Inflationen camoufleres, men ikke dens virkninger

Der skabes megen forvirring om inflationens udvikling:

1. En mængde højtekniske produkter falder voldsomt i pris efterhånden som masseproduktionen heraf dykker priserne.
2. En stor andel af disse og også andre produktioner er gået til udlandet, især Asien, hvor lønniveauet er langt lavere end i den vestlige verden.
3. Disse produkter indgår centralt i prisindeksberegningen her, hvor dagligdagsprodukter herunder fødevarer og f.eks. brændstof også indgår, og så trækker de prisstigningen samlet ned.
4. Derudover har der indsneget sig en meget kedelig kutyme blandt journalister og andre skribenter, der indebærer at oplysningerne viderebringes aldeles mangelfuldt.

Virkninger af inflationen bragt bevidst til veje af den forøgede kreditgivning via senest ejendomsmarkedet (en tredobling af ejendomsgælden på blot 17 år) og oveni lønstigninger for hele velfærdssektorens personel, vil ikke udeblive. Man vil på gammeldags keynesianer-vis begrænse virkninger heraf via skattestigninger og rentestigninger, der sender endnu flere samhandelsarbejdspladser ud af landet eller væk, og derved indsnævres velfærdens finansieringsmulighed endnu mere.

Et eksempel på officielle tænketanke, der skal forestille at rådgive og tage ansvaret, som politikerne ynder at lægge fra sig:

“Arbejdsmarkedskommissionen skal, i løbet af det kommende halvandet år, komme med forslag til, hvordan man varigt får danskerne til at arbejde mere end i dag. En større arbejdsindsats er ikke et mål i sig selv. Men det er en forudsætning for at finansiere det velfærdssamfund, der er stor opbakning til i Danmark. Vel at mærke uden, at der efterlades en regning til de kommende generationer.
Politikere over en bred front er nemlig enige om tre ting. Den ene er, at velfærden skal udbygges i de kommende år. Den anden er, at skattetrykket ikke skal stige. Og den tredje er, at finanspolitikken skal være ansvarlig, dvs. at der på langt sigt skal være balance mellem udgifter og indtægter.
Det er politisk besluttet, at de offentlige udgifter skal forøges i de kommende år. Pengene skal blandt andet bruges på at forbedre sundhedsvæsenet, modernisere ældreboliger, skoler og daginstitutioner samt gennemføre en klima- og energistrategi…” 

Jeg gentager:

“hvordan man varigt får danskerne til at arbejde mere end i dag” 

Jamen, Herre Gud, 75-80 pct. af danskerne står til rådighed for arbejdsmarkedet både blandt kvinder og mænd. At en halv million eller mere er udstødte fra arbejdsmarkedet af velfærdssystemets egne aktører viser, at cirklens kvadratur tilstræbes løst påny (ideologien tankespind).

Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej. Dette er afgørende vigtigt at forstå.

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne i et hvert samfund, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.

Hvad forbrugerne, private og offentlige giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se/høre økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbruget udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger.

Den danske model bygger på 40 årig økonomisk misforståelse

Vi lever i et samfund, der finder det for godt at pådutte folk både direkte og indirekte, at vi blive rigere af at bruge flere værdier, at al aktivitet, der har med beskæftigelse at gøre, gør samfundet og dets medlemmer mere velstående. D.v.s. bl.a fjernelse af grafitti, fjernelse af overflødigt affald i parkerne og psykologhjælp til voldtægtsofre skal fremmes mest muligt ved at der svines og voldtages noget mere.

Det sidste var nogle eksempler, der forhåbentlig illustrerer det dilemma politikerne og deres tænketanke har sat sig i, vel at mærke, uden landets borgere har fået et klart billede af det andre steder end her.

Sonia