Verdens finanskrise – Verdensomspændende finansielt kollaps ?
I nyere tid
1967-1968: Dollarkrise
1971: Dollar løsrives fra guldet
1973: Oliekrise I, olieprisstigning 400%
1979: Oliekrise II ca. 175% stigning
1979: USA flydende diskonto
1982: Mexico’s 1. gældskrise
1983: Brasilien og Argentinas gældskrise
1987: Børskrak i oktober
1992: EMS-systemets kollaps i EF, Sveriges gældkrise
1995: Mexicos 2. gældskrise, Polens gældskrise
1995: Japans bankkrise
1996: Ruslands finanskrise
Ansvaret for den seneste fejlplaceres af det lette og af det købte kavaleri
Dette er et uddrag af store og små internationale finanshændelser fra nær og fjern de sidste 30 år.
22. maj 1969 kunne følgende overskrift læses i Horsens Folkeblad: Dansk økonomi har længe levet livet farligt…Derfor blev vi så hårdt ramt af den internationale valutauro – Nu haster det med at bringe betalingsbalancen i orden.
I en anden overskrift i samme blad samme dag læstes: Bygge-Societetet: Ønsker den offentlige låntagning indskrænket.
8 år senere var den danske statsgæld vokset til knap 10 mia. kr. I dag er den danske statsgæld tæt på 550 mia. kr.
Statsgælden opgøres ikke entydigt fra 1996. EU, Finansministeriet og Nationalbanken er nået til forskellige resultater i flere af årene.
31. marts 2006 var forvirringen stor. Morgenavisen Jyllands-Posten havde fået bragt en artikel, der af de fleste læsere nok tolkedes sådan, at statsgælden var pist væk, for sådan stod der i overskriften, som (en vel ikke udpræget økonomikyndig) redaktionsredaktør havde valgt:
http://informationomdanmark.blogspot.com/2006/03/mske-en-tyvstartet-aprilsnar.html
[det kan da også have været et signal til, at emnet statsgælden, der altid har været følsomt emne, fra da af ikke skulle omtales mere i det åbne, selvom den sandelig indgår helt formelt i regeringens planer frem til 2010. Ingen tvivl, kreditorerne vil huske den.]
Internationalt er det nødcendigt med en fælles målestok for værdier, for staterne kan trykke for mange penge eller vælge at devaluere kursen i forhold til udenlandsk valuta, som systemet er og har været.
USA havde suspenderet guldindløseligheden i august 1971, og dermed også dollaren, der havde været bundet til guldet ved prisen 35 US$ pr.ounse guld. I 1971 blev bindingen opgivet under Vietnamkrigens pengeforbrug. Det blev så til pengemiddelforbrug.
Siden da har det internationale betalingssystem i princippet været brudt sammen. Det internationale monetære system, der er kommet mere i omtale her på det sidste, har sin oprindelse ved en konference, der forløb under 2. Verdenskrig frem til 21. april 1944 i Bretton Woods, New Hamshire, USA. Historien om dette systems tilblivelse og svaghederne fra starten er beskrevet i Sandheden er det(,) hvad folk tror på (?).
Historien blev skrevet, fordi sandheden er, at enden er nær.
Sidste internationale finanskrise begyndte så småt i sommeren 2000. Den 23. september 2001 tog krisen en ny dramatisk og yderst alarmerende vending. 16 internationale storbanker og finanshuse var til krisemøde i New York. Verdens største aktiemarkedsinvestor, kendt som ”the Sage of Omaha”, rapporterede herom i formandsberetningen i Berkshire Hathaway: 2002 Annual Report
Verdens største spekulationsfond Long-Term Capital Management (LTCM) havde mistet hele sin egenkapital. Efter derivat-spekulations-investeringer, d.v.s. i korthed at aktier og obligationer kastes i én pulje, hvor hele forestillingen reelt er blevet et casinospil. hvor man blot vædder om kursudviklingen.
Den amerikanske Føderalbank, der styrer pengeudstedelsen i USA, gik ind og reddede dette monster. Måske indeholdt fonden 1.250 mia. dollars regnet i derivat-kontrakter.
Rusland stoppede handelen med rubler og statsobligationer og fastfrøs rubelkursen. Daværende direktør i Federal Reserve Bank Alan Greenspan meldte, at det var sammen-bruddet i den russiske økonomi, der var den direkte anledning til LTCM’s dramatiske nedtur. Herfra tales der konstant med to tunger. Man havde da fornylig uddelt Nobelprisen til Robert C. Merton og Myron S. Scholes for en formel til udregning af risikoen ved derivat-kontrakter. Formlen gav angiveligt og bevisligt (mente nogen) sikkerhed. Denne sikkerhed begrænsede sig som altid til de givne forudsætninger uden for virkeligheden.
Det reelle problem, som de amerikanske skatteydere og resten af verden skulle lide under, var, at et sådant krak nemt kunne trække en mængde store indflydelsesrige banker i bankerot fulgt af mere nød og elendighed for folk.Det var den første bobbel med LTCM. Der er en anden påvej under overfladen, hvor den samler kræfter til et endnu større brag, måske det endelige, når den “fra oceanernes bund når ind på lavere dybde”. Det var sidste gang den såkaldte redningplanke blev kastet ud, meldte Alan Greenspan dengang.
Nu foreslås det fra alle sider, at vi skal have et nyt internationalt betalings- udlignings- og statslånesystem til erstatning for Bretton Woods. Guldmøntfoden skal genindføres siger de stærkeste kræfter, andre vil have kontrol med kapitalbevægelser, atter andre vil have frihed for investeringer uden indblanding fra supra-nationale organer. Franskmændene vil efter sigende have gjort IMF fransk. Hvis blot de ordførende vidste, hvad de talte om, ville der være en chance.
Det skal for god orden skyld oplyses, at også danske realkredit-obligationer solgt i udlandet var med i LTCM-boblen. Der er endnu flere danske obligationer med i den næste.
Efter John Maynard Keynes blev udstyret med Nobelprisen i 1935, blev han som Englands repræsentant sat til at finde på et nyt internationalt betalings-, clearings- og statslånesystem. Hans medcombatant var Harry Dexter White på amerikansk side. Bretton Woods-systemet var i grundrids færdigt 21. april 1944. Først fornylig fik officielt bekræftet at White var spion for Sovjetunionen.[1]
Verden skulle efter slutdokumentet på Bretton Woods konferencen til at gå ind på Keynes’ aldeles virkelighedsfjerne og statsgældsfremmende tanker. Socialisme- og Én-Verdens-fremmende var tankerækken selvsagt også. Hans tanker har vundet fodfæste, næsten bedre end marxismens blandt de fleste, hvoraf næsten ingen kender til ham hans økonomiske tankegang.
Enhver tekstbog til undervisning i Vesten på det europæiske fastland har været fyldt op med “hans teoretiske sandheder” i efterkrigstiden ….
[1] In a memorandum dated 15 October 1950 White was positively identified in the Venona papers as a Soviet agent code named “Jurist”. Venona cyphers quote him as saying he was willing for any self-sacrifice on behalf of the MGB, but was afraid that his activities, if exposed, might lead to a political scandal and have an effect on the 1944 Presidential election. In 1953 J. Edgar Hoover convinced Attorney General Brownell that White was a spy. White’s bronze bust was ignominiously removed to the IMF’s basement.
Sonia







Pingback af Anonym — 27. juni 2006 @ 11:31
[...] http://danmark.wordpress.com/2006/06/23/finanskriser-i-nyere-tid-en-kort-serie-uden-heksekunst/ [...]
Pingback af Kapitalfonde og deres overtagelsesforretninger « Danmark — 28. marts 2007 @ 08:04