Nu skriger de ikke mere

OECD melder med nogen forsinkelse, at inflationen nu er så godt igang i Danmark, at der må sættes ind.

På dansk kaldes det i disse år ‘overophedning’, og en sådan kan jo skyldes flere ting blandt keynesianer-profeterne (de fortsat herskende økonomiforstyrrere på det europæiske fastland), mest at de arbejdsløse ikke vil arbejde. Ikke at de ikke må arbejde til nogle fagforeningstarif-uafhængige lønninger, som kunne give indtjening til virksomhederne, der står mål med, hvad der kan tjenes ellers. Så skal de i alt fald være fra Østeuropa.

Sandheden er den enkle, at den øgede belåning af vore boliger og ejendomme med henved 3/4 billion ddk inden for de sidste 10 år har ført til en kunstig indenlandsk efterspørgsel og en risikovillig ekstra pengerigelighed uden noget sidestykke i Danmarkshistorien, men vel at mærke uden nogen produktion bag. Det bliver det hele meget værre af i længden, som vi har advaret flere gange tidligere. Mottoet har været med J. M. Keynes i den mentale bagage: På langt sigt er vi alle døde.

Dette førte naturligvis til, at varerpriserne nu stiger med opimod 6 pct. årligt. Når samtidig olie- og andre råvarerpriser på verdensmarkedet også stiger, og vi i tillæg havde en ukyndig finansminister, der i primetime indirekte, men yderst udfordrende frejdigt opfordrede alle offentligt ansatte til at kræve lønningerne i vejret “i et nærmest guldbeslået” gældfrit Danmark, så skal det gå galt.

Lidt ekstra olieindtægter som følge af de stigende oliepriser førte til et ekstra forbrug både offentligt og privat, men kunstskabt af de mange rare kursfastholdte kroner som følge af den ny-merkantile olie-Euro eller petroeuro som kronen på Eurabia-projektet. Desværre bragte denne nyskabte internationale vippe (siden november 2000) os til vejrs via vægtstangsprincippet og ikke ved egen indre kraft, og det bragte så uheldigvis samtidig finansministeren i en slags euferi, fordi han tilsyneladende ikke fattede, hvad der skete.

Nu tilsiger den keynesianske profeti, der fortsat behersker sindede på det europæiske fastland, at skatternes andel af indkomsterne/værdierne skal øges for at standse inflationen. Der er selvfølgelig kun én virkningskæde af at hæve skatterne yderligere: Fastholdt lønpres, produktionstilbagegang, udflytning, lukning, mere arbejdsløshed.

Der kom i øvrigt en morsom én fra The Independent forleden: Europa får ingen problemer med at leve op til kravene i Kyotoprokollen, da der i forvejen er tilbagegang over alt. The Independent må have overset Danmark, hvor retorikken ellers har kørt med vedvarende falsk rundesang i medierne, fra producenter, banksektor og ikke mindst embedsmænd og politikere:

De skriger på arbejdskraft; der er vækst så det gnistrer, i Danmark, alene. Hvad si’r du så?

Nu kommer tilbageslaget senest i 2009, således skabt af lovgiverne, med dansk rekordtilbagegang og tæt på nulvækst, hvis ikke negativ stagflation, i følge OECD.

J. E. Vig, cand. oecon., 7. december 2007