British soldier beheaded on busy London street in terror attack

Excerpt from source: http://www.telegraph.co.uk/news/uknews/crime/10074029/Shootings-and-machete-attack-in-south-east-London-live.html?utm_source=newsletter_206&utm_medium=email&utm_campaign=security-update-joomlacontent-582-type-title

 

“London Terror Attack In what British Prime Minister Cameron called a likely terrorist attack, two young men brutally murdered a British man to death. The victim was a British soldier wearing a T-shirt of a pro-military charity. Not only did the young Islamist murderers brutally stab and hack their innocent victim, but they even stuck around to record a home-made video spewing their radical Islamic hatred. They didn’t even flee the scene!…”

 

And primery source with the terrorist and video:

http://www.telegraph.co.uk/news/uknews/terrorism-in-the-uk/10073910/British-soldier-beheaded-on-busy-London-street-in-terror-attack.html

 

Other Security Developments:

• The Threat is Coming From the Muslim Community, Says Cong. King
• Canada Police Arrest Two for ‘al-Qaeda-Supported’ Plot to Bomb Via Train
• No Bunker-Buster Bomb in Israel’s Weapons Deal With U.S.
• Debating Next Steps on Iran
• Hagel’s Budget: Where’s the Beef in Reform Efforts, Weapons Buys?
• The Evil in Boston

 

 

HVORFOR FORTÆLLER MEDIERNE IKKE HVAD EN IKKE-VESTLIG INDVANDRER KOSTER LANDETS SKATTEBORGERE?

En enkelt dansk avis gjorde det 1. december 2005. Børsen skrev bl.a. på:

http://borsen.dk/nyheder/generelt/artikel/1/81323/indvandrerstop_vil_loese_samfundsproblem.html#ixzz2U0mzjjK5

“Velfærdskommissionen påpeger, at indvandring ikke vil løse problemet, snarere tværtimod. Mens en nyfødt dansker i gennemsnit vil koste samfundet 750.000 kr.  fra vugge til grav, vil omkostningen på en indvandrer på grund af generelt lavere erhvervsdeltagelse være 2,5 mio. kr., vurderer Velfærdskommissionen.
Det er således knap tre fjerdedele af det samlede langsigtede finansieringsproblem, der tilskrives den fremtidige indvandring fra mindre udviklede lande,…” skriver Velfærdskommissionen.

I Danmark har vi en skattefinansieret velfærdsmodel. Det betyder at velfærden næsten fuldt ud er skattefinansieret.

Vi kan tilføje at på side 26 i Velfærdskommissionen rapport fra maj 2005 anføres, at ikke-vestlige indvandrere i gennemsnit indbetaler 2,6 mill. mindre i skatter og afgifter, end de modtager i form af sociale udbetalinger/overførsler og ligeledes tillagt den skattefinansierede personservice.

I Danmark er den såkaldte velfærd næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser, d. v. s. ydelserne er en privat rettighed, men finansieringen kollektiv. I andre europæiske nationer er forsikringsprincippet derimod langt mere dominerende d. v. s. også individuel finansiering. Globalisering er et nyt smart ord for den internationale konkurrence. Selv hvor forsikringsprincippet er bærende for udviklingen, er der svære overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre skansen på hjemmefronten, fordi konkurrencen simpelthen river vore opbygge såkaldte sociale systemer i stumper og stykker.

Den danske model er sjovt konstrueret til at give underskud (måske Keynesiansk inspireret i fejlfortolkning). Det gør den i hvert fald. Danskerne giver alene 750.000 kr. i underskud over livforløbet, og derved kastes den resterende regning over på den næste generation af danskere. Men ikke-vestlige giver et underskud (mellem skat og modtagede ydelser) på 2,6 mill. kr. over livsforløbet. Dette betyder at ikke-vestlige immigranter og deres børn i gennemsnit belaster systemet med gennemsnitlig 3,47 (= 2,6/0,75) gange mere end en gennemsnits-dansker. De vestlige immigranter giver et mindre overskud i forhold til velfærdssystemet, så dem ser vi bort fra, hvorved vi nedtoner resultatet en smule.

 

Dette er udgangspunktet

Det officielle Danmark når resultatet, der blev refereret her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/499207:Danmark–Brede-reformer-skal-saenke-udgift-til-indvandrere:

“Minister (Karen Hækkerup) vil ikke igangsætte nye beregninger af, hvad indvandring koster samfundet. Tal fra 2010 er brugbare. I 2010 udgjorde indvandring fra ikke-vestlige lande en underskudsforretning for det danske samfund på 15,7 milliarder kroner…”

Danmark Nationalbank fastslog i 2008: Indvandringen er kolossalt omkostningskrævende.

Når vi lige sammenligner lidt med Norge, der har lidt flere immigranter end Danmark, men til gengæld en større andel af dem i arbejde, så ser det sådan ud: En ikke-vestlige hævdes i officielle beregninger at koste i gennemsnit 4,1 mill. kr. over livsforløbet i 2009: http://www.aftenposten.no/meninger/–Hvorfor-forteller-ikke-mediene-hva-en-ikke-vestlig-innvandrer-koster-7204353.html#.UZyUQUnU-00 . Vi kan dog ikke fastslår hvilke poster der opregnes officielt af velfærdens samlede udgifter, for det beretter artiklen ikke.

Den norske arbejdsgiverforening 10. maj 2011: Kilde: http://www.nho.no:80/article23322.html :

Næringslivets Hovedorganisasjon i Norge har udsendt en pressemeddelelse, som er en bombe under oplysningerne om, hvad de danske udlændingeomkostninger officielt skulle være. Disse er et par gange i danske rapporter blevet anslået til under 16 milliarder årligt. Nordmændene har nu for Norges vedkommende regnet sig frem til ca. 60 milliarder n.kr.

Nu har vi 15,7 mia. kr. i Danmark, og ca. 60 mia. kr. i Norge.

1.1.2013 boede officielt 710.465 indvandrere og norskfødte med indvandrerforældre i Norge. Det er en officiel vækst på 55.300 personer i løbet af 2012.

1.1.2013 boede officielt 600.674 med udenlandsk baggrund, d.v.s. indvandrere og efterkommere (hvad de så end vil sige) i Danmark. Det er en officiel vækst på 20.213 i løbet af 2012.

Og ledigheden er/var tilmed meget mindre i Norge i sammenligning med i Danmark. Et umiddelbart kik på antal og beløb håber jeg fører til stor forundring.

Jeg har opgjort regningen med det simpleste af alle regnestykker…, men det forudsætter forholdsregning, der blevet en ukendt disciplin ‘med 9. z Holme’ eller tidligere. Såfremt nettoudgifter ved de ikke-vestlige er ligefremt proportionale med deres antal – det kunne vi læse de var, da der ansøgtes om bevillinger på skiftende finanslove og aktstykker gennem årene til overførselsydelser og til personaleansættelsernes lønudgifter – så er nettoudgifterne i Danmark pr. år 30-31% af samtlige velfærdsudgifter på 752 mia. kr. i 2010 – når det hele fordeles under proportionalitetsforudsætningen ved forholdsregning. Der er ikke mere plads til debat.

Tyskland: Andelen af indvandrere blandt alle modtagere af Hartz IV (skattefinansierede offentlige ydelser blandt 16-64 årige) meldes at være 28 procent, medens procentandelen af totalbefolkningen, der modtager Hartz IV ligger på 8 procent, hvorimod modtagerandelen blandt indvandrere skulle udgøre 19 procent.

Das Bundesarbeitsministerium har offentliggjort en gennemgang,  hvoraf fremgår at mere end hver fjerde modtager af von ALG II eller Hartz IV har indvandrerbaggrund. Institut Arbeit und Qualifikation (IAQ) der Uni Duisburg-Essen in koordinierten Untersuchung oplyser i følge kilden : http://www.sozialleistungen.info/news/20.11.2009-hartz-iv-anteil-der-zuwanderer-ueberdurchschnittlich-hoch/ netop 28 procent.

Udbetalinger i velfærdsydelser i alt i Sozial-leistungen (Jahr 2011) ingesamt: 469,2 Mia. EUR

Dette fører til at berigelsen hidrørende fra immigranter og deres børn betales med: 28%*469,2 Mia. EUR = 131,4 Mia. EUR pr. år

 Ergo : Danmark 30-31%, Tyskland 28% af velfærdsbudgettet. Tyskland, overtyngde: 3-3,2, Danmark, overtyngde 3-3,47.

Overblik:

Bagvedliggende totale udfordring: http://danmark.wordpress.com/2013/05/14/udfordringen-er-meget-storre-landboreformerne-tilrettelagt-i-1700arene-og-gennfort-endeligt-i-1800arene-og-udvikligen-misrogtet-i-mere-end-30-ar-for-laenge/

Og den morsomme til sidst – fra de mandathungrendes rækker:

Et kendt dansk støtteparti mente indvandrerudgifterne udgjorde 30 mia. kr. i 2001. Dette resultat hævdede partiet dengang, at det var kommet til sammen med Danmarks Statistik. 15. maj 2012: http://www.df-randers.dk/baggrund/Indvandringens%20omkostninger.pdf hævdede samme parti (stadig uden nogen dokumentation), at indvandrerudgifterne havde passeret 100 mia. kr. Én ting er partistøtten til mere end angiveligt en tredobling af indvandrerudgifterne på 10 år (fra 30 til 100 fra 2001 til 2011), en anden manglende evne til at fatte forholdsregning. Den var guf for kvikke, talmindede 12-13 årige i 1950′erne og begyndelsen af 1960′erne.
Håber jeg har belyst emnet.

J. E. Vig, cand. oecon., 22. maj 2013

UDFORDRINGEN ER MEGET STØRRE END OMLÆGNINGEN VIA LANDBOREFORMERNE TILRETTELAGT I 1700′ÅRENE OG GENNEMFØRT ENDELIGT I 1800′ÅRENE – OG UDVIKLIGEN ER MISRØGTET I MERE END 30 ÅR FOR LÆNGE

Den realøkonomiske nedgang skyldes konkurrence på lønomkostninger, der fører de løntunge produktioner væk til lavtlønsområderne eller i knæ til lukning. Da vi ikke kan konkurrere i de samme produktioner med lønninger, der er 8-10 gange under det danske skattevelfærdsforhøjede lønniveau, er en omstilling af uddannelserne, produktioner og erhvervene altafgørende. Denne lønkonkurrencesituation vil være gældende mange år frem, og omstillingen er blevet forsømt de første 30 år.

Statsgælden skal afvikles i alt fald holdes strikt i ave, og i tillæg vokser aldringsproblemet sig større og større med ekstra offentlige ældreudgifter til følge, tilgangen til de arbejdsdygtige aldre mindskes mere og mere p.g.a. manglende fødsler, og  beskatningsgrundlaget udhules samtidig af udflagningen og lukningerne. ‘Som narrehatten på værket’ har landets ledere tilladt indtil nu indvandring af mere end en halv million ikke-vestlige, der i stedet for at bidrage positivt til bruttonationalproduktet forbruger 3,47 gange flere offentlige velfærdskroner i gennemsnit end danskerne i gennemsnit (når hensyn også tages til skattebetalingerne). Det samme gør sig antagelig gældende i flere andre vesteuropæiske lande (f.eks. Tyskland: http://danmark.wordpress.com/2013/03/31/anzahl-anteil-der-migranten-und-der-sozial-leistungen-in-deutschland-deutsches-og-dansk-version/). Centrale bærere af udviklingen i Europa har haft realøkonomisk negativ vækst de seneste tre år.

De oplistede problemer kan Europa ikke løse samtidig ved at pusle lidt med posteringerne på finanslovene, skære lidt hist og her, beordre nogle flere betalingsmidler udstedt og dermed skabe inflationsvækst, så produktionsforøgelsen ganske vist ligner realvækst, men ikke er andet end nominalvækst svarende til inflationen eller mindre. Dette vil kun forstærke problemerne og sinke/umuliggøre omstillingen.

Danmark er netop truet af den dræbende deflation med faldende vækst i tre på hinanden følgende år samtidig med statsgælden steg. Ekspansionen skal derfor sikres ved at produktionslivet og Danmark får en løsning, der ikke er fristende inflationsbehæftet.

Landbrugskrisen i 1800′tallet var på én måde større og mere betydningsfuld (p.g.a. landbrugserhvervets dominans i hele erhvervsstrukturen dengang), end man i dag måske forestiller sig, men samtidig var initiativerne til ændringer taget allerede af fremsynede/heldige ledere allerede med landboreformerne i 1700′årene.

Det tyske folketal falder og aldringen tiltager

“…Demografiegipfel der Bundesregierung wird Kanzlerin Angela Merkel nun ihre Antworten auf das Doppelproblem geben. Unsere Berliner Redaktion konnte vorab Einblick nehmen in die internen Papiere der Kanzlerin. “Wege aus der Altersfalle” lautet die Überschrift der heutigen Titelgeschichte. jetzt lesen…”

Poul Christian Matthiessen lader en journalist referere og vrøvle om befolkningsopgørelsen i Berlingske 29. april

Det er ganske uforståeligt at Poul Christian Matthiesen, demograf og professor emeritus lader en Jens Beck Nielsen skrive i Berlingske 29. april, at der her i landet opholder sig ca. 580.000 såkaldte indvandrere og efterkommere.

Det officielle antal var 600.674 pr. 1. januar 2013. Det dokumenteredes af  Danmarks Statistik allerede den 12. februar: http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366. Det er ikke så svært, og hvis man er journalist, må det være en meget enkel dokumentationsopgave.

Det lidt vanskeligere består i at erkende, at 600.674 er et politiske korrekt antal.

Det hænger sammen med, ‘at opgørelsen forudsætter at næsten alle børn født af indvandrere i Danmark ved deres blotte tilstedeværelse i landet ændrer biologiske koder, hvorved de bliver til danskere’.

Med udenlandsk oprindelse d.v.s. via både familietilknytningen og geografien, d.v.s. indvandrere og deres børn, hvor de fleste fødes her i landet af tredjegenerationsindvandrere, var der bosat 771.579 pr. 1. januar 2013 svarende til 13,8 pct. af det samlede folketal. Dette er resultatet af vor korrektion ajourført i februar i år.

‘Indvandrere’ og ‘efterkommer’ kan som tællebegreber ikke bruges til at beskrive befolkningssituationen nu og i fremtiden. Dette er bekræftet af den seneste Professor i Demografi Hans Oluf Hansen:

Danskeren, nr. 1 februar 2006, side 6

“I en kommentar til Den Danske Forening giver Hans Oluf Hansen udtryk for, at cpr-registerets og Danmarks Statistiks definitioner på indvandrere og efterkommere er uegnede grundlag for både en beskrivelse af den nuværende befolkning og for udarbejdelser af prognoser om den fremtidige befolkning. Han anbefaler en egentlig folketælling, som kan give klarhed over blandt andet folks etniske tilhørsforhold.”

Det er et forslag, som Den Danske Forening kan tilslutte sig”, skrev Harry Vinter.

Læs artiklen i tilknytning til citatet: http://www.dendanskeforening.dk/files/files/DANSKEREN%20nr.%201%20-%202006.pdf 

En enkelt avisartikel centralt på emnet: http://www.b.dk/danmark/er-udlaendingestatistikken-ubrugelig

Beviset fra min hånd kan du læse på: http://www.lilliput-information.com/Befolkningsrelateret%20forskning%20i%20DK.pdf

Så refererer Jens Bech Jensen seneste officielle prognose, der skulle vise mere end 1 million indvandrere og efterkommere i 2050. Næstsidste prognose forud for den seneste var den sidste, vi gad beskæftige os med. Den viste mere end en million før 2040 og derefter et fald til 746.696 i 2050, selvom indvandringen forudsattes fortsat at foregå 2040-2050. Der er 771.579 allerede i 2013. Den næstsidste prognose var i det mindste lidt morsom, og det hører selvsagt til sjældenhederne, når det drejer sig om befolkningsprognoser:

Fremskrivninger fra 30. maj 2002 http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2002/NR217.pdf  antal: 1.069.777 i prognosepunktet 2040 bliver i Nyt fra DS nr. 220, 23. maj 2007 http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2007/NR220.pdf til antal: 746.696 ’indvandrere’ og ’efterkommere’ i alt i prognosepunktet 2050.

…..

‘Det hænger sammen med at jo flere der kommer desto færre er her – og de føder kun børn med danske biologiske koder straks de har overskredet grænsen, der mest er fjernet’.

J. E. Vig, 4. maj 2013

 

Lessons from the FBI’s Most Wanted Terrorist List

http://www.danielpipes.org/blog/2013/04/lessons-from-the-fbi-most-wanted-terrorist-list

HISTORISK BIDRAG: INDVANDRER-UDGIFTERNE, DE POLITISK KORREKTE, DE SÅKALDT POLITISK UKORREKTE OG POLITISK UKORREKTE : NOGEN KAN IKKE REGNE!

Historisk bidrag:

INDVANDRER-UDGIFTERNE: 15,7, 18 eller godt 100 mia. kr. pr. år siger

de politisk korrekte og de såkaldte politisk ukorrekte

Danmark: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/499207:Danmark–Brede-reformer-skal-saenke-udgift-til-indvandrere:

“Minister (Karen Hækkerup) vil ikke igangsætte nye beregninger af, hvad indvandring koster samfundet. Tal fra 2010 er brugbare.  I 2010 udgjorde indvandring fra ikke-vestlige lande en underskudsforretning for det danske samfund på 15,7 milliarder kroner…”

Et kendt dansk støtteparti mente indvandrerudgifterne udgjorde 30 mia. kr. i 2001. Dette resultat hævdede partiet dengang, at det var kommet til sammen med Danmarks Statistik. 15. maj 2012: http://www.df-randers.dk/baggrund/Indvandringens%20omkostninger.pdf hævdede samme parti (uden nogen dokumentation), at indvandrerudgifterne havde passeret 100 mia. kr. Én ting er partistøtten til mere end angiveligt en tredobling af indvandrerudgifterne på 10 år (fra 30 til 100 fra 2001 til 2011), en anden manglende evne til at fatte forholdsregning. Den var guf for kvikke, talmindede 12-13 årige i 1950′erne og begyndelsen af 1960′erne.

Så kommer den nu pensionerede Gunnar Viby Mogensen primo 2013 med sine 1% af BNP (= 18 mia. kr.) i strikt harmoni med de officielle med 15,7 mia. kr. i 2010

- og endda uden dokumentation; udgifterne bliver paradoksalt nok i første kommentar til Viby Mogensens artikel i Berlingske til 180 mia. kr. uden at nogen retter det, end ikke forfatteren til artiklen Gunnar Viby Mogensen, der måske godt kan savne lidt falsk reklame. Og på Kathrine Lilleørs blog i samme blad ædes de randusianske 100 mia. kr., ganske vist uden talangivelser direkte i indlægget og dermed så udpræget klerikalt som fuldt acceptabelt (ligeledes uden dokumentation og uden kontrolmulighed). Det tilsyneladende storudgifts-prægede anslag med 100 mia. kr. pr. år er udeladt i indlægget, da det ikke klæder de 15,7 mia. kr. for samme udgiftspost. Men opregningen er både nævnt og accepteret, som vi læser Lilleør i sit referat, naturligvis, og godkendt også af de kommenterende på den gode tones blog. De kommenterende har ligeledes valgt at tro på randusianeren til erstatning for logikken. De sidste nævner netop de 100 mia. kr., måske på passende beregning. Hvor sødt i så fald. Danmark er en lille politisk korrekt hønsegård med såkaldt ukorrekte høns og også politisk ukorrekte høns …. de sidste i bur inde i hønsegården for en sikkerheds skyld.

Ingen højere? Jo!

Mit bidrag til immigrantudgifts-beregningen på den nemme og sikre måde; jeg er ikke politisk ukorrekt på skrømt:

De danske immigrant-udgifter vedr. ikke -vestlige i 2010 (MED dokumentation)

Ønsker du lidt uddybning inden du går til den simple forholdsregning på velfærdsbudgettets samlede udgifter, 2010:

http://danmark.wordpress.com/2013/04/27/immigrations-okonomien-central-i-norge-med-endog-langt-bedre-beskaeftigelsesmuligheder-men-totalt-nedprioriteret-i-danmark/

J. E. Vig, 27. april 2013

IMMIGRATIONS-ØKONOMIEN, CENTRAL I NORGE MED ENDOG LANGT BEDRE BESKÆFTIGELSESMULIGHEDER, MEN TOTALT NEDPRIORITERET I DANMARK PR. MINISTERKOMMANDO

Norge: http://www.rights.no/2013/04/fra-tell-ikke-meg-til-han-som-teller/

Adm. direktør i Statistisk Sentralbyrå, Norge, Hans Henrik Scheel. Hans store bekymring for tiden er indvandringens betydning for norsk økonomi. Og selv LOs cheføkonom, Stein Reegård, er begyndt å tælle. Reegård mener det er åbenbart at indvandringen reducerer produktiviteten og giver øgede lønforskelle. Han advarer også mod fremvæksten af et nyt tjenerskab.

Norge officielt: http://www.rights.no/2013/04/ny-innvandringsrekord-igjen-2/

1.1.2013 boede 710.465 indvandrere og norskfødte med indvandrerforældre i Norge. Det er en vækst på 55.300 personer i løbet af 2012.

Norge reelt:

Pr. 1. januar 2012 viste real-modellen herfra 792.139 af udenlandsk oprindelse svarende til 15,9 procent af folketallet i Norge. Således nærmere 847.439 pr. 1.1.2013.

Danmark officielt: http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/indvandrere-og-efterkommere/indvandrere-og-efterkommere.aspx

1.1.2013 boede 600.674 med udenlandsk baggrund, d.v.s. indvandrere og efterkommere (hvad de så end vil sige) i Danmark. Det er en vækst på 20.213 i løbet af 2012.

Danmark reelt:

Pr. 1. januar 2012 viste real-modellen herfra 735.924 af udenlandsk oprindelse svarende til 13,2 procent af folketallet i Danmark. Således 771.975 (13,8%) 1.1.2013.

Danmark: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/499207:Danmark–Brede-reformer-skal-saenke-udgift-til-indvandrere:

“Minister (Karen Hækkerup) vil ikke igangsætte nye beregninger af, hvad indvandring koster samfundet. Tal fra 2010 er brugbare.  I 2010 udgjorde indvandring fra ikke-vestlige lande en underskudsforretning for det danske samfund på 15,7 milliarder kroner…”

Et kendt dansk støtteparti mente indvandrerudgifterne udgjorde 30 mia. kr. i 2001. Dette resultat hævdede partiet dengang, at det var kommet til sammen med Danmarks Statistik. 15. maj 2012: http://www.df-randers.dk/baggrund/Indvandringens%20omkostninger.pdf  hævdede samme parti (uden nogen dokumentation), at indvandrerudgifterne havde passeret 100 mia. kr. Én ting er partistøtten til mere end angiveligt en tredobling af indvandrerudgifterne på 10 år (fra 30 til 100 fra 2001 til 2011), en anden manglende evne til at fatte forholdsregning. Den var guf for kvikke, talmindede 12-13 årige i 1950′erne og begyndelsen af 1960′erne.

Allerførst må vi have betragtninger fra Norge, 10. maj 2011: http://www.nho.no:80/article23322.html

Næringslivets Hovedorganisasjon i Norge har udsendt en pressemeddelelse, som er en bombe under oplysningerne om, hvad de danske udlændingeomkostninger officielt skulle være. Disse er et par gange i danske rapporter blevet anslået til under 20 milliarder årligt. Nordmændene har nu for Norges vedkommende regnet sig frem til ca. 60 milliarder n.kr.

Det er besynderligt al den stund, at fødte i Norge og naturaliserede givet ikke medregnes officielt (alene dette viser at 60 mia. n. kr. end ikke er nok), som det er kutyme i det meste af Vesten. Dertil kommer at det absolutte antal immigranter i Norge er kun lidt større end her i landet, og de er meget oftere i arbejde i Norge, end tilfældet er her. På den baggrund må man spørge om Norsk Arbejdsgiverforening regner bedre end den danske stat?

Vort svar: Der er ligesom lidt forskel på 15,7 mia. kr. og ca. 60 mia. kr. Og end ikke 100 mia. kr. fra et støtteparti er ikke meget bedre; det er endnu værre, og så såre enkelt at begribe, når du i stedet for at opregne udgiftsposterne (hvoraf de fleste søges skjult for offentligheden) netop forholdsregner på de samlede velfærdsudgifter på grundlag af det offentliges egne informationer:

Så kommer den nu pensionerede Gunnar Viby Mogensen primo 2013 med sine 1% af BNP (= 18 mia. kr.) i strikt harmoni med de officielle med 15,7 mia. kr. i 2010

- og endda uden dokumentation; udgifterne bliver paradoksalt nok i første kommentar til Viby Mogensens artikel i Berlingske til 180 mia. kr. uden at nogen retter det, end ikke Mogensen, der måske godt kan savne lidt falsk reklame. Og på Kathrine Lilleørs blog i samme blad ædes de randusianske 100 mia. kr., ganske vist uden talangivelser direkte i indlægget og dermed så udpræget klerikalt som fuldt acceptabelt (ligeledes uden dokumentation og uden kontrolmulighed). Det storudgifts-prægede anslag med 100 mia. kr. pr. år udelades, da det ikke klæder de 15,7 mia. kr. for samme udgiftspost. Men opregningen er både nævnt og accepteret, som vi læser Lilleør i sit referat, naturligvis, og godkendt også af de kommenterende på den gode tones blog. De kommenterende har ligeledes valgt at tro på randusianeren til erstatning for logikken. De sidste nævner netop de 100 mia. kr., måske på passende beregning. Hvor sødt i så fald. Danmark er en lille politisk korrekt hønsegård med såkaldt ukorrekte høns og også politisk ukorrekte høns …. de sidste i bur inde i hønsegården for en sikkerheds skyld.

Ingen højere? Jo!

De danske immigrant-udgifter vedr. ikke -vestlige i 2010 (MED dokumentation)

Og tænk, Norge har mere end det dobbelt tilgode til sammenligning med

hvad den danske stat skylder

Boston jihad murderer’s YouTube playlist: “I will dedicate my life to Jihad”

Boston jihad murderer’s YouTube playlist: “I will dedicate my life to Jihad”

BOSTON: JIHAD, FBI ADVAREDE i 2011

Source: http://online.wsj.com/article/SB10001424127887324493704578432030609754740.html?mod=djemTAR_h

“The Boston area remained on lockdown into the afternoon Friday as authorities conducted a manhunt for one of two brothers of Chechen background suspected in Monday’s Boston Marathon bombings and a deadly showdown that began unfolding Thursday night.

Authorities identified one suspect as 26-year-old Tamerlan Tsarnaev, who was killed in a confrontation with police in Watertown, Mass., according to a U.S. law-enforcement official.

A manhunt was on for the second suspect, identified as Dzhokhar Tsarnaev, 19 years old. Both brothers were believed to be involved in the fatal shooting of a Massachusetts Institute of Technology campus police officer during Thursday night’s chaotic series of events…”

Besynderlige ting oplyses om fødslerne i Danmark – OECD burde interessere sig for det med samme entusiasme som OECD interesserer sig for den danske forbrugsøkonomi

 

Besynderlige ting oplyses om fertiliteten i Danmark

Fertilitet er det gennemsnitligt forventede antal levendefødte børn pr. kvinde i en gruppe kvinder i aldrene 15-40 år på et givet undersøgelsestidspunkt forudsat at aldersfordelingen er fastholdt. Fødselsraten er derimod blot antallet af fødte i forhold til populationen i de enkelte år uanset aldersfordelingen.

 

OECD burde ligeledes forundres over det, der følges op på her.

I Velfærdskommissionens analyserapport ─ Fremtidens velfærd og globaliseringen, marts 2005, der over alt refererer til tal fra 2003, 3. kapitel, side 97, 3. afsnit læses:

”Den samlede fertilitet for indvandrere fra mindre udviklede lande er på ca. 3,3 barn pr. kvinde, mens det tilsvarende tal for ind-vandrere fra mere udviklede lande er 1,5 barn pr. kvinde. Disse niveauer fastholdes gennem fremskrivningen.” Her er selvsagt ingen kildeangivelser i Velfærdskommissionens analyserapport: http://www.fm.dk/db/filarkiv/18665/Analyse_1_hele_rapporten.pdf, side 97, 3. afsnit.

”Fertilitetsniveau for kvinder fra mindre udviklede lande 3,248 i 1997.” Kilden: http://www.im.dk/publikationer/udl2001/kap01.htm (filen findes ikke længere). Bemærk, med hvilken ”overbevisende præcision” sidste tal var angivet i de officielle publikationer. Danmarks Statistik i 1998 angav således det danske fødselstal pr. kvinde til knap 1,8 barn pr. kvinde og de fremmedes til 3,248. Desværre kan dette ikke give resultatet 1,72 (i total fertilitet i 1998, jvfr. tabellen nedenfor) ved nogen positiv andel af fremmede.

10 år senere: http://www.cphpost.dk/news/national/88-national/45603-increased-birth-rate-for-danish-women.html

Wednesday, 06 May 2009 15:40 KR News Foreign women gave birth to an average of 3,04 children in 1998, but that figure fell to an average of 1,94 (2008).

Garbi Schmidt from the National Research Center for Welfare (tidligere benævnt Socialforskningsinstituttet) said that the falling figures were as a result of immigrant women adopting the norms and values of fellow Danish mothers. Danish women set birth record. Published 11.05.11 14:38 Denmark leads industrialised nations in number of births Denmark’s birth-rate has grown the most out of any other industrialised country since 1984 a new study from the OECD shows. With 1.84 children per woman in 2009, the birth-rate has risen…

Det er ganske fejlagtigt. Tilmed ganske udokumenteret bortset fra totalfertiliteten eller samlet fødselsrate, der så røg ned 1,73 igen 2012.

Nu er der tale om fødselsrate, der ikke er fertilitet.

Garbi Schmidt finder vi i tilstødende sammenhæng. Abstract er hentet fra Internettet på http://www.sfi.dk 20 år i Danmark: En undersøgelse af nydanskeres situation og erfaringer. Udgivet i 2000. Spørgsmålet om etniske minoriteters ligestilling i det danske samfund er i disse år genstand for stor offentlig diskussion. I hvilket omfang får nydanskere en erhvervskompetencegivende uddannelse, og hvilke uddannelser tager de? Hvordan vælger de at stifte familie og opdrage deres børn? Under hvilke former bosætter de sig? Hvordan vedligeholder de deres kulturelle arv? Vælger de at få dansk statsborgerskab? Deltager de politisk i det danske samfund, eller er de kun i ringe grad med i samfunds- og medborgerskabsprocessen? Dette er spørgsmål, som denne rapport tager op. Rapporten bygger på både besøgsinterview efter et standardiseret spørgeskema med ca. 700 nydanskere med oprindelse i Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien, samt på dybtgående intensive interview med 15 nydanskere fra de samme etniske minoritetsgrupper. Alle svarpersoner er ca. 30-35 år og har boet i Danmark i mindst 20 år. Rapporten er en opfølgning på en tidligere rapport om samme gruppe unge danskere, som Socialforsknings-instituttet udgav i 1989. Den beskriver således også, hvordan nydanskernes livssituation i Danmark har ændret sig gennem de sidste ti år. På hvilke punkter går det nydanskerne bedre eller ringere end dengang? Hvilke sociale og kulturelle mønstre holder nydanskerne fast i – eller bliver holdt fast i – og hvilke er under forandring? Rapporten forsøger endvidere at lade nydanskerne selv komme til orde: Hvad er deres holdning til integrationsindsatsen i det danske samfund; hvor mener de den er lykkedes og hvor bør den ændres?

Garbi Schmidt & Vibeke Jakobsen: 20 år i Danmark. En undersøgelse af nydanskeres situation og erfaringer. Socialforskningsinstituttet 00:11. 322 sider. ISBN 87-7487-646-5. 245,00 kr. inkl. moms. Telefon: 33 48 09 46 – Fax: 33 48 08 33. Kultursociolog Eyvind Vesselbo stod for projekt-rapporten, der absolut ikke er en undersøgelse af fertiliteten. Han har selv kommenteret den i aviserne og på TV i ugen sluttende den 5. november 2000.

Det viser sig der er tale om noget fuldstændig værdiløst materiale i forhold til f.eks. kravet om en repræsentativ funderet fertilitetsundersøgelse: Cirka 700 nydanskere med oprindelse i Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien plus 15 nydanskere fra de samme minoritetsgrupper, hvoraf de sidstnævnte har deltaget i dybtgående intensive interviews. Nydanskere er blevet den politiske korrekte (ganskevist vildledende) betegnelse for personer, der har fået tildelt dansk statsborgerskab ved lov. Alle svarpersonerne er ca. 30-35 år og har boet i Danmark i mindst 20 år. Dette kan bestemt ikke betragtes som noget repræsentativt udvalg af gruppen af fødende udlændinge i Danmark fra mindre udviklede lande. Fertiliteten kan end ikke fastslås blandt de udvalgte/interviewede, idet den valgte gruppe ikke aldersmæssigt omfatter alle de fertile aldre (15-40 år).

Dette ligner rent bestillingsarbejde. Der er ikke tale om nogen dokumentation, og derfor kan der kun opfordres til, at man ikke anskaffer gennemgangen. Kultursociolog Eyvind Vesselboe ville på trods heraf i 2006 fortælle vælgerne i sin egenskab af folketingsmedlem, at det er noget han har fundet på, at den officielle danske befolkningsopgørelser ikke kan bruges. Men her hang han fast i sin egen medvirken til det, som her netop er vist.

På Danmarks Statistik (DS) har vi: http://www.dst.dk/Statistik/Nyt/emneopdelt/%20nytsingle.%20aspx?countid=8299&ci=true&pti=1 (filen findes naturligvis ikke længere), og her læser vi: I Danmark var den samlede fertilitet i 2003 på 1,76 barn pr. kvinde mod 1,72 i 2002. 23. august 2008 i JP: Mens kvinder fra ikke-vestlige lande for 14 år siden fødte 3,41 (1996) børn i gennemsnit, nedkommer den samme gruppe i 2007 med knap to børn. Tæt på det danske gennemsnit på 1,85 børn pr. kvinde.

 

Fertiliteten falder ikke fra 3,41 i 1996 eller fra 3,248 i 1998 til knap 2 i 2007. Det bliver meget værre endnu – se 3. afsnit, 1. linie nedenfor med rødt.

 

Politiken hævdede den 7. december 2009, at ikke-vestlige har en fertilitet på 2,11, hvortil den skulle være faldet fra 3,41 siden 1993 (eller muligvis rigtigt er 1996)

I Politiken læser vi den 7. december 2009 (http://politiken.dk/debat/analyse/article853442.ece ), at fertiliteten for oprindelige danskere i 2008 udgjorde 1,82, hvortil den angiveligt skulle være steget fra 1,69 siden 1993. Det er ikke muligt at fremfinde mindste dokumentation hos Danmarks Statistik.

25. juli 2010: “Nu føder ikke-vestlige kun 1,6 barn i gennemsnit, danskerne hævder de føder 1,9 barn”, skrev bl.a. Information og også Berlingske Tidende den 25. Juli 2010. D.v.s.: At nu (2010) føder danskerne angiveligt 1,9 barn pr. kvinde mod tidligere (for et par år tidligere) angiveligt 1,7 barn.

Det sidste skal antagelig oversættes til: At nu føder de etniske danskere og et stort antal ikke-vestlige papirdanskere og deres børn og børnebørn i gennemsnit 1,9 barn pr. kvinde mod tidligere (for et par år tidligere) angiveligt 1,7 barn. Resten af de fødte sættes i forhold til det optalte/benævnte antal ikke-vestlige.

Ekstrabladet hævdedede den 27. oktober 2010: “Danske kvinder føder færrest børn i Norden. Danske kvinder føder i gennemsnit 1,8 barn – og dermed er fødselsraten den laveste i Norden. Det viser nye tal fra Nordisk Statistisk Årbog 2010. Danmark ligger dog over det øvrige Vesteuropa i det såkaldte EU-15, hvor fertiliteten er 1,5 barn pr. kvinde…” Vi kan ikke finde nogen dokumentation, hvor Ekstrabladet hævder den findes. Statistics Sweden SCB anfører totale fertilitet til 1,90 1,98 1,94 1,91 1,88 1,85 1,77 fra 2011 til 2005 ifølge : http://www.scb.se/Pages/TableAndChart____26041.aspx . EB’s oplysning stemmer muligvis ikke: Fra 2000 til 2003 var Sveriges totale fertilitet 1,53-1,55, fra 2004 til 2011 var den 1,66-1,67 med et ganske abrupt spring i 2004 i følge : http://www.indexmundi.com/g/g.aspx?c=sw&v=31. Det er simpelthen så latterligt.

 

2011: Kontorchef Anita Lange, Danmarks Statistik hævder, at hun laver statistikker over udviklingen i fertiliteten blandt ‘indvandrerne’ og ‘efterkommere’.

 

Der findes ingen tilgængelig fordeling af en fødselsårgang i Danmark på oprindelse hos Danmarks Statistik. D.v.s. der findes ingen tilgængelige rådata om fødsler, der overhovedet betinger, at fertiliteterne blandt indvandrere og efterkommere kan opgøres med offentlighedens indsigt; d.v.s. med dokumentation. MEN af DS’s varedeklaration 2010 fremgår:

Hvis vi netop kendte det antal fødte i f.eks. 2009, som DS ikke vil anføre som ikke-vestlige indvandreres nyfødte, “skal dette antal forøges med en faktor 1,231, meddelte DS i varedeklarationen. Hvordan kan DS vide dette?

Og hvis vi kendte det antal fødte i 2009, som DS ikke vil anføre som ikke-vestlige efterkommeres nyfødte, skal dette antal forøges med en faktor 1,921, meddelte DS i varedeklarationen. Hvordan kan DS vide dette? DS ligger nødvendigvis inde med disse ikke-officielt tilgængelige oplysninger, for ellers kunne DS ikke anføre disse særegne trans- eller overgangshyppigheder så præcist. ‘Er der travlt ved håndvasken’? Hvis de fødendes fordeling på danskere af fødsel, på danske statsborgere samt børn af disse og på udenlandske statsborgere ikke hemmeligholdtes, ville hele korthuset bryde sammen.

I 1997 og i 2009: Indenrigsministeriet: http://www.im.dk/publikationer/udl2001/kap01.htm (denne fil findes naturligvis ikke længere): ”Fertilitetsniveau for kvinder fra mindre udviklede lande 3,248 i 1997″. Er dette fertilitetsniveau fortsat fastholdt og ikke-vestlige forudsattes at føde omkring 1/3 af en fødselsårgang i 2009 var de danske kvinders fertilitet lavere end i 1983, hvor den var 1,377. Det var 1,24 barn i gennemsnit pr. kvinde, som svarende til eller lidt højere end stambefolkningernes etniske rater i landene omkring os i Vesteuropa.

Uddrag af Danmarks Statistiks (DS’) netside om varedeklaration: “Varedeklaration: Befolkningsfremskrivning for Danmark. Her var følgende link http://www.dst.dk/vejviser/dokumentation/varedeklarationer/emnegruppe/emne.aspx?sysrid=000773&timespath=2%7C , der naturligvis ikke er aktivt længere.

Forudsætninger for DS’s 2009-fremskrivning: Fertilitet:

Samlet fertilitet Kvinder med dansk oprindelse: 1,900 konstant.

Indvandrere fra vestlige lande: 1,598 i 2009 stigende til 1,750 i 2040, derefter konstant.

Indvandrere fra ikke-vestlige lande: 1,946 i 2009 faldende til 1,900 i 2040, derefter konstant.

Efterkommere fra vestlige lande: 1,572 i 2009 stigende til 1,750 i 2040, derefter konstant.

Efterkommere fra ikke-vestlige lande: 1,883 i 2009 stigende til 1,900 i 2040, derefter konstant.

Overgangshyppigheder: En del af de børn, som indvandrer- og efterkommerkvinder føder, kommer til at tilhøre gruppen af personer med dansk oprindelse, fordi den ene af forældrene tilhører denne gruppe. Derfor er der beregnet nogle såkaldte overgangshyppigheder for indvandrer- og efterkommergrupperne. Disse andele angiver, hvor stor en del af de nyfødte af henholdsvis indvandrer- og efterkommerkvinder, der vil blive klassificeret i gruppen af personer med dansk oprindelse. I 2009 fremskrivningen er overgangshyppighederne fastsat til: Indvandrere fra vestlige lande: 59,4 Indvandrere fra ikke-vestlige lande: 23,1 Efterkommere fra vestlige lande: 87,3 Efterkommere fra ikke-vestlige lande: 92,1

Forudsætninger for 2008-fremskrivningen: Fertilitet:

Samlet fertilitet Kvinder med dansk oprindelse: 1,854 i 2008 stigende til 1,900 i 2030, derefter konstant.

Indvandrere fra vestlige lande: 1,615 i 2008 stigende til 1,750 i 2030, derefter konstant.

Indvandrere fra ikke-vestlige lande: 1,970 i 2008 faldende til 1,900 i 2030, derefter konstant.

Efterkommere fra vestlige lande: 1,571 i 2008 stigende til 1,750 i 2030, derefter konstant.

Efterkommere fra ikke-vestlige lande: 1,861 i 2008 stigende til 1,900 i 2030, derefter konstant.

Overgangshyppigheder: En del af de børn, som indvandrer- og efterkommerkvinder føder, kommer til at tilhøre gruppen af personer med dansk oprindelse, fordi den ene af forældrene tilhører denne gruppe. Derfor er der beregnet nogle såkaldte overgangshyppigheder for indvandrer- og efterkommergrupperne. Disse andele angiver, hvor stor en del af de nyfødte af henholdsvis indvandrer- og efterkommerkvinder, der vil blive klassificeret i gruppen af personer med dansk oprindelse. I 2008 fremskrivningen er overgangshyppighederne fastsat til: Indvandrere fra vestlige lande: 64,7. Indvandrere fra ikke-vestlige lande: 20,5. Efterkommere fra vestlige l lande: 93,4. Efterkommere fra ikke-vestlige lande: 92,3″ (uddraget afsluttet)

På denne baggrund er det måske nemmere at forstå, hvorfor Velfærdskommissionen i 2005 valgte fertiliteten ca. 3,3 pr. kvinde i 2003 og fremover for immigranter fra mindre udviklede lande og 1,5 pr. kvinde for immigranter fra udviklede lande. Det officielle folketal, de samlede fødselsårgange samt den samlede fertilitet antages at stemme, bortset fra fertiliteten ikke bygger på egentlige fertilitetsundersøgelser.

Kilde: Statistikbanken i Danmarks Statistik (DS)

 

Fertiliteten samlet i Danmark i 2012: 1,7332, anført af DS på:

http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/foedsler-og-adoptioner/fertilitet.aspx

Man kan spørge: Er der sket genetiske mutationer i populationen, når man husker definitionen på fertilitet i indledningen?

Totale fertilitet i DK og subtotale fertilitet i delpopupolationer i Danmark forudsætter fertilitetsundersøgelse af repræsentative udvalg ved interviews. Udvalget for interviews skal være stratificeret og omfatte alle de aldersbetingede fertiliteter blandt kvinder i de fertile aldre i den pågældende delpopulation. Der ses ingen sådan officiel fertilitetsundersøgelse udført/offentliggjort i mange år i Danmark. Derimod er det blevet udbredt i flere vestlige lande og også her, at fertilitetsmål udført andetsteds og endog fødselsraterne omregnes til en slags teoretiske fertitetsmål. Ved at korrigere for en mere eller mindre arbitrært valgt aldersfordeling udregnes nogle fertilitetstal. Dette findes ikke holdbart:

 

1. Fertiliteten forudsætter svar fra kvinderne i de fertile aldre om antal børn, ønsker og forventninger om flere børn på et givet tidspunkt eller i givet kort tidsrum mens interviewene står på.
2. Fertiliten opgøres ved omfattende interviewundersøgelse til sikring af pålideligheden.
3. Fertiliteten er ligeledes fx påvirket af kultur, traditioner, love, og givet aldersfordelingen på interviewtidspunktet/i tidsrummet.

 

Professor dr. oecon. Jørn Henrik Petersens valg af fertilitetstal til Velfærdskommissionens arbejde, ca. 3,3 for indvandrere fra mindre udviklede lande og 1,5 for indvandrere fra mere udviklede lande i 2005 vedr. året 2003 og fremover (jfr. 3. afsnit ovenfor i Analyserapporten fra Velfærdskommissionen, marts 2005) stemmer i 2011 med den officielle totale fertilitet, hvis vi forudsætter en delpopulationsandel på 14% fra mindre udviklede lande.

Skandalen fortsætter vildt: http://danmark.wordpress.com/2012/08/30/skandalos-omtalebehandling-af-fertiliteten-international-fordi-vi-er-de-eneste-der-gor-ophaevelser/

De grundlæggende fejlindretninger af det danske befolkningsregister hos Danmarks Statistik: http://www.lilliput-information.com/Befolkningsrelateret%20forskning%20i%20DK.pdf

 

 

J. E. Vig, 18.04.2013

TILO SARRAZIN TALER (PÅ ENGELSK) I TRYKKEFRIHEDSSELSKABET OM HVAD HAN SOM TYSKER FORSTÅR VED POLITISK KORREKTHED – TALEN I SIN HELHED

TILO SARRAZIN VED PRISUDDELINGEN I TRYKKEFRIHEDSSELSKABET DEN 6. APRIL

First  of  all,  I  would  like  to  thank  you  for  giving  me  this  award,  which  I  have  gladly  accepted.  Until  2008,  I  did  not  concern  myself  very  much  with  freedom  of  speech.
In  my  career  as  a civil  servant,  board  member  and,  later  on,  politician  I  had  a  reputation of  being  outspoken.  But  that  concerned  mostly  my  professional  field  and  was  therefore accepted.

Everything  changed  with  an  interview  I  gave  in  September  2009  about  the  socioeconomic problems  of  Berlin  and  their  roots,  and  with  a  book  I  published  in  August  2010  under  the title  Deutschland  schafft  sich  ab  (Germany  abolishes  itself).
Its  main  conclusions  are:

– Germany  as  a  nation  is  doomed  by  its  demography.  The  low  and  stable  birth  rate  means  that  every  generation  is  35  percent  smaller  than  the  one  before.
– The  brightest  people  have  the  fewest  children.  And  for  this  reason,  intellectual  capacities  and  educational  achievements  in  Germany  will  shrink  even  faster  than  the  population.  This  is  no  danger  for  a  far  future;  the  process  is  in  full  swing  already.
– The  kind  of  immigration  that  we  have  in  Germany,  mostly  from  Islamic  countries  in  Africa  and  the  Middle  East,  does  not  solve  the  problems.  It  aggravates  them.  Reasons  for  this  are  the  Islamic  cultural  background  and  the  poor  average  educational  performance  of  these  groups,  which  is  far  below  the  European  average,  even  in  the  second  and  third  generation.

Those  conclusions  are  of  course  controversial  –  and  they  were  intended  to  be.
In  matters  of society  there  is  no  such  thing  as  an  absolute  truth.  And  I  am  the  first  to admit  this.
I had  expected  a  controversial  discussion.  But  nothing  had  prepared  me  for  the  public storm  that  broke  loose  upon  publication.
I  was  accused  of  advocating  biological  determinism  and  labelled  a  social  Darwinist,  a  racist, and  an  enemy  of  the  people  and  of  social  justice.
I  survived  morally  and  politically  because  of  the  enthusiastic  support  from  large  parts  of the  general  public.  The  new  media  were  very  helpful  in  that  regard.
In  this  case,  the  print  media  and  television  had  obviously  lost  their  monopoly  of interpretation,  and  it  was  plain  for  everybody  to  see.
Realising  this,  many  politicians  started  a  tactical withdrawal  from the debate.
In  the  course  of  events,  I  stepped  down  as  a  board  member  of  the  Deutsche  Bundesbank  –  but  not  before  I  had  been  formally  cleared  of  all  allegations  of  misconduct.
In  the  following  months,  I  thought  a  lot  about  the  controversial  reactions  to  my  book.  My  theory  is  as  follows:
The  code  of  conduct  in  a  society,  which  is  not  laid  down  by  law,  varies  over  time.  It  is  to  a  large  degree  implicit  and  not  subject  to  formal  –  or  even  openly  discussed  –  rules.  But  those  members  who  do  not  observe  it  run  the  risk  of  being  excluded  from  ‘the  good  society’.

The  mechanics  of  political  correctness
Having  and  expressing  the  ‘right’  set  of  opinions  about  certain  scientific,  social  and  political questions  is  an  important  part  of  this  code  of  conduct.
Most  people  want  to  observe  the  prevailing  code  of  conduct  but,  being  busy  with  jobs and  families,  they  have  no  informed  opinion  of  their  own  on  most  matters.

So  they  think  and  believe  what  the  media  say  they  should  think  and  believe.  Politicians,  on the  other  hand,  form  their  understanding  of  public  opinion  by  consuming  the  media.  Most of  them  sincerely  believe  that  voters  think  what  the  media  write  or  say.
Media  are  made  by  people,  and  media  people  recruit  themselves  in  a  process  of  self-­ selection,  much  as  lawyers,  doctors  or  engineers  do.  Polls  show  that  media  people  mainly  listen  to  other  media  people.

Endorsed  by  this  self-‐selection,  media  people  on  the  whole  have  a  set  of  opinions  that tends  to  be  on  the  left  side  of  mainstream  society.  I  don’t  say  this  is  a  bad  thing.
But  I  think  that  this  partly  explains  the  mindset  of  political  correctness.   
Most people  shy  away  from  saying  or  even  thinking  anything  that  is  perceived  to  be politically  incorrect.

So  the  mechanics  of  political  correctness  prevent  the  expression  of  dissenting  opinions, notwithstanding  the  formal  freedom  of  speech.
It  even  stops  the  generation  of  incorrect thoughts.

The prevailing  themes  of  political  correctness  are  deeply  ingrained  in  the  (to  some  degree unconscious)  mindset  of  the  political  class  and  the  media.  Reflecting  on  the  reaction  to  my book,  I  identified  13  themes  which  constitute  the  main  body  of  political  correctness  in Germany.  My  book  violated  every  single  one  of  them.

A list  of  political  correctness  in  Germany
Here  is  the  list  of  political  correctness  in  Germany.  I  think  the  list  describes  the  truth  but it  takes  some  irony  or  humour  to  understand  it  fully.  The  problem  lies  not  in  any  single item  on  this  list  but  in  their  combination  and  rigid  application  to  political  thinking:

1.   Inequality  is  bad,  equality  is  good.
2.   Secondary  virtues  like  industriousness,  precision  and  punctuality  are  of  no  particular  value.  Competition  is  morally  questionable  (except  in  sports)  because  it  promotes  inequality.
3.   The  rich  should  feel  guilty.  Exception:  Rich  people  who  have  earned  their  money  as athletes  or  pop  stars.
4.   Different  conditions  of  life  have  nothing  to  do  with  people’s  choices  but  with  the  circumstances  they  are  in.
5.   All  cultures  are  of  equal  rank  and  value.  Especially  the  values  und  ways  of  life  of  the  Christian  occident  and  Western  industrialised  nations  should  not  enjoy  any  preference.  Those  who  think  differently  are  provincial  and  xenophobic.
6.   Islam  is  a  religion  of  peace.  Those  who  see  any  problems  with  immigration  from  Islamic  countries  are  guilty  of  Islamophobia.  This  is  nearly  as  bad  as  antisemitism.
7.   Western  industrialised  nations  carry  the  main  responsibility  for  poverty  and  backwardness  in  other  parts  of  the  world.
8.   Men  and  women  have  no  natural  differences,  except  for  the  physical  signs  of  their  sex.
9.   Human  abilities  depend  mainly  on  training  and  educations;  inherited  differences  play  hardly  any  role.
10.   There  are  no  differences  between  peoples  and  races,  except  for  their  physical  appearance.
11.   The  nation  state  is  an  outdated  model.  National  identities  and  peculiarities  have  no  particular  value.  The  national  element  as  such  is  rather  bad;  it  is  at  any  rate  not  worth  preserving.  The  future  belongs  to  the  world  society.
12.   All  people  in  the  world  do  not  only  have  equal  rights.  They  are  in  fact  equal.  They  should  at  least  all  be  eligible  for  the  benefits  of  the  German  welfare  state.
13.   Children  are  an  entirely  private  affair.  Immigration  takes  care  of  the  labour  market  and  of  any  other  demographic  problems.

The core of the problem

So  far  the  list.  In  this  condensed  form  it  sounds  like  a  joke.
But  it’s  not  a  joke.  These  are  the  hidden  axioms  of  the  prevailing  political  mindset  in Germany  (and  probably  elsewhere)  as  I  see  them.   Every  item  on  the  list  has  a  high emotional  value  for  those  who  believe  in  it.

The  core  of  the  problem  is:  Partly  moral  und  partly  ideological  attitudes  are  taken  at  face value  and  mixed  up  with  reality.
It  is  a  permanent  task,  I  am  afraid,  to  sort  that  out.

It  makes  me  faintly  optimistic  though  that,  after  all  the  turmoil,  I  am  still  morally  alive  and not,  as  a  person  and  an  author,  ignominiously  buried  and  forgotten.  That  had  certainly been  the  intention  of  the  vast  majority  of  the  political  and  the  media  class.  But,  for  once, the  general  public  publicly  disagreed.
This,  in  itself,  is  a  matter  of  satisfaction  not  only  for  me  but  for  many  people  in  Germany.

The second book

Quite  interesting  was  the  experience  with  my  second  book  “Europa  braucht  den  Euro nicht”,  which  was  published  in  May  2012.
In  this  case,  nobody  could  deny  that  I  am  an  expert  on  the  matters  I  wrote  about.

So they  doubted  –  again  –  my  motives  and  tried  to  discover  right-­‐wing  or  populist elements in  the  book.
This  proved  impossible.  The  historical  reasoning  was  sound. The  economic  reasoning  that  I  applied  was  mainstream  and  adhered  to  strict  logic.
My  warnings  and  misgivings  were  proven  true  time  and  again  by  the  actual  events.  So they  tried  to  “todsch”  the  book  (that  word  is  derived  from  the  German  “totschweigen”).  I often  found  my  arguments  in  print  while  the  source  was  not  mentioned.  But  even  this  was only  partly  successful.
The  book  sold  200.000  copies  und  took  in  2012  the  ninth  place  on  the  bestseller  list  for  nonfiction.

When  I  speak  of  “they”,  I  don´t  mean  the  media  as  a  whole,  but  about  seventy  percent of  them.  The  problem  is  not,  that  “they”  disagree.
I  love  disagreement,  It  is  the  salt  of  every  enlightening  discussion.  And  I  would  be  totally bored,  if  I  had  not  to  struggle  with  disagreement  and  opposing  views.
But  “they”  avoid  the  exchange  of  arguments.

They  don´t  even  read  or  listen  carefully,  if  at  all.  They  try  to  get  to  you  on  a  personal level  –  by  doubting  your  motives,  by  mocking  your  habits,  your  looks,  your  attitude  to  life. The  ultimate  aim  is  defamation.

They  try  to  instill  the  fear  of  isolation  in  all  those  who  might  support  you  and  speak  out for  you  and  your  cause.
And  one  has  to  admit,  it  works  –  at  least  partly:  Most  people  hate  to  expose  themselves in  controversial  matters,  even  the  honest  und  good  hearted  ones.
So,  those  “who  go  with  the  flow”,  get  easily  the  upper  hand  and  dominate  the  climate  of public  opinion.
This  is  nothing  new.  It  has  always  been  this  way.
It  is  part  of  human  nature  to  try  not  to  fall  out  with  the  moods,  the  habits  and  the opinions  of  those  social  groups  –  formal  or  informal  –  of  which  they  feel  they  are  part.
But  it  is  important  that  those  who  disagree,  are  given  space  –  in  a  literal  and  a  moral  sense  –  to  develop  and  present  their  views  free  of  sanctions  of  any  kind.

Each  and  every  progress  in  social  affairs,  in  science,  in  culture,  even  in  fashion  –  starts  with  the  disagreement  of  a  minority.
So,  let  us  encourage  the  expression  of  all  kinds  of  disagreements  –  with  two  exceptions: The  right  (1)  to  express  your  views  and  (2)  to  be  the  master  of  your  course  in  life should never  be  challenged.
Not,  at  least ,  in  a  free  society.