Danmark

15. august 2011

EURO, EN FÆLLES ENHEDSVALUTA FØRER TIL EN ENSRETTET ENHEDSSTAT ELLER DEFACTO-ALLIANCE MED DE RIGE OLIELANDE


 

Første alternativ er fallit-staternes samling

uden fundament, det andet kan føre til krig

 

‘Hvem skal nu betale’ (?) er situationen i den korteste form i Euroland. Vi har ikke lagt skjul på noget i denne forbindelse fra Euroens første færd. Og vi frygter ikke nogen Jantelov. Det er i øvrigt gået, som vi meddelte det ville.

De øverste i Frankrig, der forlangte DM-marken afskaffet og standsede den oprindeligt planlagte hårde Euro for at ville godkende Tysklands Genforening – en hård Euro ville også have været umulig i EU, fordi den er obligatorisk og fælles for noget ganske forskelligt – skal nu hjem og have gælden og underskuddene i Frankrig set efter.

Og den tyske statsgæld udgjorde 78,8 procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2010, hvor den arbitrært politiker-valgte grænse i Maastricht-traktaten med videreførsel til den nyligt besluttede EU’s stabilitets- og vækstpagt er besluttet og dermed også bekræftet at skulle være højest 60 procent af BNP.

Uden en stærk realøkonomi bag Euroen er det ingen overraskelse, at den skal ned uden nogen til at betale, forsvarende valutaspekulation eller euroen som Petro-Euro. Den bliver oppe. Hvorfor? Ny-merkantil valuta flyden-de i olie med Europa, der realøkonomisk er sat i stå, ligner ikke en gangbar vej at gå1). Vi er i øvrigt ikke nået til underskuddene og tabene på lån til det gamle Østeuropa, flere af landene optaget som EU-medlemslande. EU, dermed medlemslande plus nationalstater selv i tillæg har stillet sikkerhed for helt-ud-i-hampen-lånearrangementer bl.a. boliglån i Østeuropa med diverse banker som formidlere.  

Euro og dens primære opgaver: At gå ud fra at den fælles obligatoriske pengeenhed skulle afspejle real-økonomien i EU og tjene denne har vi åbentbart misforstået. Svarende til Spaniens skæbnesvangre forvaltning af det indvundne guld i Latinamerika i 1500-tallet ser det ud til, at euro på bedste ny-merkantilistiske vis via handel afregnet i euro med f.eks. olie fra Mellemøsten til meget af kloden skulle danne det genererende moment, der skabte den nødvendig forandring i et Europa med mere end 20% arbejdsløse og udstødte (officielt 9% ledighed) og en enorm og voksende statsgæld, som det øvrigt er nærmest umuligt at tegne et entydigt billede af længere. Jean Monnet – en af stamfædrene til EU-projektet – hævdede netop i 1950-erne, at den obligatoriske enhedsmønt ville blive brugt til at løfte en politisk union i fuld skala på plads. Det var formen, ikke indholdet, der talte, kan vi konstatere. 

Skulle for eksempel et af Maastricht-kravene til konvergens omhandlende statsgældens størrelse, der ikke må overstige 60% af BNP, for eksempel have faktisk gyldighed, ville mellem halvdelen og to tredjedele af landene kun opfylde dette krav ved at acceptere stabiliseringskriser med Internationale Monetære Fond’s indblanding. Det kan uddrages af de reelle informationer, der slipper ud tid efter anden. 

Under Merkantilismen, der historisk afsluttedes med Napoleonskrigene, brugtes meget enkle metoder til at skaffe sig velstand. I dag er det således blevet til at økonomisk stabilitet og udvikling måles ved et prisindeks, en gældsandel, ved en valutakurs eller ved et andet forholdstal. D.v.s. når for eksempel visse kvantitative normer er opfyldt, så er der tale om en stabil valuta (med henvisning til de fem fuldstændig arbitrære konvergenskrav oprindeligt nedfældet i Maastricht-traktaten) og dermed skulle den økonomiske stabilitet og udvikling være sikret. Til stabilitet og udvikling hører formuedannelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen, videns- og kompetence-erhvervelse, ny teknologi og høj produktivitet og økonomisk realvækst i en stat, for at dens ledere kan siges at tage vælgerne alvorligt.

Alt dette kan man ikke opnå eller forkalkulere på grundlag af et eller andet statisk begreb, et nøgletal, heller ikke fem for den sags skyld. Frankrig og de fleste andre lande var oprindelig imod den såkaldte stabilitetspagt, der kunne have sikret, at centralbanken agerede som den gamle Tyske Forbundsbank og holdt tøjlerne fuldstændigt stramme, men fra et andet udgangspunkt, end hvad som er gældende i dag. Det blev besluttet på Dublin-topmødet i december 1998 at droppe stabilitetspagten, og også i årene 2002 og 2003 kom Frankrig ud med alt for store underskud på de offentlige finanser i forhold til Maastricht-bestemmelserne og Tyskland ligeså i de seneste mere end fem år.

Kampen om hvem der skal udpege præsidenten i ECB blev i Dublin samtidig fastslået. Det blev indtil videre Frankrig. Den Tyske Forbundsbank var meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod var banken meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var politikeren Helmuth Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske politiske Establishment. De franske socialister har fået indbygget deres krav til euroen i de efterfølgende traktater. Nu er Kohl helt væk og den nuværende tyske forbundskansler (i 2011) er selv centralist. EU anbefalede i 2006 en tysker som leder af IMF (Den Internationale Valutafond). Kohl måtte også æde, at der ikke kunne blive tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende underskud.

Der kræves nu (efter Amsterdam-traktaten) 2/3 af de vægtede stemmer i de aktivt deltagende ØMU-landene for at lave sanktioner, når det kikser i et land. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den monetære politik ved, at der nu f.eks. skal formuleres vekselkursretningslinier for euroen. Det er ganske vanvittigt. Frankrig har tillige sikret sig den tidligere franske finansminister Christine Lagarde som managing director i IMF. Om dette indikerer at Frankrig nu øver sin indflydelse lige meget i ECB og IMF, så var det måske en ide netop at få kikket på den franske økonomi endnu en gang. Det ligner mere inflation fremover, uden vi kan sige det med nogen sikkerhed.

Indførelse af den rene (økonomiske) stabilitetspagt uden at landene har orden i deres realøkonomier, fører forventeligt til virkelig politisk ustabilitet. Og kan penge-mængden ikke diskuteres over den samlede eurozone, fordi den skal fastsættes af en hård ECB, så vil konsekvenserne for visse områder umiddelbart være så afsindigt hårde, at der bliver politisk ustabilitet. Ikke alene Italien, Spanien og Grækenland er eksempler, hvor vejen er vist. Dette er ikke et forslag til flexibel euro-mængde, men en påvisning af euroens umulige indpasning i EU.

For at bøde på dette, kan man så indføre, at de mere velgående lande skal “aflevere noget overskud” på de offentlige finanser eller “forpligte sig til det på forhånd” (men problemet er, at ingen kan eller vil dette) til de mindre godt gående lande, Spanien, Italien, Belgien, Grækenland, Portugal, Polen, og det er netop hvad den nylige bekræftelse med stabilitets- og vækstpagten foreskriver. Herved strammes de politiske styringsinstrumenter, og det vil borgerne i enkeltlandene og dermed deres politikere ikke kunne finde sig i. Det næste kan i konsekvens heraf blive skattefunktionens overgang til EU. Det betyder i første omgang på almindeligt dansk, at de offentlige udgifter skal styres krone for krone i hele eurozonen fra EU. Dette er fælles finanspolitik. Under den forudsætning skal der hurtigt blive lukket i for selv meget lidt ekstravagante tiltag, men også mange andre.

Når man skulle dømme efter den faldende DM og den stigende Lire i 1997-1998, måtte markedet få det indtryk, at der blev tale om en blød medgørlig euro ved dens etablering. Der var en simpelthen ukendt, men kolossal italiensk lire-mængde, der skulle have ‘en såkaldt evigt fastlagt’ eurokurs i juli 1998 (sådan forlød det). Hvordan kunne det lade sig gøre? Da vekselkursen til Euro blev oplyst på forhånd, gik spekulanterne selvfølgelig igang, når de nationale valutaer kørte videre en rum tid.

Allerede i 1996 kunne man forudse konsekvenserne, hvis Tyskland, Frankrig og England skulle overtage Italiens enorme gældsbjerg på et tidspunkt – det er sket tilsyneladende, skrev vi dengang; vil kunne ikke vide det, fordi vi ikke måtte kende gældstallene. Men det ville have ødelagt euroen fra starten af og have ført til, at ECB også skulle tage sig af at garantere for solvensen fra da af og fremover for både Italien, Spanien, Portugal og Belgien og for alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande, for eksempel Grækenland, og hvad der ellers kunne forventes optaget af EU-medlemmer i Østeuropa i øvrigt. Derfor sker det først nu. Med de mange nye underskudslande inde, ville der samtidig skabes en alliance med Amsterdam-traktatens stemmevægte, der ville kunne lægge pres på ECB og få den til at agere, som om den stadig har kontrol over den monetære politik uden at den virkelig har det. Reel ØMU-strenghed efter bogen ganget med tre eller fire er, hvad der skal regnes med, hvis det skal lykkes at skabe økonomisk stabilitet i den nuværende situation – uden en kraftig løftestang udefra.

Herved mistes den politiske stabilitet som forholdene er og kan forventes at blive, og skuffelsen over projektet vil så føre til modstand mod hele euro-projektet. Derfor lader de fortsat som om. Angsten for konkurrence hæmmer rationaliteten: Globalisering betyder den ubegrænsede bevægelighed for markeder herunder kapitalmarkedet. Denne globalisering hævder mange tilintetgør det demokratiske samfund og nationalstaten. Det gør den kun fordi der ikke længere findes et internationalt pengesystem til at forhindre det. Kapitalens fri bevægelighed underminerer staternes evne til at regulere. Især hvad angår arbejdsmarkedet. Løntryk og nedskæringer må opfange, hvad der truer at gå tabt af arbejdspladser, ved bl.a. udflytning. De globale finansmarkeder er ikke underkastet nogen selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise på krise – Asien, Mexico, Rusland, Latinamerika – hvis der ikke er orden i realøkonomien. Kriserne bliver dybere på grund af statsgældens mange papirer, der uddyber forskellen på de nominelle og reelle værdier i nationerne. Og det hele skyldes at man har valgt at handle med målebåndet i stedet for at bruge målebåndet til at måle med.

Det bliver værre, når alle staternes ledere fortsat netto låner mere og mere. Kriserne skærper det sociale tryk med krav om nedskæringer. Krisernes tryk fører enten til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv i sammenkoblede forsvarende blokke (valutablokke som Euro-, Dollar-, Yen eller Renminbi-Zoner) eller falder tilbage i de gamle fjendebilleder, der kendetegnede nationalstaterne forud eller i en kombination af begge scenarier. Med opløsningen af den demokratisk grundlagte national- og socialstat udløser globaliseringen sig selv i sidste ende, fordi politikerne ikke kan stå model til, at deres landes befolkninger/vælgere må bære større og større byrder uden nogen sikkerhed for selv at være dækket ind mod det værste.

Euro-Unionen er prototype på denne udvikling. Dens slet skjulte dobbeltmotiv var a) angsten for dollar-dominans og –konkurrence og b) angsten for det nye genforenede Tyskland med tilhørende D-Mark-regime.

Angst bygger altid på en falsk analyse. Ikke US-dollaren truer Europas markedsandele i verdenshandelen, men Europas tabte (videns- og tekniske) terræn og Europas træghed, hvad reformer og fornyelser angår. Ikke D-markens hårdhed og styrke forhindrede Europas udvikling og integration, men fra “Maastricht” var målet afskaffelse af D-marken, og det er sket. Begrundelsen var, at netop D-marken skulle have drevet de nuværende euro-deltagerlandene dengang ud i en streng negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger.

Alene disse fejlslutninger og fejlantagelser tillader ingen realistiske forventninger om en hård euro. Inflationen er forud programmeret. Så kan der blæses mere luft i og lade den flyde i olie først, men kollapset bliver derved endnu større. Alle deltagerstaterne er dybt forgældede og kører alle med underskud. Straks ved euroens start tabte de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (vekselkurs, rente, betalingsmiddelmængde og fleksibelt budget) til sikring af pengeværdierne, og reguleringer af arbejdsmarkedet og de sociale- og økologiske standarder, som de selv samme politikere havde indført. Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden statslig affjerding blive udlignet af markedet. Der skal reelle valutakurser til, men afgjort ikke i euro-indretning, d.v.s. med en fælles obligatoriske møntenhed, for den kan ikke bære det med de strukturforskelle, der præger Europa samtidig.

Hovedkamppladsen er herefter arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under, at middelstanden mindskes, løn- og socialomkostnings-konkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i de sydlige EU-fattigdomszoner, og der sker en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindstestandarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i at de flytter produktionerne til særlig gunstige (løn-, social-, skat-, øko-billige) EU-zoner. Lønsatser, socialnormer og miljøkrav i Euroland vil skulle harmoniseres nedadtil. Det var socialdemokraters, folkesocialisters og fagforeningers, men også andres naive forestilling, at disse ting skulle kunne bedres pr. underskrift på en Maastricht-traktat. I Euro-Union har arbejdsmarkeds- og socialpolitikken takket endeligt af – og det sker i fuld tilslutning til/accept fra socialdemokratiet, folkesocialisterne, fagforeningerne og også andre. 

Marts 2007: http://danmark.wordpress.com/2007/03/21/fra-internationale-vipper-til-nationale-ligevaegte-til-internationale-vipper-i-dag/

   Unionen egner sig som den ser ud kun til underkastelse – Islam betyder underkastelse

Euro-Union er ikke et middel imod globaliseringens udløste beskæftigelseskrise. Der er intet specielt ved karakteren af denne ‘globalisering'; det er et fyndord; interna-tional konkurrence er det rette ord. Euro-Unionen forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden uden at have de fornødne redskaber. Det er “fremskridt” mod det 19. århundrede (her søgte man også det rigtige styringsredskab), ikke mod det 21. århundrede. Euro-Union er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener; den forstærker dem yderligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer. Den Europæiske Centralbank (ECB) må føre fuldstændig fællespolitik først i12 siden 15 og 16 forskelligt strukturerede lande i eurozonen, uden at de kan gribe tilbage til vekselkursernes udligningsventil. For at hindre kapitalen i at forlade eurozonen, må centralbanken hæve renten eller simpelthen centralistisk forbyde kapitaleksport (som i Sovjet); men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden endnu mere. En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde – med mindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundsstat med offentlig finansudligning mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbunds-republik, men uden D-marken.

Når overførslen af disse forbilleder på Euro-Union viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden? Som det kører nu: Europa og den arabiske verden er allerede begyndt at arbejde sammen økonomisk i en defacto-alliance, som det blev forud-skikket i Nord-Syd-Dialogen fra 1968 og i den Europæisk-Arabiske dialog fra midten af 1970-erne. Egypten, Jordan, Marokko og Tunis besluttede sig i 2006 for at sætte frihandelszone op, og Algier, Libanon, Mauretanien, den palæstinensiske myndighed og Syrien inviteredes til at være med i den store frihandelszone. Egypten, der kan være på mod at blive en islamistisk stat, forventes fuldt optaget i frihandelsgruppen. Imidlertid har EU forhandlet med i alle 10 Maghreb-lande som led i den såkaldte Barcelona-Proces om kooperationen mellem EU og dets naboer omkring Middelhavet mod syd.

Endemålet med denne Barcelona-Proces er at etablere tættere bånd vedrørende handel og sociale spørgsmål (indvandring!) så vel som politiske (islam!). Dette skal efter det politiker-proklamerede føre til skabelsen af Euro-Middelhavs-Frihandels-Zonen bestående af 27 lande. Det er muligt at Europa-produktionerne fremover skal foregå i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa, indtil de måtte være kommet op, og vi er kommet helt ned. Det er et spørgsmål om befolkningerne her finder sig i det.

February 4 2010: Pressure has been mounting across the Atlantic as Greece, Portugal and a handful of struggling countries that use the euro scramble to pay off mountains of debt accumulated from years of profligate spending. February 13 2010: Axel Weber, President of Germany’s Bundesbank, warned the German economy will contract this year (2010). It did with 1,7%, after 2009 with -5,2%.

The latest: Spain’s unemployment rate breached 20% in the first quarter (of 2010), double the euro zone’s March average. Euro-zone inflation, meanwhile, rose at the highest rate since December 2008. The official unem-ployment-rate!!

1) ‘Lige siden kontinenterne begyndte at interagere politisk for vel 500 år siden, har Eurasien været verdens-magtens center’ (indledes bogen ‘Det Store Skakbrædt’, 1997, af Zbigniew Brzezinski). Eurasien er alt land øst for Tyskland og Polen; det strækker sig hele vejen gennem Rusland og Kina til Stillehavet. Det omfatter Mellem-østen og det meste af det indiske subkontinent. Nøglen til kontrol over Eurasien, siger Brzezinski, er kontrollen over de centralasiatiske republikker. Og nøglen til kontrol over de centralasiatiske republikker er Uzbekistan.

Han noterer også klart (s. 53) at ‘enhver nation, som måtte blive dominerende i Centralasien ville direkte true den igangværende USA-kontrol med olieressourcerne i Den Persiske Golf’. Ved at læse bogen bliver det klart, hvorfor USA havde et motiv til overtage for $300 milliarder russiske aktiver i 1990-erne, destabilisere den russiske valuta (1998) og at sikre sig et svækket Rusland ville blive nødt til at vende blikket mod vest, mod Europa for at overleve økonomisk og politisk, i stedet for at se mod syd til Centralasien. Et afhængigt Rusland ville mangle militær, økonomisk og politisk indflydelse til at trænge frem og påvirke i regionen, og den svækkelse af Rusland kan forklare, hvorfor Ruslands præsident Putin har været en villig allieret med USA-bestræbelserne indtil dato.

J. E. Vig, 14. august 2011

Mark Steyn on “After America,” London Riots and Keynesian Culture: Scribecast, the
Podcast of the Center for Media and Public Policy

About these ads

3 kommentarer »

  1. […] Vi forudså dets komme. Fælles finanspolitik m.h.t. de offentlige udgifter herunder statsgældsafdragene rundtom i EU, fordrer selvfølgelig en fælles skattefunktion tillige, når ingen vil være med frivilligt. Det var netop den Lars Lykke Rasmussen plaiderede for i den forløbne uge. De nye styring af EU, som en egentlig stat. […]

    Pingback af DEN EUROPÆISKE STATSDANNELSE ER PÅ PLADS – BESLUTTET AF FRANKRIG OG TYSKLAND – eller kikser det? « Danmark — 20. august 2011 @ 10:12

  2. […] til regeringen, også fordi alle udgiftskrav fra den kant så godt kan glemmes. Baggrunden: http://danmark.wordpress.com/2011/08/15/euro-en-faelles-enhedsvaluta-forer-til-en-ensrettet-enhedsst… Like this:LikeBe the first to like this post. Skriv en […]

    Pingback af Euro-styring uden euro-afstemning « Danmark — 11. december 2011 @ 17:38


RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

The Silver is the New Black Theme. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.