Som meldingerne fremstilles i medierne om økonomien i Europa p.t. kunne det lyde som om det kan være hips om hap, om renten sættes ned eller den sættes op.
Inflationen og stagnationen kører begge ‘i bedste velgående’ og tiltager. Dagligvareindekset nåede i Danmark op på 6,8 pct. pr. år.
Efter det sidste, så skulle man ellers mene, at det var bedst at få renten op, så effekten heraf kunne dæmpe inflationen. Men stagnationen, som de ikke tør nævne ret meget, kunne tale for det stik modsatte, at det gjaldt om, at få flere investeringer i realøkonomien, og det sker nærmere ved at sænke renten. Det tilsiger traditionen i hvert fald.
Der er to ting mere, der skal siges her, så billedet af situationen tegnes tydeligere end i main-stream-medierne:
-
Rentens højde spiller ikke den væsentligste rolle for investeringer i beskæftigelsesfremmende produktion. Lønsats m.v., skat, uddannelse, råvarepriser og plads til tunge fornyende (ofte længerevarende, men hastende) omstillingsinvesteringer er meget mere dominerende faktorer, når der skal spilles ud mod den internationale konkurrence.
-
Den anden side af økonomien er den om private, passive investeringer i afkastgivende kapital udenfor produktionen. Og denne side omtaler mainstream-medierne ikke i denne sammenhæng. Den del af økonomien har længe været den mest og den alt for dominerende. Her ser man hen til rentestigninger med største appetit: Investeringer i statsgæld, ejendomsobligationer, f.eks. derivater (væddeløbstaloner på spekulationsmarkedet) udenfor eller uden nævneværdig tilknytning til realproduktionen. Strømmen af kapital over Atlanterhavet er for Europa de senere år gået den forkerte vej.
Sonia
