Danmark

15. september 2008

Om Kultur, 2. del

Arkiveret i: Culture, History — Tags:, , — Therese @ 19:53

Om begrebet kultur

Af. Professor, dr. phil. Axel Steensberg

[1. del]

2. del

Men det er i hvert fald ikke ganske korrekt, når den amerikanske anthropolog A. l. Kroeber har hævdet, at ordet kultur første gang nævntes i et tysk leksikon fra 1793. Vi har set, at betydningsovergangen fra jord-, skov- og havedyrkning etc. til pleje og udvikling af menneskers åndelige egenskaber må være sket i Frankrig. Først dyrker man gode breve, så sine iboende kræfter, så kan man dyrke videnskab, og der åbenbarer sig en modsætning mellem den gode natur og den korrumperende kultur, indtil kultur efterhånden bliver en eftertragtet betegnelse som først og fremmest de fine har patent på.

I den sidste menneskealder synes humanister næsten at have glemt, at kultur dog stadigvæk også består i dyrkning af mere primitive livsformer som bakterier, træer og andre planter. Der doceres fremdeles et fag ved landbrugsfakulteter og landbohøjskoler, der hedder agrikulturkemi.

En anden amerikanske anthropolog, Franz Boas har sagt, at kultur omfatter alle et samfunds tilkendegivelser i form af sociale vaner. Kultur er det enkelte individs reaktioner på skik og brug i en gruppe, hvori han lever. Desuden er kultur summen af menneskers handlinger bestemt af skik og brug. Og en tredje amerikaner, Melville Herskovits siger kort og godt: “Kultur er den af mennesker frembragte del af omverdenen.” I samme ånd var det, den danske politiker og klassiske fililog Hartvig Frisch forargede borgerskabet, da han i tyvernes i sin “Europas kulturhistorie” hævdede, at “kultur er vaner i allersimpleste forstand.” Efter denne definition havde overklassen i hvert fald ikke mere hævd på at være kulturbærerne. 

Udtømmende er disse definitioner imidlertid ikke. Det er ganske vist rigtigt, at der i hver kultur findes noget negativt, noget tillært, vedtaget – konservativt, om man vil. Thi formålet med kultur er blandt andet at holde en plante eller en gruppe af menneskers skik og brug ved lige. Men ikke blot i traditionel forstand. Selv de gamle romere gjorde, som vi har set, hvad de kunne for at forbedre vilkårene for deres planters trivsel. Der var ikke blot noget traditionelt i den romerske agrarkultur, men også noget aktivt, dynamisk, en bevidst udvikling. Der spores altså både et statisk og et dynamisk element i kulturbegrebet helt fra dets optræden i oldtidens rom for over 2000 år side. Det er derfor ganske pudsigt, at der i professor Herskovits ovennævnte definition, som den videre begrundes i “Man and his Works” (New York 1952, s. 625 ff), slås fast på een gang, at kultur er dynamisk. Den betingelsesløse konstatering af det første skulle synes at udelukke det sidste.

Så er Hartvig Frisch mere konsekvent, når han definerer kultur som vaner taget i allesimpleste forstand. Men “vaner” er indgroede, automatiske handlinger, symptomer på noget, der engang har været bevidst og aktivt, men som nu er forvandlet til rutine. Kun under indøvelsen af de overleverede vaner, det vi kalder traditionen, – hvilket ikke sjældent sker under mere eller mindre udtalt modstand og deraf følgende ændringer i det tillærte – er tale om en aktiv kulturproces. Det er forøvrigt ikke blot mennesker, der har vaner, men også dyrene. Altså måtte kulturen også omfatte dem, hvis man skulle nøjes med Hartvig Frisch’s forklaring.

Man hører undertiden åndspersoner sige: Der er intet nyt sket under solen. Alle gode ideer har andre haft før os. Og man taler om tankevaner og vanetænkning, hvilket ikke er helt det samme. Sammenholder man imidlertid sådanne påstande med virkeligheden i dage, viser det sig ikke at være udtømmende. Mange ideer har mennesker haft i fortiden, mange opfindelser er blevet gjort, og meget af det er blevet rutine, vaner som børn tilegner sig i skolens undervisning. Men der sker immervæk noget nyt. Selv om den klassiske fysik, som vi har lært i skolen, kan bruges til praktisk forklaring af mange forhold, må man dog indrømme, at den moderne atomfysik har åbnet helt nye perspektiver. Den er det, der har gjort vor tids tekniske fremskridt mulige. Plancks konstant falder lige så lidt som Einsteins og Bohrs tanker ind under vanetænkning. Konstruktionen af raketter til månen heller ikke – så skal man da definere “vaner” så bredt, at også menneskers opfindsomhed anses som en vane. Sagen er nok, at vaner er noget, der automatisk bliver gennem tillæring, medens opfindsomhed er noget arveligt.

Hartvig Frisch’s definition af kultur var imidlertid i nøje overensstemmelse med manges opfattelse i hans tid, i hvert fald indenfor såkaldte progrssive kredse. Også arkæologer og etnografer talte og taler jo endnu om “kulturer” i betydningen folkegrupper, inden for hvilke der hersker stor ensartethed med hensyn til materiale og åndelige udtryksformer. Professor Johannes Nicolaisen siger i “Primitive kulturer” (Kbh. 1963), at det er et særkende for mennesket, at det besidder en kultur, dvs. en række tillærte handlinger, som ved oplæring af individerne kan fortsætte fra den ene generation til den anden. Imidlertid er det et spørgsmål, om dyrenes tillærte handlinger, som ved oplæring af individerne kan fortsætte gennem oplæring, i hvert fald hvad de mennesket nærmest stående arter angår. Harlows primatforsøg (se “Naturens verden”, oktober 1965) viser, at rhesusaber bliver afsporet, når de oplæres af en unormal moder. De lærer hendes forkerte adfærd, når denne indlæring har fundet sted på et tidligt tidspunkt under deres “opdragelse” er de forkerte handlinger ikke til at udrydde, selv når aberne kommer til at omgås normale, vilde artsfæller.

Arkæologer opererer med begreber som “enkeltgravskultur”, “bådøksekultur”, “mesolitisk kultur” og lignende, til trods for at det ikke er muligt genfremkalde hele det kompleks, der for så og så mange tusinde år siden tilsammen udgjorde disse folks kultur. Det, man nu kan analysere – og dét har sin store videnskabelige betydning – er disse menneskersefterladenskaber i form af brugsgenstande og grave, i visse tilfælde også tomter af deres boliger. Men dette er langtfra hele “kulturen”. Om disse kendsgerninger, der frister mange til at lade fantasien spille (en udmærket kulturegenskab i øvrigt til sit brug!), men som ofte lader fagmanden nøgtern tilbage med sin typologi, har den markante engelske arkæolog Sir Mortimer Wheeler engang sagt: Arkæologen finder måske tønden, men gå glip af Diogenes (den velkendte tænker, der havde valgt en så lidet distraherende bolig!). Og Wheeler fortsætter: Selv om man fandt det kors, hvorpå Kristus led døden, ville man (dvs. arkæologerne) ikke uden videre fatte, hvilken verdensomspændende bevægelse, den korfæstede har givet anledning til – selv ikke med den mest intuitive fantasi som hjælper.

Men selv om man var så heldig at finde vidnesbyrd nok om både materielle og immaterielle vaner, der havde knyttet mennesker sammen, er det så tilstrækkeligt at forklare kultur som “vaner taget i allersimpleste forstand”?

Den tyske sociologi Ralf Dahrendorf har i en bog fra 1963 “Gesellschaft und Freiheit” kritiseret nogle af sine fagfællers – og navlig den for tiden så berømte amerikanske sociolog Talcott Parsons ensidige fremhævelse af de stabiliserende faktorer i samfundet. Et af vor tids modebegreber er “statusymbol”. Hvad den ene har søger andre at få, simpelt hen for at være med i laget. Navnlig i USA har denne indstilling i mange år været fremtrædende. Ralf Dahrendorf er heller ikke blind for de stabiliserende faktorers betydning. Han hæfter sig navnlig ved, at de i så høj grad egner sig til videnskabelige behandling. I et stabilt samfund kan man naturligvis langt lettere foretage beregningsmanøvrer end i et ustabilt. Det ustabile er egentlig imod såvel videnskabens som statens væsen. Ikke desto mindre mener Dahrendorf, at vor vestlige kultur nok så meget karakteriseres ved, at den “revolutionære” ånd er trængt helt ned i de jævneste befolkningslag. Ingen vestlig arbejder er i tvivl om, at tingene kan forbedres og arbejdet gøres anderledes og mere efektivt, hvorimod man f.eks. i mange asiatiske lande i langt højere grad slår sig til tåls med det tilvante, det vaneindgroede.

For en historiker er dette temmelig åbentbart. Thi den europæiske bonde blev karakteriseret på samme måde i slutningen af 1700 årene – selv om det nok var temmelig overdrevent. Men historien viser også, at fremtiden ikke lader sig beregne, netop fordi der ikke råder balance mellem de faktorer, der udgør den hele “kultur”. Selv om man godt kan lægge planer ud fra visse forudsætninger og analyser, forholder det sig som med en general, der møder op med omhyggelige angrebsplaner lagt lang tid i forvejen, men som under selve krigsudviklingen bestandig er nødt til at improvisere og ændre sine planer – en krig er vel den mest dynamiske samfundstilstand, der findes. Selv i det mest velsmurte og stabile samfund bliver der en uberegnelig rest tilbage, som gør det nødvendigt at improvisere. Og til de mest uberegnelige samfundsborgere hører kunstnere, digtere, opfindere, forskere – alle de, der ikke vil slå sig til tåls med med det nemme og ligetil, det nedarvede og tilvante. Under tiden opfører sådanne “originaler” sig så usædvanligt, at de ikke engang kan accepteres i intellektuelle kredse, hvor de egentlig burde høre hjemme. Man tør måske betvivle, at Søren Kierkegaard ville have fundet plads i et dansk akademi, hvis et sådant havde eksisteret på hans tid? Thi man erindrer, at Det kgl. bibliotek i København afslog at modtage hans efterladte papirer. Den slags mennesker er skabt til at være en torn i kødet på alle os borgerlige – for ikke at sige os spidsborgerlige – samfundsstøtter. Men det er først og fremmest folk af hans art, der holder liv i kulturen, der gør, at den ikke stagnerer eller dør af mangel på næring.

Det vil efter den her fremførte opfattelse næppe være tilstrækkeligt med den amerikanske etnolog Ruth Benedict at beskrive kulturen som et mønster. This ved “kulturmønster” bringes man uvilkårligt til at tænke på noget statisk, noget fastlagt som en dekoration eller mønsteret på på et stykke stof. Ganske vist dukker der i kulturen situationer op, som ligner hverandre. Men lad mig bruge et billede, som jeg har anvendt i idnledningen til det af mig redigerede værk om “Dagligliv i Danmark”, bind 2: “Man kan sammenligne det indtryk, vi får ved at betragte fortiden, med den oplevelse, det er at beskue verdenshavet fra stor højde. Set på denne afstands forsvinder al bevægelse. En rolig flade udbreder sig med skibe, der synes at ligge for anker, bundne til samme plet, skønt man ved, at de skyder en fart af adskillige knob. Langs kysterne tegner brændingen sig som en kridtstreg på en sort tavle, slået én gang for alle, ubevægelig gennem årtusinder. Fra luften ser man også, at der rundt om øer og kyster ligger grunde og undersøiske skær, der ikke kan skelnes af de søfarende. Foretager nab imidlertid et dyk ned gennem luften, øjner man flere og flere enkeltheder på selve havfladen, medens dybdeperspektivet samtidig forsvinder. Det billede, der før forekom stillestående, kommer nu i bevægelse. Og befinder man sig endelig nede på selv vandoverfladen, er det i uroligt vejr næsten ikke til at se hvavet for bølger.”

Det er i kulturen som i havet: Utallige strømninger og påvirkninger modarbejder eller understøtter hverandre som en vekselvirkning mellem sammentræffende bølgebevægelser – en “interferens”. Det er nyttigt at nogle forskere samler interessen om det, der er indarbejdet som normale processer i denne”kulturinterferens” eller kulturens brydningsforløb, således som det altid har været videnskabens sag at skildre det typiske. Men lige så nyttigt og vigtigt er det, at andre samler interessen om de dynamsike, de uberegnelige, om dem, man forhen kaldte “kulturbærerne” i litteratur, videnskab, religion og kunst.

Thi kultur kræver ikke blot tradition og vanetænkning. Den kræver i høj grad også opfindsomhed og evne til at finde nye veje. Desværre er vi mennesker ofte for kategoriske i vor opfattelse og inddeling af omverdenen. vi venter rent umiddelbart at finde “kulturbærerne” samfundets højere lag. Men vi glemmer, at de, der har evnen til at komme til tops, ikke automatisk behøver at være skabende ånder. Det er måske lige så tit folk, der har evnen til at udnytte og omsætte de skabende kræfter i en kreds, der knyttes til dem? Det sker oftere, end man i almindelighed gør sig klart, at ideer og tanker fostret af medarbejdere knyttes til lederens navn. Tiest kan i virkeligheden ingen afgøre, hvorfra det nye i tiden stammer, fordi det er opstået under meningsudveksling – eller simpelthen fordi menneskene i centrum frådser i omgivelsernes ideer og originale tanker, og det ville være for meget at forlange, at de skulle give sig tid til at notere, fra hvem de fik de afgørende impulser. For mennesket i centrum er det afgørende at skønne om. hvad impulserne kan bruges til og om de i det hele taget lader udnytte i kulturens store malstrøm eller de må synke til bunds. Måske kan de så dukke op på et senere tidspunkt, når tidens er blevet moden.

Kulturen ligner levende organismer. De bæres oppe og kittes sammen af utallige “celler”, hver med sin vanemæssige eller nedarvede funktion. Men i lighed med egentlige organismer er de desuden udrustet med en slag aktive “følehorn” og “hjerneceller”, der skal hjælpe dem ved orientering og planlægning, så arten kan overleve. Ikke alle individer er ens udrustet så lidt som alle celler i en organisme. Og “hudceller” forstår naturligvis ikke til hvilken nytte “nervecellerne” fungerer. Alligevel er begge lige uundværlige for individets beståen.

Det har været hensigten med det her fremførte at besinde sig på, hvad begrebet kultur set i historiens ly, egentlig rummer. Thi i vor tids kulturdebat gør de færreste sig klar, hvad der burde være det fælles udgangspunkt for diskussionen: en definition der dækker alle afskygninger af begrebet. en sådan definition må omfatte såvel kulturens tillærte som dens arvelige og dynamisk virkende elementer. Voltaire stillede natur og kultur op imod hinanden, men betragtede unægtelig ikke det sidste som et forældlingsprodukt af det første! Det hænger naturligvis sammen med, at naturen var “god”, som om man uden videre kunne tillade sig at fælde en så kategorisk dom om noget så kompliceret og ubestemt. På dette sted vil vi begrænse os til det faktiske, at “kultur” i sin oprindelse brugtes om dyrkning eller forædling af den omgivende og indre natur. en sådan forædling er en slags vedvarende destillationsproces, hvoraf bestandig opstår flygtige, raffinerede væsker – svarende til “åndskulturens” nybrud – medens de tungere bestandele lejrer sig på bunden som sejge masser – svarende til de tillærte “vaner”. Naturligvis dækker et sådant billede ikke helt virkeligheden. konklusionen må blive, at kultur omfatter både statiske og dynamiske elementer, og at det dynamiske element ustandselig udskiller statiske vaner, efterhånden som nybruddene forvandles til dagligdags, indgroede rutinehandlinger.

1. del

—————————-

 

Sonia

Boligmarkedet er sygt


Fra en analyse i den schweiziske storbank UBS har magasinet Penge og Privatøkonomi bragt:  

http://www.penge.dk/cm/1.3004

“DEN GENNEMSNITLIGE BOLIGEJER ER DYBT FORGÆLDET

Det danske boligmarked er sygt

Danske husejeres realkredit- og bankgæld er markant højere end hos husejerne i de øvrige nordiske lande…”

[...]

“…De danske husejeres gæld til realkreditten og bankerne udgør 90 procent af Danmarks BNP…”

[...]

“…Danmark er derfor for dårligt rustet for at håndtere en krise end andre lande omkring os…”

[...]

“…Det er mere end dobbelt så meget sammenlignet med boliggælden i de øvrige nordiske lande – i Finland ligger den samlede gæld på under 35 procent i forhold til BNP. Selv i lande som Spanien, Irland, England og USA, der også har oplevet voldsomme fald i boligpriserne, og som banken også ser kritisk på, skylder husholdningerne mindre i forhold til BNP…” 

[...]

“…50 procent af de danske boligejere skylder mere væk, end de tjener, og blandt de 30-39 årige har hver femte en gæld, der er mere end tre gange større end det, de tjener på et enkelt år…”

 

 ——————————–

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2008/07/30/150239.htm?rss=true

“Danmark har EU-rekord i boliggæld

30. jul. 2008 15.06 Penge

Danmark er det EU-land, hvor boligejernes gæld er allerstørst målt i forhold til bruttonationalproduktet (BNP).

Gælden i boliger svarer til 89,8 procent af samfundsproduktionen, og det er mere end i andre EU-lande og også mere end i USA, hvor gælden svarer til 74,6 procent af BNP, viser ny rapport.

Det gør Danmark til det mest sårbare land i den kreditkrise, der hærger, forklarer cheføkonom Jean-Michel Six fra Standard & Poor’s, der står bag rapporten…”

Intet nyt under solen

Finans- og værdikrise

 ……………………………………………….

Hvem har gjort boligmarkedet sygt:

http://danmark.wordpress.com/2006/05/25/ejendomspriserne-skal-standses/

http://danmark.wordpress.com/2008/02/09/tuen-der-satte-finanskrisen-igang/

http://danmark.wordpress.com/2006/06/26/spekulations-regimet-kommer-til-ende-pr-naturlov/

http://danmark.wordpress.com/2007/02/02/hvordan-vi-slipper-af-med-de-andre-2/

Ansvaret for den aktuelle finanskrise

Explosion in Malmoe

Arkiveret i: Crimes, Culture, Sverige — Tags:, , , , — Therese @ 07:30

http://inorden.org/?p=735&language=en

Explosion rips into Malmö nightclub

Written by Jarle Petterson

“A huge explosion ripped apart the entrance to Malmö’s largest nightclub on Sunday night. The Slagthuset club was empty and nobody was hurt, but the damage to the club was being described on Monday morning as ‘extensive’…”

Sonia
 

The Silver is the New Black Theme Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.