Sandheden om de to sydligste, men nordatlantiske mandater

Færøernes Sag

Denne sag er helt naturligt forløberen for, hvad der vil ske i Danmark og i andre europæiske lande. Hvad var det, der skete på Færøerne. Stod det lysende klart efter den langvarige folketingsdebat 26/1 1996 og efter firmaet Grønborgs fyldige gennemgang af de forhold, som de ledende ikke kunne og derfor ikke ønskede at skjule mere?

Færøerne gik bankerot primo oktober 1992.

 

1. Strukturproblemet

Størrelsesforholdet imellem Danmark og Færøerne svarer til forholdet imellem Danmark og EU. Færøerne udgør mindre end 1 procent af Rigsfællesskabet både hvad angår folketallet, arealet og økonomiens størrelse. Før krisen ramte Færøerne, eller den blev sat i værk efter det danske bureaukratis velinstruerede drejebog boede mere end 48.000 mennesker deroppe. Fra oktober 1992 til 1996 faldt befolkningen til godt 43.000. Nu er de begyndt at vende tilbage.

Siden Hjemmestyrelovens indførelse har Færøerne i større og større udstrækning indtil for nylig været indrettet efter en dansk læst. Færingerne kender udmærket den dobbeltstilling eller det tveæggede sværd, som er billedet på en øvrighed, der pådutter udefra eller fraoven og som sættes op imod det almindelige ønske om en indretning efter sine hjemlige forhold.

Den danske statsstøtte til Færøerne kommer nu som en blok, tidligere som en refusion[1] svarende til, hvad Danmark modtager fra EU. Uanset hvorledes pengene betales, så har man en følelse af, at der følger en for pligtelse med. Prisen på Færøerne har været, at færingerne har fået en rig offentlig sektor. En større landskasse end færingernes egne ressourcer og deres egen produktion ville kunne berettige. Størrre skoler, større institutioner, der koster mere at drive.

Disse indretninger er etableret af Danmark på betingelse af et bestemt personale, der skal følge helt bestemte, udefra kommende normer. Og når en færøsk skolelærer eller en færøsk magister, funktionær, sygeplejerske eller læge får en løn, der bestemmes af de overenskomster, som vedkommendes fagforening har i Danmark, så vil en færøsk håndværker sige, er det så ikke rimeligt, at håndværkslønnen kommer op på højde med funktionærens.

Eller skal vi have en tvedeling i samfundet med en ”Løn-efter-ansat-luksus-klasse”, der selvfølgelig rent loyalt tænker i bureaukratiske baner og på den anden led  og det bliver så medaljens bagside  have en ”grå-finansieret” underklasse, d.v.s. den færøske lønmodtager, håndværker, fisker og arbejder? Der må vel være et vist forhold imellem indsats og aflønning.

Med en stærk offentlig sektor, der styrkes af penge. der kommer udefra, så får økonomien en stærk opdrift fra den offentlige sektors side. Den suger så den samlede lønnings og omkostningsniveau med sig. Den danske stat betaler den ene trediedel af Lagtingets budgetindtægt, men skaden pengene gør er langt større.

Det er faktisk denne pengesum påført udefra, der ødelægger mulighederne. Resultatet blev i 1970erne, da færingerne ikke længere kunne fiske frit, så måtte de indskrænke deres arbejdsområde fra hele Nordatlanten til hovedsaglig de færøske fiskebanker. Det blev derfor umuligt for dem selv at finansiere den vækst, der var nødvendig.

Der begyndte en låntagning, der ikke fik en ende før sidst i 80erne. Selve indskrænkningen af fiskeriet på færøerne var så radikalt som svarende til, at det danske landbrug kun måtte praktiseres på Lolland og Falster, forudsat desuden at landbruget var det eneste danskerne levede af.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Færingernes udnyttelsesgrad i fiskeriet og af fiskeressoucerne skærpedes. 1970erne var altså omvæltningernes tid. Vi husker oliekriserne 1 og 2, der fik danskene til at tænke sig om. Det var også i 1973, at Danmark meldtes ind i EF. 1970erne var også inflationens topscorer, som det fremgår af nedenstående tabel med lønudviklingen.

 

Færingerne stemte i Lagtinget enstemmigt for at holde færingerne ude af EF/EU, da landsstyremændene  havde tænkt sig godt om i nogle måneder efter det danske EFJA. Færingerne fik i stedet en gensidig frihandelsaftale om fiskeri med EF, der fornyes hvert år. Dette på trods af følgende kendsgerning:

Europa køber cirka 80 % af færingernes eksportværdi, og Færøernes eksport består for 98 % af fisk og fiskevarer. Derfor sidder de i en meget udsat position.

 

 Den færøske lønudvikling:

      (i løbende priser)

      Årstal    Timeløn 

1940	1,00
1950	2,50
1960	5,00
1970	10,00
1980	40,00
1990	80,00

10 kr. i timen var en flot timeløn, mente færingerne. Det skete siden stammer fra ydre omstændigheder. Specielt denne konstante opdrift, der automatisk sker, når der kommer en tilstrømning af penge uden, at der foreligger en tilsvarende produktion.

Landbruget i Danmark har oplevet noget lignende; men mon ikke den enkelte landbrugsfamilie har det strengere i Danmark i dag end for 30 år siden, og den har måske en lavere reel indkomst nu end dengang.

Lige en lille af stikker:

Uddrag af “Sandheden er det hvad du tror på (?)”: “Helt tilsvarende gjorde man med landbruget og fiskeriet i Danmark. Det startede med den underlige private Romklubben, en studiegruppe som det internationale selskab med kendte mangebillionærer bagved initierede. Den udgav “Grænser for vækst” (1973)[2] 

 

Herefter fulgte “Mankind At A Turning Point” (menne­skeheden ved et vendepunkt); heri stilles bl.a. planlagt chock­terapi for samfundene i udsigt. Således kunne dr. Aurelio Peccei berette i et TVinterview. Ovennævnte “Grænser for vækst” var dedikeret til Peccei. Den anden bog er tilsyneladende forsvundet igen fra de fleste ellers velassorterede biblioteker. Noget var måske blevet for tydeligt, for kontrover­sielt  “for masserne” (?). Resultaterne er dog ikke udeblevet.

Lærdommen fra dette MIT-projekt udviklede sig på de vestlige himmelstrøg til, at man indtil primo 1980erne forsatte med at fortælle landbrugerne, som var blevet lokket i EF, at de bare skulle investere og eventuelt låne noget mere. Der blev nemlig mangel på alt, lige fra råstoffer til landbrugs­varer; sådan lød sangen. Man gik så vidt, at man sendte landbrugskon­sulenterne rundt for at forklare landbrugerne, at de endelig måtte belåne f.eks. deres svinestalde om nødvendigt for at skaffe penge til svinefoder. Fra midten af 1980erne fandt de samme bedragere på, at nu kom vi til at leve i en verden med overskud af alt og overproduktion af alt. Nu skulle der være produk­tionskvoter og prisfastsættel­ser via EF, så bedrifter ikke kunne løbe rundt. Nu skulle der braklægges, for nu var der sandelig overskudslagre og miljøproblemer overalt. Dette krævede selvfølgelig registrerings og kontrolapparat sat i gang med ydeligere gener. Dette førte i Danmark bl.a. til, at der opstod en helt ny stand af ansatte landbrugere på overbelånte landbrugsbedrifter, der reelt er ejet af kreditforeningerne m.v. En mængde mælkeproducenter begik­ desværre selvmord m­idt i ulykken[3].  Det var et planlagt bistandsprojekt af de værste. Der skulle mere til. Er nogen i tvivl om, hvad en eneret fører til. Det bør man ikke være. MD Foods havde i 1991 et nettooverskud på henved 875 mill. kr. Efter aftale, der gjalt  med mælkeprod­ucen­terne, sendtes mindre end 200 mill. kr. tilbage til landbruget i form af revideret prisafregning. Dette år havde MD Foods 6000 ansatte; der var kun cirka dobbelt så mange malkekvægs­besætnin­ger i Danmark samme år[4]. Har nogen optalt antallet af tvangsauktioner blandt danske mælkepro­duc­enter i netop 1991?[5]

Det drejede sig om at få dem over på bistanden og tage deres jord. En naturlig død eller at skulle skifte heste i vadestedet, der altid har været landbrugernes lod,  kunne man ikke unde dem”.

 

Tilbage til Nordatlanten

Den færøske fisker har mindre fisk at fange. Fiskens markedsværdi følger hønsekødets pris, og når man tænker på det potentiale, man har for at avle kyllinger i f.eks. Kina, så forstår man, at det er ikke så nemt at være afhængig  som færingerne er  af denne ene fødevareproduktion.

Der er kun halvt så mange fisk til færingerne som islænderne har. Islænderne har varme kilder, der giver en meget billig elektricitet o.m.a. Dette sparer dem for meget.

Islands krone er i dag kun 9 øre værd  efter kæmpedevalueringen for få år siden, som vi ikke hørte så meget til. Island har fået has på inflationen nu. Stabiliteten er idag stor på Island. Island er ikke medlem af EU. Island har en real vækst på 4,5 % pr. år, hvilket er ganske betydeligt set i eurpæisk sammenhæng.

 

Lønsatsen på Island er 97% mindre end i Danmark nominelt før skat. Efter skat er forskellen kun 14%. Sådan ser det ud, når der tages højde for forskelle i købekraft, for valutakursen og for skatten. Det følger af Nordisk Kontakt, der udgives af Nordisk Råd.

 

Når Island nævnes her er det, fordi det færøske samfund kan sammenlignes med Island i mange henseender. Færøerne har et problem, som islænderne ikke har, at det er danske normer, der sædvanligvis bliver kopieret på færøerne. Disse forhold er ikke uden interesse, når en mulig ændring i forhold til Rigsfællesskabet vurderes på Færøerne.

“Den tredie fiskebanke” for færingerne vejer imidlertid meget tungt i mange færingers bevidsthed. Denne fiskebakke er “Frederiksholm Kanal”, ikke mindst blandt de mange statsansatte eller ansatte efter danske aftaler og overenskomster.

Ovenstående om strukturproblemet på Færøerne var et forkortet referat af Olí Breckman’s prægtige foredrag holdt på Frihedsbrevets Frokostmødet på Nyborg Slot 1996.

 

 

2. Bankskandalen på Færøerne i kort version

Når den ene færøbanks ejerforhold er domineret af Den Danske Bank, og denne har set til at tvivlsomme projekter  oftest med offentlig indsigt også og/eller garantier  begyndte at tage overhånd, og færøbankens aktiver efterhånden reelt var opbrugte, når projekterne vurderedes forsigtigt og korrekt, så kan det kun forventes, at Den Danske Bank agter at skille sig af med sin aktiepost i færøbanken så gunstigt som muligt. Dette skulle statens finanstilsyn have meldt rettidigt, såfremt det handlede i statens og færingernes interesser[6]. Når samtidig Den Danske Bank i den grad ligger inde med fordringer på den danske stat og har mange andre måske tvivlsomme forpligtende krav på samme, så skal det ikke overraske, at Den Danske Bank ser hen til og kan gennemtrumfe, at den danske stat og/eller færingerne påføres det tab, som aktiesalget på normale forretningsbetingelser ellers givet ville have påført Den Danske Bank. Her drejer det sig som altid om den reelle magt. Den ligger ikke i Folketinget eller hos Regeringen, sådan som landet ligger. Det skal vi også se nærmere på nedenfor.

Hertil kommer, og ikke alene i denne sag, spørgsmålet om ministrenes sædvanligvis forsinkede og ofte tvivlsomme orientering af de folkevalgte.

 

---

[1]  Som en større eller mindre centraldirigeret godtgørelse for hvert udgiftsområde for sig.

[2] Oversat fra amerikansk efter “The Limits To Growth” af Dennis L. Meadows m.fl., 1972 som afslutningen på projektet MIT.

[3] Filosofferne Platon og navnlig Georg Wilhelm Friederich Hegel har ikke levet forgæves. Deres statsteorier gav inspirationer til mange regimers foregangsmænd.

[4] Antallet af landbrug blev efter EF-direktivplanen reduceres fra 137.100 i 1971 til 71.600 i 1993. Antallet af malkekvægsbesætninger faldt fra 86.000 i 1972 til 14.800 i 1995. Malkekvægsbestanden samlet var 1.125.000 i 1972, i 1994 var den 685.000 stk.

Det var netop for køernes og landbrugernes skyld vi skulle ind i EF fremgik det af en af tilhængerplakaterne i 1972. Dette fremgår af Kai Pedersens veldokumenterede artikel “Løgnen og virkeligheden” i Frihedsbrevet nr. 6. Årgang 1995.

[5] Der var 930 førstegangsannoncerede tvangsauktioner i landbruget i 1991. I 15 årsperioden 19801994 er der kun ét år, nemlig 1980, hvor procentandelen, som de årlige tvangsauktioner udgør af det samlede antal brug det pågældende år, var mindre end i de værste år i trediverne under den store landbrugskrise.

Dette fremgår ligeledes af Kai Pedersens veldokumenterede artikel “Løgnen og virkeligheden” i Frihedsbrevet nr. 6 Årgang 1995.

[6]  Det er bestemt ikke første gang i den netop afgåede direktør Eigil Mølgaards embedsperiode, at Finansrådet og Finanstilsynet har tacklet sine forpligtelser meget særegent i noget der mest af alt kan karakteriseres som engageret rådgivning. Bornholmerbanksagen for Bikuben er blot ét enkelt eksempel, Hafnia Hånd i Hånd med bl.a. fagbevægelsen og amtsborgmester Per Kaalund som “uheldige” spekulanter på henholdsvis arbejdernes og skatteydernes vegne og med Finanstilsynets hjælp til den Den Danske Bank. Der er andre borgmestre, som forsøgte at øge bevillingerne ved ulovligt at spekulere med de tildelte rammer. Vi husker Sparekassen Nordjyllands tvivlsomme skattefradrag for overtagelse af underskudsforretningen Himmerlandsbanken, Varde Banks salg af værdiløse aktier for at hindre insolvens. Og vi husker Sparekassen SDS’s senere Unibanks helt uacceptable opsplitning af Kosankoncernen for egen vinding  fjendtlig overtagelse. Sidstnævnte Kosan-sagen har IOD modtaget et (kort) førstehånds-kildereferat af. Allersenest, Midtbanks-bestyrelsesmedlemmers insider-handel med Midtbank-aktier i forbindelse bankens overtagelse.