Aarets ubetingede bedste idiotstreg indtil videre – en vis streg i regningen kan sige

En polsk arbejder i Danmark får børnetilskuddet kr. 41.016 pr. år til sine tre børn på hjemfronten i flere år, selvom han kun har arbejdet her nogle få uger. Mange af dem har tjent meget mindre og betalt næsten ingen skat her. Prisniveauet i Polen ligger 62,2 % under EU-gennemsnittet, men Danmark ligger sandelig 37,2 over EU-prisneauet. Dette betyder at de kr. 41.016 rækker som svarende til det man kan købe i Danmark for netto kr. 90.473, når de bruges på husholdningsudgifter i Polen. D.v.s den polske familie kan i Polen leve i flere år af de børnetilskud, de kan hente fra Danmark ved at faderen i familien arbejder i Danmark nogle få uger. Dertil kommer pengene som han trods alt tjener her. Deres købekraft er så også godt det dobbelte i Polen, selvom den måske ikke syner af meget her, hvor vi skal regne med mere end dobbelt så højt priveau i sammeligning med i Polen

Det har man så i overvejelse at gøre noget ved. Børnetilskuddene er vedtaget i Folketinget, men nu melder EU, at ændrede regler til at imødegå dette misforhold ikke kan vedtages. Her siger EU stop, for så diskrimineres der. I første omgang er lovene om børnetilskud i Danmark vedtaget her, og de skal ikke nødvendigvis gælde for udenlandske statsborgere, der end ikke har bidraget hertil over skatterne. Hvis enten tilskuddene ikke var vedtaget, og/eller man havde afstået fra at lukke polakkerne ind via Schengen-aftalen med EU, var problemet ikke opstået.

Det er paradoksalt nok blevet her, som det var i Polen under socialismen, hvor en frihedselskende polak anonymt hævdede, at under socialismen arbejder man kun med de problemer, der ikke ville have været uden socialismen.

Der er cirka 49 mill. polakker og henved halvdelen af arbejdsstyrken er arbejdsløse i Polen. Så skal trafikken ikke brede sig så forfærdeligt meget, før det bliver dyrt for lille Danmark. Samtidig hører vi at finansministeren mangler 180 mia. kr. for at finansloven til næste år når sammen. Derudover har vi fået udsættelse med det yderligere krav om at bidrage til at holde Grækenland oppe. Det er udsat til 2012-finansloven, fordi tyskerne lægger vores bidrag ud.

Men til den tid kan de ansvarlige taburetter eventuelt få

nogle andre indehavere til at forflygtige ansvaret i stedet for

dem, der forflygtiger det nu.

- Det bliver en mere og mere bunden opgave, der ikke direkte har meget med et partipolitisk valg at gøre. Traditionelt ville de ellers tage fra dem, de har mest magt over, og som samtidig udgør de største grupper. Gæt selv hvilke og hvilke ikke.

Det har du ikke tænkt paa – det er vejen frem

Mig bekendt skal advarslen lyde nu

Reelle valutakurser:
Enten opgiver man hjemlig inflation eller også beslutter man sig for mere inflation. Så enkelt er det.
Og konsekvensen af beslutning om mere inflation er, at valutakurserne forbliver uændrede. Det sidste vil forringe konkurrencevilkårene mere og mere pr. automatik.

Det kan uddybes lidt

I 2004 TALTE JYLLANDS-POSTEN OVER SIG – MEN TOPPEN FATTEDE FORTSAT/VILLE FORTSAT INTET, OG DET ER IKKE BLEVET BEDRE SIDEN 2004

HVIS DET IKKE VAR LANDETS FREMTID, VILLE DET

HAVE VÆRET MORSOMT

23. maj 2004 havde Rambøll Management for Jyllandsposten spurgt et repræsentativt udvalg af danskerne om, hvorvidt de troede, at muslimerne i fremtiden ville udgøre et flertal af Danmarks befolkning.

Spørgsmålet var ikke funktionelt formuleret, fordi religiøst tilhørsforhold ikke registreres i noget vestligt land, men det kunne alle de adspurgte ikke vide. Men sådan var spørgsmålet netop valgt bekvemt for at eliten kunne klare sig igennem uden for mange knubs, når den blev spurgt.

Næsten hver fjerde dansker – 24 pct. – svarede ja. Og blandt disse mente knap 60 pct., at det ville ske inden for 30 år.

Nu kunne avisen så sammenholde meningsmålingen med den officielle prognose fra Danmarks Statistik, der viste, at 10,9 pct. af befolkningen ville være indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i 2050.

Jyllandsposten skrev således 30. maj 2004 på, men også den 22. maj i en lidt anden version (bl.a. uden den anden prognose tilsendt integrationsministeriet lige omtales) : http://jp.dk/indland/article359867.ece :

Den lidt anden version: http://jp.dk/morgenavisen/indblik/article361742.ece?ncc=1 (men det skal man betale for, nu)

Citat fra den :

”Men der findes en anden prognose – om end fagfolkene bag den ikke ynder at få den frem i offentligheden. Prognosen er bestilt af Integrationsministeriets Tænketank for bedre integration hos det såkaldt ‘uafhængige’ analyseinstitut DREAM under Finansministeriet.”

Det med hemmelighederne for offentligheden fortsætter dog i bedste velgående også i 2010:

“Nu føder ikke-vestlige kun 1,6 barn i gennemsnit, danskerne hævder de føder 1,9 barn”, skrev bl.a. Information og også Berlingske Tidende den 25. Juli 2010. D.v.s.: At nu føder danskerne angiveligt 1,9 barn pr. kvinde mod tidligere (for et par år siden) angiveligt 1,7 barn.

Det er imidlertid ikke muligt at få oplyst hos Danmarks Statistik det samlede absolutte antal børn født af ikke-vestlige. Den samlede fødselsårgang i alt opgjordes til 63.179 i 2009, men der findes absolut ingen tilgængelige oplysninger om antal levendefødte fordelt på oprindelsesnation i brugbare tællekategorier i Danmarks Statistiks præsentationer. Så den nyeste påstand herom i Information og Berlingske Tidende er ikke alene udokumenteret, men også udokumenterbar for offentligheden, og det er jo smart.

Integrationsministeriet derimod har fået tilsendt disse informationer herom fra Danmarks Statistik, oplyser Berlingske-artiklen. Så sikrer man sig også at kritiske røster holdes væk. Det er set før (f.eks. i 2004). Sådan en slags hemmelighed mellem adminstrationens enkelte dele og en velvillig presse, der ikke går nogen af disse tværs, men i fællesskab bekæmper danskerne. Propagandaen skal vi så have.

Denne her prognose fra 2004 gik ud fra at 3. generationsindvandrere altså efterkommere af efterkommere vedbliver at have betegnelsen efterkommere og ikke som officielt danskere. Nu viser resultatet i 2050 17,4 pct. indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande, og 28,8 pct. i år 2100.

Man havde dog ikke i den sidstnævnte prognose taget højde for, at netop adskillige 3-generationsindvandrere f.eks. siden 1979 allerede var blevet lagt i kategorien ’danskere’ og ikke i kategorien ‘efterkommere’ i tælleapparatet. Der var således ikke gennemført en korrigerende retro-analyse, som i vor seneste model (se nedenfor), selvom Danmarks Statistik har erkendt i sin varedeklaration, at området henligger i alt andet end orden.

En alternativ prognose, som end ikke medtager andet en halvdelen af alternativet, var alligevel ikke noget fagfolkene ”ynder at få frem i offentligheden”, meldte Jyllandsposten den 30. maj 2004. Den var til intern brug i ‘organerne’, hvis ansvarlige tilsyneladende godt ved, at den er helt gal fat med tællebegreberne ’indvandrere’ og ’efterkommere’, der kom til i 1991. Der var tilmed en demografisk professor der sagde fra i 2005; ganske vist med 14 års forsinkelse.

Men der skal ikke gøres noget; det er blot generende for eliten, at offentligheden står helt af, når løgnen bliver for stor, og befolkningen faktisk nemt afslører eksperterne.

Når den anden halvdel af det berømte prognose-alternativ medregnes ser landet ganske anderledes ud:

Vor nyeste korrektion af udviklingsforløbet fra 1979, hvor her var 97. 615 og til 2009 samt prognosen fra 2009 viser, at antallet af ikke-vestlige pr. 1. januar 2009 var 508.344. Både korrektionen og prognosen bygger på fertiliteterne i oprindelseslandene for de 235 forskellige repræsenterede oprindelsesnationer med immigranter i Danmark. Her underestimeres fertiliteterne og dermed antallet noget, fordi fertiliteterne i oprindelseslandene omfatter alle kvinderne i de fertile aldre og med den der i landet givne aldersfordeling, der er skæv til de højere aldre i forhold til immigrantgruppens alderfordeling i Danmark. Aldersfordelingen blandt de vandrerne er således skæv mod de yngre aldre, hvorved fødselstallene eller fødselshyppighederne ligger noget over de tilsvarende pr. 1000 kvinder i oprindelseslandenes. Desuden er den fælles dødelighed for danskere og for ikke-vestlige sat til at være den fælles dødelighed i Danmark inden for seneste 10 år.

Antallet af immigranter i Danmark pr. 1. januar 1979,

2009 og 2057 fordelt på kontinenter og delkontinenter

Af disse estimerede 651.182 immigranter pr. 1. januar 2009 stammer 508.344 fra ikke-vestlige lande (uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Australien, Japan og New Zealand)

Prognosen viser (grafik nedenfor), at i 2057 vil immigranterne udgøre i alt 3.388.074 mod danskerne 3.389.497, så allerede året efter vil flertallet i landet være skiftet. Hvilke oprindelser der vil dominere 2057 fremgår af tabellen (ovenfor). Vi har desuden forudsat, at indvandringen fortsætter med de gennemsnitlige antal inden for de seneste 7 år for hver oprindelsesnation, og at fertiliteterne forbliver oprindelseslandenes nuværende.

Udvikling i antallet af immigranter (blå) og antallet af danskere (rød) 2010-2057

At vor prognose afviger fra vort alternativ i 2008 med fra 12-20 år for flertalsskiftet skyldes bl.a., at vi nu har valgt en alternativ prognosemetode – tidligere annuitetsmetoden. En alternativ metode bekræfter altså hovedsigtet. Desuden anvender vi udelukkende statsborgerskabsopgørelsen, opregningen af naturalisationer siden 1979, fertiliteterne i oprindelseslandene og dødeligheden i Danmark. Det faktum at den danske officielle statsborgerskabsopgørelse ikke retvisende medregner alle udlændinge født her i landet – hvilket tillige er tilfældet i de tilsvarende opgørelser i bl.a. Østrig, England og Tyskland – er en kilde mere til underestimering af immigrantantallene i netop denne fremskrivning. Det samme er de manglende tilregninger henholdsvis fraregninger af naturaliserede og deres børn før 1979 i henholdsvis immigrantgruppen og blandt danskerne.

Vi har desuden i gennem de seneste 25 år arbejdet nærmest med bind for øjnene i modsætning til de ansvarlige, og vi har ikke skabt behovet for en korrektion ved at indføre bevidst uanvendelige tællekategorier. Altså flertalsskiftet sker mellem 2037 og 2057. Det er stadig langt tidligere end de officielle prognoser viser i alle de forskellige/flatterende facetter.

Sammenlign med vor prognose fra 2008

[det viser sig i øvrigt, at de knap 60 pct. af 24 pct. adspurgte i Rambøll-meningsmålingen synes at få ganske ret. Mon ikke det er noget med antallet i skolerne nu og måske noget med, at børn bliver voksne; de fleste har ganske gode fornemmelser af den slags fænomener - matematik er faktisk ikke nødvendig her.]

 

Men nu er det halve officielle alternativ-problem lissom andre af samme slags sat på syltekrukke i Undervisningsministeriet: Tys-tys! Og den nye erhvers- og økonomiminister, hvorunder vor officielle dataproducerende institution henhører, aner lige så lidt om dette, som han gjorde om juraen.Tys-tys!

Sonia

Når vi går ind på den officielle prognose og den halve alternativ-prognose og ser nærmere på konsekvenserne af at antage de er korrekte, ender vi i det latterlige

Om forskellighed

Havde Danmarks tyngende struktur bare været at sammenligne med humlebiens og dens flyvedygtighed

Løs mysteriet om humlebien Danmark
http://mediawatch.dk/content/loes-mysteriet-om-humlebien-danmark
Skriver Ole Nørskov, Man, 08/09/2010 – 13:36;
Et stærkt importafhængigt land som Danmark vil netop udvise betalingsbalanceoverskud, når der er vedvarende fald i økonomien, og vi skal ikke glemme Nordsøolien og de stigende oliepriser. Det er simpelthen et typisk nedgangstegn, når importen samtidig falder. Du kan også tolke det således, at landets økonomi-struktur kan ikke bære en større aktivitet – snarere en mindre – så meget som den evigt økonomisk drivende samhandelsproduktion drænes for kapital af det offentlige og det private forbrug.

Et lidt tilsvarende fænomen kan man se kort før en virksomhed går ned, netop at omsætningen typisk mod kontant stiger, likviditeten stiger samtidig, og omkostninger aftager med produktionen. Nogle uvidende vil typisk tolke det som Ole Nørskov: Jamen, så går det nok godt igen.

Miljøminister Ellemann amok

Da miljøminister Ellemann har fået afvist at regnvand kan beskattes med de argumenter fra Danske Industri og Kommunernes Landsforening, at afgiften bliver uadministrerbar, vil vi genfremsætte et alternativt forslag med nok så stor effekt, som er administrerbart, hvis afgiften er høj nok, således at provenuet mindst dækker meromkostningerne ved administrationen heraf, og dette er alene et takstspørgsmål. For en del år siden foreslog vi, at stjerneskud i februar og august med fordel kunne afgiftsbelægges. Når månederne februar og august foreslås som afgiftsgrundlagets beregningsmåneder, er det, fordi der rent faktisk er flest stjerneskud i netop disse to måneder. I nat for eksempel vil vi, hvis det er skyfrit, kunne se omkring hundrede stjerneskud i timen fra 00:30 til 04:30, hvorimod de ti øvrige måneder i gennemsnit kun giver omkring fem stjerneskud i timen. Eftersom stjerneskuddene vil kunne ses jævnt over hele landet, hvis man sikrer sig at holde sig en skyfri himmel, kan der blive tale om en generelt dækkende afgift, der er ens for alle afgiftsydere i de skattepligtige aldre. En sådan afgift vil være betydeligt mere effektiv og netop administrerbar som redegjort for. Skattepligtens aldersgrænse kan i øvrigt naturligt tages op i tråd med den ligeledes reducerede kriminelle lavalder.

Vi deler sol og vind lige ihukommende klima Connies mange ord på dansk jord. Det er næppe kapitallogik, der er gældende, men snarere kapitaldannelsens dynamik:

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne i et hvert samfund, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.

Det forbrugerne,– private og offentlige – giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, givet strukturen ikke forfalder som nu, det andet, som man siger er ønskeligt, er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende, anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes USA-privatforbruget til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at forbruget af kapitalgoder var knap12 gange større end privatforbruget.

Produktionsprocessen består af et utal af komplekse stadier og i dag langt flere end i 1920erne. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her knap 12, hvis 8,5 pct. forudsættes). Det der gives ud på forbrug - privat og offentligt – stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej.Og så nåede vi til stjerneskuddene, der muligvis ville kunne bringes til at begrunde mere overflødigt offentligt forbrug.

Dette er afgørende vigtigt at forstå, hvis man vil øve indflydelse på dette land.

CEPOS LEVERER IKKE VAREN – MED MINDRE RESULTATET ER BESTILT

CEPOS – den liberale såkaldte tænketank – anslår, skønner eller beregner ikke, men rekvirerer omkostningerne vedrørende en gennemsnitlig ikke-vestlig fra DREAM-instituttet (med offentlige bevillinger), angiveligt: 29.600 kr. pr. år:

“Det fremgår, at indvandrere fra mindre udviklede lande gennemsnitligt kan skønnes at præstere et negativt nettobidrag af størrelsesordenen 29.600 kr. pr. år…”

I Politiken den 19. september 2005 kunne vi læse, at “halvdelen af indvandrerne fra ikke-vestlige lande mangler kvalifikationer til selv de lavest betalte ufaglærte job på det organiserede danske arbejdsmarked. Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed”.

Hvis halvdelen netop ikke har arbejde udbetales de i regelen et beløb pr. måned fra det offentlige, der efter skat ikke er under ca. kr. 7.000, hvilket giver kr. 84.000 pr. år. Selvom vi dividerede dette beløb med to, ville resultatet være 42.000 kr.

Der er flere hovedposter på finansloven ud over eksemplet her med kontanthjælps-udbetalinger over posten social beskyttelse, hvor de ikke-vestlige spiller med, både m.h.t. andre udbetalinger og ikke mindst personaleforbrug:

Offentlige orden og sikkerhed

Sundhedsvæsen

Undervisning

Opregning af alle omkostninger til alle ikke-vestlige: http://danmark.wordpress.com/2010/03/31/fremmedudgifterne-er-200-300-mia-kr-i-2010/

Allerede 2002-2003:

SOCIALMINISTEREN SLÅR ALARM: Jyllandsposten 10. september 1999: Hver tredje på bistand er indvandrer. I 2002 var mere end hver tredje (35-38 pct.) på kontanthjælp ikke-vestlig. 2003: 40 pct. af modtagerne indvandrere. Mindst kr. 7000 pr. måned efter skat.

2005:

Dengang havde Regeringen sammen med DF og Socialdemokraterne netop indgået en aftale om en ny såkaldt integrationspakke til 580 mill. kr., der skulle få 10.000 flere indvandrere i arbejde.

Dengang var “cirka 10.000 ægtepar på kontanthjælp, og heraf udgør indvandrere 75-80 procent”. Derudover var endnu flere enlige.

Hvordan gik det så? Skræmmer sporene?

2008-2009:

I Århus modtog knap 1/3 af alle ikke-vestlige 40-64 årige kvinder førtids- eller socialpension i 2008 – svarende til 32,1 procent . På landsplan er antallet førtidspensionister blandt indvandrerne blevet knap tredoblet på 10 år i følge Berlingske Tidende. Integrationsudgifter: 16. oktober 2009, i Gellerup Planen er 80 pct. af indbyggerne på overførselsindkomst. 21. februar 2009, antallet af indvandrere på førtids- eller socialpension i Århus er steget med 99,7 % på fem år. 53 pct. af de nyankomne var analfabeter i Sverige kunne læses 28. januar 2009. 90 pct. af de tvangsfjernede i København var fremmede, læste vi den 27. marts 2008. 24. marts 2009:  http://www.berlingske.dk/article/20090227/danmark/902270355/, “Alternativet til fængsel for de 15-17-årige lovovertrædere har ikke den store effekt, når det drejer sig om at holde dem væk fra kriminalitet…” Behandling af unge kriminelle virker ikke: http://www.berlingske.dk/article/20090324/danmark/90324027/

“80 procent af de ungdomskriminelle, der udstår en to-årig behandlingsdom, bryder loven igen. Det viser ny rapport fra Justitsministeriet…” Forventningerne var igen ligesom ressourceindsatsen enorme – det er ingen molbohistorie, der er fuld dokumentation for den, der tager sig til hovedet: Effekten udeblev. Kommissionen om indsatsen mod undomskriminalitet afgav betænkning i 2009. De ansvarlige og kamouflagemetoderne afsløres her.

LÆSEREN BEDES TÆNKE OVER OM 29.600 KR. PR. ÅR PÅ NOGEN MÅDE KAN VÆRE DE GENNEMSNITLIGE OMKOSTNINGER VED EN IKKE-VESTLIG IMMIGRANT I DANMARK.

Allerede nu konsumerer indvandrerne mindst 1/3 af velfærdsposterne på landsplan sammen med “deres danske herremænd”, uanset deres 11-13 pct. befolkningsandel i landet som helhed.

Denne beregning bygger direkte på Velfærdkommissionens analyseresultat i dens marts-rapport 2005, der viste at ikke-vestlige trækker 3,47 gange mere på velfærdskontiene i gennemsnit over livsforløbet end danskerne.

Det hollandske har intet med det officielle/officiøse danske at gøre:

“…Nyfer calculates the arrival of 25,000 non-western immigrants and 25,000 children in the Netherlands every year will cost society some €7.2bn a year…”

Idet vi må gå ud fra, at prisen her angives pr. 50.000 nye hvert år, bliver resultatet med 7,2 millarder*7.45 kr. = 53,6 milliarder kr. pr. 50.000 ikke-vestlige pr. år.

CEPOS herhjemme har tilsyneladende brugt Danmarks Nationalbanks angivelse, der stammer fra DREAM-instituttet og blev gengivet i Weekendavisen 26. september 2008: 2 mill. kr. pr. ikke-vestlig over livstiden eller ca. 29.600 kr. pr. år i 67 år.

Velfærdskommissionen kom til at ikke-vestlige over livstiden i gennemsnit gav et underskud på 2,6 mill. kr. i forhold til deres indbetalte skatter, hvorimod danskerne i gennemsnit gav et tilsvarende underskud, men på 750.000 kr. over livstiden.

Der er lissom en forskel. Set før.

Svineriet kender ingen grænser – idiotien udvikles yderligere i dybeste seriøsitet for de medvirkende, de aktiverede kan miste deres pengeoverførsler og aktivisterne miste deres løn

I Middelfart skal en 48 årig ledig, der samtidig er sygemeldt med dårlig ryg ligge på en madras, mens aktivisten/aktøren ringer med nogle buddha-klokker hen over hovedet på ham. Herved skal den aktiverede Ib Larsen falde i trance og tænke smerterne ned i kælderen eller over på en hylde og den slags.

Sideløbende skal Ib larsen som deltager i teambuilding bygge små tårne af spaghetti og små skumfiduser.

For 18 år siden sendte man ledige direktionssekretærer på kommunale kurser, hvor de skulle sortere små bondegårdsdyr i plastik og se om de kunne benævne dem korrekt, og dernæst skulle de bl.a. skrive et brev til deres moder. Så der er ikke sket noget særligt.

Hvem standser svinene?

Det her med fødslerne, mange eller faa, op eller ned? Hvor mange alt i alt fordelt de paa de fødendes oprindelseslande er mere interessant! Men det er hemmeligt, ellers kan de ikke lyve om det, naar det maatte passe dem

Europa er den eneste verdensdel truet af faldende fødselstal og skrumpende arbejdstyrke. Europæiske kvinder vil fremover føde endnu færre børm, lyder advarslen fra danske og internationale eksperter, skriver Berlingske Tidende 8. august 2010.

Ham, den her fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, der nu lægger navn til i Berlingske Tidende, holdt grundigt sin kæft for et par uger siden, da medierne kørte den diametral modsatte kampagne med bl.a. “Nu føder ikke-vestlige kun 1,6 barn i gennemsnit, danskerne hævder de føder 1,9 barn”, skrev bl.a. Information og også Berlingske Tidende den 25. Juli 2010. D.v.s.: At nu føder danskerne angiveligt 1,9 barn pr. kvinde mod tidligere (for et par år siden) angiveligt 1,7 barn.

Det er imidlertid ikke muligt at få oplyst hos Danmarks Statistik det samlede absolutte antal børn født af ikke-vestlige. Den samlede fødselsårgang i alt opgjordes til 63.179 i 2009, men der findes absolut ingen tilgængelige oplysninger om antal levendefødte fordelt på oprindelsesnation i Danmarks Statistiks præsentationer. Så den nyeste påstand herom i Information og Berlingske Tidende er ikke alene udokumenteret, men også udokumenterbar for offentligheden, og det er jo smart.

Integrationsministeriet derimod har fået tilsendt disse informationer herom fra Danmarks Statistik, oplyser Berlingske-artiklen. Så sikrer man sig også at kritiske røster holdes væk. Det er set før. Sådan en slags hemmelighed mellem adminstrationens enkelte dele og en velvillig presse, der ikke går nogen af disse tværs. Propagandaen skal vi så have.

Nu tjener officielle og officiøse meldinger ofte et politisk korrekt højere mål, f.eks. at afskaffe effekten af noget, der ofte ikke har haft nogen betydning, for det var ene og alene et selvmål, der udelukkende er udsprunget af 68-generationens egne tåbelige påhit. Bemærk, det er også vigtigt for den politiske korrekte netop i almindelighed at angribe noget uafviseligt som f.eks. krisebekæmpelse og gældsafvikling, der igen alene skyldes tumperne selv. Det giver årsagen et touch af noget udefrakommende men samtidig noget afviseligt i stedet.

Det må da holde op på et tidspunkt

- danskerne bestemmer selv hvornår

Nu er det gudhjælpemig de manglende tilskud til børnefamilierne under krisebekæmpelsen, der skulle være skyld i de angiveligt færre børn rundtom i Europa. Ikke her i hvert fald. Der har kun været stigninger i alle disse tilskud, siden finanskrisen begyndte i efteråret 2008. Om vi i øvrigt beskæftiger os med fødselshyppighed eller fertilitet eller om børnene fødes af kvinder med dansk eller anden oprindelse er fløjtende ligegyldigt i den politisk korrekte verden, blot man har formålet for øje og ikke andet.

Supplement: http://danmark.wordpress.com/2010/08/04/nogle-kendsgerninger-om-forskellighed/

CEPOS’s REGNESTYKKE HALTER

CEPOS, der er de liberales såkaldte tænketank, har fanget et løsrevet beløb hos Danmarks Nationalbank gengivet i Weekendavisen 26. september 2008: 2 mill. kr.

Dette beløb deler CEPOS så med 67 (år) og får 29.600 eller 29.851 kr. afhængig af, hvor vi ser CEPOS’s regnestykke grundigt refereret i medierne. Og det skulle så være, hvad en ikke-vestlig koster det danske samfund pr. år. Desværre, nej.

Regnestykket bygger alene på specialomkostninger vedrørende de ikke-vestlige – altså de omkostningstyper der alene skyldes indvandrerne – søges opregnet mere eller mindre. Her glemmer man behændigt at alle de ordinære udgifter sandelig også skal regnes med, fordi netop disse ordinære udgifter ville være at spare i stor stil uden de ikke-vestliges tilstedeværelse. Alene førtidspensionen udgør 13.895 kr. pr. mdr. for enlige og 23.620 kr. pr. par pr. mdr. (ganskevist begge beløb før skat) plus boligydelsen efter pensionistreglerne. Disse er kun eksempler på offentlige udgifter, der kunne spares til en meget stor andel af de ikke-vestlige, hvis de ikke var her eller havde arbejde.

Derudover glemmes det også behændigt, at det netop er de manglende skattebetalinger over hele livet, der gør regnestykket superskævt. Det er såmænd oplyst i Velfærdskommissionens rapport, men tilsyneladende bygger læsningen heri på selektiv udvælgelse.

Faktum er og bliver at underskuddet i regnskabet for de ikke-vestlige er 2,6 mill. kr. over livsforløbet, hvorimod danskerne giver et underskud på 0,75 mill. kr. efter Velfærdskommissiones rapport fra marts 2005. Dette ekstra underskud kan skyldes offentlige udgifter, der skyldes deres tilstedeværelse eller manglende skatter, det betyder intet. Kendgerningen er uanset at ikke-vestlige giver anledning til et 3,47 gange større nettoforbrug (inkl. manglende skatter) end danskerne i gennemsnit (2,6/0,75 =3,47).

Såfremt det offentlige budget bliver brugt i 2010, er knap 752 mia. kr. blevet brugt på velfærdsposterne i statens funktionelt opdelte budget. Dette forbrug skal deles mellem danskerne og de ikke-vestlige – de vestlige ser vi bort fra – og det fører til at ikke-vestlige forbruger mindst 30 pct. af alle 752 milliarder, måske snarere 40 pct. af velfærdsposterne afhængig af hvor mange der er her.

Skal der deles 752 napoleonshatte eller narrehatte mellem 8 piger og 92 drenge under den forudsætning, at pigerne skal have 3,47 gange flere hatte end drengene, er resultatet 174 napoleonhatte til de 8 piger (23,2%) og 578 narrehatte (76,8%) til de 92 drenge. Det er 21  3/4 napoleonshatte til hver af pigerne og 6  1/4 narrehatte til hver af drenge.

De 8 pct. konsumerede som var de mere end 23 pct., såfremt vi havde forudsat de gik lige meget til fadet.

Man dækkede sig straks ind med at et lignende resultat var blevet produceret af Nyfer for PVV i Holland for Holland:

Non-Western immigration costs Dutch society 7.2 billion euro a year, according to a study published Wednesday by economic research agency Nyfer for the PVV fraction in parliament.

Og så er alt jo godt for de uvidende.

ECB KOEBER MEDLEMSLANDENES STATSGAELD – DET GAAR BARE DERUDAD

Den Europæiske Centralbank (ECB) køber statsgældsobligationer op i Eurolandene. Det begyndte med 16,5 milliarder euro i programmets første uge i maj. I sidste uge købtes for 81,5 millioner euro.

At købe regeringers statsgæld er det sidste man kan gribe til som centralbank. Sådan en intervention, der nu kaldes en “atomar option”, kan muligvis berolige markeder ved at vise investorerne, at politikerne indstillet på at at tage drastiske skridt, vil nogen hævde. Opkøbene trækker samtidig den risiko med sig, at der fremkaldes inflation ved at nye pengemidler pumpes ud i økonomien med den risiko i tillæg, at aktionen opfattes som en opfordring til finanspolitisk fest igen.

En euro uafhængig af det politiske system kan den ikke kaldes. En aftalt hård Euro afskaffedes i øvrigt i 1995.

Hvad mon den dækker gælden ind med – papir eller petro-euro ?

Udviklingen mod nulpunktet er ikke erkendt fornylig

Udviklingen mod nulpunktet er erkendt for flere årtier siden,

uden at der er sket noget væsentligt:

1996: Ugebrevet Mandag Morgen nr. 36 fra 21. oktober 1996 bidrager bl.a. til kendsgerningerne sammen med Henning Fonsmarks bog ‘Kampen mod kundskaber’, Gyldendal 1996. Først vil vi stille diagnosen på Danmarks sygdom i uddannelsen, i skolen, i konkurrencen. Herefter vil vi grave i forklaringerne på sygdommens opståen.

Globaliseringen, den globale landsby, er et sigende ord. Vel ikke en jernbanestation, hvor ekspressen suser forbi hver time, men dette billede fortæller også noget, og hunden ligger måske begravet et helt andet sted end hos de unge selv.

Kan vi som nation følge med de planer, der tilsyneladende er lagt uanset, hvorfra vi ser og uanset, hvilke tænkende mennesker vi kontakter?

Det er ikke sandsynligt, at Danmark kan kompensere med videnstung produktion til erstatning for, at den løntunge produktion flyttes til udlandet i stor stil.
I følge Ugebrevet Mandag Morgen halter Danmark på 10 udvalgte nøgleområder efter andre lande. Vi kan langt fra præstere resultater, der skal modsvare, at Danmark i forvejen er et af verdens mindste markeder med et af de højeste omkostningsniveauer.

Danmark repræsenterer den internationale middelmådighed. Det skyldes årtiers forkert satsning. Danmark kan ikke blive hjemstedet for de upræget vidensintensive produktioner. Danmark har forpasset chancen for at blive højteknologisk industrination.

Danmark “skal skabe” 100.000 jobs de næste 15 år til kortuddannede eller videreuddanne dem, konkluderede Erhvervsministeriet i en bekymret analyse. Økonomi- og Finansministeriet forhindrede vurderingen i at blive offentliggjort og gennemtvang omfattende ændringer i regeringsnotatet. Rent teknisk diskussion, sagde Jelved. Desværre harmonerede vurderingen i notatet ingenlunde med de konklusioner man forud samme år havde draget vedrørende konkurrencen med Østeuropa i et EU-papir. Det kan man jo ikke have. Der er altså fundamental uenighed om globaliseringens konsekvenser. Og der er måske alt for mange hensyn at tage til virkeligheden.

Det finder virkeligheden sig ikke i.

Vidensøkonomiske nøgleområder, som Ugebrevet Mandag Morgen anvender i sin analyse:

1. Antal årlige undervisningstimer i Folkeskolen

2. Uddannelsesniveau i befolkningen

3. Andel af de beskæftigede i højteknologiske områder i industrien.

4. Værdien af produktionen i den private sektor

5. Antal forskere i arbejdsstyrken

6. Nationale patentansøgninger i forhold til indbyggertallet

7. Investeringer i informationsteknologi i procent af bruttonationalproduktet.

8. Antal IT-patenter optaget i U.S.A. sat i forhold til de nationale forsknings- og udvik-lingsudgifter.

9. Erhvervslivets samlede udgifter til forskning og udvikling

10. Antal innovative – fornyelsesskabende – virksomheder

De 1000 vigtigste danske virksomheder forventer at investere 45 mia. kr. og oprette 50.000 arbejdspladser uden for landets grænser de næste 5 år, melder undersøgelse udført af Ugebrevet Mandag Morgen. Dette er et dramatisk skred, idet virksomhederne i dag skønnes at have 30.000 ansatte i udlandet.

Fremtrædende erhvervsfolk taler nu (1996) om udflytning i stor skala. Grundfoss vil flytte hovedparten af den traditionelle pumpe-produktion væk fra Danmark de næste 10 år.
Bestyrelsesformand Niels Due Jensen advarer mod investeringsefterslæbet i det danske uddannelses- og forskningssystem.

Dette kan føre til færre arbejdspladser i år 2000 end i dag.
Administrerende direktør Erik Sørensen i Christian Hansen – et stort dansk laboratoriefirma – har sagt, at virksomheden kan blive tvunget til at drive hovedparten af sin forskning og udvikling i udlandet, hvis kvaliteten af danske kandidater ikke forbedres.

Bekymrende træk på alle niveauer i Danmarks kompetencepyramide:

Overvejelserne i Christian Hansen – en af Danmarks mest succesrige virksomheder – bidrager til indtrykket af, at Danmark ikke i tilstrækkeligt omfang udnytter mulighederne for at opbygge kompentence i international topklasse.
Regeringen har ved flere lejligheder – f.eks. i Erhvervsredegørelsen (1994) – slået fast, at Danmark skal satse på at skabe jobs med et højt vidensindhold. Der er ikke fremtid i lavt-lønsjobbene. De vil i høj grad flytte til udlandet p.g.a. af globaliseringen af markederne.

Man kan ikke tænke sig til jobs, der skal handles, og tidligere var der mange gode grunde – og måske netop derfor var der noget ganske særligt i netop Danmark – til at fastholde “uddannelse” primært som den offentlige opgave, det har været siden klosterskolerne.

De aktuelle advarselssignaler, skriver Ugebrevet Mandag Morgen:

Regeringens Velfærdskommission sagde, at Danmark er karakteriseret ved lav beskæftigelsesandel i højteknologiske brancher i forhold til andre OECD-lande.

Den sagde også lavt teknologiindhold i produktionen i forhold til andre OECD-lande var karakteristisk for Danmark. Danmark ligger under OECD-gennemsnittet i midlerne til forskning.

50 pct. fald i antallet af ingeniører i Danmark. Stort frafald på universiteterne. 30 pct. af en ungdomsårgang får ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse. Stor merarbejdsløshed. Kritik af voksenuddannelserne indhold og effekt. Stigende kritik af Folkeskolens resultater.

Højteknologiske og videntunge miljøer skabes ikke kun i virksomhederne, men grundlaget skabes i forskningverdenen, på erhvervskolerne og allerede i de tidlige undervisningsår. Vidensintensive arbejdspladser er et slutprodukt, hvor kvaliteten af det, der foregår i børnehaverne og Folkeskolen, også spiller en rolle og indgår i det, der kan kaldes Danmarks kompetencepyramide. Den starter nede ved førskolestadiet, børnehaver og vuggestuer, så kommer Folkeskolen, så arbejdsliv uden erhvervskompetenceuddannelse, gymnasier, HF og erhvervsuddannelserne, de videregående uddannelser, offentlig og privat forskning, produktionsmetoder i erhvervslivet og endelige erhvervslivets produkter.

Siden 1993 har Poul Nyrup Rasmussen personligt været fortaler for dette helhedssyn på uddannelsen. De socialdemokratiske regeringer kom til i 1993. De varslede bedre uddannelser på alle niveauer, øget satsning på forskning og bedre incitamenter til virksomhedernes udvikling af medarbejdernes kompetencer i erhvervslivet. På trods af disse hensigter er det tvivlsomt om denne vidensstrategi er tilstrækkelig effektiv.

En række advarselslamper afslører svaghedstegnene:
Undersøgelses fra Danmarks Pædagogiske Institut viser at børnene i de danske 1-3. klasser har de svageste læseudvikling i de nordiske lande.

I Folkeskolen er driftsudgifterne pr. elev steget med 20 pct. 1985-1994 uden, at det har ført til flere undervisningstimer pr. elev. Der er samtidig udbredt kritik af Folkeskolens resultater. Danmark har en stor merarbejdsløshed blandt de kortuddannede, samtidig med at 30 pct. af en ungdomsårgang ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse. Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995.
Alle niveauer viser eksempler på, hvorledes danskerne er for lidt ambitiøse. Danmark står ikke i nogen unik dårlig position, men mulighederne forspildes, skrev Ugebrevet Mandag Morgen. At skabe flere vellønnede vidensjob undersøges med udgangspunkt i det data-grundlag, der er til rådighed fra OECD og EU Kommissionen.

Nederst i kompetencepyramiden er resultaterne markante:

Den danske Folkeskole ligger i bund med antallet af elevernes undervisningstimer sammenlignet med andre lande. Eleverne modtager relativt få undervisningstimer samtidig med de er blandt de dyreste elever i hele OECD-området. I Holland undervises 9 årige næsten dobbelt så meget som i Danmark samtidig med, at udgiften er næsten den halve. Mere end 40 pct. af befolkningen har kun en folkeskoleuddannelse at gøre godt med på arbejdsmarkedet. I Tyskland er dette tal under 20 pct. Danmark jævne uddannelsesniveau matcher beskæftigelsen i industrien. Her er det kun lidt mere end 10 pct., der er beskæftiget med højteknologisk fremstilling. OECD har undersøgt de enkelte landes investeringer i informationsteknologi. De danske virksomheder følger pænt med m.h.t. investeringer i forskning og udvikling; men der bruges dog kun halvt så mange midler til formålet som i Sverige i procent af bruttonationalproduktet. Danmark ligger langt fra OECD-eliten målt med antal forskere pr. tusind indbyggere. Japan har dobbelt så mange forskere som Danmark. Også Norge, Sverige og Finland ligger et stykke over Danmark. Antallet af danske patentansøgninger i forhold til indbyggertallet ligger langt under OECD-gennemsnittet. I Danmark søges kun lidt over en trediedel af de patenter, der søges om i de andre lande. Værdien af teknologien i den private sektor i forhold til bruttonational-produktet er lavere i Danmark end i de fleste andre OECD-lande. Tallene viser at værdien ligger på niveau med det italienske, langt under lande som Storbritanien og Holland.

Det danske omkostningsniveau hører til de højeste i verden. I følge The World Competiveness Yearbook 1995 udgivet af IMD i Schweiz har kun 7 af 43 lande højere lønomkostninger i industrien. Selvom om lønomkostningerne kun er en begrænset årsag til danske virksomheders globalisering i de kommende år, vidner lønniveauet om høje krav til værditilvækst for virksomhederne, der skal konkurrere i Danmark.

Den utilstrækkelige udvikling af kompetencer på alle niveauer i kompetencepyramiden peger på en risiko for, at Danmark udhuler sit vækstpotentiale. En mere gunstig international position skabes langt fra på et par år. Internationale forskningsmiljøer opbygges f.eks. over mange år.

Dagens danske velstand er skabt på baggrund af tidligere tiders satsninger. De 10 nøgletal viser, at nedslidningen kan være godt igang.

Sådan konkluderer Ugebrevet Mandag Morgen, der er et af de medier, som læses i de centrale og øverste rådgiverkredse omkring Christiansborg.

Fra diagnosen til lidt om sydommens årsager:

I november 1996 udkom ‘Kampen mod kundskaber’ med undertitlen ‘Et kritisk essay om en hovedstrømning i dansk skolepolitik’ af Henning Fonsmark.

Lidt kendsgerninger fra denne knivskarpe gennemgang afslører, hvad der er sket på området:

Omkring 1980 blev det i USA anslået, at 57 mio – af en befolkning på ca. 240 mio.- var klassificeret som “funktionelle analfabeter”. Kun femten år senere oplyser USA’s undervisningsministerium, at antallet af de amerikanere, der “reelt ikke kan læse”, nu andrager ca. 80-90 mio. I Danmark er det ikke meget bedre. I begyndelsen af 1980-erne udgjorde denne gruppe, der har mistet deres læsekompetance 3-5% (150.000-250.000). I 1990 udførtes en landsdækkende undersøgelse blandt 18-67 årige. Den afslørede, at tallet i Danmark da var 420.000 (ca. 12 pct.).

Professor dr. phil. Leif Rasmussen fra Odense Universitet meddelte i indlæg i Weekendavisen, at adskillige studerende staver forkert, selv når det drejer sig om simple ord. På Ålborg Universitetscenter har man måttet indføre introduktionskurser i elementær grammatik på tyskstudiet.

I Povl Skovs rapport “Fremtid for unge” (19 94) vurderer knap halvdelen af de adspurgte elever i 9. og 10. klasse, at de har problemer med skriftlig fremstilling, stavning (samt matematik og engelsk). Af en anden undersøgelse, foretaget af Taleinstituttet i Odense 1994, fremgår det, at 40% af kursisterne på vore tekniske skoler og AMU-centre læser på et niveau, der svarer til den gennemsnitlige læsefærdighed i en almindelig dansk 5. klasse. På erhvervsskolernes håndværkslinier – “Bygge og Anlæg”, “Jern og Metal” – læser kun halvdelen bedre end børn i 5. klasse. Ligeledes i 1994 viser en rapport om standarden i gymnasierne i Roskilde Amt, at i hvert fald 10% af amtets gynasiaster læser for dårligt til at kunne følge undervisningen – mange kan ikke følge underteksterne på tv. Københavns Handelshøjskole har måttet tilbyde eleverne på første år træningskurser i læse- og skrivefærdighed. Hvorfor er det gået så galt?

Det er ingen uafvænnelig skæbne – eller et deprimerende historisk tidehverv, som vi alligevel ikke kan stille noget op over for, skriver Henning Fonsmark, men vi må se på den del af problemet, der vitterligt er et dansk problem.
Ét ligger helt fast, uddannelses-, forsknings- og vidensniveauer er ikke noget, der rettes op på i løbet af nogle få, som Fonsmark rigtigt skriver. Resultatet kan meget vel være, at Danmark helt fortaber sine muligheder, fordi efterslæbet er blevet for stort i den måske mest krævende periode i vor historie, hvor vi samtidig unødigt (for os) er blevet påført andre helt uoverskuelige problemer, uden vi kunne forhindre det, kan jeg tilføje.

I 1991 deltog danske børn i 3. og 8. klasse i den største undersøgelse af læsning nogensinde. Undersøgelsen omfattede 32 lande herunder alle lande i Norden. De danske 3. klasser læste både langsommere og mindre præcist end eleverne i samtlige andre industrilande i undersøgelsen. Den omfattede lande som Trinidad og Tabago. I 8. klasse klarede de danske elever sig relativt bedre, men stadig markant dårligere end eleverne i f.eks. Sverige og Finland. I en ny sammenlignende undersøgelse af 1200 elever fra ialt 60 danske, svenske og finske 1.-3. klasser gennemført i 1995, bliver det desværre igen bekræftet, at de danske deltagere klarer sig dårligst (undersøgelsens titel er “Nordlæs. En nordisk undersøgelse af læsefærdighed i 1.-3. klasse, 1996″ udført af Marianne Sommer, Jytte Lau, Jan Mejding).

Herefter gennemgår Henning Fonsmark som “en kirurg” alle skolereformer og andre væsentlige tiltag på skoleområdet. Intet er overladt til tilfældighederne. Alle og alt er med. Intet væsentligt er glemt. Hvad de sagde, hvad de besluttede, hvor de gjorde det, og hvornår de gjorde det. Fra Rousseau over Sofie Rifbjerg (Klaus’ faster) og mange andre, til Jørgen Jørgensen, K. B. Andersen og Ritt Bjerregaard.

Til sidst i ‘Kampen mod kundskaber’ kan man læse om en John Dewey på dansk. Allerede i 1921 mødtes reformpædagogikkens fremmeste bl.a. reformpædagogen Sofie Rifbjerg fra Danmark med de amerikanske repræsentanter for New Education Fellow-ship (N.E.F) i Calais.

Herefter tog det fart i Europa, tilsyneladende mest i Danmark. Men hvad var der sket før mødet i Calais. Hvor stammede det hele fra. Hvem var denne John Dewey?

Svarene findes på: http://www.lilliput-information.com/economics/lep.html

Misbruget og den manglende erkendelse af begrebet forskellighed forcerer den skæve udvikling yderligere

NOGLE KENDSGERNINGER OM FORSKELLIGHED

Information om Danmark (IOD)

Nogle kendsgerninger om forskellighed

Forskellighed blandt individer og som gennemsnitsbetragtninger folkeslag imellem er et yderst følsomt område at berøre. Det er imidlertid ufravigeligt, at hverken ideologisk eller ikke-ideologisk indstillede kan komme uden om de forskelligheder, der er kendsgerninger.

Emnet forskellighed falder sjældent i elitens smag, fordi her kan være karakteristika, der i en række tilfælde ikke lader sig påvirke af såkaldt integration, undervisning, uddannelse, arbejdsmarked eller anden verdensskabertrang. Det er imidlertid sådan, at forskellighed i enkelte tilfælde paradoksalt nok på én gang forherliges og afvises af styrende.

Drejer sig om at slå på minoritetsgruppers særligt positive kendetegn (målt efter danske og/eller politisk korrekte koder), for typisk at fremvise en forventelig eller ønskværdig sammenhæng eller tilsvarende træk, så er alt godt, men kun indtil kendsgerninger eventuelt måtte vise sig ikke at kunne leve op til forventningerne, der således foretrækkes for kendsgerningerne, siger sig selv. Derefter falder emnet uden for reel debat. Drejer det sig derimod om forskellighed, hvor minoritetsgrupper falder forskelligt ud til den anden side, den negative (målt med danske og/eller politiske korrekte koder), f.eks. m.h.t. kriminalitetens udbredelse eller det gennemsnitligt velfærdsforbrug og gennemsnitligt antal fødsler pr. kvinde anser eliten det for formasteligt at påvise denne forskellighed med kendsgerninger og ligeledes lægges der afstand til ethvert udtryk om disse fuldtud beviste forskelle. Selvom alt er fuldt dokumenteret og videnskabeligt i orden.

Når et begreb som forskellighed behandles lemfældigt på den beskrevne måde, vil det naturligvis ikke være holdbart i længden. Ikke fordi forskelligheden forsvinder, for den er netop ofte givet som en kendsgerning, der ikke forsvinder.

I Danmark får vi jævnligt oplyst, at vi mangler indvandring af arbejdskraft, uanset at produktionen placeret i Danmark år efter år svækkes mere af konkurrencen. Går vi til landets forbrugs- eller offentlighedssektor byggende på skattefinansiering er der f.eks. nogle fagkategorier, der særligt synes at udvise personalemangel: læger og sygeplejersker. Her har den danske model med mestendels fri adgang til skattefinansieret uddannelse for den enkelte og de enkelte studerendes karriere-ambitionsniveau ikke rigtigt kunne ramme de syges behov for arbejdskraft 4-8 år efter individ-beslutningen om uddannelse er taget, altså når den færdiguddannede skal ud på arbejdsmarkedet.

Det ville også i almindelighed kunne forventes at være meget usandsynligt, om de unge arbejdsmarkeds-uerfarnes ønsker om beskæftigelse og deres karriere-ambitioner lige netop skulle føre til en dækning af behovet for arbejdskraft disse flere år senere. Den danske ide eller utopi bag er ganske unik på jordkloden og synes at være noget i retning af, at der er nærmest ubegrænset behov for personale uanset uddannelsesvalget i alt fald i den sektor, der bygger på skattebetalinger som forudsætningen for ansættelserne, hvis ikke behovsdækningen måtte ske ad endnu mere mystisk vej. I produktionssektoren derimod skal en ansættelse kunne betale sig i forhold til omsætningen i markedet nu og fremover. Tager vi f.eks. ingeniørerne viser erfaringerne, at vi kører med en rekruttering til og en valgfrihed eller udvanding i visse af uddannelsernes enkelte dele, der simpelthen fører til udbuddet af arbejdskraft ikke passer til behovet for arbejdskraft i produktionssektoren.

Derudover er centralt aldringen, som indsnævrer mulighederne for at dække behovet for pleje- og omsorgspersonale ind med ung og yngre arbejdskraft efterhånden som ældreandelen vokser betydeligt i befolkningen. Vi ser her bort fra finansieringsproblemet i forbrugssektoren, der kun kan finde en løsning ved højere skatter (eller hvilket er det samme, ved at trække større ressourceandele fra produktionssektoren, der skal honorere lønkravene, der følger højere skatter), øge egenbetalingen, hvilket tilsvarende trækker ressourcer fra produktionssektoren, der efterhånden er trængt så meget af samme grund, at afvikling og udflagning tager til år for år.

Aldringsproblemet er opstået p.g.a. det faldende antal fødsler blandt vesterlændinge. Det er søgt løst ved at lade mere fødende immigranter komme til landet.

De ikke-vestlige immigranter med reelt toenhalv til tre gange højere fødselsrate kan imidlertid ikke uden videre forventes samtidig at dække landets behov for kvalificeret personale, der en nødvendighed for at holde den økonomiskabende sektor igang. Heller ikke blandt immigranternes børn opnås nogen balance.

Tre eksempler:

Flere fødsler: Hvorledes landet kan have voksende folketal fra 2008-2010 med henholdsvis : 28.707, 35.660 og 23.287 stigning pr. år og i tillæg også årlig vækst i folketallet i perioden 2001-2008 på fra 13.765 til 19.625, samtidig med at nettoindvandringen har været lavere end netop stigningen i folketallet år for år bortset i årene 2002 og 2004 kan ikke skyldes andet end fødselsoverskuddet i Danmark. Det nyeste der oplyses udokumenteret herom: “Nu føder ikke-vestlige kun 1,6 barn i gennemsnit, danskerne hævder de føder 1,9 barn”, skrev Information den 25. Juli 2010. Det er imidlertid ikke muligt at få oplyst hos Danmarks Statistik det samlede absolutte antal børn født af ikke-vestlige. Den samlede fødselsårgang i alt opgjordes til 63.179 i 2009, men der findes absolut ingen tilgængelige grunddata om antal levendefødte fordelt på oprindelsesnation i Danmarks Statistiks præsentationer. Så den nyeste påstand herom i Information er ikke alene udokumenteret, men også udokumenterbar.

Velfærdsforbruget: Omfatter udbetalinger i form af pengeoverførsler og omkostninger til offentlig service i bred forstand – mest lønomkostninger. Ikke-vestlige forbruger 3,47 gange mere velfærd i gennemsnit over livsforløbet i sammenligning med en gennemsnitsdansker – når der i tillæg netop tages hensyn til skattebetalingerne over livforløbet, meldte Velfærdskommissionen: Ikke-vestlige indvandrere koster samfundet 2,6 mill. kr. i gennemsnit fra vugge til grav, skriver Velfærdskommissionen på side 26 i rapporten Fremtidens Velfærd og Globaliseringen, marts 2005. [det tilsvarende beløb pr. gennemsnitsdansker er kr. 750.000, skriver Velfærdskommissionen]. Idet vi forudsætter samme proportionalitet mellem antallet af ikke-vestlige og de offentlige udgifter forbundet med deres ophold her i landet som mellem antallet af danskere og tilsvarende offentlige udgifter, som disse medfører, fører dette til at alle 752 velfærdsmilliarder på budgettet for 2010 skal deles herefter:

Uanset : “Det er således knap tre fjerdedele af det samlede langsigtede finansieringsproblem, der skal tilskrives den fremtidige indvandring fra mindre udviklede lande,” skrev Velfærdskommissionen i marts 2005…”

Tabellen ovenfor er udarbejdet, så den interesserede læser kan vælge mellem alternative antal ikke-vestlige med fast ophold i Danmark og derefter aflæse de beregnede offentlige udgifter forbundet med ikke-vestlige ud af de i alt 752 milliarder danske kroner, der er budgetterede på velfærdsposterne for 2010.

IQ eller intelligenskvotient: Intelligens eller IQ er emne, som ikke tages op officielt i Danmark, når bortses fra i de mindre officielle ansættelsesprocedurer. I det åbne rum tales ikke seriøst om intelligens eller intelligensforskelle. Emnet falder ikke i elitens smag, måske fordi IQ netop er et karakteristika, der ikke lader sig påvirke af såkaldt integration, undervisning, uddannelse eller arbejdsmarked.

IOD har i forbindelse med seneste befolkningsanalyse/prognose fra sommeren 2009 byggende på fertiliteterne i immigranternes 235 oprindelseslande, indvandringen til og den fælles dødelighed i Danmark, estimeret at den gennemsnitlige intelligens i Danmark allerede er faldet en del siden 1979, hvilket begrænser vore erhversmuligheder i den international konkurrence.

Dette fald er sket som en direkte følge af indvandringen fra områder, der udviser lavere målt IQ. Udviklingen kan sammenlignes lidt med tilsvarende udvikling i kriminalitetens udbredelse, der naturligvis øges med indvandringen af immigranter fra folkeslag, der her i landet udviser lavere gennemsnitsalder, flere fødsler i gennemsnit pr. kvinde og også større kriminalitets-tilbøjelighed blandt individerne. Gennemsnittet i Danmark påvirkes simpelthen tilsvarende af indvandringen, når hyppigheden af det pågældende karakteristika i indvandrergruppen er forskellig fra den tilsvarende hyppighed heraf i landet som helhed.

Uvilje mod at beskæftige sig med emnet intelligens er ikke den samme i den angelsaksiske verden inklusiv USA, som den er her. Uafhængigt af definitionen på IQ foreligger adskillige forskningsresultater om IQ eller g faktoren i forskellige sammenhænge bl.a.:

Jensen, A.R. (1998) The g factor: The science of mental ability. Westport, CT: Praeger.

Lynn, R., & Vanhanen, T. (2002). IQ and the Wealth of Nations. Westport, CT: Praeger.

Lynn, R., & Vanhanen, T. (2006). IQ & Global Inequality. Augusta, Georgia: Washington Summit Publishers.

Nyborg, H. (1994a). The neuropsychology of sex-related differences in brain and specific abilities: Hormones, developmental dynamics, and new paradigm. In H.Nyborg (Ed.), The neuropsychology of individual differences (pp. 59-113). San Diego: Academic Press.

Nyborg, H. (1998; ed.) The scientific study of human nature. Tribute to Hans J. Eysenck at eighty. Oxford: Pergamon/Elsevier Science.

Nyborg H. (2003a). The sociology of psychometric and bio-behavioral sciences: A case study of destructive social reductionism and collective fraud in 20th century academia. In Nyborg H. (Ed.), The scientific study of general intelligence: Tribute to Arthur R. Jensen (pp. 441-501). Amsterdam: Pergamon.

Nyborg, H. (Ed.; 2003b). The scientific study of general intelligence: Tribute to Arthur R. Jensen. UK: Oxford: Pergamon.

Nyborg, H. (2005). National and sex difference in scholastic achievement among 276,164 15-year-old students: Hierarchical factor analysis of the 2003 cycle international PISA project. In (Proceedings, pp. 24-25). Adelaide, South Australia: The International Society for the Study of Individual Differences.

 

Immigrantnationerne repræsenteret i Danmark viser følgende vejede gennemsnit for IQ, når de grupperes efter verdensdele eller dele af verdensdele:

Immigranternes gennemsnitlige IQ i Danmark i perioden 1979 til 2006 har ændret sig betydeligt bestemt af hvilke områder på jorden, der repræsenterer de indvandrende til landet. I 1979 var gennemsnitlig IQ blandt immigranterne i Danmark er faldet betydeligt fra 1979 til 2006.

Indvandringen har som nævnt samtidig bevirket, at den samlede gennemsnitlige IQ i Danmark er faldet en del i perioden 1979-2006.

Forudsætter vi indvandringen fortsat indtil de etniske danskere er mindretal i 2057 – efter vor senest prognose fra sommeren 2009 –, vi samtidig forudsætter indvandringen pr. år sat til antallet og sammensætningen som gennemsnittet i de seneste 7 år, og vi samtidig forudsætter en dødelighed som gennemsnittet i Danmark i de seneste 10 år forud for 2009, kan IQ forventes at falde ganske betydeligt, viser fremskrivningsmodellen.

Dette er perspektivet, det vil naturligvis have konsekvenser for, hvorledes arbejdsmarkedstilpasningen fremtidigt kan ske i Danmark og ikke mindst tilpasningen heraf i lyset af den internationale konkurrence – benævnt globaliseringen. Hvor slemt det allerede står til med niveauet i forhold til uddannelserne og erhvervslivet, kan du læse om her.

Der er ufravigelige sammenhænge mellem intelligens og arbejdsmarked og selvfølgelig tilsvarende mellem bruttonationalproduktet og intelligensen, uanset hvilke definitioner på intelligens der vælges. Dette er forlængst er påvist i den angelsaksiske verden.

Eksempel på en enkelt effekt heraf eller et fingepeg det er værd at bemærke: DR-teksttv 4. August 2010

Kloge hoveder dropper Danmark

Forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv Jannik Schack Linnemann har opgjort at 45 pct. af alle universitetsuddannede i Danmark, der forlod Danmark i 1997, ikke var returneret i 2001. Efter fire år var 63 pct. af alle universitetsuddannede, der forlod Danmark i 2003, ikke returneret.

Uddrag af: http://www.danskerhverv.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/Sider/Massiv-mangel-paa-kloge-hoveder.aspx

“…Underskuddet af kloge hoveder er ikke kun fjern fremtidsmusik. Om få år vil private og offentlige arbejdsgivere kigge langt efter personer med en universitetsuddannelse. I 2015 mangler op til 5.800 kandidater, mens tallet vokser til 29.500 i 2030 ifølge en ny fremskrivning, som Dansk Erhverv har fået udarbejdet af analysevirksomheden TrendEduc…”

Her må vi forudsætte at grundlaget for denne analyse må bygge på, at Danmark tager konkurrencen op. Alternativet er vi vil se et Danmark i en vedvarende tilbagegang til noget, der mere og mere har træk af et uland.

I henved tyve år er næsten intet væsentligt sket for at imødegå denne tydelige og ganske åbenbare deroute, trods utallige åbningstaler også indeholdende løfter om at tage skeen i den anden hånd : http://danmark.wordpress.com/2010/08/04/udviklingen-mod-nulpunktet-er-ikke-erkendt-fornylig/

De udviklede samfunds selvmord i en bevidst skjult indpakning anno 2011