Of course, that would just be the shape of things to come in an Islamic state: Bark at the uppity kuffar to put them back in their place. “Key Jewish Group Rejects Ground Zero Mosque,” from the Associated Press, July 30: The nation’s leading Jewish civil rights group has come…
20. april 2009:
For første gang i fem år udviser tallene for ledighed blandt ingeniører en svag stigning. Ingeniørforeningen peger bl.a. på behovet for en aktiv arbejdsmarkedspolitik for at komme godt videre efter krisen.
Tallene for ledigheden blandt ingeniører viser, at der i marts 2009 var 1,6 pct. ledige – det svarer til lidt over 1.000 fuldtidsledige ingeniører. Til sammenligning viser Danmarks Statistiks tal, at ledigheden i marts 2008 lå på 1,2 pct.
Selv om mange pludselig har stået med en fyreseddel i slipstrømmen på finanskrisen, så mangler ingeniørvirksomhederne specialiserede ingeniører – især inden for baneområdet.
7. jan 2010 … Alene hos Rambøll er der et akut behov for mellem 10-20 ekstra ingeniører med erfaring inden for signal, spor og kørestrøm, fortæller Tonni ..
Ja, det er DSB og sporomlægningen.
Men 10.000 flere end de uddannede i 2015. Er Danmark virkelig ved at foretage en ganskevist hemmeligholdt og samtidig lynhurtig strukturtilpasning til den internationale konkurrence? Vi tror ikke på det.
Men vi læser jo at Frida Frost fra Ingeniørforbundet netop har givet meldingen, at Danmark mangler 10.000 ingeniører udover de uddannede i år 2015. Vi vil have dokumentation i form af en prognose eller noget lignende.
Tallene fra den koordinerede tilmelding er blevet offentliggjort, og på ingeniøruddannelserne og de naturvidenskabelige uddannelser er der 18 procent flere optagne end i 2009.
Men det er ikke nok. Ingeniørerne råber vagt i gevær og peger på, at Danmark i 2015 vil efterspørge omkring 10.000 flere ingeniører, end der til den tid er uddannet.
Vi overvejer om der måske skulle være en eller anden dokumentation i form at prognose, der viser dette behov for ingeniører i år 2015.
Vi skrev i 2006: http://danmark.wordpress.com/2006/08/12/uddannelse-pa-vrangen-fri-gratis-og-derefter/
Uddrag:
“Uddannelsesplanlægning – målet er
ikke strategisk overvejet ovenfra
“…Det er afgjort nemmest at blive optaget i Ålborg, og det er også her, der er en stor spredning i uddannelser, selvom ingeniør-kandidaterne opnår samme titel som kandidaterne fra Lundtofte. Linien med største optagelse i Ålborg er linien for Arkitektur og Design med 145 primo august 2006. Antallet af linier er afgjort for stort i Ålborg og 6-8 af linierne virker umiddelbart ikke i tråd med behovet for uddannelse i forhold til arbejdsmarkedet. Og her kommer vi til problemets kerne. Uanset har man også skudt fuldstændig ved siden af med studiegebyrerne…”
“…Et eller andet fortæller mig, at der er grusomme flaskehalsproblemer i Danmark, hvor man uddanner efter forskeres og uddannelseslederes snævre bureaukratønsker og andre særinteresser. Giver frit valg på hylderne for de studerende, de fleste med fri adgang og derefter blæse være med kandidaternes fremtid og erhvervslivets behov…”
Hvis du vil vide noget:
http://danmark.wordpress.com/2007/05/19/ungdom-uden-store-ambitioner-gymnasium-uden-krav/
Når den forskruede sommersjov-nyhed fra Vollsmose om den glubende appetit på højskoleophold blandt de fremmede er gledet ned som et enkelt konstrueret positivt-bidrag til møget på møddingen, så skal det lige i tillæg oplyses, at i stedet for at skulle rende i kommunal aktivering konstant for at kunne holde på de offentlige pengeoverførsler:
kan de tilmelde sig et ligeledes offentlig finansieret
højskoleophold. Så nemt er det i Danmark, hvis
du stammer udefra
Det er så spændende om Sommerbussen kommer forbi ligesom i Århus. Hver sommer kører en bus rundt med en Securitas sikkerhedsmand og en kommunalansat specialpædagog, begge med rekvisitterne og mullerne i orden. De tager rundt på de steder i Århus kommune, hvor de fremmede opbevares i dagtimerne. Bussens opgave er at opsnuse, hvor der er ødelæggelser og hærværk i større stil, og hvordan gerningsmændene ser ud. Deres signalement afleverer Sommerbussens ansatte til Politiet, for at betjentene nemmere kan skyde sig ind på, hvilke der skal indfanges næste gang det er helt galt fat. Det siges at der alene i de kommunale institutioner i Århus, hvor perkerne kommer i dagtimerne, hærværk-ødelægges for omkring 1 mill. kr. pr. mdr.
God fornøjelse, højskoler. Med den ganskevist haram, men højskoleagtige spruttradition, overnatning og blandede hold, skal det nok gå præcis som forudset.
Det var gruopvækkende i Oslo i 2001 med voldtægterne:
65 % af alle voldtægter i Norges hovedstad begås af indvandrere med en ikke-vestlig baggrund. I 80 % af tilfældene går det ud over kvinder med en norsk baggrund. Undersøgelsen er lavet i 2001, og viser, at antallet af voldtægter eksploderede med 40 pct. fra 1999 til 111 anmeldte voldtægter i 2000. I 2006 var tallet steget til 300 årligt. Risikoen for, at en ikke-vestlig mand begår voldtægt er 600 % højere end for norske mænd.
Det kunne blive værre i Oslo i 2009:
http://literally.wordpress.com/2010/01/20/norge-betaler-bitter-pris-for-immigration-fra-den-tredje-verden/
“Alle 21 rapporterede grove voldtægter – det højeste antal siden registreringer begyndte – i den norske hovedstad Oslo sidste år (2009) blev begået af “ikke-vestlige immigranter” og 90 procent af voldtægtsofrene var norske kvinder, erklærer politiet…”
[...]
“Rapporten konkluderede, at “ikke en eneste af gerningsmændene havde vestlig baggrund. Fire personer er anholdt. I alle andre tilfælde rapporterede ofrene, at gerningsmændene enten lignede ikke-vestlige immigranter eller talte et ikke-vestligt sprog. Ikke et tilfælde har været forbundet til en vestlig mand.
“Rapport fra det svenske BRÅ viser at antallet af voldtægter på 10 år fra 1996 til 2006 steg med 257 pct. – fra 1400 til 3600 pr. år. Det svarer til en stigning på 9,9 pct. pr. år. Drugrape er blevet inddraget i 2005 under voldtægter, men det ændrer ikke ved udviklingen.
Sverige er naturligvis værst ramt samlet set:
Mere end 5000 voldtægter rapporteres i Sverige pr. år medens der rapporteres om nogle få hundrede i lande med en sammenlignelig størrelse.
I de seneste år har man bevidst gjort statistikker om indvandrerkriminalitet svært tilgængelige, men der er tal fra 1996, som det nationale Kriminalpræventive Råd (BRÅ) har udarbejdet. På det tidspunkt registreres procent 56 i dømt for voldtægt (herunder forsøg) af personer med udenlandsk baggrund (formentlig i året før).
http://www.youtube.com/watch?v=ky8LfkglINU
En sidste rapport om kriminaliteten fordelt på svenske og fremmede (det er givet blevet værre siden 1997-2001):
Disse forbrydelser begås af gerningsmænd uden kultur med kun et sæt syge vaner, og Gud ved om ikke det er noget de har med hjemmefra? I perioden 1997-2001 undersøgte svenske BRÅ overkriminaliteten blandt udenlandsk fødte og indenlandsk fødte med indvandrerbaggrund og kom fra frem til at første gruppe begik voldtægt eller forsøgte at begå voldtægt 5 gange så hyppigt som svenske. Anden grupper begik forbrydelserne 1,8 gange hyppigere end svenskerne.
Danmark:
93% mener, at indvandrere, der dømmes for vold, voldtægt o.lign., bør kunne udvises! [Observa, BT 10.09.1993]
Vor vurdering:
Vi kan sige at udvikligen mod nulpunktet er 8-10 år længere fremme i Sverige i sammenligning med Danmark – på næsten alle relevante felter. Og tilsvarende er Norge 8-10 år efter Danmark i udviklingen mod nulpunktet.
Det kunne være spændende, hvis et meningsmålingsinstitut havde turdet at binde an med det samme spørgsmål i dag som rejstes af Observa i 1993 (jvfr. ovenfor). Det skal vi nok ikke regne med sker. Vi vender os til det, synes sangen fra de øverste at være, i særdeleshed de små og de unge, der rent faktisk ikke kender til en periode uden masseindvandring.
Med EU’s Lissabon-traktaten synes reglerne for børnesex at bevæge sig i en helt forkert retning.
http://kpn.dk/billedkunst/article2133033.ece
kpn.dk
“Hospital fjerner grisebilleder
Af JESPER KONGSTAD, Jyllands-Postens korrespondent
Offentliggjort 24.07.10kl. 22:18
Af frygt for at fornærme muslimer har et hollandsk hospital fjernet tre malerier med glade grise. Kunstneren er forbløffet.
»Bor vi stadig i Holland? Her burde man ikke forvente den slags.«
Sådan lyder reaktionen fra den hollandske kunstner Sylvia Bosch, efter at et hospital i byen Leerdam med øjeblikkelig virkning har fjernet tre af hendes malerier af frygt for at krænke muslimer…”
Joseph Göbbels-progandaen kører nu i vildeste omdrejninger:
“Nu føder ikke-vestlige kun 1,6 barn i gennemsnit, danskerne hævder de hævder føder 1,9 barn”. Det samme med propagandaen i Sveriges valgkamp og i EU: Her tæller man sager i stedet for personer. Der kan være flere personer på hver sag, og samme sag kan få afslag, så blive anket og dernæst blive til en fornyet ansøgning, og sagen medtælles måske igen. Men altså gerne 1, 3, 9 eller 12 personer på samme sag.
VI KAN IKKE BRUGE DET TIL NOGET
1. Folketallet i Danmark steg sidste år ganske betydeligt udover nettotilstrømningen af immigranter til fast ophold, selvom danskernes faldende antal netop trak folketallet ned. “Det er noget med filmen AVATAR, der bliver til virkelighed i en lidt ændret udgave”, når nu indvandrerne angiveligt også skulle føde for få børn til at holde deres antal stabilt. Så mange ekstra er der heller ikke pludseligt i de fertile aldre.
2. De svenske fænomener og fejl gjorde vi opmærksom på for såvidt angik danske forhold allerede i 1987.
DE SOM IKKE GENNEMSKUER DISSE LØGNE UMIDDELBART EFTER AT HAVE LÆST DETTE HAR ENTEN EN VERDSLIG TRO (PÅ MAINSTREAM-BLADENE, DITTO TV ELLER ANDET) LIGESOM FJENDEN OG ER AF DEN GRUND HÅBLØST FORTABTE, ELLER VI KAN OGSÅ VI SIGE, AT DE ER UDEN FOR RÆKKEVIDDE HVAD ANGÅR LOGIK ELLER HUKOMMELSE.
Verdensrollerne: Der er nogle få der ved besked på forhånd og sætter det igang. Der er dem, der holder kæft. Der er dem, der ikke fatter noget før det sker, og rigtig mange, der ikke fatter det, medens det sker, og endelig en ikke ubetydelig mængde, der aldrig vil opdage, at der skete noget overhovedet.
Hvorfor er de her og suger nektar?
Hvor kommer de fra – andre planeter - Pandora ? – se efter hudfarven blå og ikke mindst halerne, som James Cameron allerede har tjent 2 mia. på:
En avatar (sanskrit: अवतार) er i den hinduistiske mytologi en inkarnation (kropslig manifestation) af et højere væsen (guddom), eller den mest ophøjede …
Den morsomste kom DR:
Hvis DR har ret, et citat:
DR 9. februar 2009: “…I alt 7 danskere er blevet dømt for terrorisme og ingen af de dømte eller sigtede er kommet udefra. Nogle er født i Danmark – andre er opvokset her i landet og har fået dansk statsborgerskab…”
DR 9. februar 2009: DR: teori: “Resten er opvokset og har fået dansk statsborgerskab uden at være født” er desværre vor logiske konklusion.
Når der sammenlignes mellem hvad medierne og politikerne på den ene side fandt det for godt at hævde og delagtiggøre offentligheden i dengang (1989) og nu og på den anden side hvad Ebbe Vig har skrevet om indvandringen og dens fremtidsperspektiv for nylig og for 21 år siden er der en slående forskel.
Sidstnævnte skriver i dag præcis det samme som for 21 år siden. Det er virkelig himmelråbende, som de officielle og de officiøse prognoser har slingret. Vi gider ikke engang henvise til vore gennemgange af vanviddet. Find det selv, hvis du er til noget. Ellers kan det være lige meget.
Bemærk tillige (jvfr. begyndelsen af 5. afsnit 3. kolonne i nedenstående artikel), hvorledes den nuværende regerings snedige trick med at tildele flere statsborgerskaber til de fremmede, end der strømmede ind landet, netop blev forudset i december 1989 ville blive brugt for at få den danske befolkning udskiftet. På netop denne måde ville det tage sig ud, som om var de var begyndt at rejse hjem eller blive sendt hjem helt svarende til de falske toner fra det dominerende støtteparti.
Spørger vi Ebbe Vig, hvad forskellen er dengang og nu, får vi svaret at der valgtes et nyt smart mantra for at få de fremmede hurtigere ind i EU-landene, og det er tilmed sket samtidig med folk blev afskediget fra de flygtende arbejdspladser; det drejer sig om de midlertidige opholdstilladelse til uddannelse og arbejde. Herved forceres udviklingen yderligere i det skjulte ved, at midlertidigheden umærkeligt permanentgøres, såfremt immigranterne finder sig i skatterne og bureaukratiet omkring samme. Resten vil sole sig i velfærden på bekostning af danskerne. M.h.t. antallet af fremmede, ja, så er antallet vokset eksplosivt præcist som vi forudsagde det ville i 1989. Nu bryder velfærdssystemet så sammen om nogle ganske få år, og så skal der virkelig vælges mellem skolebørn, ældre og syge på den ene side og indvandrere på den anden side, mens skattegrundlaget fortsat og samtidig smulrer p.g.a. udflytningen af virksomhederne. Det samme er gældende i de øvrige vesteuropæiske lande. Her vil man måske se konfrontationen, når politikerne fortsat vælger indvandrerne. Det er også muligt at i hvert fald danskerne finder sig i det, som de har fundet sig i alt de seneste mange hundrede år. Holland og Frankrig er længst fremme i udviklingen mod nulpunktet sammen med det snart indkapslede Sverige.
Norge er et tyndt befolket land. Her er bjerge overalt og masser af floder som besværliggør vejbyggeri. Nogen uoverskuelig opgave er det dog ikke for et land som kalder sig selv for verdens rigeste land.
Man har nemlig ikke nær så mange veje som vi kender det herhjemmefra. Skal man fx fra Odense til Middelfart, så er der både motorvej, hovedvej og forskellige biveje som ikke gør at ruten er ret meget længere. I Norge har man ofte kun en mulighed for at komme fra A til B.
Det er også nok hvis den vej så har en rimelig standard, som gør den egnet til den trafik der nu engang er på strækningen. Problemet opstår, så hvis vejen er smal, kroget og man skal passe på stenskred. Endnu værre bliver det hvis den ikke bliver vedligeholdt, og der så opstår masser af huller i asfalten. Det skaber farlige veje, hvor der er forholdsvis mange ulykker, og det er lige netop det som er hverdag for mange nordmænd.
Får nogle år siden blev familien Stensunds død på E39 forsidestof i Norge. ”
Etter ulykken tok familien umiddelbart kontakt med statsministeren i et brev, og fortalte hvor viktig det var at det ble satt opp midtrekkverk på ulykkesstedet.
De satte også i gang aksjonen Nei til Frontkollisjoner.
- Nå to år etter tragedien, har vi fått beskjed fra statsministerens kontor at han vil møte oss, sier Holdal.” står der bla i artiklen:
http://www.nettavisen.no/motor/article2163510.ece
2 år efter tragedien….Hvor mange nordmænd som dør fordi politikerne ikke interesserer sig for sikre veje er uvist. Stortingsmedlem Arne Sortevik, FrP mener at det er omkring 100 mennesker hvert år, men det er selvfølgelig svært præcis at sige.
Det kunne passende undersøges.
Læs fx også:
http://www.nettavisen.no/motor/article2685122.ece
http://www.nettavisen.no/motor/article2855012.ece
De fleste danskere har ellers det synspunkt at man i Norge er været gode til at udbygge infastrukturen. Her er ifølge wikipendia over 22.000 broer og over 600 tunneler. Langt mere end i Danmark, og det med en mindre befolkning. Herudover har man verdens længste vejtunnel Lærdalstunnelen over 24 km og verdens dybeste tunnel 287 m under havet. (Eiksundtunnelen).
Det er dog en sandhed med mange modifikationer. For det første er de fleste af de projekter fra 1970erne og 1980erne. I 90erne aftog byggeriet meget og de senere er det kun blevet bygget med en teske som min norske bekendte udtrykter det overfor mig. For det andet er mange er projekterne brugerfinansieret igennem bompenge. Ikke alle, men de fleste steder koster det penge at køre over eller under dem. Statsfinansieringen er normalt mellem 5 og 25% – normalt nærmere 5% end de 25. For det tredje har man i Norge meget lidt motorvej. Ca. 250 km mod godt 1.000 km i Danmark og over 2.000 km i Sverige. På en måde kan man sige at man tidligere prioriterede broer og tunneler til tyndtbefolkede øer fremfor de steder hvor der boede mennesker.
Netop prioriteringen er et område hvor politikerne i Stortinget gang på gang har taget fejl. De har i modsætning til fx Sverige kun benyttet en tidshorisont på 20 år (60 år i Sverige). Det har betydet at flere projekter sådan set har været forældet kort tid efter de stod færdige.
Et eksempel er Rombaksbrua, som ligger i Nordnorge tæt ved Narvik. Rombakken er en fjord. Den er bredest ved havet og bliver så lidt smallere længere inde. Det lykkedes lokalbefolkning tilbage omkring 1960 at overbevise Stortinget om det fornuftige i en broforbindelse her, som skulle afløse færgen. Man havde ønsket en bro tæt ved byen, men så ville den blive ca. 1.500 meter lang. For at spare penge byggede man den en 8-9 km længere inde i fjorden hvor den så kun blev halv så lang. Konsekvens: Narvikborgere og andre som skulle til nord-norge fik en omvej på omkring 16-17 km. Det betød at man siden 1970erne har kæmpet for en ny bro tættere ved byen. I 1996 var det tæt på at gå i opfyldelse, men et flertal i Stortinget stemte forslaget ned. Det betød dog ikke at problemerne af den grund forsvandt. Tværtimod. Nu måtte man i stedet tilbyde at nedlægge lufthavnen ved Narvik (som ville spare staten for et lille beløb) og lave en stort set fuld brugerfinansiering projekt før forslaget endelig blev vedtaget. Byggeriet skulle have startet her i sommer, men det blev forsinket pga lovsjusk, hvor bygherren satte spørgsmålstegn ved finansieringsmodelen. Så nu bliver det formentlig først næste år, måske først 2012 at byggeriet starter.
Forsinkelserne kender man alt til andre steder i landet. Ved Bergen indviede man i 1994 Nordhordlandsbrua. Ligeledes efter årtiers kamp. Inden byggeriet startede advarede mange om at 4 spor ville blive nødvendigt, men man lyttede ikke. Broen var 95% bompengefinansieret og allerede i 2005 fuldt tilbagebetalt. Trafikken er i dag stor, med mange kødannelser. Omkring 15.000 biler i døgnet – gennemsnitligt. Så meget at man har behov for endnu en bro i området. Noget som fremsynede politikere kunne have undgået…
I det hele taget viser regeringens trafikprognoser sig gang på gang at være undervurderet.
Interesserer man sig mere for den historiske udvikling kan man læse en del her:
http://www.nettavisen.no/motor/article2193238.ece
I øvrigt skal man ikke tro at jernbanenettet er meget bedre. Det er også bygget så billigt som muligt og uden tiltrængte moderniseringer.
I Norge går der jernbane op til Bodø. Der bor ca. 500.000 nordmænd nord for Bodø. De er forbundet med resten af Norge igennem een vej – nemlig E6. E6 er livsnerven for folk i Nordland, Troms og Finmark. Der er simpelthen ikke andre muligheder for transport sydpå til resten af landet, medmindre man benytter færge eller fly. Europavej lyder som en stor vej, men det er mange steder ikke andet end en smal hullet landevej. Ved Korgfjelltunnelen er vejen spærret mange gange hvert år, fordi lastbiler skal bjerges efter uheld. Og der er også masser af problemer andre steder på den ganske hvis meget lange strækning.
Lige siden Norge blev selvstændig i 1905, har det været en drøm hos mange nordmænd at forbinde hele landet fra nord til syd med en vej. Under anden verdenskrig blev en del af vejen bygget fordi den tyske værnemagt havde brug for en landrute med forsyninger. Det var tvangsarbejde primært som blev anvendt. Mange døde på det som nogle steder kaldes blodvejen. I 1970erne og 1980erne fjernede byggede man mange tunneler og broer til erstatning for færger. Drømmen om et “hovedveisrike” opstod. Det nåede man næsten. Eneste sted man fortsat skal med færge på vej nordpå er over Tysfjorden. En bro over Tysfjorden vil formentlig koste 6 mrd kr, at bygge. Den vil have enorm betydning for erhvervslivet i området. Der bor dog for få mennesker til at det kan dækkes ind med bompenge, så projektet er udskudt på ubestemt tid, måske bliver det aldrig til noget. For de mange fiskere som bor nord for tysfjorden, kan en bro være forskellen på om de kan få det til at løbe rundt. Fiskene er nemlig ikke så friske hvis de må ligge lang tid i kølevogn, og derfor vælger de ofte en kæmpe omvej omkring Sverige, men som sagt så interesserer det ikke de ledende politikere. Fremskridspartiet lader som om at de vil investere enorme summer i diverse projekter som vil hæve standarden, bla en tysfjordbro. Da partiets leder sidste år blev spurgt ind til deres planer svarede hun dog at “der skal bygges der hvor der bor mennesker”. Folk i nordnorge ved godt hvad det betyder…
Norske politikere skal nok sørge for at man er helt i front når det gælder udlandsbistand, overholdelse af samtlige FN-konventioner – koste hvad det vil. Så er man også vild efter den internationale prestige det giver at afholde topmøder og være mægler i diverse uløselige konflikter som fx palæstinaspørgsmålet.
Problemerne for egen befolkning har man ikke meget interesse for. Vejnettet er NOGENLUNDE i Oslo-området, men alle andre steder er det meget ringe og mangelfuldt.
Her er kun en indirekte sammenhæng med fremmedgørelsen. De penge man bruger på de fremmede kunne alternativt være brugt på at forbedre vejnettet. Der er lavet undersøgelser som indikerer at omkring 70% af alle ulykker skyldes dårlige veje. Det kræver mange dødsofre og svært tilskadekomne fordi man ikke vil prioritere dette område. På den måde betaler nordmændene vel også en høj pris for indvandringen.
Fx er der jo mange bjerge i Norge og vejene ligger ofte tæt op ad dem. Der kan her komme stenskred og lign. Vejene er smalle og fyldte med skarpe sving, som gør det svært for lastbiler at komme forbi hinanden og begge dele skaber ulykker i massevis.
Når det kommer til oliemilliarderne: Et af paradokserne er det at der i olieby nummer 1 – nemlig Stavanger – er mange ulykker netop forårsaget af lastbiler fra olieindustrien. Folk i området som staten tjener styrtende på, oplever ingen som helst velvilje hvad disse investeringer angår.
Kenneth
Supplement: Norge betaler en meget høj pris
Når Claus Hjort Frederiksen hævder, at staten siden 2001 har brugt 66 mia. kr. mere på sundhed, børn, ældre og skoler er vi nødt til at gøre opmærksom på, at ikke-vestliges forbrug af offentlig velfærd alene er steget meget mere, med nærmere 80 mia. kr. siden 2001, hvor nettoudgifterne til de fremmede var 154,3 mia. kr.
Det er fortsat sært men helt forventeligt at vor Finansminister med den velovervejede og helt forventede effekt kan slå på, at børn og ældre/syge o.s.v. sandelig er blevet 66 mia. kr. dyrere at finansiere, uden så meget som at nævne den regeringsskabte kæmpeindstrømning af immigranter fra ikke-vestlige lande/områder siden 2001 med ét ord.
Disse nye indbyggere kalder medierne og overdanmark straks for nydanskere, så snart de har sat fod på dansk jord. Faktum er at mediernes ansatte, medierne og overdanmark ikke kan finansiere de ikke-vestliges tilstedeværelse her, fordi disse i gennemsnit er 3,47 gange dyrere end danskerne i almindelighed.
Det er muligt det er bekvemt for de frelste med en sort au pair eller noget sort rengøring endog til lavløn. Desværre ender hovedparten af de importerede dog i kløerne på de offentlige og de privatiserede sagsbehandlere. Og det koster skillinger, både i udbetalinger og i service.
I alt ikke under 225,7 mia. kr. i 2009, når der tages hensyn til skattebetalingerne. Dette beløb behøver vi ikke at anslå længere, for det offentlige selv og det offentliges velfærdskommission har indirekte oplyst det sort på hvidt.
Vi kan således konstatere at finansministeren fortsat foretrækker immigranter for f.eks. sygdomsbehandling. De syge skal tilmed arbejde, hvilket også var en fiks ide fra Claus Hjort Frederiksen.
Excerpt from: http://online.wsj.com/article/SB10001424052748703724104575379300564638516.html?mod=djemITPE_h
“It will be difficult. But we need clarity as soon as possible because the Netherlands has a large budget deficit,” he added.
The country’s 16.6-million-strong population is aging, threatening its generous pension system.
Every Dutch citizen over the age of 65 receives 70% of net minimum wage and the country boasts one of Europe’s most lavish health-care programs for its senior citizens.
Politicians agree on the need for budget cuts, and all potential coalition partners are expected to back an increase of the retirement age.
But they have expressed diverging views on the range and depth of overhauls in other areas, such as the welfare system and housing market, which economists see as necessary to cut the Netherlands’ budget deficit.
The fiscal shortfall is set to widen to 6.6% of gross domestic product this year from 5.3% in 2009, taking the country’s public debt to 66% of GDP.
—————————
Perhaps the immigrants-load in Nederlands is even heavier than here. The load in Sweden is heavier as Sweden has relatively more mon-western immigrants than Denmark. Nederlands has even more than Sweden.
I Danmark sender man syge mennesker i aktivering på beskæftigelsescentret. Det startede under Hjort Frederiksen som et forsøg i et antal kommuner, bl.a. Odense. Nu gælder det hele landet. Danmark er dermed det eneste vestlige land, der behandler sine svageste uhørt ringe. Højgravide og mennesker med kræft og i kemobehandling tilpligtes at møde på beskæftigelsescentret for ikke at miste sygedagpengene.
————————–
I følge: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/07/19/150249.htm
“- Jeg må sige, at alle alarmklokker ringer, når borgmestrene siger, at de blandt andet sender de syge i aktivering for at fylde kommunekasserne op. Det siger Inger Støjberg til DR Nyheder.
Stik i mod lægernes råd bliver alvorligt syge danskere presset ud i såkaldt aktiv aktivering. Og hvis de syge ikke møder op i fitnesscentret, kan det koste dem sygedagpengene.
Nu vil beskæftigelsesministeren se på, om reglerne skal ændres….”
————————–
Fylde kasserne op (?) – vi skal ellers ikke høre så meget om årsagen/baggrunden længere – informationerne er for det meste godt kamoufleret, for at det kan undgås at debat kan opstå.
Træning giver kommunerne penge
Siden nytår har kommunerne fået refunderet 65 procent af sygedagpengene hos staten, hvis den sygemeldte tilbringer ti uger i træningscenter. Uden træning får kommunerne kun refunderet 35 procent.
Det der sker her sker ikke ved en tilfældighed. Nej, kommunerne får refunderet flere af udgifterne hos staten, hvilket fremmer sagerne, når de også beordrer de alvorligt syge til bekæftigelsescentret, så problemet er alene statens, nu kommunerne ikke udviser nogen højere moral. End ikke Californien i USA, der ellers ofte bruges som skræmmebillede her i landet, behandler sine syge så ringe.
I China veed Du jo nok er Keiseren en Chineser, og Alle de han har om sig ere Chinesere. Det er nu mange Aar siden, men just derfor er det værd at høre Historien, før man glemmer den! Keiserens Slot var det prægtigste i Verden, ganske og aldeles af fiint Porcelain, saa kostbart, men saa skjørt, saa vanskeligt at røre ved, at man maatte ordentlig tage sig iagt. I Haven saae man de forunderligste Blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet Sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulde gaae forbi uden at bemærke Blomsten. Ja, Alting var saa udspeculeret i Keiserens Have, og den strakte sig saa langt, at Gartneren selv ikke vidste Enden paa den; blev man ved at gaae, kom man i den deiligste Skov med høie Træer og dybe Søer. Skoven gik lige ned til Havet, der var blaat og dybt; store Skibe kunde seile lige ind under Grenene, og i disse boede der en Nattergal, der sang saa velsignet, at selv den fattige Fisker, der havde saa meget andet at passe, laae stille og lyttede, naar han om Natten var ude at trække Fiskegarnet op og da hørte Nattergalen. “Herre Gud, hvor det er kjønt!” sagde han, men saa maatte han passe sine Ting og glemte Fuglen; dog næste Nat naar den igjen sang, og Fiskeren kom derud, sagde han det samme: “Herre Gud! hvor det dog er kjønt!”
Fra alle Verdens Lande kom der Reisende til Keiserens Stad, og de beundrede den, Slottet og Haven, men naar de fik Nattergalen at høre, sagde de Allesammen: “Den er dog det bedste!”
Og de Reisende fortalte derom, naar de kom hjem, og de Lærde skreve mange Bøger om Byen, Slottet og Haven, men Nattergalen glemte de ikke, den blev sat allerøverst; og de, som kunde digte, skrev de deiligste Digte, allesammen om Nattergalen i Skoven ved den dybe Sø.
De Bøger kom Verden rundt, og nogle kom da ogsaa engang til Keiseren. Han sad i sin Guldstol, læste og læste, hvert Øieblik nikkede han med Hovedet, thi det fornøiede ham at høre de prægtige Beskrivelser over Byen, Slottet og Haven. “Men Nattergalen er dog det allerbedste!” stod der skrevet.
“Hvad for Noget!” sagde Keiseren, “Nattergalen! den kjender jeg jo slet ikke! er her saadan en Fugl i mit Keiserdømme, ovenikjøbet i min Have! det har jeg aldrig hørt! saadant noget skal man læse sig til!”
Og saa kaldte han paa sin Cavaleer, der var saa fornem, at naar nogen, der var ringere end han, vovede at tale til ham, eller spørge om noget, saa svarede han ikke andet, end “P!” og det har ikke noget at betyde.
“Her skal jo være en høist mærkværdig Fugl, som kaldes Nattergal!” sagde Keiseren, “man siger at den er det allerbedste i mit store Rige! hvorfor har man aldrig sagt mig noget om den!”
“Jeg har aldrig før hørt den nævne!” sagde Cavaleren, “den er aldrig blevet præsenteret ved Hoffet!” -
“Jeg vil at den skal komme her i Aften og synge for mig!” sagde Keiseren. “Der veed hele Verden hvad jeg har, og jeg veed det ikke!”
“Jeg har aldrig før hørt den nævne!” sagde Cavaleren, “jeg skal søge den, jeg skal finde den!” -
Men hvor var den at finde; Cavaleren løb op og ned af alle Trapper, gjennem Sale og Gange, ingen af alle dem, han traf paa, havde hørt tale om Nattergalen, og Cavaleren løb igjen til Keiseren og sagde, at det vist maatte være en Fabel af dem, der skrev Bøger. “Deres keiserlige Majestæt skal ikke troe hvad der skrives! det er Opfindelser og noget, som kaldes den sorte Kunst!”
“Men den Bog, hvori jeg har læst det,” sagde Keiseren, “er sendt mig fra den stormægtige Keiser af Japan, og saa kan det ikke være Usandhed. Jeg vil høre Nattergalen! den skal være her i Aften! den har min høieste Naade! og kommer den ikke, da skal hele Hoffet dunkes paa Maven, naar det har spiist Aftensmad.”
“Tsing-pe!” sagde Cavaleren, og løb igjen op og ned af alle Trapper, gjennem alle Sale og Gange; og det halve Hof løb med, for de vilde ikke gjerne dunkes paa Maven. Der var en Spørgen efter den mærkelige Nattergal, som hele Verden kjendte, men Ingen ved Hoffet.
Endelig traf de en lille, fattig Pige i Kjøkkenet, hun sagde: “O Gud, Nattergalen! den kjender jeg godt! ja, hvor den kan synge! hver Aften har jeg Lov til at bringe lidt af Levningerne fra Bordet hjem til min stakkels syge Moder, hun boer nede ved Stranden, og naar jeg saa gaaer tilbage, er træt og hviler i Skoven, saa hører jeg Nattergalen synge! jeg faaer Vandet i Øinene derved, det er ligesom om min Moder kyssede mig!”
“Lille Kokkepige!” sagde Cavaleren, “jeg skal skaffe hende fast Ansættelse i Kjøkkenet og Lov til at see Keiseren spise, dersom hun kan føre os til Nattergalen, for den er tilsagt til i Aften!” -
Og saa droge de Allesammen ud i Skoven, hvor Nattergalen pleiede at synge; det halve Hof var med. Som de allerbedst gik, begyndte en Ko at brøle.
“O!” sagde Hofjunkerne, “nu har vi den! det er dog en mærkelig Kraft i et saadant lille Dyr! jeg har ganske bestemt hørt den før!”
“Nei, det er Køerne, som brøle!” sagde den lille Kokkepige, “vi ere endnu langt fra Stedet!”
Frøerne qvækkede nu i Kjæret.
“Deiligt!” sagde den chinesiske Slotsprovst, “nu hører jeg hende, det er ligesom smaa Kirkeklokker!”
“Nei, det er Frøerne!” sagde den lille Kokkepige. “Men nu tænker jeg snart vi hører den!”
Saa begyndte Nattergalen at synge.
“Den er det,” sagde den lille Pige, “hør! hør! og der sidder den!” og saa pegede hun paa en lille, graa Fugl oppe i Grenene.
“Er det muligt!” sagde Cavaleren, “saaledes havde jeg nu aldrig tænkt mig den! hvor den seer simpel ud! den har vist mistet Couleur over at see saa mange fornemme Mennesker hos sig!”
“Lille Nattergal!” raabte den lille Kokkepige ganske høit, “vor naadige Keiser vil saa gjerne, at De skal synge for ham!”
“Med største Fornøielse!” sagde Nattergalen og sang, saa at det var en Lyst.
“Det er ligesom Glasklokker!” sagde Cavaleren, “og see den lille Strube, hvor den bruger sig! det er mærkværdigt vi aldrig har hørt den før! den vil gjøre en stor succÅs ved Hoffet!”
“Skal jeg synge endnu engang for Keiseren?” spurgte Nattergalen, der troede at Keiseren var med.
“Min fortræffelige lille Nattergal!” sagde Cavaleren, “jeg har den store Glæde at skulle tilsige Dem til en Hoffest i Aften, hvor De vil fortrylle han høie keiserlige Naade med Deres charmante Sang!”
“Den tager sig bedst ud i det Grønne!” sagde Nattergalen, men den fulgte dog gjerne med, da den hørte, at Keiseren ønskede det.
Paa Slottet var der ordentligt pudset op! Vægge og Gulv, der var af Porcelain, skinnede ved mange tusinde Guldlamper! de deiligste Blomster, som ret kunde klinge, vare stillede op i Gangene; der var en Løben og en Trækvind, men saa klang just alle Klokkerne, man kunde ikke høre Ørelyd.
Midt inde i den store Sal, hvor Keiseren sad, var der stillet en Guldpind, og paa den skulde Nattergalen sidde; hele Hoffet var der, og den lille Kokkepige havde faaet Lov til at staae bag ved Døren, da hun nu havde Titel af virkelig Kokkepige. Alle vare de i deres største Pynt, og alle saae de paa den lille graae Fugl, som Keiseren nikkede til.
Og Nattergalen sang saa deiligt, at Keiseren fik Taarer i Øinene, Taarerne trillede ham ned over Kinderne, og da sang Nattergalen endnu smukkere, det gik ret til Hjertet; og Keiseren var saa glad, og han sagde, at Nattergalen skulde have hans Guldtøffel at bære om Halsen. Men Nattergalen takkede, den havde allerede faaet Belønning nok.
“Jeg har seet Taarer i Øinene paa Keiseren, det er mig den rigeste Skat! en Keisers Taarer har en forunderlig Magt! Gud veed, jeg er nok belønnet!” og saa sang den igjen med sin søde, velsignede Stemme.
“Det er det elskeligste Koketteri jeg kjender!” sagde Damerne rundtom, og saa toge de Vand i Munden for at klukke, naar nogen talte til dem: de troede da ogsaa at være Nattergaler; ja Laqvaierne og Kammerpigerne lode mælde, at ogsaa de vare tilfredse, og det vil sige meget, thi de ere de allervanskeligste at gjøre tilpas. Jo, Nattergalen gjorde rigtignok Lykke!
Den skulde nu blive ved Hoffet, have sit eget Buur, samt Frihed til at spadsere ud to Gange om Dagen og een Gang om Natten. Den fik tolv Tjenere med, alle havde de et Silkebaand om Benet paa den og holdt godt fast. Der var slet ingen Fornøielse ved den Tour.
Hele Byen talte om den mærkværdige Fugl, og mødte to hinanden, saa sagde den Ene ikke andet end: “Nat-!” og den Anden sagde “gal!” og saa sukkede de og forstode hinanden, ja elleve Spekhøkerbørn bleve opkaldte efter den, men ikke een af dem havde en Tone i Livet. -
En Dag kom en stor Pakke til Keiseren, udenpaa stod skrevet: Nattergal.
“Der har vi nu en ny Bog om vor berømte Fugl!” sagde Keiseren; men det var ingen Bog, det var et lille Kunststykke der laae i en Æske, en kunstig Nattergal, der skulde ligne den levende, men var overalt besat med Diamanter, Rubiner og Saphirer; saasnart man trak Kunstfuglen op, kunde den synge et af de Stykker, den virkelige sang, og saa gik Halen op og ned og glindsede af Sølv og Guld. Om Halsen hang et lille Baand, og paa det stod skrevet: “Keiseren af Japans Nattergal er fattig imod Keiserens af China.”
“Det er deiligt!” sagde de allesammen, og den, som havde bragt den kunstige Fugl, fik strax Titel af Over-keiserlig-nattergale-bringer.
“Nu maae de synge sammen! hvor det vil blive en Duet!”
Og saa maatte de synge sammen, men det vilde ikke rigtig gaae, thi den virkelige Nattergal sang paa sin Maneer, og Kunstfuglen gik paa Valser; “den har ingen Skyld,” sagde Spillemesteren, “den er særdeles taktfast og ganske af min Skole!” Saa skulde Kunstfuglen synge alene. – Den gjorde ligesaa megen Lykke som den virkelige, og saa var den jo ogsaa saa meget mere nydelig at see paa: den glimrede som Armbaand og Brystnaale.
Tre og tredive Gange sang den eet og det samme Stykke, og den var dog ikke træt; Folk havde gjerne hørt den forfra igjen, men Keiseren meente, at nu skulde ogsaa den levende Nattergal synge lidt – - men hvor var den? Ingen havde bemærket, at den var fløiet ud af det aabne Vindue, bort til sine grønne Skove.
“Men hvad er dog det for noget!” sagde Keiseren; og alle Hoffolkene skjændte og meente, at Nattergalen var et høist utaknemmeligt Dyr. “Den bedste Fugl have vi dog!” sagde de, og saa maatte igjen Kunstfuglen synge, og det var den fire og tredivte Gang de fik det samme Stykke, men de kunde det ikke heelt endnu, for det var saa svært, og Spillemesteren roste saa overordentlig Fuglen, ja forsikkrede, at den var bedre end den virkelige Nattergal, ikke blot hvad Klæderne angik og de mange deilige Diamanter, men ogsaa indvortes.
“Thi seer De, mine Herskaber, Keiseren fremfor Alle! hos den virkelige Nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos Kunstfuglen er Alt bestemt! saaledes bliver det og ikke anderledes! man kan gjøre rede for det, man kan sprætte den op og vise den menneskelige Tænkning, hvorledes Valserne ligge, hvorledes de gaae, og hvordan det ene følger af det andet -!”
“Det er ganske mine Tanker!” sagde de Allesammen, og Spillemesteren fik Lov til, næste Søndag, at holde Fuglen frem for Folket; de skulde ogsaa høre den synge, sagde Keiseren; og de hørte den, og de bleve saa fornøiede, som om de havde drukket sig lystige i Theevand, for det er nu saa ganske chinesisk, og Alle sagde da “o!” og stak i Veiret den Finger, man kalder “Slikpot,” og saa nikkede de; men de fattige Fiskere, som havde hørt den virkelige Nattergal, sagde: “det klinger smukt nok, det ligner ogsaa, men der mangler noget, jeg veed ikke hvad!”
Den virkelige Nattergal var forviist fra Land og Rige.
Kunstfuglen havde sin Plads paa en Silkepude tæt ved Keiserens Seng; alle de Presenter, den havde faaet, Guld og Ædelstene, laae rundt omkring den, og i Titel var den steget til “Høikeiserlig Natbord-Sanger,” i Rang Nummer eet til venstre Side, for Keiseren regnede den Side for at være mest fornem, paa hvilken Hjertet sad, og Hjertet sidder til Venstre ogsaa hos en Keiser. Og Spillemesteren skrev fem og tyve Bind om Kunstfuglen, det var saa lærd og saa langt, og med de allersværeste chinesiske Ord, saa alle Folk sagde, at de havde læst og forstaaet det, for ellers havde de jo været dumme og vare da blevne dunkede paa Maven.
Saaledes gik der et heelt Aar; Keiseren, Hoffet og alle de andre Chinesere kunde udenad hvert lille kluk i Kunstfuglens Sang, men just derfor syntes de nu allerbedst om den; de kunde selv synge med, og det gjorde de. Gadedrengene sang “zizizi! klukklukkluk!” og Keiseren sang det -! jo det var bestemt deiligt!
Men en Aften, som Kunstfuglen bedst sang, og Keiseren laae i Sengen og hørte paa den, sagde det “svup!” inden i Fuglen; der sprang noget: “surrrrrr!” alle Hjulene løb rundt, og saa stod Musiken.
Keiseren sprang strax ud af Sengen og lod sin Livlæge kalde, men hvad kunde han hjælpe! saa lod de Uhrmageren hente, og efter megen Tale og megen Seenefter, fik han Fuglen nogenlunde istand, men han sagde, at der maatte spares meget paa den, thi den var saa forslidt i Tapperne og det var ikke muligt at sætte nye, saaledes at det gik sikkert med Musikken. Det var en stor Bedrøvelse! kun een Gang om Aaret turde man lade Kunstfuglen synge, og det var strængt nok endda; men saa holdt Spillemesteren en lille Tale med de svære Ord og sagde, at det var ligesaa godt, som før, og saa var det ligesaa godt som før.
Nu vare fem Aar gaaet, og hele Landet fik en rigtig stor Sorg, thi de holdt i Grunden Allesammen af deres Keiser; nu var han syg og kunde ikke leve, sagde man, en ny Keiser var allerede valgt, og Folk stode ude paa Gaden og spurgte Cavaleren hvorledes det var med deres Keiser.
“P!” sagde han og rystede med Hovedet.
Kold og bleg laae Keiseren i sin store, prægtige Seng, hele Hoffet troede ham død, og enhver af dem løb hen for at hilse paa den nye Keiser; Kammertjenerne løbe ud for at snakke om det, og Slotspigerne havde stort Caffeselskab. Rundtom i alle Sale og Gange var lagt Klæde, for at man ikke skulde høre Nogen gaae, og derfor var der saa stille, saa stille. Men Keiseren var endnu ikke død; stiv og bleg laae han i den prægtige Seng med de lange Fløielsgardiner og de tunge Guldqvaste; høit oppe stod et Vindue aabent, og Maanen skinnede ind paa Keiseren og Kunstfuglen.
Den stakkels Keiser kunde næsten ikke trække Veiret, det var ligesom om der sad noget paa hans Bryst; han slog Øinene op, og da saae han, at det var Døden, der sad paa hans Bryst og havde taget hans Guldkrone paa, og holdt i den ene Haand Keiserens Guldsabel, i den anden hans prægtige Fane; og rundtom i Folderne af de store Fløiels Sengegardiner stak der forunderlige Hoveder frem, nogle ganske fæle, andre saa velsignede milde: det var alle Keiserens onde og gode Gjerninger, der saae paa ham, nu da Døden sad paa hans Hjerte:
“Husker Du det?” hviskede den ene efter den anden. “Husker Du det!” og saa fortalte de ham saa meget, saa at Sveden sprang ham ud af Panden.
“Det har jeg aldrig vidst!” sagde Keiseren; “Musik, Musik, den store chinesiske Tromme!” raabte han, “at jeg dog ikke skal høre alt det, de sige!”
Og de bleve ved, og Døden nikkede ligesom en Chineser ved alt, hvad der blev sagt.
“Musik, Musik!” skreg Keiseren. “Du lille velsignede Guldfugl! syng dog, syng! jeg har givet Dig Guld og Kostbarheder, jeg har selv hængt Dig min Guldtøffel om Halsen, syng dog, syng!”
Men Fuglen stod stille, der var Ingen til at trække den op, og ellers sang den ikke; men Døden blev ved at see paa Keiseren med sine store, tomme Øienhuler, og der var saa stille, saa skrækkeligt stille.
Da lød i det samme, tæt ved Vinduet, den deiligste Sang: det var den lille, levende Nattergal, der sad paa Grenen udenfor; den havde hørt om sin Keisers Nød, og var derfor kommet at synge ham Trøst og Haab; og alt som den sang, bleve Skikkelserne mere og mere blege, Blodet kom raskere og raskere i Gang i Keiserens svage Lemmer, og Døden selv lyttede og sagde: “bliv ved lille Nattergal! bliv ved!”
“Ja vil Du give mig den prægtige Guldsabel! ja vil Du give mig den rige Fane! vil Du give mig Keiserens Krone!”
Og Døden gav hvert Klenodie for en Sang, og Nattergalen blev ved endnu at synge, og den sang om den stille Kirkegaard, hvor de hvide Roser groe, hvor Hyldetræet dufter, og hvor det friske Græs vandes af de Efterlevendes Taarer; da fik Døden Længsel efter sin Have og svævede, som en kold, hvid Taage, ud af Vinduet.
“Tak, Tak!” sagde Keiseren, “Du himmelske lille Fugl, jeg kjender Dig nok! Dig har jeg jaget fra mit Land og Rige! og dog har Du sjunget de onde Syner fra min Seng, faaet Døden fra mit Hjerte! Hvorledes skal jeg lønne Dig?”
“Du har lønnet mig!” sagde Nattergalen, “jeg har faaet Taarer af Dine Øine første Gang jeg sang, det glemmer jeg Dig aldrig! det er de Juveler, der gjør et Sanger-Hjerte godt -! men sov nu og bliv frisk og stærk! jeg skal synge for Dig!”
Og den sang – og Keiseren faldt i en sød Søvn, saa mild og velgjørende var Søvnen.
Solen skinnede ind af Vinduerne til ham, da han vaagnede styrket og sund; ingen af hans Tjenere vare endnu komne tilbage, thi de troede, han var død, men Nattergalen sad endnu og sang.
“Altid maa Du blive hos mig!” sagde Keiseren, “Du skal kun synge, naar Du selv vil, og Kunstfuglen slaaer jeg i tusinde Stykker.”
“Gjør ikke det!” sagde Nattergalen, “den har jo gjort det Gode, den kunde! behold den som altid! jeg kan ikke bygge og boe paa Slottet, men lad mig komme, naar jeg selv har Lyst, da vil jeg om Aftenen sidde paa Grenen der ved Vinduet og synge for Dig, at Du kan blive glad og tankefuld tillige! jeg skal synge om de Lykkelige, og om dem, som lide! jeg skal synge om Ondt og Godt, der rundtom Dig holdes skjult! den lille Sangfugl flyver vidt omkring til den fattige Fisker, til Bondemandens Tag, til hver, der er langt fra Dig og Dit Hof! jeg elsker Dit Hjerte meer end Din Krone, og dog har Kronen en Duft af noget Helligt om sig! – jeg kommer, jeg synger for Dig! – men eet maa Du love mig!” -
- “Alt!” sagde Keiseren, og stod der i sin keiserlige Dragt, som han selv havde iført sig og holdt Sabelen, der var tung af Guld, op mod sit Hjerte.
“Eet beder jeg Dig om! fortæl Ingen, at Du har en lille Fugl, der siger Dig Alt, saa vil det gaae endnu bedre!”
Og da fløi Nattergalen bort.
Tjenerne kom ind for at see til deres døde Keiser; – - jo der stode de, og Keiseren sagde: “god Morgen!”
For mange Aar siden levede en Keiser, som holdt saa uhyre meget af smukke nye Klæder, at han gav alle sine Penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine Soldater, brød sig ei om Comedie eller om at kjøre i Skoven, uden alene for at vise sine nye Klæder. Han havde en Kjole for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Konge, han er i Raadet, saa sagde man altid her: “Keiseren er i Garderoben!” -
I den store Stad, hvor han boede, gik det meget fornøieligt til, hver Dag kom der mange Fremmede, een Dag kom der to Bedragere; de gave sig ud for at være Vævere og sagde, at de forstode at væve det deiligste Tøi, man kunde tænke sig. Ikke alene Farverne og Mønstret var noget usædvanligt smukt, men de Klæder, som blev syeede af Tøiet, havde den forunderlige Egenskab at de blev usynlige for ethvert Menneske, som ikke duede i sit Embede, eller ogsaa var utilladelig dum.
“Det var jo nogle deilige Klæder,” tænkte Keiseren; “ved at have dem paa, kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i mit Rige der ikke due til det Embede de have, jeg kan kjende de kloge fra de dumme! ja det Tøi maa strax væves til mig!” og han gav de to Bedragere mange Penge paa Haanden, for at de skulde begynde paa deres Arbeide.
De satte ogsaa to Væverstole op, lode som om de arbeidede, men de havde ikke det mindste paa Væven. Rask væk forlangte de den fineste Silke, og det prægtigste Guld; det puttede de i deres egen Pose og arbeidede med de tomme Væve, og det til langt ud paa Natten.
“Nu gad jeg nok vide, hvor vidt de ere med Tøiet!” tænkte Keiseren, men han var ordentligt lidt underlig om Hjertet ved at tænke paa, at den, som var dum, eller slet passede til sit Embede, ikke kunde see det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han vilde dog sende nogen først for at see, hvorledes det stod sig. Alle Mennesker i hele Byen vidste, hvilken forunderlig Kraft Tøiet havde, og alle vare begjærlige efter at see, hvor daarlig eller dum hans Naboe var.
“Jeg vil sende min gamle ærlige Minister hen til Væverne!” tænkte Keiseren, “han kan bedst see, hvorledes Tøiet tager sig ud, for han har Forstand, og ingen passer sit Embede bedre end han!” -
Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. “Gud bevar’ os!” tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! “jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.
Begge Bedragere bad ham være saa god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt Mønster og deilige Farver. Saa pegede de paa den tomme Væv, og den stakkels gamle Minister blev ved at spile Øinene op, men han kunde ikke see noget, for der var ingen Ting. “Herre Gud!” tænkte han, “skulde jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det maa ingen Mennesker vide! skulde jeg ikke due til mit Embede? Nei det gaaer ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan see Tøiet!”
“Naa, de siger ikke noget om det!” sagde den ene, som vævede!
“O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!” sagde den gamle Minister og saae igjennem sine Briller, “dette Mønster og disse Farver! – ja, jeg skal sige Keiseren, at det behager mig særdeles!”
“Naa det fornøier os!” sagde begge Væverne, og nu nævnede de Farverne ved Navn og det sælsomme Mønster. Den gamle Minister hørte godt efter, for at han kunde sige det samme, naar han kom hjem til Keiseren, og det gjorde han.
Nu forlangte Bedragerne flere Penge, mere Silke og Guld, det skulde de bruge til Vævning. De stak Alt i deres egne Lommer, paa Væven kom ikke en Trevl, men de bleve ved, som før, at væve paa den tomme Væv.
Keiseren sendte snart igjen en anden skikkelig Embedsmand hen for at see, hvorledes det gik med Vævningen, og om Tøiet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han saae og saae, men da der ikke var noget uden de tomme Væve, kunde han ingen Ting see.
“Ja, er det ikke et smukt Stykke Tøi!” sagde begge Bedragerne og viste og forklarede det deilige Mønster, som der slet ikke var.
“Dum er jeg ikke!” tænkte Manden, “det er altsaa mit gode Embede, jeg ikke duer til? Det var løierligt nok! men det maa man ikke lade sig mærke med!” og saa roste han Tøiet, han ikke saae, og forsikrede dem sin Glæde over de skjønne Couleurer og det deilige Mønster. “Ja det er ganske allerkjæreste!” sagde han til Keiseren.
Alle Mennesker i Byen talte om det prægtige Tøi.
Nu vilde da Keiseren selv see det, medens det endnu var paa Væven. Med en heel Skare af udsøgte Mænd, mellem hvilke de to gamle skikkelige Embedsmænd vare, som før havde været der, gik han hen til begge de listige Bedragere, der nu vævede af alle Kræfter, men uden Trevl eller Traad.
“Ja er det ikke magnifique!” sagde begge de skikkelige Embedsmænd. “Vil deres Majestæt see, hvilket Mønster, hvilke Farver!” og saa pegede de paa den tomme Væv, thi de troede, de andre vistnok kunde see Tøiet.
“Hvad for noget!” tænkte Keiseren, “jeg seer ingen Ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! “O det er meget smukt!” sagde Keiseren, “det har mit allerhøieste Bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde see. Hele Følget, han havde med sig, saae og saae, men fik ikke mere ud af det, end alle de Andre, men de sagde ligesom Keiseren, “o det er meget smukt!” og de raadede ham at tage disse nye, prægtige Klæder paa første Gang, ved den store Procession, som forestod. “Det er magnifique! nysseligt, excellent!” gik det fra Mund til Mund, og man var allesammen saa inderligt fornøiede dermed. Keiseren gav hver af Bedragerne et Ridderkors til at hænge i Knaphullet og Titel af Vævejunkere.
Hele Natten før den Formiddag Processionen skulde være, sad Bedragerne oppe og havde over sexten Lys tændte. Folk kunde see, de havde travlt med at faae Keiserens nye Klæder færdige. De lode, som de toge Tøiet af Væven, de klippede i Luften med store Saxe, de syede med Syenaal uden Traad og sagde tilsidst: “see nu er Klæderne færdige!”
Keiseren, med sine fornemste Cavalerer, kom selv derhen og begge Bedragerne løftede den ene Arm i Veiret ligesom om de holdt noget og sagde: “see her er Beenklæderne! her er Kjolen! her Kappen!” og saaledes videre fort. “Det er saa let, som Spindelvæv! man skulde troe man havde ingen Ting paa Kroppen, men det er just Dyden ved det!”
“Ja!” sagde alle Cavalererne, men de kunde ingen Ting see, for der var ikke noget.
“Vil nu deres keiserlige Majestæt allernaadigst behage at tage deres Klæder af!” sagde Bedragerne, “saa skal vi give dem de nye paa, herhenne foran det store Speil!”
Keiseren lagde alle sine Klæder, og Bedragerne bare sig ad, ligesom om de gave ham hvert Stykke af de nye, der skulde være syede, og Keiseren vendte og dreiede sig for Speilet.
“Gud hvor de klæde godt! hvor de sidde deiligt!” sagde de allesammen. “Hvilket Mønster! hvilke Farver! det er en kostbar Dragt!” -
“Uden for staae de med Thronhimlen, som skal bæres over deres Majestæt i Processionen!” sagde Overceremonimesteren.
“Ja jeg er jo istand!” sagde Keiseren. “Sidder det ikke godt?” og saa vendte han sig nok engang for Speilet! for det skulde nu lade ligesom om han ret betragtede sin Stads.
Kammerherrerne, som skulde bære Slæbet, famlede med Hænderne hen ad Gulvet, ligesom om de toge Slæbet op, de gik og holdt i Luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunde see.
Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: “Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen! hvor den sidder velsignet!” Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke.
“Men han har jo ikke noget paa,” sagde et lille Barn. “Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde.
“Men han har jo ikke noget paa,” raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: “nu maa jeg holde Processionen ud”. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.
The time is characterized by form without contents
In addition
Praeterea censeo….
NO CLIMATE CHANGE CAUSED BY MAN
Link: 
Shown as clear as the day in 2007 (click at the arrow above)
OVERBLIK DANMARK OG INFORMATION OM DANMARK
26. december 2011:
´Jo flere der kommer og jo flere der fødes des færre er her´
3x2 klik og mest afslørende om DK er sendt til de ansvar-lige i Folketinget:
Send den til den første tredjedel af de ansvarlige i Folketinget
Send den til den anden tredjedel af de ansvarlige i Folketinget
Send den til den sidste tredjedel af de ansvarlige i Folketinget
14. august 2011:
EURO-PRO-ANTE
English version
10. august 2011:
BOOMERANG
18. maj 2011:
Hvem regner bedst: Den norske arbejdsgiver-forening eller den danske stat?
30. marts 2011: INDVANDRING, FØDSLER OG IQ I TAL, TABEL OG GRAFIK 1979-2072
11. februar 2011: TILSTRØMNINGEN 2010 - KORREKTION AF DANMARKS STATISTIK
