hypothetical decrease in the Antarctic krill that might conceivably possibly happen so far down the road there are unlikely to be any Italian or Japanese enviro-worriers left alive to be devastated by it.

In a globalized economy, the environmentalists want us to worry about First World capitalism imposing its ways on bucolic, pastoral, primitive Third World backwaters. Yet, insofar as “globalization” is a threat, the real danger is precisely the opposite–that the peculiarities of the backwaters can leap instantly to the First World. Pigs are valued assets and sleep in the living room in rural China–and next thing you know an unknown respiratory disease is killing people in Toronto, just because someone got on a plane. That’s the way to look at Islamism: We fret about McDonald’s and Disney, but the big globalization success story is the way the Saudis have taken what was 80 years ago a severe but obscure and unimportant strain of Islam practiced by Bedouins of no fixed abode and successfully exported it to the heart of Copenhagen, Rotterdam, Manchester, Buffalo…

What’s the better bet? A globalization that exports cheeseburgers and pop songs or a globalization that exports the fiercest aspects of its culture? When it comes to forecasting the future, the birthrate is the nearest thing to hard numbers. If only a million babies are born in 2006, it’s hard to have two million adults enter the workforce in 2026 (or 2033, or 2037, or whenever they get around to finishing their Anger Management and Queer Studies degrees). And the hard data on babies around the Western world is that they’re running out a lot faster than the oil is. “Replacement” fertility rate–i.e., the number you need for merely a stable population, not getting any bigger, not getting any smaller–is 2.1 babies per woman. Some countries are well above that: the global fertility leader, Somalia, is 6.91, Niger 6.83, Afghanistan 6.78, Yemen 6.75. Notice what those nations have in common? Scroll way down to the bottom of the Hot One Hundred top breeders and you’ll eventually find the United States, hovering just at replacement rate with 2.07 births per woman. Ireland is 1.87, New Zealand 1.79, Australia 1.76. But Canada’s fertility rate is down to 1.5, well below replacement rate; Germany and Austria are at 1.3, the brink of the death spiral; Russia and Italy are at 1.2; Spain 1.1, about half replacement rate. That’s to say, Spain’s population is halving every generation. By 2050, Italy’s population will have fallen by 22%, Bulgaria’s by 36%, Estonia’s by 52%. In America, demographic trends suggest that the blue states ought to apply for honorary membership of the EU: In the 2004 election, John Kerry won the 16 with the lowest birthrates; George W. Bush took 25 of the 26 states with the highest. By 2050, there will be 100 million fewer Europeans, 100 million more Americans–and mostly red-state Americans.

As fertility shrivels, societies get older–and Japan and much of Europe are set to get older than any functioning societies have ever been. And we know what comes after old age. These countries are going out of business–unless they can find the will to change their ways. Is that likely? I don’t think so. If you look at European election results–most recently in Germany–it’s hard not to conclude that, while voters are unhappy with their political establishments, they’re unhappy mainly because they resent being asked to reconsider their government benefits and, no matter how unaffordable they may be a generation down the road, they have no intention of seriously reconsidering them. The Scottish executiverecently backed down from a proposal to raise the retirement age of Scottish public workers. It’s presently 60, which is nice but unaffordable. But the reaction of the average Scots worker is that that’s somebody else’s problem. The average German worker now puts in 22% fewer hours per year than his American counterpart, and no politician who wishes to remain electorally viable will propose closing the gap in any meaningful way.

This isn’t a deep-rooted cultural difference between the Old World and the New. It dates back all the way to, oh, the 1970s. If one wanted to allocate blame, one could argue that it’s a product of the U.S. military presence, the American security guarantee that liberated European budgets: instead of having to spend money on guns, they could concentrate on butter, and buttering up the voters. If Washington’s problem with Europe is that these are not serious allies, well, whose fault is that? Who, in the years after the Second World War, created NATO as a postmodern military alliance? The “free world,” as the Americans called it, was a free ride for everyone else. And having been absolved from the primal responsibilities of nationhood, it’s hardly surprising that European nations have little wish to reshoulder them. In essence, the lavish levels of public health care on the Continent are subsidized by the American taxpayer. And this long-term softening of large sections of the West makes them ill-suited to resisting a primal force like Islam.

There is no “population bomb.” There never was. Birthrates are declining all over the world–eventually every couple on the planet may decide to opt for the Western yuppie model of one designer baby at the age of 39. But demographics is a game of last man standing. The groups that succumb to demographic apathy last will have a huge advantage. Even in 1968 Paul Ehrlich and his ilk should have understood that their so-called population explosion was really a massive population adjustment. Of the increase in global population between 1970 and 2000, the developed world accounted for under 9% of it, while the Muslim world accounted for 26%. Between 1970 and 2000, the developed world declined from just under 30% of the world’s population to just over 20%, the Muslim nations increased from about 15% to 20%.

Nineteen seventy doesn’t seem that long ago. If you’re the age many of the chaps running the Western world today are wont to be, your pants are narrower than they were back then and your hair’s less groovy, but the landscape of your life–the look of your house, the layout of your car, the shape of your kitchen appliances, the brand names of the stuff in the fridge–isn’t significantly different. Aside from the Internet and the cell phone and the CD, everything in your world seems pretty much the same but slightly modified.

And yet the world is utterly altered. Just to recap those bald statistics: In 1970, the developed world had twice as big a share of the global population as the Muslim world: 30% to 15%. By 2000, they were the same: each had about 20%.

And by 2020?

So the world’s people are a lot more Islamic than they were back then and a lot less “Western.” Europe is significantly more Islamic, having taken in during that period some 20 million Muslims (officially)–or the equivalents of the populations of four European Union countries (Ireland, Belgium, Denmark and Estonia). Islam is the fastest-growing religion in the West: In the U.K., more Muslims than Christians attend religious services each week.

Can these trends continue for another 30 years without having consequences? Europe by the end of this century will be a continent after the neutron bomb: The grand buildings will still be standing, but the people who built them will be gone. We are living through a remarkable period: the self-extinction of the races who, for good or ill, shaped the modern world.

What will Europe be like at the end of this process? Who knows? On the one hand, there’s something to be said for the notion that America will find an Islamified Europe more straightforward to deal with than M. Chirac, Herr Schroeder & Co. On the other hand, given Europe’s track record, getting there could be very bloody. But either way this is the real battlefield. The al Qaeda nutters can never find enough suicidal pilots to fly enough planes into enough skyscrapers to topple America. But unlike us, the Islamists think long-term, and, given their demographic advantage in Europe and the tone of the emerging Muslim lobby groups there, much of what they’re flying planes into buildings for they’re likely to wind up with just by waiting a few more years. The skyscrapers will be theirs; why knock ‘em over?
The latter half of the decline and fall of great civilizations follows a familiar pattern: affluence, softness, decadence, extinction. You don’t notice yourself slipping through those stages because usually there’s a seductive pol on hand to provide the age with a sly, self-deluding slogan–like Bill Clinton’s “It’s about the future of all our children.” We on the right spent the 1990s gleefully mocking Mr. Clinton’s tedious invocation, drizzled like syrup over everything from the Kosovo war to highway appropriations. But most of the rest of the West can’t even steal his lame bromides: A society that has no children has no future.

Permanence is the illusion of every age. In 1913, no one thought the Russian, Austrian, German and Turkish empires would be gone within half a decade. Seventy years on, all those fellows who dismissed Reagan as an “amiable dunce” (in Clark Clifford’s phrase) assured us the Soviet Union was likewise here to stay. The CIA analysts’ position was that East Germany was the ninth biggest economic power in the world. In 1987 there was no rash of experts predicting the imminent fall of the Berlin Wall, the Warsaw Pact and the USSR itself.

Yet, even by the minimal standards of these wretched precedents, so-called post-Christian civilizations–as a prominent EU official described his continent to me–are more prone than traditional societies to mistake the present tense for a permanent feature. Religious cultures have a much greater sense of both past and future, as we did a century ago, when we spoke of death as joining “the great majority” in “the unseen world.” But if secularism’s starting point is that this is all there is, it’s no surprise that, consciously or not, they invest the here and now with far greater powers of endurance than it’s ever had. The idea that progressive Euro-welfarism is the permanent resting place of human development was always foolish; we now know that it’s suicidally so.

To avoid collapse, European nations will need to take in immigrants at a rate no stable society has ever attempted. The CIA is predicting the EU will collapse by 2020. Given that the CIA’s got pretty much everything wrong for half a century, that would suggest the EU is a shoo-in to be the colossus of the new millennium. But even a flop spook is right twice a generation. If anything, the date of EU collapse is rather a cautious estimate. It seems more likely that within the next couple of European election cycles, the internal contradictions of the EU will manifest themselves in the usual way, and that by 2010 we’ll be watching burning buildings, street riots and assassinations on American network news every night. Even if they avoid that, the idea of a childless Europe ever rivaling America militarily or economically is laughable. Sometime this century there will be 500 million Americans, and what’s left in Europe will either be very old or very Muslim. Japan faces the same problem: Its
population is already in absolute decline, the first gentle slope of a death spiral it will be unlikely ever to climb out of. Will Japan be an economic powerhouse if it’s populated by Koreans and Filipinos? Very possibly. Will Germany if it’s populated by Algerians? That’s a trickier proposition.

Best-case scenario? The Continent winds up as Vienna with Swedish tax rates.

Worst-case scenario: Sharia, circa 2040; semi-Sharia, a lot sooner–and we’re already seeing a drift in that direction.

In July 2003, speaking to the U.S. Congress, Tony Blair remarked: “As Britain knows, all predominant power seems for a time invincible but, in fact, it is transient. The question is: What do you leave behind?”

Excellent question. Britannia will never again wield the unrivalled power she enjoyed at her imperial apogee, but the Britannic inheritance endures, to one degree or another, in many of the key regional players in the world today–Australia, India, South Africa–and in dozens of island statelets from the Caribbean to the Pacific. If China ever takes its place as an advanced nation, it will be because the People’s Republic learns more from British Hong Kong than Hong Kong learns from the Little Red Book. And of course the dominant power of our time derives its political character from 18th-century British subjects who took English ideas a little further than
the mother country was willing to go.

A decade and a half after victory in the Cold War and end-of-history triumphalism, the “what do you leave behind?” question is more urgent than most of us expected. “The West,” as a concept, is dead, and the West, as a matter of demographic fact, is dying.

What will London–or Paris, or Amsterdam–be like in the mid-’30s? If European politicians make no serious attempt this decade to wean the populace off their unsustainable 35-hour weeks, retirement at 60, etc., then to keep the present level of pensions and health benefits the EU will need to import so many workers from North Africa and the Middle East that it will be well on its way to majority Muslim by 2035. As things stand, Muslims are already the primary source of population growth in English cities. Can a society become increasingly Islamic in its demographic character without becoming increasingly Islamic in its political character?

This ought to be the left’s issue. I’m a conservative–I’m not entirely on board with the Islamist program when it comes to beheading sodomites and so on, but I agree Britney Spears dresses like a slut: I’m with Mullah Omar on that one. Why then, if your big thing is feminism or abortion or gay marriage, are you so certain that the cult of tolerance will prevail once the biggest demographic in your society is cheerfully intolerant? Who, after all, are going to be the first victims of the West’s collapsed birthrates? Even if one were to take the optimistic view that Europe will be able to resist the creeping imposition of Sharia currently engulfing Nigeria, it remains the case that the Muslim world is not notable for setting much store by “a woman’s right to choose,” in any sense.
I watched that big abortion rally in Washington in 2004, where Ashley Judd and Gloria Steinem were cheered by women waving “Keep your Bush off my bush” placards, and I thought it was the equivalent of a White Russian tea party in 1917. By prioritizing a “woman’s right to choose,” Western women are delivering their societies into the hands of fellows far more patriarchal than a 1950s sitcom dad. If any of those women marching for their “reproductive rights” still have babies, they might like to ponder demographic realities: A little girl born today will be unlikely, at the age of 40, to be free to prance around demonstrations in Eurabian Paris or Amsterdam chanting “Hands off my bush!”

Just before the 2004 election, that eminent political analyst Cameron Diaz appeared on the Oprah Winfrey show to explain what was at stake:

“Women have so much to lose. I mean, we could lose the right to our bodies. . . . If you think that rape should be legal, then don’t vote. But if you think that you have a right to your body,” she advised Oprah’s viewers, “then you should vote.”

Poor Cameron. A couple of weeks later, the scary people won. She lost all rights to her body. Unlike Alec Baldwin, she couldn’t even move to France. Her body was grounded in Terminal D.

But, after framing the 2004 presidential election as a referendum on the right to rape, Miss Diaz might be interested to know that men enjoy that right under many Islamic legal codes around the world. In his book “The Empty Cradle,” Philip Longman asks: “So where will the children of the future come from? Increasingly they will come from people who are at odds with the modern world. Such a trend, if sustained, could drive human culture off its current market-driven, individualistic, modernist course, gradually creating an anti-market culture dominated by fundamentalism–a new Dark Ages.”

Bottom line for Cameron Diaz: There are worse things than John Ashcroft out there.

Mr. Longman’s point is well taken. The refined antennae of Western liberals mean that whenever one raises the question of whether there will be any Italians living in the geographical zone marked as Italy a generation or three hence, they cry, “Racism!” To fret about what proportion of the population is “white” is grotesque and inappropriate. But it’s not about race, it’s about culture. If 100% of your population believes in liberal pluralist democracy, it doesn’t matter whether 70% of them are “white” or only 5% are. But if one part of your population believes in liberal pluralist democracy and the other doesn’t, then it becomes a matter of great importance whether the part that does is 90% of the population or only 60%, 50%, 45%.

Since the president unveiled the so-called Bush Doctrine–the plan to promote liberty throughout the Arab world–innumerable “progressives” have routinely asserted that there’s no evidence Muslims want liberty and, indeed, that Islam is incompatible with democracy. If that’s true, it’s a problem not for the Middle East today but for Europe the day after tomorrow. According to a poll taken in 2004, over 60% of British Muslims want to live under Shariah–in the United Kingdom. If a population “at odds with the modern world” is the fastest-breeding group on the planet–if there are more Muslim nations, more fundamentalist Muslims within those nations, more and more Muslims within non-Muslim nations, and more and more Muslims represented in more and more transnational institutions–how safe a bet is the survival of the “modern world”?

Not good.

“What do you leave behind?” asked Tony Blair. There will only be very few and very old ethnic Germans and French and Italians by the midpoint of this century. What will they leave behind? Territories that happen to bear their names and keep up some of the old buildings? Or will the dying European races understand that the only legacy that matters is whether the peoples who will live in those lands after them are reconciled to pluralist, liberal democracy? It’s the demography, stupid. And, if they can’t muster the will to change course, then “What do you leave behind?” is the only question that matters.

Mr. Steyn is a syndicated columnist and theater critic for The New Criterion, in whose January issue this article appears.

After America, bestseller

Steyn’s 2011 must-read was a Top Five Washington Post bestseller, a Top Four New York Times bestseller, a Top Four Amazon bestseller, a Top Three Globe & Mail bestseller in Canada, and a Number One bestseller at Amazon Canada. And now it’s out in paperback, with a brand new introduction and more timely than ever in the wake of the US elections.

Stikord herfra

ANZAHL, ANTEIL DER MIGRANTEN UND DER SOZIAL-LEISTUNGEN IN DEUTSCHLAND – DEUTSCHES OG DANSK VERSION

 

Deutschland:

Das Bundesarbeitsministerium hat eine Studie veröffentlicht, wonach mehr als jeder vierte Bezieher von ALG II (Hartz IV) hat einen Migrationshintergrund aufweist. Anteil der Migranten an allen Hartz IV Empfängern 28 Prozent. Während der Prozentsatz von Hartz IV Empfängern in der Gesamtbevölkerung bei lediglich 8 Prozent liegt, beträgt dieser innerhalb der Gruppe der Migranten ganze 19 Prozent. Quelle: http://www.sozialleistungen.info/news/20.11.2009-hartz-iv-anteil-der-zuwanderer-ueberdurchschnittlich-hoch/

Primo 2011: In der Hauptstadt Berlin 16,6 Prozent der Einwohner Leistungen nach dem SGB II beziehen. Damit hat Berlin im Vergleich mit den übrigen Bundesländern den höchsten Anteil an Hartz IV Empfängern.

Quelle: http://www.sozialleistungen.info/news/06.01.2010-berlin-bundesweit-hoechster-anteil-an-alg-ii-beziehern/

Das gibt mit officielle Anteil inclusive Einbürgerungen, 2008, 13,47%:

0,19*0,1347 + 0,8653*X = 0,08

Anteil Deutsche auf Harzt IV : X = 6,3%

Ein realistisches Anteil mit Migrationshintergrund aufweist inklusive deutsche Einbürgerungen und  Kinder von Emfängeren mit Ausland-Herkunft,  2008, 16%:

0,19*0,16 + 0,84*X = 0,08

Anteil Deutsche auf Hartz IV : X =5,9%

Resultat: Einzelpersonen mit Ausland-Herkunft erhalten 3-3,2 mals (19/6,3  -  19/5,9) häufiger Hartz IV.

Monetäre Sozial-leistungen (Jahr 2011) ingesamt: 469,2 Mia. EUR

Von denen Bezahlung für Bereicherung der Immigranten und ihrer Kinder: 28%*469,2 Mia. EUR = 131,4 Mia. EUR pro Jahr

Welfare experience concerning non-western immigrants in Denmark:  http://dissidentpress.wordpress.com/2010/04/06/welfare-experience-concerning-non-western-immigrants-in-denmark/

[3-3,2 wird 3-3,47]

 

Tyskland:

Andelen af indvandrere blandt alle modtagere af Hartz IV (skattefinansierede offentlige ydelser blandt 16-64 årige) meldes at være 28 procent, medens procentandelen af totalbefolkningen, der modtager Hartz IV ligger på 8 procent, hvorimod modtagerandelen blandt indvandrere skulle udgøre 19 procent.

Das Bundesarbeitsministerium har offentliggjort en gennemgang,  hvoraf fremgår at mere end hver fjerde modtager af von ALG II eller Hartz IV har indvandrerbaggrund. Institut Arbeit und Qualifikation (IAQ) der Uni Duisburg-Essen in koordinierten Untersuchung oplyser i følge kilden : http://www.sozialleistungen.info/news/20.11.2009-hartz-iv-anteil-der-zuwanderer-ueberdurchschnittlich-hoch/ netop 28 procent.

Dette fører til, hvis vi tager det officielle andel med indvandrerbaggrund inklusive tildelte tyske statsborgerskaber pr. 2008, 13,47%:

0,19*0,1347 + 0,8653*X = 0,08

Andel af tyskere på Harzt IV : X = 6,3%

Såfremt den mere realistiske andel med indvandrerbaggrund inklusive tyske statsborgere og børn af individer med udenlandsk oprindelse medregnes pr. 2008, 16%:

0,19*0,16 + 0,84*X = 0,08

Andel af tyskere på Hartz IV : X =5,9%

Dette medfører at individer med indvandrerbaggrund er 3-3,2 gange  (19/6,3  -  19/5,9) så ofte på skattefinansieret offentlig sociale ydelser som livsgrundlag.

Udbetalinger i velfærdsydelser i alt i Sozial-leistungen (Jahr 2011) ingesamt: 469,2 Mia. EUR

Dette fører til at berigelsen hidrørende fra immigranter og deres børn betales med: 28%*469,2 Mia. EUR = 131,4 Mia. EUR pr. år

Erfaringer med ikke-vestliges velfærdsforbrug i Danmark (2010): http://danmark.wordpress.com/ikke-vestliges-forbrug-af-velfaerd-i-danmark-i-2010/

[3-3,2 bliver til 3-3,47 i Danmark]

RØDE OG BLÅ SOCIALISTER OG ISLAM

RØDE SÅVEL SOM BLÅ SOCIALISTER BEKÆMPER VESTENS CIVILISATION

SAMMEN MED ISLAM

Ét har de tilfælles, underkastelse:

Vestens socialister bakker islamisterne op og alliancen mellem socialister og islam ødelægger den vestlige civilisation (målet er vor underkastelse): http://truthandgrace.com/muslimalliance.htm

Daniel Pipe’s dokumentation:

http://www.danielpipes.org/blog/2004/06/the-leftist-islamist-alliance-in-Pictures

David Horowitz:

http://www.islam-watch.org/AdrianMorgan/europe_islamist_leftist_alliance.htm

 

 

Blairs og Browns gigantattentat på England med over 3 mio. indvandrere på godt ti år. Her er børn født af indvandrere i England ikke medregnet. Hvordan det officielle billede af landenes skæbnesvangre tilstand tegnes: Amsterdam har fremmedflertal nu, Holland 2025, Bruxelles 30 pct. , og dermed 15-20 år mere for Belgien, Sverige i 2050, England 2050, Tyskland 2050 – det er 38 år for de tre sidste.

Hvordan er det her?

I Danmark vil det aldrig ske

I Danmark klarede Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen med støtteparti fra 2001 til 2011 at forøge antallet indvandrere og deres børn med 50,6% fra 488.584 til 735.924. D.v.s. en stigning i det absolutte antal med 247.340, bl.a. fra Somalia, Irak og Afghanistan med henholdsvis 9.988, 10.702 og 19.076 på ti år. IQ-gennemsnittene i de tre nævnte lande er henholdsvis 72, 84, 87. I England er indbyggertallet ca. 11 gange større end i Danmark. Ganger vi forøgelsen i Danmark med 11 får vi 2,72 mill (og børnene født i DK er medregnet i modsætning til i de 3 mio. i England ovenfor).

42,2% af samtlige tildelte danske statsborgerskaber i hele perioden 1979-2011 blev tildelt af VK-regeringen med støtteparti på 10 år. Samme regering tildelte 45,1% af statsborgersagerne fra Sydvest- og Sydasien (Tyrkiet, Pakistan o.s.v.), 37,3% af samme sager fra Mellemøsten, men 61,7% af sagerne fra Afrika på 10 ud af i alt 32 år.

Nogen vil sige det var meget godt gået. Andre vil sige de faktisk var værre end dem vi havde forud, for de lovede ikke det modsatte af det de leverede. Det sker først nu. Meningerne er delte, for det er bedst eller sikrest for ‘de ansvarlige’ uden ansvar. Så går det hele stille og roligt som det plejer.

“Uanset statsgældskrisen har vi i flere år hørt, at det drejer sig om at få indvandrere til det danske arbejdsmarked – ‘der skal arbejdes noget mere’, forlyder det. 662.951 var ledige, udstødte eller sendt på førtidspension den 1. januar 2011, hvoraf 25-30% var ikke-vestlige, og virksomhederne lukker eller flytter fortsat i nye rekord-antal hvert år. Arbejdsstyrken der udbyder sig på arbejdsmarkedet har udviklet sig således fra 2006-2010: 2.789.845, 2.800.250, 2.711.054, 2.650.573, 2.620.321 (kilde: http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366)

1. Er egnetheden til det danske arbejdsmarked mere krævende end 662.951 i landet kunne leve op til i 2011, så finder vi det aldeles uforståeligt at knap 3 ud af 4 af individerne med udenlandsk oprindelse i Danmark er immigranter repræsenterende lavere IQ-gennemsnit end det danske. Det er tydeligt påvist internationalt, at IQ-gennemsnit er entydigt tæt forbundet med arbejdsmarkedsegnethed og produktivitet.

2. Når samtidig påvises af det offentlige selv, at netop individerne med ikke-vestlig oprindelse i gennemsnit søger tre gange eller oftere til de offentlige kasser i sammenligning med danskerne, så finder vi det ganske uforståeligt og stærkt foruroligende, at kursen ikke lægges drastisk om. Det skal særligt tages i betragt-ning, at de såkaldte sociale udgifter til 16-64 årige endog overstiger udgifterne, der er aldersbestemt folkepension, med mere end 140 mia. kr. og endda synes at vokse hurtigere end disse. D.v.s. det er dyrere at finansiere livet for individerne i de arbejdsdygtige aldre end 953.428 folkepensionister (i 2011), der har ydet deres (1. januar 2011), og forskellen øges tilmed år for år. I 2012 988.943 folkepensionister.

3. Danskere med omkring dansk gennemsnitsintelligens, og som ikke er ganske uvant med en rational tankegang tror jeg vil finde, at der er ikke nogen realistisk mening i en sådan samfundsindretning, som den beskrives sporadisk her fra en arbejdsmarked- og socialøkonomisk synsvinkel.

Når IQ-gennemsnittet blandt danskere er 98, hvori ligger da fordelen ved at øge antallet af immigranter med IQ<=89 med mere end 75 pct. fra 2001 til 2011? Antallet af alle med lavere IQ-gennemsnit end danskerne er øget med mere end 60 pct. i perioden.

 

De blå socialisters øvrige indsats i Danmark – ultrakort

Monopol- eller statssektoren i Danmark voksede målt i personale med yderligere 12 pct. i 1980-erne, hvor Danmark havde en såkaldt borgerlig regering fra 1983. Om den voksede med en større procent de senere år, hvor Danmark havde verdens mest altomfattende velfærd og verdens højeste skatter? Alene i perioden 2001-2009 voksede det offentlige forbrug med 37,8 procent i løbende priser.

ALDERSBETINGET OG 16-64 ÅRIGE OFFENTLIGT FORSØRGEDE 2007-2012 – IKKE-VESTLIGE EN FJERDEDEL AF SIDSTNÆVNTE

 

Kilde: http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366

Ikke-vestlige immigranter og deres børn fra områder uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Japan, Australien og New Zealand udgør 10% (eller 1/10 eller 0,1) af alle bosatte i landet, og de forbruger 3-3,5 gange flere offentlige ydelser i forhold til deres andel i sammenligning danskerne. 3,5 eller 3,47 1)

Når vi ser bort fra folkepensionister og efterlønsmodtagere, hvor ikke-vestlige immigranter og deres børn fortsat udgør en langt lavere andel i forhold til deres samlede andel end danskerne, kan deres andel i de resterende grupper, der i alt omfattede 809.967 fuldtidsmodtagere (4. post i 2012-søjlen), beregnes sikkert således:

3 gange mere: x/(1-x) * 0,9/0,1 = 3, hvor x er andelen af 16-64 årige offentligt forsørgede, der er ikke-vestlige:

Det er giver x lig med 1/4,  0,25 eller 25%. 25% af 809.967 giver:

202.492 ikke-vestlige på offentlig forsørgelse, heraf 62.471 på førtidspension, hvilket svarer meget godt til at kun omkring halvdelen af de ikke-vestlige i aldersgruppen 16-64 år er selvforsørgede.

Samtidig har det offentlige selv oplyst faktoren 3 : Arbejdsmarkedsstyrelsen og Danmarks Statistik. Det kan simpelthen ikke afvises, såfremt det offentligt oplyste 6. marts 2013 er korrekt.

 

Ikke-vestliges andel af de sociale udgifter i kroner udgjorde 90 mia. kr. i 2010, hvilket vi har dokumenteret på: http://danmark.wordpress.com/alene-de-sociale-udgifter-til-ikke-vestlige-udgor-henved-90-mia-kr-dumheden-bestar-i-de-fortaeller-os-det-selv-men-uden-at-erkende-det/ - hertil kommer en mængde andre udgifter til undervisning, rets- og fængselsvæsen, sundhedsudgifter, tolkebistand og hel del poster herudover på velfærdsbudgettet, hvor den nævnte faktor for overtyngden 3-3,5 tillige synes at være dominerende.

 

Ergo: Mindst 25-30% af alle relevante offentlige udgifter skyldes 10% af de bosatte i landet. Én ting er pengeoverførslerne, en anden er lønnen til offentlige ansatte.

1)  I Velfærdskommissionens beretning fra marts 2005 Fremtidens Velfærd og Globaliseringen (s. 26):  2,6/0,75 = 3,47

De sociale udgifter, og hvilke problemer organerne har med at præsentere disse normalt specificeret for offentligheden – og læs kort hvorfor

Britisk minister: Vi bør droppe EU’s menneskerettigheder

Kilde: http://politiken.dk/udland/ECE1918289/britisk-minister-vi-boer-droppe-eus-menneskerettigheder/

“Indenrigsministeren mener, at den europæiske menneskerettighedskonvention er i vejen for britisk politik.

Storbritannien bør overveje at droppe den europæiske menneskerettighedskonvention, fordi den forstyrrer regeringens evne til at bekæmpe kriminalitet og kontrollere indvandring.

Det mener den britiske indenrigsminister, Theresa May, der af mange anses for at være landets mest magtfulde kvinde.

I en tale ved en pro-konservativ konference siger May, at hendes parti, det britiske konservative parti, inden det næste valg i 2015 bør forpligte sig til at håndtere emnet.”

“I 2015 er vi nødt til at have en plan for, hvordan vi vil håndtere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Og ja, jeg vil gøre det klart, at alle muligheder – herunder at forlade konventionen – bør være i spil”, siger hun.

[...]

“Siden May trådte til i 2010 har hun i 16 tilfælde annulleret det britiske statsborgerskab hos personer, der har været under mistanke for at deltage i  terroraktiviteter.

Siden da er to af de 16 personer blevet dræbt af amerikanske droner i Somalia”,  skriver Politiken.

Danmark: INDVANDRINGEN TOG TIL I 2012

Modspil til det officielle befolkningsregnskab for 2012. Dette modspil kan ikke belægges blot med ord og vendinger, men det er i hovedtræk meget enkle tal, der er tale ord i gennemgangen:

DANMARK:

INDVANDRINGEN TOG TIL I 2012, OG 82,9% KOM FRA FREMMEDE KULTURER:

http://danmark.wordpress.com/2013/02/12/indvandringen-tog-til-i-2012-og-829-heraf-kom-fra-de-mest-fremmede-kulturer/

Håber dette link bliver rundsendt til et betydeligt antal modtagere i flere aktive kredse. Korrektioner af det officielle danske befolkningsregnskab forventes ikke at komme andre steder fra.

Vi har også en forhåbentlig lidt morsommere gennemgang af problemstillingen og tilgrænsende emner: Hvorfor kan det sker

INDVANDRINGEN TOG TIL I 2012, og 82,9% HERAF KOM FRA FREMMEDE KULTURER

Indvandringen tog til fra 2011 til 2012

Nettoindvandringshastigheden blev øget fra 2011 til 2012: 16.521 nye i 2012 mod 13.406 i 2011. 82,9% af de nye har deres oprindelse uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Japan, Australien og New Zealand. Folketinget har tildelt 3.267 danske stats-borgerskaber i 2012, hvoraf 93,4% er tildelt personer, der også stammer fra områder uden for den anførte afgrænsning. Danmarks Statistik oplyser fortsat ikke hvilke grupper, der føder børnene i Danmark, men udelukkende det samlede antal børnefødsler i landet, så fødselsraterne som du læser om i pressen kan du godt glemme alt om. Til gengæld kan du let få oplyst på DS’s netside, om der fødes flere på tirsdage end på onsdage, måske snarere på fredage.

Der var mindst 765.000 indvandrere og deres børn med bopæl og cpr. nr. i Danmark 1. januar 2013.

Det danske Befolkningsregnskab 1 og 2 for 2012 sammenholdt med de officielle angivelser
1: Byggende på folketallet og fødselsoverskuddet
2: Byggende på antal statsborgere og tildelte statsborgerskaber

Korrigeret dansk befolkningsregnskab 1

Af de ligeledes officielt anførte 20.213 oplyses 9.313 at stamme fra ikke-vestlige lande (46,1%) uanset vestlige-kategorien år for år rykkes længere og længere i østlig og sydlig retning, således betegnes f.eks. Tyrkiet vestligt.

Når antallet af tildelte danske statsborgerskaber i 2012 anføres her tillige skyldes det, at disse naturaliserede er indregnet i de officielt opgjorte antal ’indvandrere’ og ’efterkommere’.

Uanset stemmer de officielle angivelser ikke. Vi hævder at folketallet i en nation på denne klode kun kan ændres af fødselsover– eller fødselsunderskuddet i nationen og af nettoind– eller nettoudvandringen til henholdsvis fra nationen. Andre forslag ser vi hen til. Det skrev vi også i befolkningsregnskabet for 2011. Vi modtog ingen forslag.

I alt er antallet af individer med fast bopæl og udenlandsk statsborgerskab 1. januar 2013 …(aflæst) …………………………………………………………= 374.705

Antallet af børn som disse måtte have bragt levende til verden i 2012 fremgår ikke af de officielle opgørelser, idet alle børnefødsler opregnes samlet. Så kunne vi forsøge os med antallet af nulårige i DK med udenlandsk statsborgerskab pr. 1. januar 2013, fordi dette antal må være født af forældre med udenlandsk statsborgerskab i DK i 2012: (aflæst) = 3.964

Dette giver gennemsnitlig fødselsrate blandt udenlandske statsborgere beregnet til: 1000 0/00 * 3.964/(358.858+374.705)/2 = …………………= 10,8 0/00

hvor 358.858 og 374.705 er antallet af udenlandske statsborgere i DK med fast bopæl og cpr.nr. pr. 1. januar 2012 og 2013.

Den officielle gennemsnitlige fødselsrate (rs) for alle kvinder i DK i 2012 aflæses til 10,4. Denne kan også bestemmes som det vejede gennemsnit af henholdsvis danske kvinders gennemsnitlige fødselsrate (r1) og den gennemsnitlige fødselsrate blandt kvinder, der stammer fra udlandet (r2). I modsætning til hvad som overraskende var tilfældet i 2011 er både den samlede og danskernes gennemsnitlige fødselsrate nu under den gennemsnitlige fødselsrate for udenlandske kvinder. Men hvad giver det foreliggende som konsekvens, når vi gør brug af kendsgerningen om det vejede gennemsnit (?) :

r1 : FN’s anbefalede fødselsrate for udviklede lande: (mindre end eller lig med) 9,6

r2 : 10,8, rs : 10,4

x : er andelen af alle fødende, der er danske. (1-x) andelen af de fødende, der er af udenlandsk oprindelse.

9,6* x + 10,8 * (1-x) = 10,4 (ligningen for det vejede gennemsnit)

Dette giver x = 33,3%, der under disse forudsætninger er danskes fødsler. Resten 66,7% er udenlandskes fødsler.

Det stemmer naturligvis ikke. Konsekvensens modstrid viser således at forudsætningerne udover det vejede gennemsnit ikke stemmer.

Dette er mere realistisk: 8,1*x + 14 *(1-x) = 9,4, hvilket medfører x= 78% (danske) og 22% (= 100% – 78%) af de fødende er af udenlandsk oprindelse. Gruppen har forholdsmæssigt langt flere kvinder i de fødende aldre, hvilket i øvrigt også indikerer højere fødselsrater.

De 3.964 nul-årige ovenfor er kun en del af børnene født af de udenlandske oprindelser i 2012.

Danskernes fødselsrate er langt mindre og de udenlandske oprindelsers betydeligt større end DS lader os tro, og derfor kan der ikke offentliggøres fødselstal for de udenlandske oprindelser, der ville afsløre dette.

Få udenlandskes børnefødsler (3.964) benævnes og optælles som sådanne, resten indgår i de officielle antal som ’efterkommere’ (bl.a. derfor er de officielle indvandringstal sat højere). Udenlandskes børnefødsler indplaceres især som danske statsborgeres (pr. fødestedskriteriet) og dermed uadskilleligt i opgørelserne fra danskeres fødsler. Vi advarede om i 1991, at det ville ske med de ændrede tællekategorier ’indvandrere’ og ’efterkommere’. Det sker nu: kategorierne viser sig ikke at være entydige, dækkende og funktionelle; data ændrer begrebernes indhold over tiden, hvilket man kan forvisse sig om ved at studere næstsidste link nederst i indlægget. Sidste link i indlægget viser en causerende gennemgang om samme og lignende emner.

Korrigeret dansk befolkningsregnskab 2 (faktisk indvandringsregnskab 2)

- byggende på antal udenlandske statsborgere fraregnet levendefødte i året placeret i samme kategori og tillagt tildelte danske statsborgere i året

Dette antal afviger med 1.371 fra resultatet i regnskab 1 side 1. Danmarks Statistiks (DS’s) fortsatte, kreative håndtering af fødselsårgangene i Danmark betinger simpelthen dette. Dette må vi acceptere, hvis befolkningsregnskabet skal kunne korrigeres, så det tegner virkeligheden retvisende eller realistisk:

2010 (med citat fra Danmarks Statistik):

Fødselsårgangen i 2010 i Danmark var 63.411. Fordelingen på danske, vestlige og ikke-vestlige indvandrere og deres børn oplyses ikke i en brugbar form til brug for den foreliggende opgave: Uddrag af DS’s varedeklaration illustrerer håndteringen af kategorierne ’indvandrere’ og ’efterkommere’: 2010. Der læstes under overgangshyppigheder i Danmarks Statistiks varedeklaration via dette link: http://www.dst.dk/adminExt/404/404.aspx – siden, linket henviser til, findes ikke længere:

(Citat begyndt) “…Nyfødte, som har en mor, der er indvandrer eller efterkommer, kan både kategoriseres som efterkommer eller med dansk oprindelse. Det afhænger af herkomst og statsborgerskab for både moderen og faderen, hvilken kategori barnet havner i. I fremskrivningen fordeles nyfødte på oprindelse i overensstemmelse med det gældende mønster i perioden 2007-2009. Fx var der i den periode 17,3 pct. af de nyfødte, der fik dansk oprindelse, når moderen var en ikke-vestlig indvandrer med dansk statsborgerskab. Andelene holdes på samme niveau gennem hele fremskrivningsperioden (mit: ?!)

Andel nyfødte, som får dansk oprindelse, opdelt efter moderens oprindelse og statsborgerskab:

Kvinder med dansk oprindelse, dansk statsborgerskab: 100 pct.

Kvinder med dansk oprindelse, udenlandsk statsborgerskab: 100 pct.

Indvandrere, vestlige med dansk statsborgerskab: 77,9 pct.

Indvandrere, vestlige uden dansk statsborgerskab: 55,9 pct.

Indvandrere, ikke-vestlige med dansk statsborgerskab: 17,3 pct.

Indvandrere, ikke-vestlige uden dansk statsborgerskab: 26,3 pct.

Efterkommere, vestlige med dansk statsborgerskab: 100 pct.

Efterkommere, vestlige uden dansk statsborgerskab: 65,3 pct.

Efterkommere, ikke-vestlige med dansk statsborgerskab: 100 pct.

Efterkommere, ikke-vestlige uden dansk statsborgerskab: 35,3 pct..” (citat slut)

Konklusion:

Optællingerne tilrettelægges simpelthen således, at der først flyttes ‘rundt på indviderne’ fra forskellige langt mere kendsgerningsdefinerede grupper (udenlandske statsborgere og naturaliserede samt børn af begge særskilt) end det, der kommer til med ’indvandrere’ og ’efterkommere’ fra 1991. Hertil kommer så konsekvenserne af den ændrede indfødsretslov af 4. juni 2004. Langt de fleste børn født af udenlandske statsborgere i Danmark bliver at benævne danske, ’indvandrere’ eller ’efterkommere’ i en juridiske afgrænsning, her fødestedet, resten placeres i samme gruppe af udenlandske statsborgere som forældrene.

Der er således ingen muligheder for at aflæse det samlede antal børn født af udenlandske statsborgere i Danmark, fordi de kendetegn på egenskaber, vi skal aflæse, udviskes.

Det officielle optalte antal for netto indvandringen og alternativt stigningen i antal ’indvandrere’ og ’efterkommere’ er henholdsvis 23.751 og 15.087 og anført til sammenligning i det korrigerede befolkningsregnskab 1. Disse antal afviger fra vort korrigerede nettoindvandringsantal 16.521, der bygger på sikre, entydige begreber, såfremt folketallet, antal levendefødte i alt og døde i alt er pålideligt opgjort, hvilket vi ikke har nogen grund til at betvivle. Vi hævder ikke at de officielle og officiøse oplysninger om fertilitets– eller fødselsratetilpasning blandt de mest fødende har som konsekvens at nettoindvandringens andel af folketallets vækst forsøges manipuleret med dette formål for øje. Det er dog konsekvensen af tælle-kategorierne ’indvandrere’ og ’efterkommere’.

Vor sikreste korrektion fremgår af befolkningsregnskab 1. Skal vi vise indvandringens fordeling på oprindelser/nationaliteter er vi henvist til korrigeret befolkningsregnskab 2.

Vi har nævnt grupperingen af oprindelseslande, fordi bl.a. EU’s udvidelser og f.eks. Schengen-aftalen pludselig fører til, at hvad var et benævnt østligt land ændres til et benævnt vestligt land. Vi bemærker at Danmarks Statistik fortsat opererer med DDR i sine opgørelser af udenlandske statsborgere, uanset at Berlinmuren faldt for godt 23 år siden. Der har så ikke været officiel indvandring fra DDR de senere år, det skal siges.

Hvis vi forudsætter at Vesteuropas lande uden for de senere udvidelser af EU mod øst og USA, Israel, Japan, Australien og New Zealand er den ene gruppe (1) af oprindelseslande og resten af kloden den anden gruppe (2), er fordelingen netop ikke som hævdet af DS, at 46,1% af nettoindvandringen til Danmark i 2012 (jvfr. 1. afsnit under bef. regnskab 1) er sket fra ikke-vestlige lande. Dette er sandheden, hvis den anførte landegruppering fastholdes:

Gruppe 1. Nettoindvandringen fra vestlige, 2012: 2.828 (17,1%)

Gruppe 2. Nettoindvandringen fra ikke-vestlige, 2012: 13.693 (82,9%)

Fra Congo 231, Somalia 227, Rwanda 2.921, Iran 383, Litauen 1.025, Puerto Rico 2.282, Panama 212, Letland 351 uden hensyn til respektive antal naturaliserede.

Antal af tildelte danske statsborgerskaber i 2012 var 3.267 (jvfr. regnskab 2 næstsidste række) mod 3.911 i 2011. Af disse 3.267 tildeltes 215 (6,6%) vestlige og 3.052 (93,4%) ikke-vestlige indvandrere.

Det er samlede antal indvandrere i Danmark pr. 1. januar 2013 og deres børn er ca. 765.000 (13,7%) og ikke Danmarks Statistiks antal opgjort i fejlkategorierne ’indvandrere’ og ’efterkommere’ ca. 600.000, der skulle angive det samlede antal med udenlandsk oprindelse. Det er ikke blot forskellen ca. 165.000, men fejlkategorierne fører til at oprindelserne fuldstændig sammenblandes.

12. februar 2013, J. E. Vig, cand. oecon.

Foretrækker du større skrift:

http://www.lilliput-information.com/Befolkningsregnskab%201%20og%202%20for%202012.pdf

Kilder:
1. http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366 (under emnet ’Befolkning og Valg’)

2. http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2013/NR068.pdf (Nyt fra DS)

Supplement:
Behovet for korrektion af det officielle befolkningsregnskab i alle detaljer

En tilstræbt morsom gennemgang af problemstillingen og af tilstødende ikke-uvigtige emner uden skarpe faggrænser: “HVORFOR KAN DET SKE”

Nekrologen over tiden:

The time is characterized by form without contents

In addition

Praeterea censeo….

NO CLIMATE CHANGE CAUSED BY MAN

Link:

Shown as clear as the day in 2007 (click at the arrow above)

Supplement: http://danmark.wordpress.com/2010/07/06/kejserens-nye-klaeder-af-h-c-andersen-1837/

SIGNALEMENT: HAN TALTE DANSK UDEN ACCENT

Attentatet rettet mod Lars Hedegaard og nyhedsdækningen heraf i går viste, hvor vi står, når det kommer til signalementer i disse politiske korrekte tider: Vi må simpelthen ikke få oplyst, hvorfra gerningsmanden stammer. Dette er gældende for alle europæiske medier uden undtagelse, med mindre et måske intetanende vidne meddeler til en mere forvoven bladsmører, hvordan det forholder sig. Eller som her.

Det er simpelthen ligegyldigt om gerningsmanden stammer fra Køge eller Islamabad, når først de politiker-drevne juridiske afgrænsninger i form af statsborgerskab har kørt forvandlingsspillet for gerningsmanden eller hans forældre. Det er af hensyn til ligheden og dermed naturligvis rettet imod den forhadte forskellighed.

Forvandlings-kvadratet

Og det er simpelthen ikke offentligheden tilladt at kende til det ufravigelige m.h.t. oprindelse og religion. Det bliver simpelthen henstillet til alle medier fra højeste sted, at vi ikke må kunne identificere fjenden, så han kan standses i det ny-allierede angreb, og det tillades ej heller at vi bruger vores erfaringer med eller vredes over fjendens og de ny-allieredes handlinger uanset, for vi må end ikke kende handlingernes antal. Det er næppe fordi der forholdsmæssigt er flere attentat- og terrorforøvende af dansk oprindelse, ingenlunde. Det er ren dhimmitude, medløberi og forræderi mod de europæiske stambefolkninger. En ny alliance.

Først da et bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet kom på skærmen 6-7 timer efter attentatet fik seerne sandelig oplyst direkte, at Hedegaard netop havde oplyst hende om telefonisk, at manden stammede fra Mellemøsten. Lars Hedegaard vil jeg skyde på havde oplyst det samme til pressen og politiet 7 timer tidligere.

  

YTRINGSHEDEN OG TRYKKEFRIHEDEN ER SÅMÆND ALLEREDE KRAFTIGT BEGRÆNSET PR. MONOPLISERET MEDLØBER-MORAL OG NATURLIGVIS UDEN LOV, MEN FORTSAT PÅ TVÆRS AF GRUNDLOVEN.

‘UDEN ACCENT’: er måske et signal til de kvikkeste. Nu er der bare det at alle andre måske kunne komme i betragtning ved en pågribelse/anmeldelse af attentatmanden. Dette er resultatet af en helt åbenlys mangel i signalementet udsendt af dhimmi-medierne.

That’s the way it runs:

The West refuses to be concerned; and when its citizens are concerned, they are suppressed. They are sued, assaulted, threatened with deportation and sometimes murdered.

See why

Storbritannien: Indvandringen er det største problem

Kilde: http://www.gatestoneinstitute.org/3549/britain-immigration
Af Soeren Kern • January 23, 2013 at 5:00 am

Der er groft angivet 863.000 der lever illegalt i Storbritannien, heraf 604.000 (70%) i London – siger London Schools of Economics

Briterne ser på indvandringen som samfundets største problem, ifølge en byge af nye oversigter og undersøgelsesrapporter om den løbende måling af rigets tilstand.

Alt i alt kaster dataene lys på gabet mellem synspunkterne blandt de britiske vælgere, der er tiltagende skeptiske ved ukontrolleret indvandring og de farlige opdelinger, som den skaber i deres samfund, den styrende elite som formelt styrer landet, af hvilke mange er tilhængere af ideen om at bygge et multikulturel samfund.

En ny rapport, “Nationens Tilstand: Hvor er Bittersøde Britain på vej hen”, viser at en ud af tre briter tror, at spændingen mellem indvandrere og folk stammende fra Britain er den primære årsag til konflikter i landet, og godt halvdelen betragter den (indvandringen) som én af de top-3 årsagerne til konflikter.

Supplerende om Storbritannien: “State of the Nation: Where is Bittersweet Britain Heading?”

————————–
Nu vil mørketallet, som netop det ikke-tællings-mulige tal kaldes, altid være ukendt, når talen er om illegale indvandrere, så antallet af illegale kan let være meget større. Derudover er der de fælleseuropæiske opgørelsesproblemer i hver eneste nation, der i England gør at adskillige født i England og naturaliserede og deres efterkommere medregnes som engelske, uden at de stammer fra England udfra deres oprindelse.

I Tyskland og Norge har man officielt som i England lavet nogle mere eller mindre sikre folketællinger på grundlag af spørgeskemaer. I Tyskland og Norge viser disse tællinger at antallene er adskilligt større, end man hidtil har ladet forstå officielt.

Folketællinger forandrer billedet:

Tyskland
Norge
Danmark (Konsekvenserne af at oplysningerne forsøges holdt uden for offentlighedens kendskab, og vi mangler en folketælling)

For England har vi i 2010 lavet en korrigeret optælling, der viser en nok så stor divergens til den officielle opgørelse, når der tages højde for de ting, jeg nævnte i afsnittet lige under den stiplede linie:
Storbritannien (korrigeret befolkningsregnskab)

For Tyskland har vi tilsvarende lavet en korrigeret optælling i 2009, der viser en stor divergens til både den officielle opgørelse og den senere officielle folketælling, når der tages højde for de samme nævnte ting i afsnittet under den stiplede linie:
Tyskland (korrigeret befolkningsregnskab)

Tyskland, Norge og England kan

HVORNÅR FÅR VI I DET MINDSTE EN FOLKETÆLLING I DANMARK?