Om Funny Money

Bankerne er insolvente – d.v.s passivernes sum overstiger aktivernes sum

Banker udlåner en del af det deres indskydere har sat ind på deres checkkonti eller andre bankkonti. Problemet her bliver tydeligt, når det oplyses at bankerne både må stå inde for at tilbagebetale alle de indskudte midler, når du måtte ønske det efter den gældende aftale, men samtidig låner de pengene ud på samme tid. Selvfølgelig, jo større en andel banken udlåner af indskuddene desto større risiko løber banken i det korte løb, når indskyderne kan trække deres midler ud. Det som kontoen eller checkhæftet viser står på kontoen til indskyderens rådighed, men banken udlåner summen eller dele heraf også. Regeringen i landet garanterer rent faktisk for dette bedrag, men hvad består garantien i? Intet, fordi regeringen har kun reserver til dækning af en lille smule af bankernes manko.

 

Set på en anden måde: Når en person indsætter 1000 kr. og reservekravet der stilles fra regeringens side er 10%, så vil banken holde de 100 kr. men udlåne 900 kr. Disse 900 kr. vil antagelig ende i en anden bank. Nu sker det samme igen. 90 kr. holdes i reserve, men de 810 kr. udlånes igen.

Slutresultatet er at for hver indsatte 1000 kr. udlånes optil 99.000 kr.

Resultatet er at der skabes pengemidler ud af den blå luft. Det netop anførte eksempel er et illustrationseksempel, der er kørt helt ud i hampen, men princippet er gældende.

 

Det helt afgørende er, at pengemidler kun er midler til at lette byttehandelen med goder, der efterspørges, men pengemidler bliver ved det netop beskrevne fænomen en trussel mod ordentligt handelsamkvem.

 

Penge er lette at transportere – pengeoverførsler endnu nemmere – og de letter arbejdsdeling i det små og udover hele kloden, der skaber den velstand, som alle gerne vil have. I stedet for at medbringe varer og råstoffer kan der udlignes ved, at der betales med penge, når handel foregår. Penge i sig selv er jo blot papir, mønter, nu næsten kun digital-tal på en skærm eller blot en lind elektronstrøm, der former informationer af en særlig udløsende karakter.

 

Pengemidler mister deres værdi ved den trafik med at øge deres mængde ud af den blå luft, således at priserne på de virkelige varer stiger, og man så kan få mindre for de samme penge af nu ringere værdi. De falske anvisninger på (digitaltal om) værdier kaldes ’papirpenge’ og ’fiat-money’, og fordi de ikke er sunde eller rigtige penge kan de bedst lignes ved en veksel, der skal indfries med rigtige værdier. De kan godt bruges og tilsyneladende uden problemer, sålænge de modtagne værdier man får for de falske anvisninger svarer til det, der står på anvisningerne. Det går dog ikke i længden, den falske pengemængde får priserne på de efterspurgte varer til at stige.

 

Regeringerne gør det endnu værre:
Se, sådan er en rigtig fristelse for genvalgsivrige politikere ved magten. At love mere end man kan holde kaldes at gå bankerot. Regeringerne trykker også falske penge. Regeringerne er vældig interesserede i at bruge flere penge, end de kan få folk til at betale i skatter og afgifter. På den måde kan de indfri flere vælgerønsker og deres egne ambitioner og dermed lettere blive genvalgt og blive på den tilsyneladende magt.

 

Med John Maynard Keynes idekompleks udformedes alle økonomiske tekstbøger i efterkrigstiden således, at politikernes tjenerskab – embedsmændene – hoppede på ideen, om at man kan stimulere et lands økonomi ved at forøge pengemængden – f.eks. ved at holde højere offentlige udgifter, end der indkræves i skat. Man kan låne penge, trykke pengemidler og især øge denne trafik, når der ikke er udsigt til, at skatterne kan hæves mere i takt med politikernes uendelige behov for at opbruge værdier skabt af borgerne.

 

For at kunne styre retten til disse pengeanvisninger er det vigtigt for regeringerne at have en nationalbank, der låner midler ud til de private banker. På den måde behøver bankerne ikke holde så store reserver i forhold til indskuddene.

D.v.s. betalingsmiddelmængden eller retten til værdierne i et land styres i høj grad af bankfolk og politikere, mest bankfolk, medens produktionen og arbejdet med at frembringe og omsætte værdier klares af helt andre, hvoraf langt hovedparten intet aner om bedraget.

Jo mere regeringerne ønsker at låne desto mere må nationalbanken reducere reservekravet. Normalt sælger regeringen så statsobligationer – der for ihændehaveren er et rentebærende tilgodebevis.

Se, regeringen sælger normalt disse statsobligationer til nationalbanken, der betaler med egne, trykte midler. Statsobligationerne vil typisk efterfølgende søges afsat til borgere, der har ledig kasse at investere. Ved den sidste operation opsuges der så den købekraft eller de penge, der i stedet bruges af regeringen. Den forpligter sig ganskevist til at betale mere tilbage for at få obligationerne afsat, men her kan man fuldt berettiget spørge, hvorledes regeringen skulle blive i stand til at betale mere tilbage end den lånte hos borgerne.

 

Det kan regeringen selvfølgelig ikke. Kun ved at hæve skatterne yderligere, låne noget mere eller udhule værdierne i samfundet med inflation “kan den betale”. Hvordan skulle et postbud fra Vorbasse, der tilfædigvis sidder i en regering, være blevet i stand til at skabe sådanne omsætningsværdier, der er efterspurgt af borgerne i et land ved f.eks. at være udviklingsminister for ulandene?

 

Når betalingsmiddelmængden øges repræsenterer de udstedte pengemidler ikke øget velstand. Når de bruges, bliver goderne i samfundet omsat hurtigere, end de hidtil er blevet produceret og så reduceres varelagrene. Det var teoretikeren Keynes’ opfattelse, at knapheden på umiddelbart omsættelige goder så ville stimulere produktionen til stigning. Dette er selvfølgelig ingenlunde tilfældet. Virkeligheden fører til at priserne stiger, fordi dette netop typisk giver større fortjeneste end en øget produktion. Med denne overefterspørgsel efterspørges også flere udenlandske varer, så ubalancen i samhandelen forværres, fordi der så også importeres mere p.g.a. de falske penge.

 

Sonia

supplement: Medens vi venter på krakket (anno 2001)