Danmark

20. september 2008

Dette sker med finanserne, naar staterne griber ind


Det er ikke spekulanterne, bankerne eller finansieringsselskaberne, der alene bærer ansvaret for finanskrisen og værdikrisen. Absolut ikke. Disse er fristede, store og mindre aktører, der forsøger at tjene penge, i et spil, der i virkeligheden er blevet gjort muligt af staterne, deres politikere og ikke mindst deres administratorer.

Skatteyderne skal betale hver gang, fordi de er flest, og de er (på beregning) mest uoplyste sammen med langt de fleste politikere, beklager, men det er sandt!

Derfor kan du med fordel læse dette indlæg, hvis du skulle være én af disse skatteydere. Du får det ikke fra “de ordinære medier”

Flere pengemidler og mere kredit ydet af staterne før og under finanskrisen og værdikrisen kan for en tid øge ’tilliden’ – = troen på løgnene – til markedet for oppustede værdier. Vi ser aktiekurserne stige igen, og så melder mainstream-medierne, at nu går det sandelig også godt igen; det er sikkert overstået.

Krisen har i øvrigt intet med ‘kapitalisme’ at gøre. ‘Kapitalisme’ er et vrøvleord opfundet af Karl Marx. Der findes kun ét system i verden, og der har aldrig været andre. Så kan man samle eller sprede magten.  I øvrigt, det system, der brugte eller forødte mest kapital pr. produceret enhed, var netop det såkaldt ‘ikke-kapitalistiske’. Sidstnævnte rammes af pengeødelæggelse på præcis samme måde som det førstnævnte.

Selskabernes begrænsede hæftelse og den anonyme ejendomsret er central

Den enkle gennemgang af hvordan finanskrisen starter

Aktiekurstigninger er fortsat forventninger til flere aktiekursstigninger eller i sjældneste tilfælde i disse år til overskud fra egentlig virksomhedsdrift efter firmaernes hovedformål. Kan der ikke skabes de forventede overskud, går det galt igen, og det kan der ikke, fordi der fortsat er fyldt alt meget varm luft i aktierne og dernæst i boligerne og ejendommene, og fordi realøkonomien i virkeligheden er yderst trængt af den internationale konkurrence plus samtidig særdeles forsømt og utilpasset udviklingen, navnlig i Europa.

Det er ikke kun bolig- og ejendomsejerne, der rammes nu. 1991-2003 kørte tilskuddene til såkaldt ‘byfornyelse’. Det drejede sig om tilskud til boligejerne, der via tilskuddet fik en større privatformue, der fulgte af prisstigningerne, som tilskudsombygningerne på ejendommene medførte og som følge af den nedvæltede effekt på huslejerne i opadgående retning. Værdistigningerne blev til mere end 400 mia. kr. i perioden 1995-2003. Og huslejens andel af den disponible indkomst blev næsten fordoblet.

Værdistigningerne var ikke alle grebet ud af den blå luft, men pengene, der satte ombygningerne i gang, var blevet hentet fra et andet sted i økonomien, fordi bygningshåndværkerne havde 30-40 pct. arbejdsløshed i begyndelsen af 1990erne. Her forudsættes balanceret offentligt budget – dvs. skatteindtægterne dækker udgifterne.

Tilskuddet får initiativet og pengene trukket et andet sted hen, end hvor de virkede forud. Aktiviteten øges dette andet sted i en kortere periode, og leverandørerne der indstiller sig på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommandoøkonomien og funktionærstaten og skævvridningen af økonomiens naturlige ordning. Naboen gør som jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme. Trediverne var fyldt op med statsgældsforøgende New Deal tilskud. Standser tilskuddene bliver ledigheden meget større, end den først var. Det er hvad vi ser nu i byggebranchen.

På lignende måde med de øgede kreditter via bolig- og ejendomslån og den dermed øge købekraft.

Ansvaret for den aktuelle finanskrise

Citater fra sidst det kørte (1922):

“Når der ikke var tjent eller opsparet reel formue i den 5-årige krig, har intet individ fortjent at forøge sin formue i den periode. De københavnske bankers balance var før krigen 1100 mill. kr., i 1922 3500 mill. kr. ” [bemærk, at pengene var nogle helt andre]

“Valget efter krigen stod mellem at gå bankerot eller fortsætte den pantsætning og belåning af nationens grundværdier og arbejdskraft, der allerede var begyndt. Statens gæld var i 1923 2400 mill. kr., når kommunernes og havnenes gæld medregnes, og prisniveauet er fælles. I år 1900 var den ca. 200 mill. kr. Altså en 12-dobling på 23 år.2) Til statsgælden skulle egentlig lægges pensionsbyrden omregnet til nutidsværdi.”

Under inflationen dengang tillod man priserne at flerdobles. Samtidig samledes der mægtige formuer på private hænder, og staten kastede bare (u)forpligtende statsobligationer ud.

“Havde man i 1919 i stedet én gang for alle taget en formueskat til tilbagebetaling af krigens gæld, havde man ikke absurd bibragt borgerne den tro, at man kunne føre krig for intet. Det var umoralsk, at der kunne dannes mægtige privatformuer ved krig og inflationssvig, og det var uøkonomisk at tillade borgerne et forbrug på grundlag af en tilsyneladende formue, der ikke stod i forhold til Europas virkelige kapitalmangel.”

Derefter fulgte stilstand i hjulene – deflation, hvor alle værdierne begynder at ødelægges. Vejen ud herfra er ganske langvarig og smertefuld. Normalt kommer så krig igen, hvis mange lande kører samme trafik. Det skete også. Det hele skyldes alene svig.

“Men man har forud kapitaliseret1) fremtidens udbyttemuligheder og for de nu besiddende fastslået, at krig er en fortræffelig forretning, noget, det er værd at gentage.”

Det samme sker i dag.


1) Tilbagediskontering af alle fremtidige beløb til et nutidsbeløb, der under hensyn til renten helt tilsvarer summen af fremtidsbeløbene. Nu er det bare det – som nævnt – at f.eks. renten, købekraften og kurserne ikke er til at lide på.

2) I det officielle forum sammenlignede man dengang et sådant gældstal med statens og kommunernes rentebærende aktiver. De var bogført til 1800 mill. kr. i 1923. Statsgælden skulle officielt pludselig betragtes helt modsat fra midten af 1930-erne (og stadigvæk) for nu skulle nationerne gældsættes af staternes ledere.

Kilde til ovenstående fra 1920erne: http://www.lilliput-information.com/economics/app3.html

“Det nytter ikke at tro, at verden kan gå ud af krigen uden at se anderledes ud end før, eller at de folk, der har fået disse papirer (gældspapirer, tyske marksedler og oppustede aktier), skal kunne leve trygt af dem, hvad de fordrer.”

“Disse papirer skal ud af verden på den ene eller den anden måde; samfundet kan ikke bestå, hvis det skal forrente disse penge, det er en krise, der kommer over verden på den ene eller den anden måde, og som også vil ramme os ad sympatiens vej, fordi vi alligevel er engt (tæt) sammenknyttede med det øvrige Europa. Det samme kan siges med hensyn til vore aktier, der er 1000 millioner fra det, de var på højdepunktet, og de skal formentlig 500 millioner ned i de næste halvandet eller to år. Vore landejendomme skal også skrives ned. Men alle afskrivninger af værdier kan kun ske ved individuelle tab.” (Se Landmandsbankens kollaps: http://www.lilliput-information.com/economics/hed/app3.html ).

[millioner i 1920erne skal blot ændres til milliarder i dag]

Efter 1920erne kom 1930erne:

Indtil da viste statens formuebudget dens aktiver og passiver, og indtægterne var optagne lån og solgte værdier, udgifterne var tilbagebetalinger af lån og pengeanbringelser.

Keynesianismen, som professor Jørgen Pedersen ukritisk markedsfører på dansk, beskæftiger sig yderst virkelighedsfjernt med samfundets centrale problemer. De gøres til problemstillinger i matematisk symbolsprog eller noget lige så begrænset: Der udredes en logisk sammenhængende tankefølge, der hverken beskriver det pågældende problem, som det er i virkeligheden, eller medtager alle de tiltag, der i praksis øver indflydelse på problemets løsning. For eksempel har pengemidlernes indflydelse på samfundsøkonomien eller inflationen en ringe placering hos Keynes og hans eftersnakkere. Det samme kan siges om statsgælden.

Det nye system, som skulle opbygges for efterkrigstiden, skulle netop bygge på fri adgang til statsgældsætning som forudsætning for etableringen af Én-Verdens-Samfundet. J. M. Keynes var skræmt af denne plan og mente ikke den med fordel kunne hemmeligholdes, skriver Anthony Sampson i Den Skjulte Magt. Målene for samfundet efter Keynes er altid noget med beskæftigelse, aktivitet og lignende. Den offentlige sektors virkning på økonomien og statsgælden interesserer man sig ikke for, og man bliver straks i tvivl om de erklærede mål er andet end til “den ydre” opfattelse, som Keynes selv benævner den 3).

Hele angrebssynsvinklen i den keynesianske tankegang vidner om en fatal mangel på virkelighedsinteresse, f.eks. interesse for om de valgte forudsætninger overhovedet sammen og hver for sig tegner et billede af den virkelighed, der forsøges spået om. Det bliver en opgave i sig selv for keynesianeren til stadighed at søge at dække sig ind, så det han har sagt hænger logisk sammen, når alle forbehold er husket. Om disse logisk sammenhængende skoleridt fortæller noget om virkningerne af en række forskellige politisk-økonomiske tiltag fra myndighederne mod nogle korrekt beskrevne fænomener i samfundet, interesserer i princippet ikke keynesianeren. Her skal han have sin ryg fri, som det også er en central dellære for “dansemyggene” i keynesianismen at indøve i alle henseender.

Det kan kun beklages, hvis vi interesserer os for keynesianeren eller lader os besnakke af ham. Det skal for god orden skyld oplyses, at Jørgen Pedersen, der blev Rockefeller Fellow, antagelig kunne have fået Nobel-prisen i stedet for John Maynard Keynes i 1935. Pedersen var dog ikke så kendt i Det Kongelige Svenske Akademi og skrev ikke så meget på engelsk. Når man tildeles Nobel-prisen, så må det, man har præsteret, være af stor betydning.

Keynes var ikke den sidste:

Nobelprisen uddeltes i 1997 til Robert C. Merton og Myron S. Scholes for en formel til udregning af risikoen ved derivat-kontrakter. Formlen gav sikkerhed, meldte de….. på de givne forudsætninger uden for virkeligheden, ganske vist. Det reelle problem, som de amerikanske skatteydere og resten af verden nu skal lide under, er, at et sådant krak nemt kunne trække en mængde store indflydelsesrige banker i bankerot fulgt af mere nød og elendighed for folk. Formlen ‘holdt kun’ et par år.

Det var dog kun den første bobbel med LTCM, der så indtraf. Der er en anden på vej under overfladen, hvor den samler kræfter til et endnu større brag, måske det endelige, når den “fra oceanernes bund når ind på lavere dybde”. Det var sidste gang den såkaldte redningsplanke blev kastet ud, meldte tidl. centralbankdirektør i USA Alan Greenspan.

Kilde: http://www.lilliput-information.com/economics/oklek.html, der også indeholder nogle centrale og nyere historiske erfaringer

Prøv: http://danmark.wordpress.com/2006/07/01/finansernes-globalisering-skyldes-svig/ for at få styr på betegnelserne ‘derivat’ og ‘LTCM’ m.v.

Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.

Kan det indrettes så pengeødelæggelsen og spekulationen ophører? (på engelsk)

Man kurerer ikke koldbrand med lavedelolie


3) Efter Keynes-myterne var blevet fast forankret i slutningen af 1930-erne opereredes med ét spil på scenen og et andet spil bagved og ovenover scenen, som Keynes selv udtrykker det.

(Kilder i øvrigt: Keynes, J. M.: The Economic Consequences Of The Peace. The Royal Economic Society, London 1971.

Johnson, Elisabeth: The collected Writings of John Maynard Keynes, vol. XVII. Macmillan, The Royal Economic Society, London 1977)

Det har i de mangfoldige tilfælde, vi er faldet over, været sandheden og løgnen.

About these ads

6 kommentarer »

  1. [...] Hvad sker der, når staterne griber ind [...]

    Pingback af Tuen der satte finanskrisen igang « Danmark — 22. september 2008 @ 14:58

  2. [...] Kan staterne standse det? [...]

    Pingback af Finanskrisen - ansvaret fejlplaceres af det lettere og det koebte kavaleri « Danmark — 2. oktober 2008 @ 12:33

  3. [...] Hvad sker der, når staterne griber ind [...]

    Pingback af Finanskrise og valuecrisis - lad os faa det hele med - er desvaerre en naturlig ting « Danmark — 26. november 2008 @ 00:58

  4. [...] mod finanskrisen og den dermed delvis forbundne økonomiske nedtur fejlbehandles traditionen [...]

    Pingback af Ingen tvivl : De europæiske økonomiske tiltag styres direkte mod deflation « Danmark — 14. januar 2009 @ 13:06

  5. [...] View [...]

    Pingback af All Posts on http://Danmark.Wordpress.com « Danmark — 17. marts 2009 @ 21:47


RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack en URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

The Silver is the New Black Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.